Læsetid: 6 min.

Vi er ikke bange nok til at lave et lige samfund

Den franske samfundsforsker Pierre Rosanvallon har skrevet et stort værk om lighedens og ikke mindst ulighedens historie i de moderne vestlige demokratier
Den franske samfundsforsker Pierre Rosanvallon har skrevet et stort værk om lighedens og ikke mindst ulighedens historie i de moderne vestlige demokratier
29. oktober 2011

Vi kan kun gå på én måde; der er kun én vej fremad. Og vi følger den, og vi kalder den ansvarlig. Men når vi ser, hvor den vej fører vores samfund hen, bryder vi os ikke om det. Det rigtige i detaljen fører til en forkert helhed. Vi tilslutter os på de konkrete områder en politik, som vi i det store perspektiv ikke kan tilslutte os.

Det er den franske samfundsforsker Pierre Rosanvallons formel for den politiske afmagt i dag: Vi tager afstand fra uligheden i det eksisterende samfund, men vi accepterer de mekanismer, som skaber ulighed: »Det er et paradoks, at vi på det overordnede niveau beklager det, som vi på det daglige niveau bakker op om. Dette paradoks er princippet for samtidens skizofreni.«

Sagt på en anden måde: Vi hylder lighed og demokrati som værdier, og vi hører ikke mange, der taler for, at vores lande e mere ulige og mindre demokratiske. Men alligevel er det ifølge Rosanvallon det, der er sket gennem de sidste årtier: Vi er blevet ude af stand til at realisere vores egne politiske idealer, uligheden er steget, og styringen bliver mindre og mindre demokratisk. Mere og mere er vi enige om de samme værdier, og mindre og mindre kan de værdier gennemføres politisk. Vi kan måle uligheden mere og mere præcist, og vi kan registrere den i statistikker over levetid, sundhed og afhængighed af overførselsindkomst, men vi kan ikke gøre noget ved det.

Man kan sige, at vi er blevet bedre til at måle de politiske problemer, som vi er blevet dårligere til at løse. Som Rosanvallon skriver i forordet til sin nye bog La societé des égaux(De liges samfund): »Demokratiet bekræfter sin styrke som regime på samme tid, som vores kultur ophører med at være demokratisk.«

Vi står som afklarede demokrater og ser på et samfund, som er uden for demokratisk kontrol.

Lighedens historie

Pierre Rosanvallon har gennem flere årtier kombineret idehistorie og institutionsanalyse i imponerende bøger om, hvordan de vestlige stater blev demokratiske, og hvordan de i dag fungerer. Hans bøger er omhyggeligt undersøgende og forbilledligt klare afdækninger af 200 års politisk historie, og hans forelæsninger på Collège de France er mesterlige indgange til det store overblik, som vi alle har en fornemmelse af, at nogen må have, men vi også har en lige så sikker fornemmelse af, at vi aldrig selv får.

Han står lidt midt i den moderne, demokratiske og kapitalistiske verden og skriver om den, som om han så den fra himlen. Alligevel kan han se vore dages helvede.

Han er venstreorienteret, men han er hverken marxist eller radikalitetstromantiker; Pierre Rosanvallon er en slags borgerlig socialist. Det borgerlige samfunds paroler om frihed, lighed og broderskab læser han som et program, der lover en social kontrakt. Hvis de borgerlige således tog konsekvensen af de principper, som de hylder, ville de indse, at venstrefløjens krav er rigtige. Og man kan sige til borgerne i vores samtid, at hvis vi regner den franske revolution for vores ideologiske grundlag, må vi erkende, at lighed og broderskab er fælles mål. Dér åbner Rosanvallons sin nye bog: Den store revolution slog fast, at alle mennesker fødes lige og frie. Det blev sagt i Frankrig, og det blev sagt i USA: »Vi anerkender ikke, at nogen borgere er bedre end andre, og vi forkaster alle privilegier.«

Man satte lighed som fælles mål i en social virkelighed, som var kendetegnet af enorm ulighed. Også dengang levede man med vilkår, som stred mod de principper, man tilsluttede sig. Det mest berømte eksempel er selvfølgelig, at amerikanerne kunne skrive en uafhængighedserklæring for alle mennesker i et samfund, hvor nogen mennesker var slaver for andre. Der er ifølge Rosanvallon adskillige forklaringer på, hvordan man praktisk levede med den ulighed, som man principielt var modstander af.

