Læsetid: 6 min.

Brugermanual til det ekstreme franske højre

En ung, blond og moderne kvinde står nu i spidsen for Frankrigs højreekstreme parti, Le Front National. Så sympatisk og stueren, at to journalister har udgivet en instruktionsguide til partiet forklædt som en portrætbog om Marine Le Pen
Far og datter. Det er farmands parti, Marine Le Pen har overtaget. Men det er ikke hans stil eller tilgang til politik, og derfor kan hun vise sig langt farligere, skriver forfatterne.

Far og datter. Det er farmands parti, Marine Le Pen har overtaget. Men det er ikke hans stil eller tilgang til politik, og derfor kan hun vise sig langt farligere, skriver forfatterne.

Nicolas Gouhier

11. juni 2011

Den otteårige Marine Le Pen og hendes to søstre sover, da fem kilo dynamit anbragt på trappen i deres barndomshjem eksploderer klokken fire om morgenen, den 2. november 1976.

Den voldsomme hændelse er første gang, hun forstår, hvad det vil sige at være datter af Jean-Marie Le Pen, grundlægger og indtil januar i år leder af Frankrigs højreekstremistiske parti Le Front National.

Siden er Marine Le Pen igen og igen blevet konfronteret med, hvad resten af det franske samfund forbinder med hendes efternavn: Antisemitisme, racisme og nationalisme. Derfor har hun altid skullet forsvare sig selv og sin far. Og indirekte sin fars parti.

Sådan fortæller hun i hvert fald historien i sin selvbiografi. Men for at den version ikke skal stå uimodsagt, forklarer de to journalister og forfattere, Caroline Fourest og Flammetta Venner, at Jean-Marie Le Pen alt andet lige er blevet opfattet, som han selv har ønsket det. Når man på tv siger, at gaskamrene var en detalje i Anden Verdenskrig, kan man forvente voldsomme reaktioner.

Og selv om det uden tvivl har været tungt at bære hans efternavn, har Marine, som de franske medier kalder hende for at skelne mellem far og datter, levet et privilegeret liv i den absolut, velstillede del af det franske samfund.

Det afholder dog ikke Marine Le Pen fra som sin far at bruge offerrollen aktivt i politik og løbende klandre de andre partier for fordomme og snobberi. Siden hun i 2005 blev næstformand og for et par måneder siden formand for partiet, har hun brugt rollen som outsider til at angribe modstandere for stort og småt uden at give realistiske løsningsforslag.

Hun går mindre op i ideologi og bruger moderne kommunikationsmetoder. Derfor fremstår hun mindre radikal og mere moderne end sin far.

Og hvad hendes far ikke har formået, lykkes for Marine Le Pen. Indtil for kort tid siden stod hun ifølge flere meningsmålinger til at gå videre til anden runde af det franske præsidentvalg i 2012 på bekostning af den siddende præsident, den borgerlige Nicolas Sarkozy.

Men, viser Fourest og Venner, målet er det samme: et Frankrig uden indvandring. I deres portrætbog Marine Le Pen, der udkom i mandags, fortæller de hendes personlige historie og kamp for at forny partiet og reetablere sin far i den franske offentlighed.

Hele vejen igennem kommer Le Pen-familiens version først, og så følger journalisternes grundigt researchede forklaring efter.

Tonen er saglig, men de to forfattere skjuler ikke, at Le Pen junior udgør en ny fare:

»Vi kan ikke imødegå Marine Le Pens Front National, som vi har gjort det med Jean-Marie Le Pens.«

Indignationen skal organiseres

Historien om eksplosionen er langt fra den eneste, Marine Le Pen har på lager, når hun i sin selvbiografi etablerer sin historie som 'datter af Jean-Marine Le Pen'. For eksempel oplever hun under studierne, at folk flytter sig, når hun tager plads i cafeteriet, en spytter endda på hende, og en af underviserne giver de studerende en opgave, som handler om en retssag imod hendes far.

Men hvis Le Pen-navnet er en ulempe udadtil, er det en sikker vej til de gode poster i partiet for de tre døtre. For der er ikke tale om noget helt almindeligt parti. Det er grundlagt af Jean-Marie Le Pen, og det er ham og ingen anden der bestemmer. Derfor er det let for Marine Le Pen, da hun efter sine jurastudier skal vælge mellem en karriere som advokat og som politiker. Advokaten ville blive mødt med mistro, mens politikeren har sin fars parti i ryggen.

