Så hatten passer

Italienske restauranter i København er som bekendt en yderst blandet affære. Her spænder spektret lige fra Michelinstjerner til pizzeriaer med gode Balkanfolk i italienske landsholdsdragter og ananas på pizzaerne. Indimellem er der dukket en god og uformel hverdagsitaliener op, uden bastflasker i loftet, som har kunne begejstre lokale såvel som tililende, men de har været få.

På Øster Farimagsgade, en københavnsk gade med en halvsøvnig Hellerup-atmosfære, var forsommerens sensation, at det stedlige bøfhus langt om længe drejede nøglen om. Min ven Anders, som selv sover i området, spottede straks denne lille sensation blive fulgt af en ny; et stort skilt i vinduet med lovning på en italiensk restaurant ved navn Don Erasmo. Ved åbningen en måneds tid senere så alt lyst og lovende ud, intet menukort men udelukkende tavleretter på dagen. Anders og jeg frygter ikke det ukendte, så længe vi er sammen om det, så vi tog ufortrødent på besøg hos Don Erasmo for at fejre det moderne Italiens 150-års-fødselsdag et par måneder for sent, men alligevel ...

Det farlige antipastibord

Der er ganske rigtigt ikke noget menukort hos Don Erasmo. Man kan bestille to, tre eller fire retter til dagspris og yderligere et par pastaretter, som hele bordet kan nyde godt af, og som kommer ind på fad. Udvalget af vine er beskedent, men indeholder flere gode hverdagsflasker af sikre producenter fra hele støvlelandet. Anders og jeg springer ud i fire retter til en dagspris på 330 kroner og et par glas af husets prosecco.

Vi lægger ud med en antipasti misto. Et antipastibord i hjørnet af en italiensk restaurant i Danmark er noget, der kan få de nervøse trækninger frem hos undertegnede. Det er for det meste noget, der lige er hældt ud af et glas. Olieret, slapt og koldt. Død mad. Men den tallerken, vi bliver præsenteret for, er noget ganske andet. En sprød, grillet aubergine, saftige sicilianske oliven med citron og chili, en lille quiche med løg, en vidunderlig marineret og grillet artiskok, en god og klassisk bruschetta med smagfulde tomater, en grillet peberfrugt i en rigtig god olie og en grillet zucchini med lidt chili. Alt samme friskt og veltillavet med holdning og respekt for den ellers så forkætrede og misbrugte forretstallerken. Konstant vimser en af de opmærksomme tjenere rundt og frisker buffeten op.

Kærlighed mellem tænderne

Herefter kommer der rødvin på bordet. La Bandina, en Valpolicella fra Tenuta Sant Antonio i Veneto. Den læner sig styrkemæssigt kraftigt op ad Amaronen, uden dennes finesser dog, om end de lidt mere lyse, frugtige toner som kirsebær træder tydeligt frem ved iltning. Det er et godt og charmerende rustikt glas vin, som passer glimrende til vores næste ret. En svingende skudefuld linguine med kantareller, masser af kantareller, i en kraftig indkogt flødesovs. Herlig smag, perfekt kogt linguini og sprøde kantareller. Og jo, det, der knaser mellem tænderne, er sikkert en smule sand fra kantarellerne, men lad os i stedet bare sige, at det er ren kærlighed. Skal jeg flekse anmeldermusklerne en smule, så kan jeg med rette påstå, at det er en for kraftig ret så tidligt på aftenen. Men så kan man jo bare lade være med at spise op. Lad det være en udfordring.

Hvaffor en fisk?

Tid til fisk til mig og rødt oksekød til Anders. Fisken bliver af den søde og umådeligt gæstfri tjener præsenteret som havtaske, og det er jeg glad for, det er en herlig fisk. Ved servering viser det sig nu umiskendeligt at være en søtunge. Det gør ikke min glæde mindre.

Til fisken følger en smule stegte grønne og gule bønner, meget velsmagende stegte tomater i salviesmør og gratinerede kartofler med rød peber. Dejligt frisklavet mad uden de store dikkedarer. Søtungen har fået et minut for meget efter min smag, men smager stadig godt. I glasset får jeg husets tilforladelige Pinot Grigio. Anders' oksemørbrad smager himmelsk. Mør, rød til rosa, med god stegeskorpe. Tilbehøret ligner til forveksling mit, om end hans kød også har fået selskab af en flok svampe. Dejlige, velsmagende og uprætentiøse hovedretter og rigelige portioner.

Generøsitet og afslappet kvalitet

Desserttallerkenen understreger blot Don Erasmos generøsitet og sans for afslappet kvalitet. En tallerken med en rasende velsmagende chokoladefondant, en lydefri tiramisu, helt sikkert fra dagen før, som det sig hør og bør, og en god og sød mascarponecreme med en smule frugt. En dejlig dessertanretning og naturligvis alt, alt for meget. Bagefter er der espresso og grappa på huset, di moscato, Bric de Gaian fra Berta. Ikke noget billigt glas at hælde på sine gæster efter middagen og igen et udtryk for Erasmos fantastiske gæstfrihed. Vi vakler stopmætte og glade derfra med en regning på blot 1.000 kroner.

Don Erasmo er god italiensk hverdagsmad med holdning, gæstfrihed og en sjælden og næsten grotesk generøsitet både i glas og på tallerkenen. Bevares, der var skønhedsfejl, og det er da heller ikke mad, man ikke kan lave derhjemme men hvorfor skulle man dog det, når man kan besøge Don Erasmos restaurant og blive beværtet, så hatten passer? Øster Farimagsgade er en attraktion og københavnerne en god hverdagsitaliener rigere. Uden bastflasker.

Ristorante Don Erasmo

Øster Farimagsgade 18, København Ø

Bordbestilling: 35 25 15 23