Den ene var, at man skelnede mellem menneskelig og politisk frihed. Alle er lige for Vorherre, men de behøver ikke være socialt lige. Alle mennesker har den samme værdighed, men lærlingen skal stadig adlyde, og mesteren skal stadig befale.

Den konservative moralisme tilbyder en anden forklaring: De fattigste er fattige, fordi de er dårligt opdragede og dannede. De kan ikke holde sig fra alkohol, de får flere børn, end de kan forsørge, og de klæder deres børn dårligt. Alle har de samme muligheder, men nogle forvalter dem bedre end andre. Det er ikke principperne, der har et problem, når man ser den enorme forskel mellem rige og fattige, overklasse og underklasse. Det er personerne, som ikke kan tage sig sammen og ikke har fortjent bedre. Senere bliver den moralske konservatisme erstattet af intelligenstest: Man forklarer ulighederne som et produkt af naturlige forskelle mellem mennesker. Man kan mene, at man videnskabeligt kunne dokumentere, at mennesker har forskellig intelligens, og derfor får de forskellige pladser i det sociale hierarki. Ulighed er ikke politisk, men derimod naturlig. Vi kan i det perspektiv være politiske tilhængere af lighed, men også leve med, at naturen har skabt en ulighed, som vi ikke kan lave om på.

Den store revolution

Store forandringer finder sted i Europa omkring år 1900: Man vedtager en progressiv indkomstskat, hvor de rigeste betaler for sikkerhed og tryghed for de svageste. Det skyldes ikke, at de rige er gode, men derimod, at de er bange: Man frygter, hvad de store moderne masser af fattige mennesker kan finde på, hvis de bliver for forarmede. Det er ikke for at være god ved de fattige, at man behandler dem bedre. Det er for, at de ikke skal skabe ballade og optøjer. Man skaber et system af forsikringer, som skal beskytte hver enkelt borger mod verdens farlige konjunkturer. Den arbejdsløse ses ikke længere som en svag karakter, men som et offer for vilkårene i den sociale virkelighed. Begrebet 'det værdige eksistensminimum' bliver anerkendt som noget, der omfatter alle. Endelig skaber man kollektive forhandlinger om arbejdsvilkår og løn, som sikrer ordentlig ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

»Der er tale om en sand revolution, som forandrer de grundlæggende strukturer i de vestlige kapitalistiske samfund. Det er en ekstremt hurtig revolution, som forløber over to-tre årtier. Det har vi næsten glemt i dag.«

Det var i slutningen af 1800-tallet meget svært at overtale overklassen til at betale bare fem procent i skat. Man sagde, at det ville blive skruen uden ende — og det var helt rigtigt.

Sådan gik det: Selv i USA betalte man 30 år efter 79 procent i skat af den sidst tjente dollar og i 1942 helt op til 94 procent. Den stærke moderne stat, den sociale kontrakt og garantien for et eksistensminimum for alle skulle sikre samfundet mod uro og optøjer og skabe den stabilitet, der var en forudsætning økonomisk vækst.

Uligheden i dag

Rosanvallon skriver, at det er fristende at se vores samtid som et skridt tilbage til 1800-tallet: Vi forklarer igen ulighed med natur og moral, og vi er ikke længere bange for de andres fattigdom. Frygten for uro og optøjer er ikke stærk nok til at skabe en ny kontrakt. Forskellen mellem de rigeste og de fattigste er over de seneste årtier i de fleste vestlige lande vokset markant. Selv socialistiske og socialdemokratiske regeringer skaber større afstand mellem de, der arbejder, og de, der står udenfor, når de skal skabe arbejdspladser og velstand. Men Rosanvallon pointerer afgørende forskelle:

Men den sociale ulighed i dag skal ikke ses som et symptom på et samlet moralsk forfald: Kvinder, homoseksuelle og religiøse minoriteter har for eksempel over de senere årtier opnået større lighed med mænd, heteroseksuelle og majoritetskulturerne. Det vigtigste er ifølge Rosanvallon det, han kalder »en krise i de institutioner, som leverer solidaritet«. Velfærdsstaten behandlede tidligere alle som lige borgere med samme rettigheder, men den målretter mere og mere sin service efter det enkelte individ. Den laver personlige udviklingsplaner og personlige beskæftigelsesforløb. Den ser med andre ord borgerne som unikke individer, og derfor behandler den os forskelligt — hvilket skaber ulighed. Fagforeningerne har mistet deres styrke og opbakning, og kapitalismen har forandret sig.

