Læsetid: 3 min.

Den er lidt lakrids

Pastisen er en drik, der kan på falderebet kan give den danske sommer et strejf af solskin
13. august 2011

Den er lidt lakrids

Efter en lang og våd juli, og netop som arbejdets trummerum trænger sig på, viser august sig fra sin lyse side, og så kan man da godt ærgre sig over, at sommeren gik med Ludo i en trang campingvogn ved Vadehavet og ikke på et støvet fortov i skyggen af et sydfransk oliventræ.

Netop det sydfranske element kan dog ret let eksporteres til en veranda i Næstved. Franskmændenes foretrukne apéritif par excellence, den stærke anislikør pastis, har længe her til lands været synonymt med den tunge Pernod, der som oftest bruges til at blande op med øl eller rød sodavand. Markedet er dog blevet udvidet en smule de senere år, muligvis på grund af den forhøjede interesse for drikkens oprindelige stamfader, absint. Derfor er det i dag muligt at købe flere varianter af drikken, som egner sig så fortrinligt til at nyde i augustsolen, mens man har en quiche lorraine i ovnen.

Pariserelegant

Berger præsenterer sig potent med en helt ren anisaroma, og den bliver ensartet mælkehvid, når man tilsætter vand. Konsistensen er meget tynd, næsten vandet, hvilket kan overraske lidt, da smag og aroma i destillerede likører som denne er bundet i æteriske olier. Men den har altså en meget intens anissmag, et anstrøg af fennikel, men generelt ikke særligt meget urtesmag. Den er ret sød, men ikke kvalm; snarere som moden frugt end som sukker eller honning, men den skal dog alligevel have rigeligt vand for at finde en god balance. Eftersmagen kunne godt minde lidt om strandurter; som porse eller måske strandbede, men det er ikke den komplekse oplevelse den ret ouzo-agtige Berger vinder på. Derimod er det samlede indtryk halvtredserelegant og parisisk: Etiketten er udelukkende på fransk, og den minimalistiske flaske ser enormt caféagtigt rive gauche-indbydende ud; hvilket jo er rigeligt for nogle og alt for meget for andre.

Den første af slagsen

Den første pastis blev opfundet i Marseille i 1932 af Paul Ricard og brygges stadig. Den har en meget mere diskret aroma end både Berger og Pernod, med tydelige noter af provencale-krydderier som timian og sar. Der sker en markant mere 'mudret' legering, når man tilsætter vand, og farven er mere brunlig den minder altså om absint. Smagen er meget mindre sød end Berger. Anissen er ikke så dominerende, men både lakridsrod og stjerneanis kan tydeligt smages for sig. Eftersmagen holder længe, men ikke hvis man drikker eller spiser andet, dertil er den alt for sart. Her er vi ikke længere på café i Paris, men snarere på en bænk i skyggen på det støvede torv i Saint-Marcellin-lés-Vaison, mens en gruppe tykke mænd i førkrigsalderen skændes om pétanque i baggrunden. Den er let at nyde, så sæt flasken på plads i tide ...

Helt i top

Den meget berømmede pastis fra Henri Bardouin har en liflig og kompleks duft af mange elementer; bynke, salvie, knopurt og nok en hel del pomerans. Dråben er blank og lidt federe end Berger, og den legerer fuldstændig ensartet. Smagen er uhyre kompleks, også her med tydelige træk til absint. Den er sprød og sandet som en knastør sauvignon blanc fra Loire, men samtidig fyldig og afrundet. Muskatnød og kardemomme er meget tydelige, og blander sig med malurtens særprægede stikkende smag; en ingrediens som ellers er sjælden i pastis. Eftersmagen er lang og pebret, og den bider nærmest besk i kanten af tungen og på alveolarranden. Det er svært at forklare hvorfor, men det er en udpræget god fornemmelse; ligesom velafbalanceret tannin i vin.

Det imponerende, men kontrollerede førsteindtryk, blandet med det lille piskesmæld til sidst, gør, at den klarer sig fint med mindre vand end andre pastisser, så den kan nydes som en sjus med en enkelt isterning i stedet for med isvand. Det er forfinet håndværk snarere end en industriel vare, og med de stadig ret rimelige priser, pastis holder her til lands, kan det absolut anbefales at invitere sig selv på en flaske fransk sensommer.

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu