Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sørine-syndromet

Præsten og journalisten Sørine Gotfredsen sludrer i en ny bog løs om alle dem, hun kan lide, og dem hun ikke kan lide. Det er som at overhøre en privat, selvudleverende telefonsamtale i et tog
Alvorskvinde. Gotfredsen påberåber sig alvoren. Alle de andre pjatter og fjoller, Gotfredsen derimod har monopol på alvoren i -tilværelsen, og hvis man er uenig med hende, savner man ånd og alvor.

Alvorskvinde. Gotfredsen påberåber sig alvoren. Alle de andre pjatter og fjoller, Gotfredsen derimod har monopol på alvoren i -tilværelsen, og hvis man er uenig med hende, savner man ånd og alvor.

Jacob Nielsen

Moderne Tider
10. september 2011

Vi kunne kalde det Sørine-syndromet: En kvinde udtaler sig til højre og venstre om alt mellem himmel og jord. Flittigt melder hun sig i den offentlige debat med meninger om værdier, politik, kultur, fjernsyn, sport og alt det andet. Ofte ser man hende i fjernsynet, hører hende i radioen eller ser hende citeret i avisen. Hun kan blive forarget over, at Danmarks Radio tillader sig at sende noget så slapt og underlødigt som X Factor, og hun kan hidse sig op over, at Hizb ut-Tahrir får lov til at holde møde i Den Sorte Diamant.

Pludselig vender så denne kvinde sig om og skriver en bog om, hvor overfladisk og åndløst livet i mediernes meningsmanege er! Hun stiller sig et skridt tilbage og raser mod fordummelsen i den manege, hvor hun selv er artist. Hun beskriver det, hun selv gør, som om det kun er alle de andre, der gør det.

Den danske præst og journalist Sørine Gotfredsen udpeger det helt store forfald i sin nye bog Den åndløse dansker. »Fjernsyn håner mennesket,« hedder bogens første kapitel, og i næste kapitel angriber hun, det hun kalder »journalisternes farlige magt«. Gotfredsen, der klager over, at alle de journalister bliver brugt som eksperter:

»Denne moderne pseudo-ekspert har sin største force i evnen til at producere hurtige og populære udlægninger af tingene, og han er i høj grad med til at præge den offentlige opfattelse af, hvad en ekspert overhovedet er. Og dermed hvad sand viden og indsigt er.«

Alvoren

Dette er ikke et kritisk selvportræt: Det er en karakteristik af noget, som forfatteren mener sig højt hævet over. Men bogen er akkurat det, som 'pseudo-eksperten' kritiseres for: Det er en række populære udlægninger af en række populære fænomener. Forfatteren sludrer gennem bogens kapitler løs om, hvem hun kan lide, og hvem hun ikke kan lide, hvem der er dumme og overfladiske, og hvem der er dybe og kloge. Og der snakkes løs ud fra den præmis, at forfatteren er langt, langt mere dyb og alvorlig end den middelmådige masse, som omgiver hende. Dette er Sørine-syndromet; Man beskriver sin egen virkelighed som de andres elendighed, og så hæver man sig over den ved at kalde den overfladisk og åndløs.

Diagnosen i Den åndløse dansker er en kulturkritisk kliché: Det moderne menneske tænker kun på sig selv. Det er 'individfikseret', selvcentreret og narcissistisk. Det kender ikke til pligt, skyld og ansvar, og det står dårligt med respekten for myndighed og autoritet. Her stopper elendigheden ikke. For når mennesker har så travlt med at skabe sig selv, glemmer de, at de selv er skabte. De tror, de selv er det højeste mål, og så mister de sansen for, at »der fra højeste sted sættes grænser og skabes retning i menneskelivet«.

De ræser rundt nede mellem deres egne små drømme, tilbøjeligheder og lyster.

Man forstår, at ånden er et andet sted, og man forstår, at Sørine Gotfredsen ved, hvor ånden er.