Det betyder, at betingelserne for kampen om ligheden igen er anderledes: Det er ikke, fordi vi er blevet dårligere mennesker. Men Rosanvallons pointe er, at vi politiske set er blevet dårligere til at realisere vores bedste principper. Det er som Malcolm X sagde: Et spil, der forandrer sig, mens du spiller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

der er måske revolutioner på vej i frankrig nu;
men det er lidt trist at det som oftest først er når det begynder at knibe med opfyldelserne af de helt grundliggende behov i de capitalistiske samfund; at de løntrællegjorte begynder at gøre oprør.

Igen en borgerlig "samfundsforsker", der går uden om den varme grød: Det kapitalistiske systems iboende tendens mod uretfærdighed.

Samfundets problem er ikke den enorme forskel mellem rige og fattige men at denne forskel vokser. The one percent øger konstant deres andel af samfunfskagen, og det uanset progession i skattessystemet - progression er blot et spørgsmål om hvilken stigningstakt uligheden øges med.

Det kan undre at en demokratiekspert helt forbigår det økonomiske diktatur vi er underlagt.

Der tales meget om, at den økonomiske ulighed er steget markant over de sidste 30 år, hvilket også er sandt. Hvad der ikke nævnes ofte er, at uligheden under de sidste års krise er dalet markant. Det skyldes, at de aller rigeste har en såkaldt højere "Beta" siden deres rigdom i den givne periode mere og mere er baseret på værdier "skabt" i den finansielle sektor, hvorimod den tidligere blev skabt i industrien, igennem produktion. En høj Beta betyder, at udsving er større; i gode tider går det bedre, men i dårligere tider går det værre for de rigeste.

Er det så ikke mærkværdigt, at utilfredsheden bobler op, netop som uligheden er reduceret?

Måske ikke, for det er først under de seneste års krise, at der for alvor er kommet fokus på de riges uhørt høje indkomster, især de, som arbejder i den finansielle sektor, som bragte os på randen af en katastrofe - og som iøvrigt ikke har haft travlt med at styre os væk fra den efterfølgende.

Ikke nok med det, disse rigeste vedbliver demonstrativt at rulle sig i penge, mens alle andre må stramme bæltet gevaldigt ind. Det er mildt sagt såvel taktisk som strategisk usmart.

Nu har en gruppe proklameret sig selv som de 99%, der lider mens andre smæsker sig. I virkeligheden findes der ikke nogen 99% grupppe. Det er ganske enkelt den bedst stillede del af de 99%, som på snedig vis har formået at presse en tvungen solidaritet ned over alle andre. De har med andre ord hijacket dem, som virkelig har noget at beklage sig over, for deres egen sag.

Og sagen? Hvor den bedste stillede del af de 99% tidligere havde for travlt med at refinansiere deres huse med fokus på øget forbrug til overhovedet at bekymre sig om den 1%, så har det ændret sig. Nu er det slet ikke sikkert, at den dyre uddannelse vil give adgang til stort forbrug og luksus, nu står den personlige konkurs måske endda og banker på den overbelånte dør. Og så kan det eddermanemig være nok. Så hidkaldes de, som aldrig nogenside har deltaget i noget forbrugsræs, de som virkelig mærkede uligheden, som solidariske støtter imod de rige svin.

Den store del af de protesterende 99% har slet ikke nogen moralsk kreditværdighed, når det drejer sig om at beklage sig over ulighed.

Bill,

Jeg mener at det er en nedvurdering af de 3 mia, at forvente at de skal stille sig solidariske med alle dem over dem.

Niklas du skriver
Det er ganske enkelt den bedst stillede del af de 99%, som på snedig vis har formået at presse en tvungen solidaritet ned over alle andre

Du mener altså ikke at OWS-bevægelsen er solidarisk med de 3 mia. men derimod med den bedst stillede del af de 99%. Jeg kan ikke se hvorfor det skulle forholde sig sådan.

