Læsetid: 6 min.

Da Obama stillede sig på Wall Streets side

I en ny bog løfter den amerikanske journalist Ron Suskind sløret for, hvad der skete under møde mellem Obama og 13 bankchefer midt under finanskrisen - et træf, der betød, at skurkene fra Wall Street slap med livet og pengene i behold
Bankbosserne var sårbare og pressede inden mødet med Obama, men ifølge bogen var det uden grund: Præsidenten valgte ifølge Suskind selv at fjerne årsagen deres ængstelse. Her er fra venstre Goldman Sachs' direktør Lloyd Blankfein, der inden mødet giver hånd til American Bankers Associations formand Edward Yingling. I midten direktørerne for American Express og Bank of America Ken Chenault (tv.) og Ken Lewis.

Bankbosserne var sårbare og pressede inden mødet med Obama, men ifølge bogen var det uden grund: Præsidenten valgte ifølge Suskind selv at fjerne årsagen deres ængstelse. Her er fra venstre Goldman Sachs' direktør Lloyd Blankfein, der inden mødet giver hånd til American Bankers Associations formand Edward Yingling. I midten direktørerne for American Express og Bank of America Ken Chenault (tv.) og Ken Lewis.

Nicholas Kamm

1. oktober 2011

Hvad blev der egentligt sagt i Det Hvide Hus hin afgørende fredag eftermiddag i marts 2009?

Det er et spørgsmål, som undertegnede ofte har stillet — først i en blog på information.dk's Luftskibet, siden til venner og bekendte udi det amerikanske og senere på seminarer og konferencer.

Præsident Barack Obama havde 27. marts 2009 inviteret repræsentanter for 13 store investeringsbanker og pengeinstitutter til en privat rundbordssamtale i State Dining Room.

Det var hans første møde som præsident med ledende bankfolk fra Wall Street; alle iagttagere regnede med, at Obamas planlagte lovregulering lovgivning af et finansliv, hvis tøjlesløse spekulation havde kastet USA og Europa ud i en alvorlig økonomisk krise, var på dagsordenen.

I ugerne inden var det kommet frem, at investeringsbanker og forsikringsselskabet A.I.G. — som af Obama-regeringen var blevet reddet fra fallit med generøse lån garanteret af amerikanske skatteborgere — traditionen tro havde besluttet at belønne deres direktører og medarbejdere med svimlende høje bonusser.

Tea Party protesterer

Hele den amerikanske opinion var opbragt — tydeligvis også præsidenten. Havde disse kaptajner på en synkende skude virkelig ingen samvittighed, lød det i pressen. Var der ingen grænser for deres arrogance og grådighed? Hvor turde de tage sig klækkeligt betalt for at have bragt landet (og verden) i uføre, oven i købet efter at være blevet reddet af skatteborgerne?

Det var bl.a. denne harme, der senere skulle give Tea Party-bevægelsen vind i sejlene. Konservative middelklasseamerikanere krævede ansvarlighed af Wall Street. Hvis en bank gik i betalingsstandsning, fordi direktører havde taget dårlige beslutninger, kunne det ikke være statens opgave at kaste en redningskrans ud til dem, indvendte de republikanske oprørere.

Fra det demokratiske flertal i Kongressen lød der vedholdende krav om at lægge et loft over bonusser i banker, som var blevet subventioneret af forbundsstaten. Lovgivere forlangte en reform, der battede, af hele finanssystemet.

Nu var det op til den nye og ekstremt populære præsident at slå i bordet og give de 13 kaptajner fra Wall Street en ordentlig opsang. Men turde Obama det? Hvad hvis bankfolkene — der gennem tre årtier havde akkumuleret enorme mængder kapital og politisk indflydelse — stillede sig i vejen og intimiderede den unge og uerfarne præsident?

For iagttagere virkede passiaren den eftermiddag i det Hvide Hus som en begivenhed, der kunne blive udslagsgivende for finanskrisens og recessionens videre forløb. Ville Obama tage en direkte konfrontation med de 'skyldige' finansbaroner eller søge at finde en middelvej?

Umiddelbart virkede det som om, den kølige og ligevægtige præsident ville bygge bro imellem en rasende befolkning og de kuede bankchefer.