Dyrisk kærlighed

Det er præmissen for bogen: Alt for mange danskere kender ikke ånden, og de tror ikke på de autoriteter, som kan vise dem hen til åndeligheden. Men Sørine Gotfredsen er som en af de få fortrolig med ånden. Hun er den autoritet, som skelner mellem højt og lavt, dybt og fladt, ånd og masse. Hun kan for eksempel se, at de unge kvindelige studieværter på tv er »følelsesstyrede«: De er kønne, men de er også dumme (»begrænset indsigt«). Det er forfald! Hun ved også, hvordan de kvinder, som tror sig frigjorte, slet ikke er det alligevel.

Og hun kan se, at de forældre, som selv tror, at de føler sand kærlighed for deres egne børn, ikke oplever den rigtige kærlighed. Deres kærlighed mangler ifølge Gotfredsen »på sin vis gyldighed«. Her falder dommen over den almindelige mødrekærlighed i Danmark:

»Den mangler at være grundet i beslutning, selvovervindelse eller ligefrem selverkendelse, og derfor er den umiddelbare kærlighed fra mor til barn ikke i første omgang etisk, men biologisk bestemt.«

Således afklarer Gotfredsen, hvad der er sand ånd og gyldig kærlighed. Hun ved også, hvad der er galt med dansk politik:

»Problemet er snarere, at vi har for mange simple sjæle og for få åndspersoner.«

Det er det, der er galt: Politikerne tror, at verden er flad. De stiller sig tilfreds med at administrere, regulere og føre økonomisk politik. Så lave og ligegyldige ting som omfordeling af ressourcer og overførselsindkomster er de danske politikere nærmest begravet i. En skandale! Endnu en skandale! Heller ikke de forstår livets dybder, himlens højder og åndens ufattelige omfang. Godtfredsen forklarer de åndløse politikere, hvad politik er: »Politik er alvor. Politik er livsanskuelse, og politik kræver det ypperste af den, der tildeles en plads i salen.«

Man bemærker her endnu en kulturkritisk klassiker: Gotfredsen påberåber sig alvoren. Alle de andre pjatter og fjoller, Gotfredsen derimod har monopol på alvoren i tilværelsen, og hvis man er uenig med hende, savner man ånd og alvor.

Telefonsamtale

Når Gotfredsen skal måle afstanden mellem den ensartede, åndforladte, bureaukratiske masse og den sande ånd, påkalder hun sig gang på gang Søren Kierkegaard. Han er hendes sandhedsvidne.

Han bliver gjort til hendes kulturkritiske målestok, og sådan fungerer han glimrende. Man kan altid stille sig op på Kierkegaard og sparke ned på samtiden. For Kierkegaard skruer i sine værker kravet til mennesket så højt op, at ingen kan honorere dem, og alle kan udstilles som lave og latterlige. Hos Kierkegaard bliver fordringen så radikal, at den bliver tom. Og således bruges han også hos Gotfredsen: Det er en gratis grimasse, som kan trækkes ind over alt.

Den åndløse dansker præsenteres som et opgør med alt muligt generaliseret og overfladisk. Men at læse bogen er som at sidde i en bus bag en person, som sludrer løs i sin mobiltelefon om alt mellem himmel og jord og kritiserer alle mulige til højre og venstre. Det er set før, tænkt klarere og skrevet bedre som kulturkritik. Men som en slags reality-tv på bog er Den åndløse dansker et underholdende dokument.

Sørine Gotfredsen: Den åndløse dansker. Kristeligt Forlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg føler mig altid meget træt hver gang jeg hører Sørine Gotfredsen udtale sig om noget, og det gør hun jo gerne hvorsomhelst og nårsomhelst. Suk!

allerede asynjerne og aserne havde vanskeligheder, med den vølve og hendes spådomme ;-)

da darwin og gallilei, og copernicus havde

offentligjort deres videnskab, var der jo ellers

mange asynjer og aser der

havde håbet, at det var tilstrækkeligt til at de fleste

mennesker ville tage følgerne

og blive communister i stedet for

cristne.

En kvinde udtaler sig til højre og venstre om alt

mellem himmel og jord......

------------------------------

mht. kritikken fra rune lykkeberg

det kan vel næppe gøre hverken fra eller til om det

er en kvinde eller en mand

Vanviddet raser ...

