Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mellem kreativitetstvang og æstetisk modstandskraft

Fremragende tysk antologi sætter modsætninger i samtidens kapitalisme på begreb. Uden selvstændig og kreativ arbejdskraft ingen konkurrencedygtig økonomi og profitproduktion; men er der grænser for den totale udbytning af menneskets frihed og fantasi?
En besynderlig æra. Når kreativitet bliver en borgerpligt, og innovationsgymnastik bliver en standardøvelse — selv på kurser inden for den offentlige forvaltning — så er vi på vej ind i en besynderlig æra.

En besynderlig æra. Når kreativitet bliver en borgerpligt, og innovationsgymnastik bliver en standardøvelse — selv på kurser inden for den offentlige forvaltning — så er vi på vej ind i en besynderlig æra.

Thomas Vilhelm

Moderne Tider
3. september 2011

Vær kreativ! Opfind dig selv på ny! Udvis lederskab! Find på et nyt projekt! Vær fleksibel og innovativ! Fra alle sider gjalder de samfundsmæssige fordringer. Vedholdende appelleres der til en mobilisering af vores kreative tanke- og handlekraft inden for kontrolsamfundet, både på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. I det gamle disciplinære samfund fik man lektier for, og de overordnede autoriteter vidste nøjagtigt, hvad de ville have, og ofte også, hvad de kunne forvente at få. Dengang var det nærmest kun genier, der kunne (få lov til at) være kreative. I det nuværende samfund bliver vi derimod tilskyndet til både at realisere os selv, forfølge vore drømme, være nyskabende og at bidrage til produktionen af stadigt mere immaterielle værdier, herunder serviceydelser, oplevelser og flygtige tegn. Nu skal vi alle partout være kreative.

Menneskelig kreativitet er en umiddelbar og principielt gratis produktivkraft. Den er en såkaldt eksternalitet; men samtidig er nonkonform hjernekraft og sublim idérigdom mange penge værd i den kognitive kapitalisme.

Transformationen af kapitalismen byder paradoksalt nok både på mere frihed bl.a. til selvskabelse og individuelle måder at gøre tingene på og mere tvang. For klarer mennesket ikke at være sin egen smagfulde og konkurrencedygtige 'kreatør' livet igennem, er der en overhængende fare for at gå ned med stress, blive udbrændt eller depressiv. Fremtiden er usikker, og vrangen af tvangentil selvskabelse, selvforandring og kreativitetsøkonomi er et nagende ubehag, skyldfølelse og selvbebrejdelse. Det er simpelthen anstrengende konstant at skulle være en omvandrende overpositiv og smilende udgave af sig selv.

De sociale patologier, dvs. de samfundsmæssigt producerede menneskelige lidelser, er i vækst. Den kreative arbejdskraft er permanent til eksamen uden et grønt klæde. Alle ved og forventer, at de kreative ydelser skal føre til noget innovativt og i sidste ende til noget, der kan sælges på et marked. Dertil kommer, at livslang læring ikke mere er en utopisk og fjern drøm, men noget så banalt som et uundgåeligt vilkår.

I den kreative økonomi inddrages og udnyttes vores skaberkraft, initiativrigdom og vore talenter. Det er blevet en selvfølgelighed, at en arbejdsplads ikke består af udskiftelige og anonyme mennesker, men af stærkt profilerede personligheder, alle udstyret med et trimmet CV og en evne til at besnakke sig selv og hinanden. Det gælder ikkebare om at være god til noget, men også om at være god til at fortælle om, at man er god til noget. Vi lever i en tid for anmassende strategisk selvfordobling, også kaldet for 'self-branding'.

Nøgletekster og dilemmaer

Disse scenarier får mæle i en fremragende tysk antologi med titlen Kreation und Depression. Freiheit im gegenwärtigen Kapitalismus. Bogen indeholder en række filosofiske og sociologiske nøgletekster til forståelsen af det såkaldte 'postdisciplinære' samfund forfattet gennem de sidste 20 år. Gilles Deleuze spidder kontrolsamfundet; Luc Boltanski og Ève Chiapello viser, hvordan kapitalismekritikken siden '68 har været med til at modernisere kapitalismen; Alain Ehrenberg sætter det kulturelle ubehag på begreb i sin analyse af sammenhængen mellem moderne samfundsliv og depression; og Axel Honneth skitserer nogle af de paradokser, som individualiseringen 'producerer'.

Kreativitet er ofte blevet skildret som en subversiv og uroskabende kraft; men når kreativitet bliver en borgerpligt, og innovationsgymnastik bliver en standardøvelse (selv) på kurser inden for den offentlige forvaltning, så er vi på vej ind i en besynderlig æra. I de efterfølgende kapitler blotlægges de dilemmaer og modsætninger, der klæber til samtiden. Lederens autoritet og befalingskraft krakelerer, når han eller hun kræver af de ansatte, at de fluks skaber noget, verden endnu ikke har set, ved hjælp af nogle metoder, som ingen kender.

Spørgsmålet er også, om man overhovedet kan være kreativ på kommando, og om det ikke er en misforståelse at se kreativitet som noget, enkeltindivider skaber isoleret fra den sociale kontekst og andre menneskers gøremål og helt frisat fra vaner og traditioner m.m. Flere af bidragene lamenterer højlydt over, at kreativiteten instrumentaliseres og skævvrides til ukendelighed i det forhastede og selvaccelererende markedssamfund, der bidrager til en »grænseløs økonomisering af det sociale«.

