Formodentlig tabte Hosni Mubarak magten over Egypten onsdag den 2. februar. Den dag lod den aldrende diktator tæskehold trænge ind på Tahrirpladsen for at angribe folkemængden, der med en ekstrem grad af disciplin og omfattende organisering modstod fristelsen til at gå til voldelig kamp.
Derved genskabte de egyptiske demonstranter en figur, der har vist sig som det seneste århundredes måske stærkeste nye magtmiddel. Figuren begynder med Mohandas Gandhi, der i 1930 ulovligt destillerer salt på en vestindisk strand i protest mod de britiske koloniherrer. Den gentages af Rosa Parks, der i 1955 nægter at rejse sig for en hvid buspassager i Montgomery, Alabama. Og den bevæger sig videre op gennem århundredets revolutioner og revolutionære forsøg i Nordirland, Polen, Tjekkiet, Sydafrika, Kina, Serbien, Myanmar: Borgerens ikke-voldelige afvisning af et regimes magtudøvelse.
Historikerne, skriver filosoffen Kenneth Boulding, har været alt for uopmærksomme på fremkomsten af den organiserede ikke-vold som instrument til social og politisk forandring i det 20. århundrede. Boulding citeres af historikeren Timothy Garton Ash i antologien Civil Resistance & Power Politics, som Garton Ash sammen med politologen Adam Roberts udgav i 2009 uden at ane, hvilken fornyet aktualitet emnet ville få i foråret 2011. Det er en fantastisk inspirerende bog, der omvæltning for omvæltning opsamler de empiriske erfaringer fra de globale eksperimenter i civil modstand og systematiserer dem til spirende svar på det svære spørgsmål: Under hvilke omstændigheder har civil modstand ført til positiv politisk forandring og hvornår er den slået fejl?
Ikke-vold virker
Spørgsmålet må være et af vores tids vigtigste. Garton Ash refererer en optælling af 323 store voldelige og ikke-voldelige modstandskampagner gennemført i tidsrummet fra 1900 til 2006. Ifølge optællingen leverede de ikke-voldelige kampagner succesfuldt resultat i 53 procent af tilfældene; de voldelige modstandskampagner i 26 procent.
De tunesiske og egyptiske demonstranter opnåede en uforlignelig moralsk autoritet og politisk legitimitet ved at afstå fra at anvende vold til deres protester. Deres libyske kolleger greb hurtigt til våben og så dermed det civile projekt slå om til en form for borgerkrig. De fik en væbnet intervention, men de mistede et ultrastærkt våben: Den massive internationale sympati, som ikke-voldelige demonstranter har kunnet omdanne til politisk magt gennem massemediers konstante og øjeblikkelige publicering.
Massemediernes rolle går igen i alle 19 eksempler i Garton Ash og Adam Roberts' grundige antologi. »Udbredelsen af utålmodighedens smitte gennem levende billeder« kaldte Pavel Palazhenko, Mikhail Gorbatjovs tolk og rådgiver, det, da han skulle forklare, hvordan de kommunistiske regimer kom så simultant og ensartet under angreb.
Andre fællestræk, som blandt andre sociologen Doug McAdam fremhæver i sin reflekterede artikel om den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, er det forudgående skred (f.eks. økonomisk eller demografisk) i et regimes position, som går forud for næsten alle større civile omvæltninger. »Under stabile miljømæssige betingelser er etablerede regimer vældigt svære at udfordre, endsige bringe ud af fatning,« noterer McAdam. De store bevægelser »drager typisk fordel af forudgående, destabiliserende forandringsprocesser som svækker regimer og gør dem mere sårbare for eller modtagelige over for udfordringer.«
Samspil med det kollektive
Eksterne faktorer er ikke nok. Aktivister skal spotte og udnytte de muligheder, skredene skaber således som amerikanske borgerretsaktivister f.eks. så mulighederne for at appellere til USA's behov for at signalere demokrati og frihed under Den Kolde Krig.
De muligheder er sjældent umiddelbart tydelige og den ikke-voldelige omvælters geni ligger derfor i høj grad i at mediere mellem et vist strukturelt potentiale og den mulige kollektive handling.
Antologiens redaktører slår fast, at ikke-voldelige aktioner langtfra garanterer ikke-voldelige resultater. De understreger, at ikke-volden ikke står i modsætning til magtudøvelse, men er en form for magtudøvelse i sig selv. Og ofte virker i samspil med vold eller voldstrusler, eller med eller mod sin vilje er medvirkende til efterfølgende voldsudøvelse. Det skete for den nordirske ikke-voldelige kampagne i 60'erne.
Lige nu balancerer aktivister i en hel region med at afveje og håndtere det komplekse spil mellem vold og ikke-vold. Deres aktioner indeholder politisk nytænkning af højeste karat. Lad os håbe, nogle af dem læser bøger som denne og at deres regimer ikke gør det.
Adam Roberts og Timothy Garton Ash (red.)
Civil Resistance & Power Politics The Experience of Non-violent Action from Gandhi to the Presen.
410 sider.
30 pund.
Oxford University Press
