Læsetid: 5 min.

Skolen har brug for en kulturrevolution

Lars Olsens nye bog er præget af indignation over et ekskluderende og ulighedsskabende uddannelsessystem. Selv om skurkene i hans forfaldsfortælling om skolesystemet ikke er tegnet skarpt, er det et opråb, som vil dele vandene
Kultur. Der er brug for en ny kultur i skolesystemet, slår Lars Olsen fast. Men han er uden klare  bud på, hvad der kunne være kulturforandrende. Er det læreruddannelsen, lovgivningen, pædagogikken ...? Det bliver man ikke meget klogere på.

Kultur. Der er brug for en ny kultur i skolesystemet, slår Lars Olsen fast. Men han er uden klare bud på, hvad der kunne være kulturforandrende. Er det læreruddannelsen, lovgivningen, pædagogikken ...? Det bliver man ikke meget klogere på.

Sigrid Nygaard

17. september 2011

Folketingsvalget kan have gjort Lars Olsen til en ualmindelig indflydelsesrig debattør og forfatter, når det handler om uddannelsespolitik. I hans bøger vil man kunne finde en række af rationalerne bag den ny regerings uddannelsespolitik. Det er den ene grund til, at det er værd at læse Lars Olsens ny bog, Uddannelse for de mange - opskrift på en kulturrevolution. Den anden er, at den som de foregående bøger Den nye ulighed (2005), Den sociale smeltedigel (2007) og Eliternes triumf (2010) med enkle virkemidler, et stærkt blik for uddannelsespolitikkens ømme tæer, letforståeligt sætter en træfsikker dagsorden, der oven i købet favner bredt.

Lars Olsen kan omfavnes af såvel Bertel Haarder (V) som Nanna Westerby (SF), der begge som Olsen har det vanskeligt med det akademiske; den ene fra et grundtvigsk perspektiv, den anden fra et skulle vi kalde det senarbejderistisk og post-reformpædagogisk perspektiv. Olsen får denne balancegang mellem det journalistiske udfoldet i begejstrede reportager fra virkelighedens helte og heltinder; det analytiske vist med undersøgelser og data samt det politiske med klare standpunkter til at virke enkelt og ligetil. Det er det ingenlunde, omend det har sin pris eller rettere begrænsning. Olsens blinde øje er de videregående uddannelser, hvor han nok kender universitetsverdenen til dels, men ellers misser flere afgørende reformer og udviklinger de senere år og dermed også det kredsløb, som videregående uddannelser, ungdomsuddannelser og folkeskolen udgør. Men måske ligger hans næste projekt her? Jeg ville se frem til det.

Det udelte projekt

Som debattør og forfatter har Lars Olsen et klart projekt. Han er modsat kommentatorer, journalister og forskere altså ikke alene kritisk over for noget, men også for noget. Olsen er for den udelte skole. Men enhedsskolen skal gøres mere virkelighedsnær i sin pædagogik og fagforståelse og række ud til omverdenen. Han er dybt bekymret for den sociale sammenhængs-kraft i Danmark med uddannelses- og boligpolitikkens udvikling det seneste tiår. Folkeskolen er blevet akademiseret, eleverne skal formulere synopser, udråbes som ansvarlige for egen læring, og sløjd bliver til materielt design på læreruddannelsen. Det skaber social ulighed. Drengene taber. Ikke mindst hvis de kommer fra uddannelsesfremmede hjem eller hjem uden et samtalekøkken. Og indvandrerdrengene taber i en mere og mere abstrakt og altid forhandlingsorienteret uddannelseskultur, når det i den fleksible skole er umuligt at kende afstanden til døren og højden til loftet. Det frie skolevalg har sammen med boligboblen bidraget til segregeringen mellem folkeskoler og privatskoler. Meget lysere er historien om ungdomsuddannelserne ikke. Det almene gymnasium er blevet 'pseudoakademiseret' med videnskabsteori, hermeneutiske cirkler og laaange hjemmeopgaver, som velmenende flekstidsforældre bistår med, medens erhvervsuddannelserne er blevet holdeplads for nederlag, lavprestige og en pædagogik, der fjerner fagene fra virkeligheden, og uddannelsesforløb, der individualiserer og fremmer frafald.