Æstetisk modstandskraft

I den sanselige opslugthed er man momentant på afstand af det sociale, det neoliberale samfunds politiske konsensusmaskine og kreativitetsøkonomiens krævende og kvælende favntag. Den æstetiske erfaring kan i glimt bryde med det »europæiske, standardiserede, sunde, sikre og omkostningsbevidste liv«, som Robert Pfaller skriver »næppe overhovedet lønner sig at leve«. I bogens sidste del besynges ekstasen, modstanden og den æstetiske frihed. Den æstetiske modtagelighed og åbenhed over for 'verdens sarthed' er en modgift mod enhver økonomisering, som Dieter Thomä udtrykker det i et bidrag, der også skitserer, hvorledes en menneskelig moddannelse og en genrejsning af en offentlig sfære hinsides forbrugets og mediemaskinernes larm kan tænkes. Juliane Rebentisch forstår den æstetiske frihed som noget, der produktivt forstyrrer subjektets normale forestilling om dets egen suverænitet. Menneskets indre natur pirres og ophidses. Egenkroppen bliver aldrig transparent eller forudsigelig og kan principielt ikke indkapsles i en tilregnelig social identitet.

Min afsluttende 'dom' over bogens skal lyde: Lige så stærk som den samtidsdiagnostiske kritik af kreativitetsøkonomien fremstår, lige så håbefuld, smuk og svag i koderne står modtalen. Men det skyldes næppe de skrivendes uformåen, men snarere kapitalismens forunderlige 'evne' til at skifte ham. Kapitalismen har mere end ni liv, desværre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

formodning:

det meste ny æra, new age, tankegods, er
temmlig paradoksalt: smug-communisters tankegods, altså: det meste ny æra, new age, er paradoksalt nok mindre / mere crypterede budskaber fra communister

peter fonnesbech

Der findes skam et meget stort kreativ potentiale eller en stor kreativ kapital i befolkningen.

Problemet er bare at samfundet endnu ikke er så kreativ indrettet, at det er i stand til at indløse denne kapital og bruge den fuldt ud.

Vi leger simpelthen for lidt lige nu.

Men det kommer vel forhåbentligt lidt efter lidt.

peter fonnesbech

Kreativitet kræver tillid , tid og tryghed.

It can`t be engineered.

indtrykket nogen forsøger at give er nok:

socialitiske folkepartitilhængere = troende på

horoscoper

Erhvervslivet vil have innovation, og udviklingen har længe peget mod at ville gøre brug af kunstneriske arbejdsmetoder, og at få kunstnere til at lære fra sig, og bidrage til innovation i virksomheder. Der forskes og udvikles skematiske modeller for kreativitet og innovation. Kort fortalt, handler den hemmelige opskrift om, at guide erhvervsfolk gennem besøg i det ubevidste, hvor kreativitetens og innovationens sakrosante ressourcer gemmer sig.
Generelt må det vel siges, at være positivt, at stimulere fortrolighed for den enkelte - med sit eget indre liv - og sine egne afgrunde.
Problemet opstår der, hvor vi forventes at stille vores underbevidsthed til rådighed for kapitalens vækst. Det er en snigende underminering af den personlige integritet.

peter fonnesbech

Rigtigt Tine.

Og kun de virksomheder som sætter etikken over profitten, har de moralske legitimitet, til for alvor at frigøre disse resourcer.

Men kreativitet kan som sådan opstår punktvis alle mulige steder og bruges da hæmningsløst f.eks. i det politiske liv, bankverdenen,medierne i kriminelle miljøer, osv.

Men derfra til at finde formelen , er der et stykke vej.

En meget stærk motivationsfaktor er dog en af ingredienserne.

peter fonnesbech

Et andet paradoks i denne meningsudveksling er det faktum, at en stresset hverdag , i den grad er en kreativitets-killer, hvilket slet ikke fremmer samme og stærkt efterspurgte egenskab.

I mine øjne hænger motivationen tæt sammen med integriteten. Det betyder, at det ikke er muligt, at yde sit yderste, som kunstner eller kreativ, hvis du bringes i situationer, hvor du både skal åbne for posen til dit inderste, - og samtidig opleve, at du prostituerer dig selv. Jeg ved, at der findes virksomheder og ledere med stor idealisme, og som gør meget for at producere samvittighedsfuldt, og for at idealismen afspejler sig i deres produkter. Men bundlinien vil altid udgøre det endelige kriterium, og skabe konsensus-tænkning i hele systemet.

peter fonnesbech

Jeg tror , jeg forstår ,hvad du mener og føler.

Du må være en kunstner.

claus raunholt jensen

Snart er dagene med neo-liberalt arbejds-speed måske talte. Menneskers ressourcer og opfindsomhed er blevet presset og forvredet for profittens skyld.

Måske er det tid til at fordele arbejdet - f.eks. efter "skraldemandsmodellen" - og skabe en mildere arbejds-rytme for os alle. Så kan sjælen få ro og fantasien være fri til at løse reelle opgaver: Klima-teknologi, sociale løsninger, ægte kritisk kunst etc.

Mærkeligt er det, at kun Enhedslisten er opmærksom på dette arbejds-vanvid.

Det ville virkelig være skønt, hvis den bog kunne blive oversat til dansk! Jeg ville gerne læse den.