Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sløk, Løgstrup og Kampen om Gud, eksistensen og meningen med livet

Vi skal gøre det, som livet kræver af os, sagde teologen K.E. Løgstrup. Nej, svarede kollegaen, kammeraten og rivalen Johannes Sløk: Livet som sådan findes slet ikke. Det skaber vi selv. Idehistorikeren Ole Morsing har skrevet en fortræffelig bog om striden mellem de to tænkere
K.E. Løgstrup. Løgstrups varme, teologiske besyngelse af livets egne anvisninger står i bogen fint over for Johannes Sløks ridderligt modige hævdelse af livets absurditet. Det er to af de 20. århundredes fromhedsbølger, der krydser klinger for læseren.

K.E. Løgstrup. Løgstrups varme, teologiske besyngelse af livets egne anvisninger står i bogen fint over for Johannes Sløks ridderligt modige hævdelse af livets absurditet. Det er to af de 20. århundredes fromhedsbølger, der krydser klinger for læseren.

Erik Friis

Moderne Tider
20. august 2011

De blev helt fromme med deres mangel på mening i tilværelsen. De jublede over deres opdagelse af, at livet virkelig var meningsløst, og at verden var det, som de kaldte absurd. Man skulle for alt i verden respektere deres personlige »absurditetserfaring«, som det hed.

Det var noget, de unge mennesker i 1950'erne tog så seriøst, at det for andre kunne være svært at tage alvorligt. Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup beskriver inden sin død i 1981 ironisk opdagelsen af tilværelsens absurditet som en »fromhedsbølge«, der greb unge mennesker og intellektuelle, som hver især på samme tid gjorde den samme erfaring og alle var overbevist, at det var en dybt, dybt personlig erfaring.

Sådan ser Løgstrup ikke selv på tilværelsen, tværtimod. Han hævder faktisk, at man ved at lytte til livet selv kan nå frem til en etik, som gælder alle mennesker. Den rigtige forståelse af livet fører til opdagelsen af en etik. Hvis vi nemlig ser på vores forhold til andre mennesker, står det ifølge Løgstrup klart, at vi altid er afhængige af hinanden. Ingen kan klare sig alene. Og vigtigere endnu: Vi stoler almindeligvis på hinanden. Hvis vi konverserer med et fremmed menneske ved et busstoppested, tror vi som udgangspunkt på, at hun taler sandt. Når vi taler med sælgere, kræver det koncentration at fastholde, at de ikke nødvendigvis taler sandt, men ser samtalen som middel til at nå et højere mål. Et barn, som har været udsat for overgreb vil selvfølgelig være tilbøjelig til ikke at stole på fremmede voksne, og flygtninge fra diktaturstater udvikler mistillid til myndighedspersoner, men det er stadig afvigelser fra udgangspunktet: Tillid kommer før mistillid. Vi stoler på hinanden, hvis vi ikke har grund til andet. Når man således kan læse en etik ud af menneskets almindelige livspraksis, forekommer forestillingen om tilværelsens grundlæggende absurditet latterlig og overfladisk. Den tager slet ikke højde for livets højder.

Løgstrups kollega, kammerat og rival Johannes Sløk regnede derimod disse antagelser for latterlige: For ham var tilværelsen vitterligt absurd. Der er ifølge Sløk ikke noget 'livet selv', som man kan aflæse og udlede en højere lære af. Der er ikke nogen oprindelig mening for mennesket, som det blot skal genfinde mellem andre mennesker og i naturen.

Mennesket er ifølge Sløk henvist til selv at skabe meningen med tilværelsen. Han regner det for »en vanskabt ide« at tro på, at der skulle være et »naturligt menneske« eller en »mening i naturen«. Sløk er kristen, han tror på, at Gud har skabt verden, men derfra er mennesket overladt til sig selv. Det har ingen praktiske konsekvenser for menneskets tilværelse, at verden er skabt af Gud.