For 40 år siden var indvendingen mod Tidehverv og Søren Krarup, at "næsten" kun var objekt for deres forkyndelse og kærlighed og medmenneskelig manglede i deres forståelse af kristendommen, her gjaldt kun forkyndelse af valg og ansvar. Jeg har fulgt Søren Krarups optræden i over 40 år og må give K E. Løgstrup ret i hans beskrivelse: "Blot fordi manden kan skrive, er det ikke ensbetydende med at han kan tænke." Helt galt går det, når hans parti stemmer for en ulovlig angrebskrig i Irak, der koster næst 1 million mennesker livet. Det skal ikke undersøges og det er prisen værd at omvende de andre til ansvar over for valget. Gud oprejser nok de døde.
Sørine har jeg kun hørt i radioen og det nok. Hun er ikke kommet længere end Søren.

Heinrich R. Jørgensen

"Men som en slags reality-tv på bog er Den åndløse dansker et underholdende dokument."

Sikke et held, at RL har fundet ét formildende element ved bogen, når han har været tvunget til at læse den.

Det positive må med andre ord bestå i, at bogen har underholdningsværdi for de der trænger til lidt overfladisk åndløshed?

Er det Runes underspillede humor, der viser sig igen? ;-)

Desværre kan jeg ikke grine af det. Jeg fik læst et helt kapitel af bogen, og effekten har ikke fortaget sig endnu.

Sørine har jo netop forenet journalistikken og kristendommen, og forvandlet biblen til et dameblad.

Endnu et argument for at skille stat og kirke ad...

Gider simpelthen ikke at høre på hendes indadvendte tæer...

Med venlig hilsen

Heinrich. Hvad var effekten?

Chock, gråd, latter...?

Heinrich R. Jørgensen

Torben Skov:
"Hvad var effekten?"

En ubehagelig fornemmelse af massivt mismod. Effekten holdt dog kun en halv times tid.

Måske er effekten det, der antydes med bogens titel? Eller artiklens overskrift? ;-)

Anbefaling: hav et stykke chokolade i nærheden ved læsning.

Robert N Gjeertsen

Karsten dog, hvad skal den stakkels Sørine så leve af, hvis hun ikke kan få sin fyrstelige Præste-overførselsindkomst ?

Måske skulle man bare tie den bog ihjel?

Per Holm Knudsen

Gad vide hvor meget liv, der er i Sørine, eller om det hele er ånd?

Hold fast, hvilken kedelig Sørine-er-dum-anmeldelse, der her er tale om. Rune kan tilsyneladende ikke lide Sørine, men hvor ville det klæde anmelderen, hvis han klædte en eventuelt kommende læser bare en lille smule på og forholdt sig til indholdet i stedet for forfatteren: Er der nogle af iagttagelserne, der giver mening?

Jeg er er bestemt ikke enig med Sørine G. i alt, men jeg må da indrømme (selvom jeg ikke har læst) bogen, at åndløsheden præger store dele af samfundet. Hvilket niveau bevæger de politiske debatter sig på? Hvor er indignationen? Hvilke danskere vælger at skille sig en smule ud fra mængden? Vælger alle ikke bare det samme?

Det kunne være rart, hvis vi havde fået en anmeldelse, der gik efter bolden og ikke kvinden.

"Den åndløse dansker"

bedre titel:

"Den gudløse dansker"

Jeg tror, Sørine Godtfredsen synes at mennesker der ikke tror på den kristne Gud, at de er dumme og åndløse.

Det forholder sig lige modsat, gudløse mennesker
er selvstændigt tænkende .

Så sluk da for helvede den mobil, Sørine. Du sidder i
en stille-kupé.

@ Kirsten Grube
Hvilken Rune er dum kommentar. Du kan tilsyneladende ikke lide Rune. Det ville klæde dig, hvis du kunne komme med et eksempel på dine påstande.

Heinrich R. Jørgensen

Kirsten Grube:
"Er der nogle af iagttagelserne, der giver mening? "

Desværre ja.

Kirsten Grube:
"jeg må da indrømme (selvom jeg ikke har læst) bogen, at åndløsheden præger store dele af samfundet."