Det er Olsens forfaldshistorie; et forfald, som er blevet legitimeret som fremskridt med henvisning til vidensamfundet, der har fundet sine skriftkloge hjemmelsmænd i en såkaldt uddannelseselite, som Olsen dog aldrig får defineret endsige afgrænset analytisk tilfredsstillende. Hans analyse har meget for sig, store dele kan empirisk eftervises og analytisk sandsynliggøres langt videre, end han selv gør. Han harcelerer således ingenlunde særligt mod den borgerlige regerings uddannelsespolitik, men søger at forny centrum-venstre-kritikken. Ikke med et kapitalistisk udgangspunkt sådan ville man have gjort for 25 år siden. Lars Olsen er ikke antydningsvist i nærheden af klassisk socialkritik, han er ude efter den uddannelseselite, der har skabt skolen i PH-lampens skær. Det er således en socialkritik, hvor økonomien ikke er centralaksen i samfundsforståelsen. Det er produktionen og fordelingen af kulturel kapital og uddannelseskapital, som den Pierre Bourdieu, alle elever på det almene gymnasium takket være akademiseringen kender, ville have hævdet. Derfor vil Lars Olsen heller ikke have en styringsrevolution, have flere ressourcer til skolen eller tvangsfordele eleverne.

Hvilken kulturrevolution?

Han vil en kulturrevolution, hvor alle får en murerske i hånden billedligt talt. Åbningskapitlet hedder således også Den indre murer titter frem. Lars Olsen er en slags Mao light. Han foreslår dog ikke et stort spring fremad, men snarere de små, tålmodige skridts politik. Han viser med reportagen som værktøj, at lysene, engagementet og sejrene er derude. I Viborg, Herning og Vanløse. I udeskolepædagogik, i erhvervsklasser, i HF-søfart osv. Vi skal lære af de gode eksempler, endskønt vi formentlig, trods tæppebombning med kataloger af best practice, priser for det ene og det andet, sjældent gør det altså lærer af hinanden i det danske uddannelsessystem. Her er ingen fikse løsninger, men en idé om, at bekendtgørelser og love gøres mere virkelighedsnære, at der sættes gang i forsøgs- og udviklingsarbejde og etableres stærke partnerskaber og alliancer mellem uddannelsessystemets aktører, så forandringer kan virkeliggøres. Han ved godt, at det langtfra er Christiansborg, der alene kan forandre folkeskolen og ungdomsuddannelserne, men et netværk af kræfter. Derfor er hans kritik da også stedvist adresseløs og den meget brede appel til en ny kultur. Et opråb, der ofte høres fra kræfter, der i sind og vilje er afmægtige over for den store kompleksitet i det danske uddannelsessystem, og som derfor ofte er et ekko af afmagt. Og der savnes også hos Lars Olsen om ikke analyser så dog antydninger af, hvad der kunne være kulturforandrende. Her bliver vi ikke rasende meget klogere. Er det lovgivningen? Er det læreruddannelserne til de gymnasiale uddannelser, folkeskolen, erhvervsskolerne? Er det pædagogikken? Er det forældrenes engagement? Er det styringsformen? Er det økonomiske incitamenter? Er det fagpolitisk dominans? Er det for megen christiansborgsk indblanding?

Olsens tekst afsluttes med et efterord af uddannelsesordførerne Christine Antorini (S) og Nanna Westerby (SF), der følger forfatteren fra A til Z og bidrager med et uddannelseshistorisk udblik præget af noget så sjældent som en art selvkritisk ransagelse af arv og lod i den reformpædagogik og akademisering af skolen og ungdomsuddannelserne, Lars Olsen ser løbe sammen i moderne tid, og som de to politikere vedkender sig om end på forgængernes vegne et medansvar for. Antorini og Westerbys udblik og perspektiv tager således den handske op, Olsen kaster. Og de gør det i et indlæg, der også er interessant i kraft af det, der ikke står. F.eks. demokratiets betydning og den demokratiske dannelses status i grundskole og ungdomsuddannelser. Netop radikalt hjerteblod, idet navnlig de radikale historisk kom til at abonnere stærkt på ideen om demokrati som livsform og på en pædagogik bundet op på et fatamorgana om vidensamfundet, som netop Lars Olsen og andre problematiserer i disse år.