Men efter mødet tydede alt på, at Obama havde givet efter for et uhyrligt pres. Tv- billeder viste bankdirektørernes selvtilfredse ansigtsminer. Det blev noteret på min blog. Spillet var tilsyneladende kørt.

For store til at falde

Næste dag kom Wall Street Journal med en anden melding. »Det lykkedes ikke på mødet at nå til et forlig mellem direktørers bonusordninger og præsidentens konfrontatoriske retorik i de sidste par uger,« hed det i avisen.

Nu mere to år efter mødet i Det Hvide Hus ved vi, at avisen fik uret. Hvad der skete bag det Hvide Hus' mure den dag, er faktisk langt alvorligere, end man kunne have forventet.

Det løfter den amerikanske journalist Ron Suskind sløret for i sin nye bog Confidence Men — Wall Street, Washington, and the Education of a President.

Indtil videre har man vidst følgende:

At Obama stort set lod finansinstitutionerne vende ustraffet tilbage til deres modus operandi fra tiden før 2007 og accepterede et frivilligt loft over bonusser — en ordning, som hurtigt forsvandt, fordi de subventionerede banker skyndsomst sørgede for at tilbagebetale deres gæld til forbundsstaten med lån taget på finansmarkederne.

Og så snart investeringsbanker og pengeinstitutter — dem, der af finansminister Timothy Geithner blev anset for at være for store til at kunne gå fallit — havde befriet sig fra de statslige håndhjern, havde e frit slag til at blokere for forsøg i Kongressen på at regulere de eksotiske finansielle produkter, som havde bragt Wall Street og økonomien i knæ.

Det var, hvad der skete. Den lov, der blev vedtaget i 2010 — Dodd/Frank— anses i dag for at være tandløs.

Kasteløse og udstødte

Barack Obamas tilhængere var i chok. Under valgkampen og i de første måneder af hans præsidentskab havde de hørt ham bebude bastante indgreb mod risikobetonede finansprodukter.

Og Wall Street var i det tidsrum så udskældt, at de 13 bankchefer frygtede det værste, da de trådte ind i Det Hvide Hus. Suskind kalder dem for paria'er, altså kasteløse eller udstødte.

»Som de mest succesrige mennesker i landet var de ikke vant til at blive anset som kasteløse ... De var nervøse på en måde, som de ikke plejede at være. Det var som at vende tilbage til eksamenstiden i gymnasiet. Hvordan skulle de handle under tilstedeværelse af en præsident, som havde magt over dem og måske ville bruge den?«

Efter en længere diskussion frem og tilbage om finanssystemets soliditet, og hvordan bankerne kunne få det fastfrosne lånemarked løsnet, kom man endelig til det delikate spørgsmål om aflønning og bonus.

Direktørerne fremførte deres velkendte argument, at et loft over bonusser vil få de største talenter i branchen til at flygte til andre banker eller til udlandet. Det virker ikke, hævdede de.

Obama brød ind: »Vær forsigtig med, hvordan I formulerer Jer, gentlemen! Det tager offentligheden ikke for gode varer. Min regering er det eneste, der står mellem jer og høtyvene ...«

Amerikansk revolution

Høtyve har en vigtig symbolsk betydning i amerikansk revolutionshistorie. Det var dem, som mange revolutionære bønder under uafhængighedskrigen brugte mod de forhadte britiske kolonisoldater.

Obamas metafor var ikke til at tage fejl af: Alene han kunne beskytte Wall Street mod massernes vrede, som let kunne slå om i et folkeligt oprør mod bankerne.

Men så, skriver Suskind, skiftede Obama pluselig tone og udtrykte støtte, endda sympati.

»De herrer lider af et akut public relations-problem, som er blevet politisk, og jeg vil gerne hjælpe jer. Men I bliver nødt til at vise forståelse for, at dette er en krise, hvor alle bliver nødt til ofre nogle hellige køer,« sagde præsidenten.