Ganske enig. Desværre bidrager SG's bog ikke til at løfte hver ånd eller åndsniveau. Det er decideret deprimerende, at en skribent der er udrustet med både intellekt og viden, intet har at tilbyde, andet end løse anklager mod dem hun ikke kan lide, garneret med ros til dem hun bryder sig om (f.eks. Søren Krarup, Jesper Langballe).

Trænger man til at blive drænet for livsmod, glæde og positive tanker, kan hendes bog anbefales. En ægte "gysets mester".

Sørine Godtfredsen personificerer meget godt mine egne private fordomme om den såkaldte folkekirke, dens tågehorn og "væsen".

Så selvom det er uhyre primitivt er det også en rar følelse, når de mest simple og unuancerede fordomme bliver bekræftet.

Og fjern øjeblikkeligt enhver forbindelse mellem stat og kirke, for hvorfor skal staten forsørge og understøtte denne form for quasireligiøst pladder/personlighedsforstyrrelse?

Lad os nu udnytte Sørine rigtigt .., når nu alt dette er sagt står hendes rationale nemlig lysende klart tilbage:

Danmark dyrker åndløsheden og fladpandetheden som hellige idealer og fniser fjoget hvergang et ægte bud dukker op.

Vi dyrker musik der knapt er musik, komik der er latterliggørende overfor dem der ikke truer os, politik som var det sport, demokrati som var det en kanoniserende religion der hæver os langt over andre (og vi bruger kanoner til det), vi spiser mad der ikke er mad

Jeg er simpelthen så uenig med Sørine som man nærmest kan være, men lige her rammer hun et emne der fortjener mere end bare 'æv-bæv hun er da også åndssvag' - for det handler faktisk slet ikke om Sørine men om et lille selvtilstrækkeligt åndløst hul der hedder Danmark

Heinrich R. Jørgensen

Det er for ubegavet og ureflekteret, at skrive en bog om "åndløshed". Det er overfladisk, selvcentreret de-andre-dumme bavl, ingen bliver klogere på noget. Der skal flere spadestik til.

Emnet kunne være "selvfornedrelse". Så ville der være plads til en analyse der trak tænder ud og havde brod. Ikke mindst var der grundlag for at blotlægge årsagen vil åndløshed, dumhed, modbydelighed, overfladiskhed, uansvarlighed, m.m.m., og ikke mindst hvilken mentalitetsændring der må til hvis noget skal ændre sig.

Søren Kristensen

Åndløshed er der ingen der gider høre om idag. Derimod er det meget populært at være mindful og hvis du ikke er det så er der masser af kurser, rundt omkring, hvor du kan lære det. Jeg er lige ved at tro at Sørine Gotfredsen også kan, hvis hun vil. Det handler om at være tilstede og kunne se det store i f.eks. en rosin eller en sommerfugl. hvilket mødre kan helt automatisk fra naturens hånd, når de er sammen med deres børn, men som der ikke altid er tid til i en travl hverdag.

Lad være med at se tv. Så undgår man stort set madammen.

Fjernsynet håner menneskene.
Det er godt og rigtigt set.
Godt at Sørine siger det.
Gid der var flere der ville gøre det samme.

Vibeke Binderup Dyrst

"Det man fokuserer på får man mere af". I lyset af dette kan jeg gøre mig mine spekulationer over hvad Fru Godtfredsens ærinde egentlig er.

Tænk, hvis en bog blev brugt på at fremhæve de åndrigheder der er i det danske samfund.

Hans Jørgen Lassen

Sagt i al sagtmodighed:

Når jeg tænder fjernsynet, eller åbner en avis, så kan jeg ikke påstå, at jeg bliver åndeligt beriget.

Det er og bliver underholdning på lavt plan, med andre ord: lige noget, der passer for mig.

Johannes Nielsen

God klumme, Rune. En fornøjelse at læse.

Alle der vil fremføre kritik, bliver målt efter arrogancens målestok.

Det gælder også Rune Lykkeberg, for hvem det her lykkes, at lave en 'sørine', mens han har travlt med at beskrive det miserable i denne sørine.

Og mindsandten om han ikke også får ordnet Søren Kierkegaard på 3 linier. Se dét må kaldes bedrevidenhed.

