Som det vil være de fleste bekendt, var Dick Cheney George Bushs vicepræsident. Han er også tidligere stabschef i Det Hvide Hus for præsident Ford, tidligere forsvarsminister under den ældre Bush og tidligere mangeårig medarbejder i den amerikanske kongres. Hvad der måske er mindre kendt er, at den ærkekonservative republikaner var lidt af en drukmås og en vildbasse i sine yngre dage. Han dumpede med glans på prestigeuniversitetet Yale og sad sågar kortvarigt i fængsel, før han med sine egne ord »stoppede med at gå på barer og fik styr på sig selv«.
Cheneys memoirer, der udkom i sidste uge, var ventede med længsel i Washingtons politiske cirkler. Også selv om ingen kan have forventet, at eksvicepræsidenten med erindringerne agtede andet end at give en 100 procents bagudskuende retfærdiggørelse af egne bedrifter. Det gør han i allerhøjeste grad. Man leder forgæves efter refleksioner over, hvorvidt anvendelsen af barske afhøringsmetoder, der senere enstemmigt verden over er blevet kaldt tortur, nu også tjente amerikanske interesser i det lange løb. Tværtimod var afhøringerne en afgørende del af bestræbelserne på at gøre USA til et mere sikkert sted i det, Cheney ser som en reel krig; Krigen mod Terror er konsekvent skrevet med stort bogen igennem. Ros er der også som forventet til fangelejren Guantanamo Bay på Cuba, der er et »førsteklasses fængsel«, hvor der intet er at udsætte på forholdene, men hvor fangerne tværtimod har det strålende.
Man finder heller intet nyt under solen, når det gælder krigen i Irak udover en bemærkning om, at efterretningerne fra CIA og andre organisationer viste sig ikke at være fyldestgørende. At USA fjernede Saddam Hussein fra magten var udmærket, ligesom Cheney holder fast i, at USA skulle have bombet Syrien i 2007 og iværksat langt skrappere sanktioner mod Nordkorea og Iran. Her stod Cheney imidlertid alene i Bush-regeringen, så ingen af delene blev til noget. Til vicepræsidentens beklagelse.
Med et slags hjerte
Man får til gengæld en spændende førstehåndberetning om hans og regeringens gøren og laden i de kaotiske og hektiske timer på dagen, da USA blev udsat for terrorangrebene 11. september 2001. Man får også indblik i de spændinger, der prægede Det Hvide Hus under George Bushs præsidentskab set fra højresiden; samt et overblik over en imponerende lang karriere i amerikansk politik fra 1968 til 2008. Der uddeles ros til livslange venner og politiske forbindelser helt tilbage til 1960'erne og 1970'erne, og forventelige hug til demokrater samt partifæller, der ikke delte Cheneys syn på udenrigspolitikken, især Colin Powell og Condoleezza Rice.
I tilgift får man, som man altid gør med erindringer, historien om familiefaderen Cheney. Manden, der altid steger kalkunen ved Thanksgiving, og som får sit første hjertestop allerede som 36-årig (i kyniske cirkler i Washington hedder det sig, at der er et højere formål med vicepræsidentens mange og fortsatte hjerteproblemer i dag slår hans hjerte takket være en automatisk pumpe, der er langt mere avanceret end en pacemaker, og som kun ganske få mennesker har fået indopereret. Formålet er, siger kritikerne, »at vise, at Dick overhovedet har et hjerte«.)
Blivende eftermæle?
I USA har bogen delt vandene på anmelderfronten. Konservative Wall Street Journal roste Cheney uforbeholdent i sidste uge og takkede ham for hans »livslange indsats for USA's sikkerhed«. Anmelderen noterede ondskabsfuldt, at det meste af det, Bush/Cheney stod for, er blevet loyalt videreført af Obama »alt på nær afhøringsmetoderne«: Guantanamo Bay, droneangreb, hemmelige paramilitære operationer i udlandet, krigen i Afghanistan samt de såkaldte extraordinary renditions af fanger til hemmelige fængsler i venligsindede lande uden for Nordamerika. Mens liberale medier som Huffington Post, New York Times, Washington Post og Newsweek/Daily Beast modsat har svunget krabasken og talt om en »den mest farlige, afvigende og skadelige politiker« i nyere tid.
Alle anmeldere er dog enige om, at det over 500 sider lange værk er befriende velskrevet og dertil giver en grundig indsigt i over 40 års amerikansk politisk historie med fokus på sikkerhedspolitik set med neokonservative briller fra Vietnam og Watergate over Mellemøsten til 11. september og Afghanistan. Vor tids måske vigtigste stormagtsslag, den globale økonomiske udvikling og krise, skal man derimod have luppen frem for at finde noget om. Det er og var ikke vicepræsidentens fokus. Og det viser med al ønskelig tydelighed, at hans tid er forbi.
Dick Cheney (med Liz Cheney)
In My Time.
565 sider. 35 dollar.
Threshold Editions.