En kærkommen debat

Olsen er ikke polemiker, og han er sjældent direkte eller præcis i sin politiske kritik dog undtaget hans åbenlyse uenighed med Konservative. Adresseløs er hans vision og projekt ikke, og hans dedikation til et uddannelsessystem for de mange er et klart kompas, en indignation om man vil. Hans stædige sisyfoskamp gennem en række bøger sigter mod dem, som taber i det uddannelsessystem, der hylder enhed og 'alle med', men som systematisk ekskluderer. Det har Lars Olsen skrevet en træfsikker debatbog om. En bog, som mest vil blive mødt med politisk lobhudlen og lidt lavmælt afvisning i den såkaldte uddannelseselite, selv om den burde være en spore til debat og kritik.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rikard

Jeg har allerede bestilt bogen. Eliternes Triumf (2010) var lidt af en øjenåbner for mig. Ikke fordi at det ikke alt sammen er sagt før - for det er det - men ikke på denne måde, og det er den store forskel.
Jeg er ret uenig med dele af LOs konklusioner i ET, men det drejer sig primært om selve segmenteringsdelen, hvor jeg mener at
afhængige og uafhængige variabler i nogen grad blandes sammen.
Men fordi man er uenig i nogle detaljer, kan man godt i mine øjne være helt enig med sigtet og de overordnede og fremadrettede konklusioner i bogen.
Og her synes jeg Lars Olsen stikker ud, som en af de eneste, der kalder en spade for en spade - uden en hel masse kommunikationsflom og retorik.
I mine øjne burde Eliternes Triumf nærmest være pligtlæsning for alle over fuldmægtigniveau i det offentlige, i medieverdene og ikke mindst blandt journalister.
Så jeg glæder mig til at læse den nye bog :-)

Som jeg har sagt før, mener jeg ikke Lars Olsen har nogen idé om der kræves på arbejdsmarkedet i dag, også af de unge (og ældre) som skal være håndværkere, dvs. vvs'ere, auto-mekanikere, frisører, kokke, tjenere og multi-medie-designere, endsige elektrikere eller computer-teknikere.

Jeg vil hævde, at de almene gymnasium altid har været akademiseret; allerede da jeg gik deri for cirka 25-30 år siden var teorier og teori-dannelse vigtig - i gymnasiet. Ligeledes var den kritiske sans det. Og det er det såmænd den dag i dag...

Og som jeg fortalt i andre kommentarer i andre tråde, så er ændringen af f.eks. erhvervs-uddannelserne over i en mere boglig retning ikke sket i et tomrum; grunden er den, at det sådan den virkelighed ser ud som eleverne skal virke i. Ingen kokke, multi-medie-designere, vvs'ere eller automekanikere kommer nogen vegne i dag uden at kunne reflektere over, hvad man skal og hvorfor man skal det. Og frisørerne og elektrikerne har brug for den boglige viden for at kunne udøve deres fag - det er ikke ligegyldigt hvordan man permantenter sort krøllet hår eller blondt glat hår. Og til det skal man altså bruge teori.

Lars Olsen tror åbenbart også stadig at erhvervs-uddannelserne kører efter Reform 2000; i 2008 kom der ny bekendtgørelse...som til dels gør op med Reform 2000...

Og han tror, som alle andre indenfor uddannelses-verdenen, at det (udelukkende) handler om kulturel kapital; det gør det ikke (kun). Det handler også om det man kunne kalde arbejderklassen i klassisk marxistisk forstand.....ikke at have nok penge til at ens børn kan til spejder, ikke at have nok penge til at ens børn kan gå til fodbold eller komme med på skoleture.
Og der fejler Olsens analyse; der er stadig klasse-skel i det her land. Og det springer han, imol alt for let henover...

Mht. sløjd og håndgerning - hvad skal vi så bruge det til i dag? I 1950erne, hvor Olsen åbenbart også befinder sig mht. erhvervs-uddannelserne, gav fagene mening. Dengang kunne man som rask dreng nemlig lave en stol, mens pigerne kunne sy og omsy kjoler, og stoppe strømper. Ingen (eller stort set ingen) gør jo dette mere; snedkerfaget er reduceret til at slibe kanter af masse-fabrikerede fabriks-låger på en køkken-fabrik.

Lars Olsen kan ikke lide teori, det mener jeg, må så helt klart. På samme måde som hverken Bertel Haarder eller Anders Fogn brød og bryder sig om teoretikere bryder Olsen sig heller ikke om teori. Men uden teori-dannelse (dvs. modeller af hvordan et system virker) havde vi altså ikke modeller for, hvordan vejret opfører sig, hvordan økonomien opfører eller hvordan kommunikation mellem mennesker kan analyseres. Hvorfor er man i det her land så bange for teori? eller didaktiske og pædagogiske teorier?

Olsen vil i praksis (selvom han sikkert vil benægte det) tilbage til 1950ernes skole, hvor de praktisk begavede gik i en klasse, de bogligt stærke i en anden, og de dumme fik arbejde; resultatet af hans ideer bliver dette. Også selvom han sikkert vil benægte det.

Mht. reform-pædagogikken så har den stået alt for meget på skud; den er især blevet taget til indtægt for hvad man kalder 'rundkreds-pædagogikken' i 1970erne. Men når jeg ser de samme øvelser, jeg havde i engelsk og tysk i 1970erne i engelsk og tysk-bøger nu, bare kaldt 'co-operative learning', ja så bliver jeg altså gal. Undskyld, de stærke ord, men det føles bare som om at så snart man giver noget et fancy engelsk navn, så er alt a-ok....

I reform-pædagogikken har det desuden aldrig ligget, at man ikke skal opstille mål for elevernes læring; dette skulle blot ske i samarbejde med eleverne. Og som Vanløse-eksperimentet i 1920erne og 1930erne påviste, så kan børn fra arbejderklassen altså godt reflektere og danne teorier. Lars Olsen synes at påstå, at børn fra uddannelses-fremmede miljøer ikke kan dette. jeg vil påstå, at alle elever kan lære både at danne teorier, og reflektere - ud fra en praktisk tilgang til dette.

Det kræver blot en en smule didaktisk viden, og at man tager udgangspunkt i det som eleverne brænder for, f.eks. biler. Der er tekster nok om biler til at man kan lære eleverne tekst-analyse...det samme gælder for frisører, vvs'ere og elektrikere. Og de her elever kan faktisk godt danne teorier med en smule hjælp, enten fra andre elever eller fra læreren. Måske skulle Olsen, Lars, læse noget Vygotsky og læse lidt om zone of proximal development (zonen for nærmeste udvikling på dansk).

Og nej, Lars Olsen - alle skal aldeles ikke have en murer-ske i hånden; det har verden prøvet, Kina under Kutur-revolutionen, Pol Pot i Cambodja. Under Pol Pot blev alle funktionærer sat til at vande fodboldbanerne, ingen planlagde noget som helst, alle planer for hvornår noget skulle ske var skrottede, da det var 'småborgerligt'. Samfundet har brug for akademikere, der kan overskue og planlægge, hvor vi skal hen. Måske endnu mere i dag end for 20 år siden.

Dermed ikke sagt, at alle skal være akademikere....

Personligt har jeg stor respekt for håndværkere (mest fordi jeg selv har 12 tommelfingre ;) ); denne respekt for håndværket er gået fløjten de sidste 20-30 år, måske fordi det ikke er rigtigt håndværk mere, men blot arbejde på industrialiserde fabrikker f.eks. som tømrer. Og jeg tror altså ikke, det hjælper at alle får en murerske i hånden; jeg mener ikke de bringer respekten for håndens arbejde tilbage.

Måsle Lars Olsen skulle huske på denne her soical-demokratiske sang, hvordi det hedder

'hver den der virker med evne med ånd og hver og en der skabermed den barkede hånd'. kilde:
http://www.festabc.dk/frontpage.aspx?id=0&type=1&dbid=548ab3db-054e-4db3...

Se, det er udtryk for ægte rødt.