Løgstrup hævder, at mennesket forfalder, hvis det tror, at det skal skabe tilværelsen. Han oversætter det for ham indlysende forhold, at tilværelsen er skænket det enkelte menneske til en antagelse om, at mennesket ikke er suveræn i sin tilværelse. Vi har ikke selv skabt vores liv, og derfor er vi heller ikke livets hersker og herre.

Ikke-angrebspagten

Konflikten mellem Løgstrup og Sløk er således et idehistorisk drama, som gælder det hele: Forståelsen af Gud, mennesket, verden, naturen og historien. Dette drama sættes i scene som en personlig brydning mellem to kammerater, der var så drabeligt uenige, at de blev nødt til at indgå en ikke-angrebspagt.

Idehistorikeren Ole Morsing har nu i en bemærkelsesværdigt kort og klar bog fortalt historien om det personlige forhold og den intellektuelle modsætning mellem Johannes Sløk og K.E. Løgstrup. De er begge københavnere, som kommer til Aarhus Universitet, hvor de bliver ansat. Løgstrup bliver professor i teologi i 1943, og året efter har han den unge Sløk til samtale, inden han ansætter ham som deltidslærer. Således erindrer den unge Sløk mødet med Løgstrup og hans Rosemarie:

»Bedårende, imødekommende, varm: Jeg sløjfede alle forsvarsværkerne og mødte dem våbenløs på åben, bar mark, i tillid og åbenhed og talte vist mere uforbeholdent end jeg burde. Og min vej til Århus var åbnet.«

Sløk bliver siden lektor og også professor, og da Løgstrup i 1975 selv går på pension, overtager Sløk hans stilling. De har over alle årtierne en personlig forbindelse, men de har også en intellektuel strid.

De underviser i 1940'erne sammen i Søren Kierkegaard, men opdager undervejs, at de ser ganske forskelligt på den radikale danske tænker. Løgstrup udvikler en grundlæggende kritik af Søren Kierkegaard, som kulminerer i 1968 med bogen Opgør med Kierkegaard. Sløk på den anden side forsvarer Kierkegaard. Som reaktion på Sløks kritik skriver Løgstrup i et manuskript, der graves frem i Morsings bog, at han »aldrig før har truffet et Menneske, der har været saa ivrig efter at tillægge mig saa simpelthen sindssvage Opfattelser som Sløk«.

Deres offentlige uenigheder ender med, at de indgår en 'ikke-angrebspagt': De bliver af hensyn til deres personlige forhold enige om, at de ikke må og vil angribe hinanden med navns nævnelse offentligt.

Det forekommer intellektuelt bizart: Striden mellem Sløk og Løgstrup er ikke kun en forfængelig kamp om positioner, men en diskussion om helt fundamentale antagelser, der dominerer det 20. århundredes tænkning. Løgstrup hævder, at mennesket etisk set skal lære at adlyde den såkaldte »etiske fordring« og skal realisere livets egne anvisninger i dets handlinger. Sløk derimod fastholder, at mennesket skal frembringe sig selv og sin egen etik. For ham er lidenskaben den store motor i tilværelsen. Og den kan ikke oversættes til moralske forskrifter og etiske anvisninger. Lidenskaben er etisk blind.

Fin fortælling

Den årtier lange konflikt udfoldes underholdende og loyalt af Morsing. Han gengiver grundigt udvekslinger af offentlige perfiditeter, private refleksioner og skjulte filosofiske henvisninger til den anden. Det er både sjovt som mødet mellem to store tilbedte mænd på Aarhus Universitet og som strid mellem to intellektuelle tendenser: Sløks eksistentialisme og Løgstrups forsøg på at oversættes Jesu forkyndelse til en moderne etik. Den ene beskylder den anden for at være ortodoks anti-metafysiker, og den anden svarer med anklager for at bedrive absolut metafysik. Man kan også sige, at det er to af det 2o. århundredes fromhedsbølger, der mødes: Den ridderlige dyrkelse af modet til at hævde, at alt er absurd, og den varme, teologiske besyngelse af den oprindelige tillid mellem mennesker og livets egne anvisninger. Det fine ved Morsings bog er, at han ikke holder de to tænkere ud i strakt arm, men løfter dem begge uden at omklamre dem. Og overlader til læseren selv at fælde dom.