Ifølge en af bankcheferne skal Obama have sagt: »Jeg er ikke ude på at få ram på jer. Jeg vil beskytte Jer, men hvis jeg skal værne Jer mod offentlighedens og Kongressens vrede, bliver I nødt til at samarbejde om disse bonusser.«

Suskind fortsætter: »Man kunne mærke lettelsen i rummet, da det gik op for Wall Streets baroner, at præsidenten blot bad om en frivillig overholdelse af et loft over bonusser, og kun indtil den offentlige furore var fordampet. Det skulle bare være en opvisning for folket.«

Ikke Roosevelt

Ifølge Suskind havde præsident Roosevelt om Wall Street sagt:

»De er velkomne til at hade mig,« for de reformer, han ville have gennem Kongressen. Nu spurgte Obama i en lignende situation: »Hvordan kan jeg være jer behjælpelig?«

En af bankdirektørerne konkluderer overfor forfatteren:

»Præsidenten tog imod os på et tidspunkt, hvor vi var virkelig sårbare. I det øjeblik kunne han have beordret os til at gøre næsten hvad som helst, og vi ville ganske enkelt have adlydt. Men det gjorde han ikke. Han ville først og fremmest hjælpe os og lægge en dæmper på folkestemningen.«

Suskinds udlægning er den første version af en historie, som af eftertiden formentlig vil blive anset for det største svigt, Barack Obama begik i sine første to år som præsident. Om det var manglende erfaring og mod eller svage lederevner, som forfatteren antyder andre steder i sin bog, står hen i det uvisse.

En ting er sikker: Obama blev ikke presset til at stille sig på Wall Streets side. Han tog skridtet frivilligt.

Ron Suskind: Confidence Men — Wall Street, Washington, and the Education of a President, HarperCollins

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip C Stone

The Obama political people seem to think that their route to victory is to avoid doing anything that the GOP might attack — but the GOP will call Obama a socialist job-killer no matter what they do. Meanwhile, they just keep reinforcing the perception of mush from the wimp, of a president who doesn’t stand for anything.
http://krugman.blogs.nytimes.com/2011/09/03/broken-windows-ozone-and-jobs/

I en artikel i The Nation, The Obama Presidency Invites Contempt, begynder Eric Alterman med at skrive om Obamas eftergivenhed over for den isrælske højrefløj, for derefter at skrive følgende:

The Israelis sure knew their man. This is, after all, the same president who ran as an environmentalist but who—following two years of Republicans’ know-nothingism regarding almost all forms of science—ordered the Environmental Protection Agency to abandon its pursuit of new curbs on emissions that worsen disease-causing smog in US cities. He did so despite the fact that, as Al Gore explained, the all-but-certain result would be “increased medical bills for seniors with lung disease, more children developing asthma, and the continued degradation of our air quality.”

It is also the same president who ran as a Keynesian but now spouts Republican rhetoric on the economy. (“Government has to start living within its means, just like families do. We have to cut the spending we can’t afford so we can put the economy on sounder footing, and give our businesses the confidence they need to grow and create jobs.”) Ask yourself: did Barack Obama happen to change his mind on all these issues—and a whole host of others—because he changed his entire political philosophy overnight? Or is this a politician who, when faced with recalcitrant opposition, would rather switch than fight?

Ron Suskind’s Confidence Men tells a story of President Obama led by the nose by Larry Summers and Timothy Geithner, both protégés of Robert Rubin—the fellow whose policies helped enable the economic crisis whose consequences they were seeking to address—and pursuing policies accurately defined by Paul Krugman as designed to “protect the interests of creditors, no matter the cost.”
http://www.thenation.com/article/163674/obama-presidency-invites-contempt

Et af de første tegn på at Obama ikke var den præsident folk håbede på var netop hans udnævnelser af Summers og Geithner.

For et stykke tid siden skrev Drew Westen en meget omtalt artikel hvori man kunne læse:

...we are a nation that is being held hostage not just by an extremist Republican Party but also by a president who either does not know what he believes or is willing to take whatever position he thinks will lead to his re-election.
http://www.nytimes.com/2011/08/07/opinion/sunday/what-happe...

Philip C Stone

I dagens New York Times kunne man igen læse om en sag som viser Obamas omsorg for de banker der har været ansvarlige for finanskrisen. Der blev udarbejdet et aftaleforslag som ville få bankerne til at betale et erstatningsbeløb, og som så ville friholde dem for videre undersøgelser og eventuel retsforfølgelse. New Yorks Attorney General, Eric Schneiderman, har stået i vejen for denne løsning.