Kristian Rikard

Vi læser åbenbart Lars Olsen med helt forskellige øjne. Jeg tror det skyldes, at jeg ikke tænker ret meget i ismer og ideologier.
Det er da muligt, at LO er en gammel socialdemokratisk oldsag, men det ændret ikke ved, at jeg synes hans tilgang og indfaldsvinkel er et friskt og tiltrængt pust. Ikke mindst i forhold til os akademikere, DJØF'ere, kommunikationseksperter, universitetslærere etc.

når fælleseje;
planøkonomi som aftaleøkonomi,
aftalehusholdning, råder
hvor menneskene virkligt er frie og lige og fælles;

vil også skolerne blive bedre, blive

kulturrevolutionerede

Søren Blaabjerg

Efter min mening skal skolen ikke være kastebold for hverken forskellige 'hotte' modeluner, akademiske teoridannelser eller utopiske fatamorganaer (Kim Gram).
I øvrigt er det min klare fornemmelse, at der p.t. er gået alt for meget akademisme i såvel fokeskolen som debatten om fremtidens fokeskole ("for alle" - egentlig en intetsigende floskel)

Havad man gør på området må alene være baseret på to ting:

1. Grundlæggende idealer om, hvad skolen bør være, så den opfylder sin indlysende mission om så godt som muligt at forberede børnene til deres kommende voksentilværelse og ikke undervejs spolerer deres naturlige nysgerrighed og lyst tiil at lære.

2. Viden om, hvordan disse idealer bedst kan realiseres, således at de ressourcer, der afsættes til området, kan blive anvendt så hensigtsmæssigt som muligt.

I øvrigt børe man ikke, som det så ofte sker i politik forøvrigt, vende tingene på hovedet. Man må ikke sige:

"Nå men når vi nu har besluttet A, så følger deraf, at vi også må beslutte B, hvorfor det også bliver nødvendigt at beslutte C osv.."

Jamen hvad nu, hvis man aldrig havde besluttet A, hvis man på forhånd havde vidst, at det så blev nødvendigt bag efter at beslutte B og C?

Tingene skal gennemtænkes og besluttes i sammenhæng, og man skal vide, hvad det er man gør. A, B og C osv. skal vurderes som en helhed og ikke adskilt, som om der var tale om af hinanden uafhængige beslutninger.

Jeg ved ikke om vi læser LO på samme måde eller ej; jeg gør bare en smule (eller meget oprør) imod at LO åbenbart tror at virkeligheden ude i virksomhederne i dag, f.eks. på auto-området er det samme som i 1950erne eller 1970erne. Og at det virker som om han ikke mener teori kan bruges til noget som helst - i hvert fald synes han at være imod at læse tekster (overhovedet) i f.eks. maskin-arbejder-uddannelsen (som vist ikke hedder maskinarbejder nu?). Dertil er at sige, at det handler altså (også) om, hvilke tekster og hvordan man læser dem.

Og ja, en maskinarbejder eller en automekaniker skal i dag også være i stand til at reflektere, dvs, tænke over en tekst, han læser, f.eks. om en ny dims til en bil eller en ny motor til en bil, eller en ny bilmodel. Han skal være i stand til at formidle denne viden til sine kunder, dvs. de kunder, der kommer og vil vide noget -om hvorfor netop denne bil eller denne motor er bedre end den anden bil eller motor.

Og det kræver altså at man har lært sig et minimum af teorier....

Det er da rigtigt at håndværkere i dagens samfund har brug for boglig viden, mange af os har endda nytte af en gymnasie- eller HF- baggrund. Men man har været så forhippede på at give håndværksuddannnelserne det boglige "look" at det mange steder er gået ud over de rent håndværksmæssige færdigheder. Det skyldes dsværre for en stor del det snobberi, der i de sidste mange år har hærget uddannelserne. Bare navnene: Laborant er blevet til bioanalytyiker, mellemtekniker (2 års overbygning på håndværksuddannelse) er blevet til teknonom osv. Lad de unge lære håndværket først, så er de også motiverede til mere teori efterhånden som de møder udfordringerne på jobbet (hvis de altså kan finde en praktikplads). Jeg har haft kolleger (smede, maskinarbejdere m.fl.) som er gudbenådede håndværkere og som kan løse meget komplekse opgaver på trods af f.eks. ordblindhed. Jeg har arbejdet mange år på Københavns Universitet med forskningsudstyr og det har da været en fordel at have gode boglige egenskaber sammen med de håndværksmæssige færdigheder, men håndværket kommer først, teorien bagefter: Man bliver ofte begrænset af det man (ikke) kan, i stedet for at kreere de tekniske løsninger, der er de bedste i en given situation. Godt håndværk er også kreativitet og "plejer er død". Godt håndværk er resultat af en lidt anderledes begavelse end den rent boglige, det er kun godt hvis det at tage en faglig uddannelse bliver lige så værdsat som gymnasiet.