Derfor stiger Marine Le Pen sikkert i graderne. Sideløbende påbegynder hun afdæmoniseringen af partiet. Det sker eksempelvis ved lige så stille at lægge afstand til sin fars mest radikale udmeldinger. Blandt andet udgør gaskamrene ikke nogen detalje i hendes øjne.

Samtidig griber hun historier, der florerer i medierne og rider på forargelsen, som allerede findes i befolkningen. Og lærer det videre til sine partisoldater:

»Indignation, det er noget, der skal organiseres,« forklarer hun dem, da hun i 2007 fører kommunal valgkamp i den nordfranske kommune Henin-Beaumont. Som eksempel giver hun volden i byen Saint-Dizier. Den daværende indenrigsminister Mich-le Alliot-Marie har reageret med at foreslå en konference om sociale sammenhænge.

»Hvis I ikke siger 'synes du ikke, det er latterligt, at Alliot-Marie vil organisere en rundbordssamtale efter det, der er sket i Saint-Dizier!', ved fyren (vælgeren, red.) ikke, at der er sket noget i Saint-Dizier. Han ved heller ikke, hvad Alliot-Marie har sagt. Derfor kan han ikke være indigneret! Og selv om han får den information, kommer der ingen spontan indignation!« instruerer Marine Le Pen.

Senest var Le Front National det eneste parti, der klart tog afstand fra og mere eller mindre dømte den nu forhenværende direktør for den Internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn, skyldig. Men der har varet mange andre lejligheder.

Alle andre er korrupte

Når det er så let at løfte pegefingrene, skyldes det ikke mindst, at partiet aldrig har siddet i regering. Det er med andre ord let at kritisere både venstre- og højrefløj.

Og det gør partiet ofte og højt ud fra devisen tous pourris sauf le Front National (De er alle korrupte undtaget Front National. red.).

Til gengæld er partiets løsninger på de ofte ret komplekse problemer mere end almindeligt forsimplede, viser Fourest og Venners gennemgang. For eksempel lover Front National både en stærk offentlig sektor og lavere skatter, indvandringsstop og en pensionsalder på 60 år. For at få has på globaliseringen en af partiets ypperste syndebukke vil partiet ud af eurozonen og genindføre den franske valuta franc'en.

Alt andet lige en sikker vej til en dårligere økonomi, da landets gæld vil i så fald skulle konverteres fra euro til en svagere franc. Men den slags detaljer begiver partiet sig ikke af med.

Endelig er der stor forskel på, hvad de prædiker, og hvad de rent faktisk gør. Mens Marine Le Pen er fraskilt mor til tre børn, mener hun, kvinderne skal 'have ret' til at komme tilbage til hjemmet. Aborter skal gøres brugerbetalte.

Senest har hun promoveret partiet, som om det altid har været verdsligt og altså opfundet en ny undskyldning til at tæve løs på muslimer. Det er nu en sandhed med modifikationer for et parti, der har en stor vælgerskare blandt franske katolske fundamentalister.

Men det er sjældent, partiets program og løsninger bliver heglet igennem på den måde. Og i hvert fald er det lykkes for Marine Le Pen at få partiet gjort stuerent et godt stykke ad vejen. Ved de seneste lokalvalg i Frankrig, som fandt sted i 2011, fik partiet 12 procent af stemmerne radikalt bedre end ved det forrige valg i 2008.

Hvordan kan man tage til genmæle over for forsimplede løsninger, der fungerer fantastisk på live tv og i pressen generelt? Der er flere veje frem, forklarer Fourest og Venner. Til en start skal partiet tages alvorligt og dømmes på lige fod med de andre. Det vil sige, at de politiske journalister skal stoppe dæmoniseringen, til gengæld skal der også være kristiske spørgsmål og realistiske forventninger til de løsninger, Front National byder ind med.

Desuden skal medierne holde op med at fokusere så meget på personerne og gå mere efter substansen. Det vil gøre det svære for en Marine Le Pen at trænge igennem.

Samtidig må de andre politiske partier rekonstruere en art 'republikansk dæmning'. For det farlige ved et parti som Front National er især den effekt, det kan have på de andre politiske partier ikke mindst i form af en overbydereffekt inden for indvandringspolitikken.

Men, konkluderer forfatterne realistisk nok på sidste side:

»Der findes ingen trylleformular over for Le Front National.«

Caroline Fourest og Flammetta Venner

Marine Le Pen

426 sider. 20 euro.

Grasset

Marion Anne Perrine Le Pen

Født 1968, uddannet advokat.

Formand for Front National.

Kandidat til næste års franske prsidentvalg.

Medlem af Europa-Parlamentet og af regionalrådet i Nord-Pas-de-Calais

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Hæfter mig ved manchetten til denne artikel, som forekommer sarkastisk.

"En ung, blond og moderne kvinde står nu i spidsen for Frankrigs højreekstreme parti, Le Front National. Så sympatisk og stueren, at to journalister har udgivet en instruktionsguide til partiet forklædt som en portrætbog om Marine Le Pen".

Og er hun "så sympatisk og stueren", eller er hun tværtimod?

Men lad mig nu nøjes med tillægsordet: Ung! Er en 43-årig ung? Måske blond, måske moderne, men ung?

Anne Albinus

Tak til Solveig Gram-Jensen for at anmelde Fourest og Venners bog.

Jeg kan anbefale Europas skam af lederskribenten på Dagens Nyheter Lisa Bjurwald, Natur og Kultur, 2011, 229 svenske kroner. Hun har interviewet højreekstremister i Europa.

Jean-Marie Le Pen er nok provokerende, men han har da helt ret i, at "gaskamrene var en detalje i Anden Verdenskrig". For netop under krigen spillede de ingen rolle, det er først i efterspillet, at de så korrekt er blevet af største betydning. Han er alligevel blev dømt for med disse udtalelser at "minimere betydningen af Holocaus", hvilket skaffede ham den eftertragtede martyrstatus.

Le Pen'ernes og Front Nationals generelt fnysende had til diverse selvvalgte befolkningsgrupper har som beskrevet i artiklen fået flere tilhængere bag sig. De ligger heldigvis fortsat nede på DF-niveau, men det er alligevel skræmmende at der er så mange rablende fremmedhadere i ellers civiliserede lande.

Morten Kjeldgaard

Helt samme taktik kan iagttages hos Sverigesdemokraterne, med den noble, veltalende og høflige Jimmie Åkesson i spidsen. Den giftige retorik overlades til løjtnanterne.

Herhjemme flankeres den hysteriske Kjærsgaard af de to tilsyneladende teknokrat-bankmandslignende håndgangere: Skaarup og Truelsen-Dahl. Og ordet skifter rundt mellem denne trojka alt efter, hvilken form budskabet ønskes sendt ud i.

God artikel. Jeg kan ikke lade være med at drage paralleller til den lokale andedam.

Påtaget indignation. Her kom jeg straks til at tænke på Mette Frederiksen fra Socialdemokraterne

Substans frem for personer. Det er også det gennemgående problem i Danmark. Jeg oplever alt for mange debattører og journalister går efter DF's persongaleri frem for deres lette løsninger på komplekse problemer.

Det de ikke forholder sig til. Der er altså en grund til, at så mange mennesker i dag stemmer på det yderste højre, det være sig Sverige, Frankrig eller Danmark. Der er noget, som de etablerede politikere m.fl. enten ikke har forstået eller forhold sig til. Sålænge den "kræftknude" ikke bliver adresseret vil det yderste højre fylde for meget i det politiske landskab.

Bo S. Nielsen

Tak for anbefalingen, Anne Albinus. Den er røget på to-read-listen.

"Den största faran för demokratin ser Bjurwald inte i de högerextrema organisationernas existens, utan i deras påverkan på de etablerade partierna. Om nyfascister startar kravaller i ett muslimskt bostadsområde i Rom eller deras östeuropeiska meningsfränder mördar en romsk familj, beskrivs det inte som rasistiska illdåd utan som resultatet av misslyckad integration. De vidriga brotten omvandlas till politiska och administrativa problem, och offren för våldet görs indirekt medansvariga.

Det är också på det sättet som Pia Kjærsgaard utövar sin verkliga makt, genom politiska perspektivförskjutningar och förändrade problembeskrivningar. Arbetslöshet och fattigdom blir inte längre sociala och politiska problem, utan ett invandringsproblem."

Spot on.

ismail yalcin

Europas stærke mand Frankrig viste sig fra sin svageste side. Journalisternes protektionistiske tilgang til politikerne og den enorme magt en politiker har i Frankrig kom som en overraskelse for de fleste. Mon ikke der er et systemskifte på vej nu, hvor journalisterne tør lidt mere end før. Overraskende at en så magtfuld EU-stat har en styreform, hvor demokratiet er overskygget af diktatoriske facader!?