Det er sjovt, så det passer hver gang. Det, man bliver mest forarget over, det der støder én mest 'derude', er lige netop det stof, man selv er gjort af. I psykologien kaldes det projektion. Verden og de andre bliver et filmlærret, hvor man viser sin egen film på.

I logikken hedder det en logisk fejlslutning kaldet 'ad hominem'. Man går efter kvinden og ikke efter bolden. Det lykkes RL fuldstændig at undgå at behandle et eneste af de emner, der - åbenbart, jeg har ikke læst Sørines bog - optager hende. Det stemmer i hvert fald med hendes andre skrivelser og udsagt.

Rune kan simpelthen ikke lide Sørine, og så pakker han sin sure gylp af afsky ind i intellektuelle fraseringer. Har han simpelthen følt sig truffet?

Og kan vi ikke få lidt mere saglighed end skolegårds-mudderkastning i en seriøs avis?

Sørine kommer fra BLÅ Blok og man kunne spørge, hvordan en præst kan anerkende en ulovlig angrebskrig bygget på løgne og har kostet op til 1 million uskyldige døde. Her kan hun udfolde sin åndrighed i et forsvar. Lad os så tage stilling til svaret og se om der er nogen ånd tilbage.

Hvis Sørine Godtfredsen havde været politolog, havde denne tråd så været ligeså fuld af polit-had som den nu er af præstehad?
Og hvis en præst der bakkede jeres synspunkter op, havde skrevet en bog, ville hendes arbejde så ikke være ligegyldigt?

I øvrigt er det interessant, at Sørine Godtfredsen i sin bog fremhæver Rune Lykkeberg som én af de få åndfulde danskere. Det plejer jeg at være enig i, men måske har han her sat sig for også at modbevise dette?

Hans Jørgen Lassen. Jeg ville have være helt og aldeles enig, hvis det ikke havde været en public service kanal.

@Nanna Kinch!
Jeg synes blot, hun skal forholde sig til virkeligheden. Hun tilhører Blå Blok, der gik i krig i Irak på en løgn, hvorefter hun snakker åndelighed, og lader hånt om ca. 1 million uskyldige døde. Jeg vil betegne mig selv som kristen og har intet præstehad. Men det er den groveste ansvarsforflygtigelse en præst kan fremvise. K. E. Løgstrup havde åbenbart ret, når han kritiserede folk som Sørine for at opfatte næsten som "objekt "for forkyndelse af valg, ansvarlig, afgørelse m.m.. Væk er stillingtagelse til denne verdens lidelse og død. Alt går op i abstrakt åndelighed. Det er for nemt og en flugt ind i elfenbenstårnet.

Jeg læser Rune's anmeldelse som at - ok ok - det er altsammen meget godt med Sørine's snak, MEN hun er selv ligesom dem hun kritiserer, og dét er ikke gået op for hende. OK?
Så. Jeg synes anmeldelsen er fin. OK. God. Heinrich, der altid er grundig har læst noget af bogen. Det bekræfter Rune's udlægning. Så - måske ikke alle kan bruge anmeldelsen til noget. Jeg kan. Så tak til Rune - og Heinrich. Jeg havde heller ikke troet, at det var en bog jeg ville læse.
Dét jeg ser er, at Rune kritiserer Godtfredsen for at 'have de rigtige meninger' og bavle løs af dem i en kritik af at alle de andre er dumme. At hun i den forbindelse 'rammer plet' er jo ikke særlig åndfuldt. Vi kan jo alle sige, at tv er fordummende. At X-factor er.. osv.
Som Mogens Fog engang sagde: Kristendommen skal ikke tage patent på næstekærlighed. Og det er vel i grunden en sammenfatning at Rune's anmeldelse: Godtfredsen skal ikke tage patent på almene holdninger, knytte dem til sit eget snævre livssyn og sin egen narcisisme, ag slippe afsted med det uden påtale.

Morten Pedersen

Jeg støder ofte på Sørine på P1og det er tit gode betragtninger hun kommer med.
Dog mistede jeg interessen for bogen, da jeg i et referat læste at problemet med Fogh i var at han brugte Grundtvig selektivt.
Så tror jeg at det åndeligt var et større tab at han fik nationen med i en løgnagtigt begrundet krig med hundredetusindvis af uskyldige døde.