Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Retten til at revoltere - og til at lade være

Frihed er fri flyden og frygtløs kamp, nationen er et stressfællesskab. Den tyske filosof Peter Sloterdijk endevender begreberne i essayet ’Streß und Freiheit’
Fri. De fleste moderne magthavere ville i dag flå Rousseau op af robåden og sende ham i arbejde og minde de retfærdighedssøgende om at friheden for længst har indfundet sig. Det krav om underkatselse er stadig en revolte værd, mener Peter Sloterdijk.

Fri. De fleste moderne magthavere ville i dag flå Rousseau op af robåden og sende ham i arbejde og minde de retfærdighedssøgende om at friheden for længst har indfundet sig. Det krav om underkatselse er stadig en revolte værd, mener Peter Sloterdijk.

Klaus Nars Holm

Moderne Tider
27. august 2011

I 1765 lod den 53-årige, schweizisk-franske filosof Jean-Jacques Rousseau sig drive rundt, liggende helt alene i en robåd med blikket sorgløst rettet mod skyformationerne over den rolige Bieler-sø. Efterfølgende skrev han i det selvbiografiske værk Den ensomme vandrers drømmerier nogle berømte og provokerende linjer om den rene væren uden mangler, uden projekter, uden vilje og ganske blottet for begær.

Heri skildres den skelsættende oplevelse på vandet som subjektets frihed og som en selvnydende drømmende tilstand af ren eksistentiel fylde. Menneskets tilfredshed med sig selv og sin egen tilstand sammenlignes endda ordret og det ganske frygtløst og særdeles krænkende og kættersk for samtidens magtfulde trosestablishment med den nydelse, som Gud må have over at være sig selv. Afkoblet fra arbejdets og pligternes verden og langt fra den verden, hvori han få år tidligere skrev værker som bl.a. Samfundspagten og Émile, foregriber Rousseau på sin karrieres højdepunkt eftertidens romantik, civilisationskritik og diverse drop-out-apostles selvforståelse ved at bringe frihedserfaringen på begreb som en hos sig-selv-værende og -hvilende frihed uden stress.

Mere end 2.000 år tidligere gjorde en gruppe ophidsede romere op med Sextus Tarquinius, en magtfuld etrusker og tyran, der havde voldtaget en smuk og ærbar kvinde ved navn Lucretia. Som en hævnende og offensiv gruppe under stress og med succes 'kom de til' at grundlægge en ny politisk og offentlig livsform. Den dag i dag kaldes den for res publica, der direkte oversat fra latin betyder 'den offentlige sag', der samtidig er den antikke romerske betegnelse for staten, bestående af frie borgere. Kampen for friheden og retfærdigheden måtte tage form af en uforsonlig krig mod uretten. Den utilsigtede sideeffekt af frihedskampen var et banebrydende nyt politisk system.

Frihed som drøm eller kamp

Den højproduktive tyske filosof fra Karlsruhe og forfatter til flere bøger, end de fleste mennesker kan klare at løfte på én gang uden at gå i dørken Peter Sloterdijk (f. 1947) fortolker disse historiske hændelser som frihedens to stedsegrønne urscener. For ham består frihed med andre ord ikke blot i retten til og muligheden for at kunne vælge mellem forskellige produkter på et varemarked eller mellem politiske partier på et ideologiske ditto. For Sloterdijk er frihed enten en realitetsfjern og vågen selvbestemt drøm eller en kamp mod den politiske undertrykkelse og sociale ufrihed.

Men i dag er det ikke let at gøre som Rousseau eller de retfærdighedssøgende og frihedselskende romere, skriver Sloterdijk. De fleste moderne magthavere og systemer vil nemlig sende Rousseau i arbejde og belære nutidens 'romere' om, at de godt kan glemme deres vrede og ædle kamp, for friheden har for længst indfundet sig. Subjektet skal med andre ord opdrages, resocialiseres og indse, at livet har lektier for, og at en række formål må indløses. Det skal underkaste sig tvang, lære at være stresset og at indgå kompromisser. Det skal styre og kontrollere sig selv og lære at være et effektivt viljessubjekt med en række projekter for øje. Der kan ligefrem tales om »det reales ansigtsløse despoti«, hvilket ikke ligefrem gør det lettere at vide, hvem der skal kæmpes imod og ikke mindst hvordan. Fjenden er ikke let at lokalisere, når den er velmenende og allestedsnærværende og forklædt som virkeligheden selv. Men Sloterdijk fastholder, at menneskelig frihed hverken drejer sig om at gøre, hvad man skal eller vil, men om ikke at måtte gøre, hvad man ikke vil.

Friheden er retten til at strejke imod realitetens krav og imod de foreliggende konventioner. Friheden er retten til at blive liggende i båden, men også til at revoltere som et magtomstyrtende politisk kollektiv. Rousseaus værk kaldes for den »moderne subjektivitetspoesis big-bang« (Urknall), og revolten defineres som en »maksimal stress-kooperation«, noget som sikkert i skrivende stund er virkelighed for de modige oprørere i både Syrien og Libyen.

Frihed er et andet ord for den stolthed og den fornemhed, der under alle omstændigheder altid lader sig orientere af det bedre, det vanskeligere og sågar det usandsynlige, proklamerer Sloterdijk i slutningen af det lille essay, der oprindeligt blev afholdt som et foredrag i Berlin den 6. april 2011, og slår fast, at han ønsker at give ordet liberalisme en ny betydning. Det skal være et synonym for generøsitet og ikke for havesyge, og fremover må liberalitet forstås som et pseudonym for sympatien for alle de mennesker, der forsøger at frigøre sig fra enhver form for despoti.

Stressfællesskaber

I begyndelsen af bogen stiller Sloterdijk det fundamentale spørgsmål til sig selv og læserne i samtiden: Hvordan hænger samfundet overhovedet sammen? Med rette hævder han, at de etablerede og beskrivende videnskaber, det være sig den økonomiske videnskab, social- og forvaltningsvidenskaberne, for længst er holdt op med at undre sig over, hvordan det kan gå til, at vidt forskellige mennesker kan finde ud af at leve sammen. Vores civilisation, der beror på en integration af individualiserede mennesker i kæmpestore politiske og nationale organismer og globale netværk, er med Sloterdijks ord en »realt eksisterende usandsynlighed«. Han iværksætter en række smittende forundrings- og forbavselsesøvelser og leverer et lille tilløb til en teori, idet han bl.a. beskriver nationen som et kollektiv, der befinder sig i en permanent stresstilstand, og som gennemstrømmes af en uro, der via mediernes daglige mellemkomst formår at synkronisere samfundsborgernes individuelle bevidstheder, forme deres bekymringer og pirre til deres angstberedskab.

Om Sloterdijk har ret i det og alt det andet, der byder sig til for en nysgerrig læser af dette medrivende essay, ved jeg ikke, men at kede sig i hans selskab er næppe muligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hurra for Sloterdijk!

I høj grad hurra!

Niels-Holger Nielsen

Utrolig velskrevet anmeldelse. Tak til Steen Nepper Larsen.

Martin Kaarup

Al det der pjat gælder selvfølgelig ikke Danmark som jo er et demokrati med en masse ytringsfrihed som alle andre gerne vil knægte - bare spør Søren Pind eller Søren Espersen :o)