Læsetid: 3 min.

Krigen, der formede århundredet

Første Verdenskrig var krigen, der skulle afslutte alle krige, men udløste i stedet et inferno, vi stadig lever med i dag. Historikeren Adam Hochschild ridserlektein fra den første industrielle totalkrig op
25. juni 2011

Uendeligt mange bøger er blevet udgivet om Første Verdenskrig, og i de næste tre år inden 100-året for starten på den første industrielle totalkrig i 1914 vil der garanteret komme mange flere.

Det er noget at se frem til, fordi vi efterhånden har lært eller i det mindste forstået lektien fra Anden Verdenskrig, mens læren fra Første Verdenskrig endnu ikke er sivet ind. I en vis forstand er de forskellige elementer, der førte til den første store krig i det 20. århundrede og som forlængede skyttegravskrigen i fire lange år, nemlig stadig mere relevante for vore dages konfliktløsning. Det gælder også for Versailles-traktaten.

Anden Verdenskrig er bredt anerkendt som en uundgåelig konsekvens af den første. Fra et allieret synspunkt var det en retfærdig krig mod nazisme og imperial ekspansionisme, et synspunkt delt i dag af et overvældende antal tyskere og japanere. Få vil være uenige i, at de angrebne parter intet andet valg havde end at forsvare sig, og at Storbritannien og USA gjorde ret i at gå ind i krigen mod aksemagterne.

Inden krigsudbrudddet i 1939 fandtes der fredsbevægelser og aktivister i alle europæiske lande. Herefter mistede de enhver betydning, for hvem troede på fredsforhandlinger efter Hitlers brud på München-aftalen og invasionen af Sudetenland og Polen?

En hurtig krig

Første Verdenskrig var af en hel anden karakter. Godt nok var det kejser Wilhelm II's Tyskland, der overløb Belgien for at angribe Frankrig, men som den amerikanske historiker Adam Hochschild fortæller i sin nye bog To End All Wars, så herskede der et udbredt ønske blandt monarker, hærofficerer, adel, politikere og store dele af befolkningen i Frankrig, Storbritannien og Tyskland om at afvikle en let og hurtig krig.

De bagvedliggende motiver var naturligvis dominans og erobring af territorier samt rivalisering om kolonier i Afrika og Asien og deres naturressourcer.

Generalerne levede stadig i det 19. århundrede, hvor krige blev udkæmpet efter visse regler, og kavalleriet afgjorde slaget. Hver side besad det nye maskingevær; trods det blev titusinder af forsvarsløse menige og officerer beordret direkte ind i ildlinjen for at erobre et lille bitte stykke land ad gangen. En bølge efter en anden blev mejet ned; alligevel marcherede den næste kolonne ufortrødent frem med oprejst pande.

Og det er mindre end 100 år siden ...

Ingen havde i deres vildeste fantasi forestillet sig en så ødelæggende totalkrig, men det sørgede masseindustrien og ny teknologi for. Tanks afløse heste, fly og luftskibe bombarderede civile, soldater blev gasset, ubåde torpederede handels- og passagerskibe, søblokader udsultede civilbefolkningen og langdistancekanoner bombede Paris. Den form for krig havde ingen oplevet før.

Hochschild vælger at følge nogle af Storbritanniens førende familier og intellektuelle dem, der ville krig og dem, der opponerede. Hvad der virkelig betager ham og driver fortælllingen, er de tapre britiske krigsmodstandere og pacifister folk som Betrand Russel, Sylvia Pankhurst, Emily Hobhouse, Keir Hardie samt utallige militærnægtere. De er næsten alle glemt.

Hvorfor blev det ved?

Spørgsmålet, der nager ham og læseren, er: Hvorfor havde krigsmodstanderne ikke større gennemslagskraft? Hvordan forklare, at det var så let at lokke den fattige og udbyttede britiske arbejderklasse som netop i de år var inspireret af international arbejdersolidaritet i krig mod deres brødre og søstre? At et overvældende flertal af den britiske befolkning fortsatte med støtte krigen til den bitre ende trods et enomt tab af menneskeliv?

En delforklaring ligger i en anden ny opfindelse under Første Verdenskrig: Krigspropagandaen. Den britiske regering udnævnte en særlig propagandaminister, der fik stor succes med at vildlede folket om ikke-eksisterende sejre på slagmarken og og vilde overdrivelser om tyskernes 'bestialske' adfærd.

Med i forklaringen hører den opgejlede chauvinisme med beskrivelser af fjenden, der minder om termer benyttet af nutidens fodbold-hooligans. Faktisk spillede de tyske og britiske soldater venskabskampe på Vestfronten i julen 1915; mellem dem udviklede der sig ad åre en indbyrdes menneskelig forståelse. De var blot møtrikker i en kæmpe krigsmaskine.

Deres øverstbefalende forbød hurtig fraternisering. En fjende er en fjende, der skal dræbes ved første blik.

Det kan i dag diskuteres, om briternes og amerikanernes angreb på Tyskland var de sindssygt høje omkostninger værd i menneskeliv og i fatal ydmygelse af en europæisk stormagt. Man kan også overveje, om fremtidens krige vil hvile på samme usikre grundlag.

Adam Hochschild

To end All Wars, A Story of Loyalty and Rebeliion, 1914-1918.
448 sider. 28 dollar.
Houghton Mifflin Harcourt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Hitler invaderede ikke Sudeterlandet; han fik det foræret af Storbritannien, Frankrig og Italien. Men derefter, i marts 1939, invaderede han resten af Tjekkiet.
Angående slutningen: Det ser også ud til, at ikke blot fremtidige krige, men også de nuværende, bl.a. dem, vort land er med i, hviler på samme usikre grundlag.
Irakkrigen i hvert fald på lodrette løgne.

Nic Pedersen

Vel var 2. Verdenskrig da ej en UUNDGÅELIG følge af første!

Churchill opsummerede meget rammende WW2 som "den største og lettest forhindrede katastrofe i historien" (citat efter hukommelse)

Intet kunne have været lettere både gjort og retfærdiggjort end en intervention mod Tyskland i samme øjeblik Versaillestraktaten blev brudt. På hvilket tidspunkt Tyskland var militært hjælpeløst.

For denne undladelsessynd bærer datidens pacifister, som rigtigt var et produkt af 1. Verdenskrig, et tungt ansvar!

At beskrive 1. Verdenskrig som "briternes og amerikanernes angreb på Tyskland " er iøvrigt så fuldstændigt vrøvl, at forfatteren burdes søge erstatning for spildt skoletid!

Tom W. Petersen

Nic Pedersen
Jeg har ledt efter formuleringen, du citerer: "briternes og amerikanernes angreb på Tyskland", men ikke fundet det eller overhovedet noget med tilsvarende mening. Er det en oversat formulering fra selve bogen?

Nic Pedersen

Tom W. Petersen

Fjerdesidste linie fra neden!

Grunden til at jeg blot skriver "forfatteren", er at jeg jo ikke kan være helt sikker på, om formuleringen kommer fra bogens eller anmeldelsens forfatter!