Jeg ser OWS-bevægelsen mest som en bevægelse af fremtidsløse arbejdsløse unge som ønsker at produktionsapparatet indrettes så alle kan få et job, et stykke jord, og brødføde sig selv og en lille famillie.

Der er tale det modsatte af Niklas's analyse: at de, der i misforstået tro på egne muligheder, har accepteret den ene procent, er ved at komme til fornuft og solidarisere sig med de øvrige 99 pro cent. Fordi risikoen for at havne blandt dem kun vokser, jo mere den ene pro cent raser. Så er det bedre at sørge for, at man lander blødere.

måske er det også det at de mange
som ikke har det lige så godt som de rigere; ofte, bla.a gennem medierne, fortælles om andre som hævdes at have det værre; og ( også )derfor udviser, de ovennævnte mange, muligvis meget mere tålmod end de burde.

Olav Bo Hessellund

.Så vidt jeg læser Rune Lykkebergs referat af bogen, er der ikke tale om noget grundlæggende nyt i Pierre Rosanvallons bog. For næsten 80 år siden gjorde økonomen Keynes sig tilsvarende overvejelser over den vestlige verdens tilstand dengang:

”Det nittende århundrede førte det kriterium, vi kort kan kalde det finansielle resultat helt overdrevent langt ud, når man skulle vurdere tilrådeligheden af en handling, hvad enten der var tale om et privat eller kollektivt initiativ. Hele livet blev gjort til en slags parodi på en bogholders mareridt (…).
Det er den samme selvmorderiske regel om finansiel kalkulation, der styrer alle sider af livet. Vi ødelægger landskabet, fordi naturens skønhed, der ikke ejes af nogen, ingen økonomisk værdi har. Vi er i stand til at slukke for solen og stjernerne, fordi de ikke giver noget afkast (…).
Den dekadente, internationale, men individualistiske kapitalisme, vi har levet under siden krigen (1. verdenskrig), er ingen succes. Den er ikke intelligent, den er ikke smuk, den er ikke retfærdig, der ikke ædel – og den giver ikke det lovede resultat. Kort sagt, vi kan ikke lide den, ja, vi begynder at foragte den. Men når vi spekulerer over, hvad vi skal sætte i dens sted, er vi meget rådløse”.

Men det kan jo heller gentages for tit.

Grethe Preisler

Ak mangen gåde på vor vej
har vi forgæves grublet over
thi ofte slog vi selv den streg
vi siden selv er snublet over.

(Kumbel)

Hans Jørgen Lassen

En mærkværdig facon:

vi, vi, vi, vi ... hvem er disse "vi'er"?

Som om "vi" alle var ens og i samme båd og vil det samme.

Gu vil "vi" da ej! "Vi" er individer, ikke en homogen masse. Ideologisk pludder!

Bill Atkins:
Jeg tror ikke Rosanvallon er uopmærksom på det kapitalistiske systems undertrykkelse, helelr ikke i den aktuelle neoliberale version. Måske er det Rune Lykkebergs fremstilling, der halter.

Tidligere på året blev Rosanvallon interviewet i Information:
http://www.information.dk/266665

Han udtaler bla:

»Den gamle kapitalisme fra det 19. århundrede, som var Ford’ismens, var baseret på ideen om, at en ansat er en arbejdskraft, man forsøger at organisere. Den nye industrielle revolution er en vidensrevolution. Derfor skal man ikke mobilisere det generelle i den ansatte, men det opfindsomme, det særegne. Dermed har kapitalismen fundet en ny form for udbytning, og derfor prøver den på at forme en ny type individer.«

Og han kommer med mere specifikke udtalelser i interviewet om sin version for en socialistisk udvikling.

Det ser ud til at franske samfundsforskere har en særlig fornemmelse for neoliberalismens nye undertrykkelsesformer. Og tager vigtige problemstillinger op. Her er det ligestillings- og solidaritetsproblematikken, hos Alain Ehrenberg, som bla Rune L har refereret flere gange i Information er det presset på individerne og sygdomsskabende forhold for individualiteten (især depression).

Det er vigtige problematikker, bla fordi der osse blandt socialister er stor splittelse mht solidaritet og forståelse af individualiserings- og selvrealiseringspressets ødelæggende virkning på store grupper af mere sårbare individer. Måske frygter det borgerlige samfund ikke de 'syge' så meget som de rasende undertrykte - det gir en vis mening...