Læsetid: 3 min.

Cognac versus Armagnac

I modsætning til cognac-producenterne modstår armagnac-destillatørerne fristelsen til massefabrikation
18. juni 2011

Cognac versus Armagnac

Alle og enhver kender jo cognac, danskernes foretrukne kaffeakkompagnatør efter fyldige måltider. Det skal forestille at være fint, men er ofte forloren luksus. Langt det meste, der udskænkes, er pinligt masseproduceret pjask, endimensionelt, industrielt og kedeligt. Synd og skam for god cognac er en veritabel gudedrik at nippe til i en afslappet mediterende stund under blid rotation og langsom håndopvarmning af glasset.

Men lige syd for det snobistiske cognac-distrikt ligger til alt held det mere rustikke Gascoigne, hvor man producerer ædel eau de vie, kaldet armagnac, efter de gode gamle genuine håndværksmetoder. Her finder man typisk en langt højere kvalitet endda til en billigere penge. I forholdet mellem pris og kvalitet er cognac slet ikke noget match for armagnac. Først i de højere prislag kan der blive tale om en slags jævnbyrdighed i den evige kappestrid. Alligevel har armagnac i manges øjne et ufortjent ry som cognaccens lidt landlige fætter.

Hvide druer

Begge distilleres på hvidvinsdruer (folle blanche, ugni blanc og colombard) og lagres på egetræsfade armagnac på den lokale sorte eg, monlezun. Den afgørende forskel er, at armagnac destilleres en gang, og cognac to. Det betyder et længere ophold i egen for armagnac'en en tålmodighed, der belønnes med større finesse og rundhed.

Klassifikationssystemet er så vidt jeg kan se det samme. VS betyder mindst to år fad, VSOP og Reserve fem år, XO og Napoleon seks år og Hors d'Âge 10 år ellere mere. Lad os sammenligne nogle udvalgte high end-mærker.

Château de Tariquet XO har den fordel, at den er nem at opdrive den fås i Irma og undertiden som et slagtilbud til 199 og det er rørende for en klassiker, der har været fremstillet siden 1683. Med en farve som gammelt guld har den en intens aroma af nybagt brød og kandiseret frugt, en distinkt næse i retning af vanille og kakao. I munden er den mageløs: rund, rig, blød og raffineret og dog frisk og ekspressiv. Det perfekte ægteskab mellem frugt og træ.

Godet XO er noget sværere at få fat på jeg har indkøbt mit kvantum på øen Nyord ved Møn, hjemsted for et sandt mekka for spirituskendere. Her har en initaitivrig indvandrer, tyske Wolfgang Sürth, etableret sin egen import af bl. a. whisky, grappa og cognac, som han sælger ud af fra store kolber i løs vægt på små praktiske aftapningsflasker. Det er en kraftig og kompleks sag med sarte noter af jasmin, violer, honning, blommer og frem for alt læder. De subtile aromaer giver dog en let parfumeret eftersmag, som dens armagnac-rival er lykkeligt fri for.

En åbenbaring

I Bredgade ligger Theis Vine. Her forhandles cognac fra A.E. Dor, verdens måske mest prestigiøse producent, i priser op til 12.000 kr. flasken. XO'en er også eksklusiv. Farven er lys mahogni, duften er tør og floral med toner af honning og tørret frugt, smagen formidabelt kompleks, på mange trænoter og uden sprittethed. Alkolholstyrken er ikke oplyst, men er sikkert faldet langt under 40 procent på grund af den 25 år lange lagring har englene fået deres andel.

Sammesteds føres også Laberdolive, den ultimative armagnac, som er for dette distrikt hvad Château Pétrus er for Pomerol og fast husinventar i franske Michelin-restauranter. Bouqueten er uimodståelig med æbler, egetræ, rosenolie og honning som dominerende og måske også abrikos, blommer og figner. En åbenbaring af en brændevin, som jeg kunne tilbringe en hel nat sammen med og beviset på, at dette distrikt ikke står tilbage for cognac i selv den absolutte luksusklasse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu