Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Selv almægtige Vesten kom til kort i Haiti

Et år efter jordskælvet gør en amerikansk læge og samaritaner status over sin egen og de vestlige bistandsorganisationers indsats i Haiti
Moderne Tider
3. september 2011

Da nyheden om jordskælvet indløb 12. januar 2010, vidste enhver, der har opholdt sig i Haiti, at intet andet land ville være så uforberedt på denne kolossale udfordring selv med en hurtig og massiv indsats fra udlandet.

Unødvendigt mange var dømt til at lide en langsom og smertefuld død under sammenfaldne bygninger: Udenlandske redningshold hev kun 200 levende mennesker ud af ruinerne, alle andre overlevende blev hjulpet ud af familie og venner. I mange tilfælde døde fastklemte jordskælvsofre i samtale med deres slægtninge få meter fra dem.

Alt for mange alvorligt kvæstede, der havde akut behov for behandling, mistede livet. Ansvaret kan ikke kun lægges på det forudsigelige kaos og virvar i hovedstaden Port-au-Prince og diverse provinsbyer, som hersker i jordskælvszoner. Vel var Haitis central- hospital beskadiget, men som lægen og Harvard-professoren Paul Farmer understreger i sin nye bog Haiti efter jordskælvet, var sundhedsvæsnet i landet i forvejen i en yderst kritisk tilstand.

Farmer er specialist i de sociale aspekter af smitsomme sygdomme og har som medgrundlægger af Partners in Health, en ngo i Boston, gennem en årrække arbejdet intenst i Haiti og Rwanda med at opbygge og drive klinikker i ekstremt fattige egne. En af de mange andre tjanser, Farmer bestrider, er stillingen som højrehånd for FN's særlige udsending i Haiti, Bill Clinton.

Som FN-repræsentant med et dybt kendskab til den offentlige sygesektors mangler og en kender af Haitis historie og kultur oplevede Paul Farmer på nært hold det internationale samfunds reaktion på jordskælvet. Udlandets indsats var massiv og uden fortilfælde i Haitis historie. Målt pr. indbygger kan bistanden i omfang let have overgået nogen anden naturkatastrofe i historien.

På en donorkonference i maj 2010 forpligtede en gruppe lande sig endda til at yde 10 mia. dollar til genopbygningen af Haiti.

Tålmodighed påkrævet

Farmer har sikkert mange talenter skribent er ikke en af dem. Som det så ofte er tilfældet i fagbøger i USA overøses læseren med detaljer og anekdoter, der ender uklare digressioner. Berømtheders skrifter er næppe lette at redigere, så læserne må leve med resultatet.

Men tålmodighed betaler sig i dette tilfælde, hvis man interesserer sig for hvordan udenlandsk bistand og nødhjælp går i spænd med en given stats egen kapacitet til at håndtere en naturkatastrofe. Farmers beskrivelse af de første uger på centralhospitalet i Port-au-Prince er et rystende vidnesbyrd om hvor lidt selv de største lande, FN og ngo'er og andre organisationer formår at udrette i en så katastrofal situation.

Hvis nogen i dagene efter Haitis jordskælv bildte sig ind, at de utallige fly, der hver dag landede i Port-au-Prince med nødforsyninger nok hurtigt skulle få has på situationen, var det naivt. Foran fjernsynet trøster man sig med, at det maksimale bliver gjort, for nu er Vesten for alvor trådt i karakter med sin kolossale kapacitet og viden. Alting skal nok falde i hak, vi kan godt lade billederne af tragedien gå i sort og søge ro. Det er naivt.

Suverænitet

Uden måske at være sig det bevidst demonterer Farmer billedet af et almægtigt og alvidende vestligt nødhjælpsapparat ved at levere en dagbogsagtig beskrivelse af de basale problemer, læger og nødhjælpsfolk konfronteres med i deres desperate forsøg på at redde menneskeliv. Der er ikke rent vand, elektricitet kommer og går, man løber tør for morfin eller antibiotika osv.

Vi ved det godt, alligevel er det svært at fatte: Organisationsegoistiske egeninteresser kommer på tværs af nødhjælpsarbejdet. Nogle ngo'er og kirkeorganisationer foretrækker at køre deres eget løb uden hensyn til en svækket stats ønske om at få nødhjælp og genopbygning integreret i en overordnet plan udarbejdet af landets politiske myndigheder.

Private non-profit organisationer skal legitimere deres indsats over for donorer, og det ser ikke nær så attraktivt ud, hvis de bare er et af mange eger i hjulet. Farmer leder selv en gruppe Partners in Health og det tjener ham til ære, at han ikke undlader at kritisere ngo-samfundet og FN for at invadere Haiti uden at udvise respekt for statens, politikernes og befolkningens ønske om at bevare blot en smule suverænitet.

Haitianerne er et stolt folkefærd. Det første slavesamfund i den nye Verden til at frigøre sig; landets revolutionshelte bistod andre undertrykte folks frihedskamp. De vil gerne selv, men synes ikke at få lov til det af samaritanere, og dog kan de ikke klare sig uden rige landes støtte. Rwanda kunne efter folkemordet; hvorfor ikke Haiti efter jordskælvet, spørger en dybt frustreret Paul Farmer.

mabu@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her