 

'Slør' - Ole Morsing

Løgstrup & Sløk.

142 s., 199 kr. Løgstrup Biblioteket. Klim.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

olivier goulin

"... Og overlader til læseren selv at fælde dom."

Og det vil han hermed gøre:

Sløk og Løgstrup, gamle nisser - I har begge ret:

1. Livet er IKKE absurd; selv den mest hårdkogte eksistentialist finder bekræftelse i livets meningsfuldhed mange gange i løbet af sit liv - hver gang han konfronteres med livets mange små mirakler, når sine dybeste filosofiske indsiger, elsker, ler, frydes etc. etc.

Absurditeten er kvasi- det er et intellektuelt selvbedrag. Virkeligheden vil altid afkræfte dette falsum.

2. Livets meningsfuldhed ER naturligvis til syvende og sidst en subjektiv erkendelse, og således en mental konstruktion. Det giver ingen mening at tale om Livets mening per se og a priori. Livet er ikke forsynet med hverken en manual eller hensigtserklæring. Alle filosofiske og religiøse bud på en mening, kausal eller teleologisk, er nødvendigvis overbevisninger og projektioner.

3. Løgstrup har en meget stærk pointe omkring den immanente natur i mennesket. Der er ingen symmetri mellem det gode og onde; det gode er i en vis forstand immanent, primært og naturligt hos det sunde og uspolerede menneske; det 'onde' en digression væk fra denne natur, som kun kan have en endelig varighed, før vi spontant vender os mod det gode igen. Dette foregår typisk i oscillerende bevægelser, med det gode som det uanslåede ligevægtpunkt.

4. Sløk har ret i, at lidenskaben er etisk blind, og det er da også netop den, der trækker os væk fra vores indre kerne af 'godhed'. Lidenskaben er bevægelsen ud af ligevægt, en agitation, der kun kan ende i forløsning. Og al ondskab opstår i denne blindhed.

/O

"Den rigtige forståelse af livet fører til opdagelsen af en etik. Hvis vi nemlig ser på vores forhold til andre mennesker, står det ifølge Løgstrup klart, at vi altid er afhængige af hinanden. Ingen kan klare sig alene."

Hvor er det sandt.

God artikel, det gav lidt at tænke over. Det nager mig dog lidt, de begge er gejstlige. ( Casino teorier! :p) Måske de har været de besindige af slagsen, men som teologer?

sløk har næppe ret, og mht. løgstrup, er det jo dejligt beroligende at læse: at derfor behøver de proletariserede næppe selv at tage affære, men kan blot roligt vente til de dejlige sandheder, løgstrup påpeger også dæmrer for caitalisterne som så derfor godvilligt ændrer laden og gøren.

Per Holm Knudsen

Marsmanden, Jens Martin Knudsen besvarede spørgsmålet på udmærket vis. Han sagde: Hvad er livet? Måske er livet bare en overgang mellem brint og jern.

olivier goulin

Ja, Jens Martin var en underfundig filur.

Jeg var så heldig at have ham som forelæser, da jeg læste. Hans forelæsninger trak altid fulde huse, fra alle institutter i Universitetsparken. Fantastisk personlighed, som har efterladt varigt indtryk på 'generationer' af fysikere.

/O

Sløk kunne også fylde auditorierne i beg. af 60'erne, når han formidlede eksistentialismen:
http://www.religion.dk/artikel/373699:Nyheder---Eksistentialismen-har-al...

Livet er smukkest i pauserne mellem tvivl og tillid - opnået gennem kamp for fysisk diversitet og i gennem egne metafysiske kampe...

“I still need to find help”, said K. “You
look for too much help from people
you don’t know”, said the priest
disapprovingly. “Can you really not
see that’s not the help you need?”
Franz Kafka, Processen

til kritikken af den politiske økonomi

arbejderne ved godt at næsten al borgerlige’ “s” ( til offentligheden meddelte ) digtning og videnskab, af hensyn til borgerlige’ “s”
økonomi, gøres for fejlfuld eller fortiende.