Herom skrev Matt Taibbi i Rolling Stone:

A power play is underway in the foreclosure arena, according to the New York Times.

On the one side is Eric Schneiderman, the New York Attorney General, who is conducting his own investigation into the era of securitizations – the practice of chopping up assets like mortgages and converting them into saleable securities – that led up to the financial crisis of 2007-2008.

On the other side is the Obama administration, the banks, and all the other state attorneys general.

This second camp has cooked up a deal that would allow the banks to walk away with just a seriously discounted fine from a generation of fraud that led to millions of people losing their homes.

The idea behind this federally-guided “settlement” is to concentrate and centralize all the legal exposure accrued by this generation of grotesque banker corruption in one place, put one single price tag on it that everyone can live with, and then stuff the details into a titanium canister before shooting it into deep space.

This is all about protecting the banks from future enforcement actions on both the civil and criminal sides. The plan is to provide year-after-year, repeat-offending banks like Bank of America with cost certainty, so that they know exactly how much they’ll have to pay in fines (trust me, it will end up being a tiny fraction of what they made off the fraudulent practices) and will also get to know for sure that there are no more criminal investigations in the pipeline.

This deal will also submarine efforts by both defrauded investors in MBS [mortgage backed securities - min tilføjelse] and unfairly foreclosed-upon homeowners and borrowers to obtain any kind of relief in the civil court system. The AGs [attorneys general] initially talked about $20 billion as a settlement number, money that would “toward loan modifications and possibly counseling for homeowners,” as Gretchen Morgenson reported the other day.

The banks, however, apparently “balked” at paying that sum, and no doubt it will end up being a lesser amount when the deal is finally done...

But Schneiderman, who earlier this year launched an investigation into the securitization practices of Goldman, Morgan Stanley, Bank of America and other companies, is screwing up this whole arrangement. Until he lies down, the banks don’t have a deal. They need the certainty of having all 50 states and the federal government on board, or else it’s not worth paying anybody off.

Taibbis forklaring på hvorfor Obama-regeringen er så opsat på at at få Schneiderman til at makke ret:

Why? My theory is that the Obama administration is trying to secure its 2012 campaign war chest with this settlement deal. If Barry can make this foreclosure thing go away for the banks, you can bet he’ll win the contributions battle against the Republicans next summer.

Which is good for him, I guess. But it seems to me that it might be time to wonder if this is the most disappointing president we’ve ever had.
http://www.rollingstone.com/politics/blogs/taibblog/obama-goes-all-out-f...

Obamas økonomiske forslag er da ren klassisk keysianisme - og har stort set altid været det.

Skattelettelser til underklassen og middelklassen, forhøjelse af skatterne til den øvre middelklasse og overklassen. Også skattelettelser til det han kalder for small businesses, skatteforhøjelser til (globale) korporationer (selskaber). Og ja, nedskæringer kunne Keynes faktisk også gå ind.

Keynes er blevet berømt på sin tese om at låne eller bare forbruge løs af statens penge for at stimulere økonomien. Men se, dette er en forvridning af Keynes tanker om hvordan økonomien hænger sammen. I en krise-situation mener Keynes rent faktisk at man skal gøre det som Obama foreslår, samt hæve renten og stimulere folks lyst til at spare op. Og at staten skal stimulere øknomien gennem at igangsætte offentlige projekter....f.eks. byggerier eller vedligeholdelser...

Sandheden er den, at vi ikke længere kan låne os ud af krisen, og derved gøre kagen større. Især i USA, men også i Danmarkl bliver vi realistisk nødt til at se på, at fordele den kage, der er. Og det betyder, at bunden af samfundet skal have en større del af den kage, der er. Og det betyder, at de som nu får den største del af kagen, de må give afkald på deres store stykke af kagen, sådan at bunden af samfundet får et lidt større stykke....

Og det er altså kun rimeligt...

Obamas problem er at han troede (naiv som han jo sikkert var), at vi alle kunne sidde omkring et lejrbål og synge kumbayah....og blive enige om hvad der var alles bedste....