Læsetid: 6 min.

Et grumset angreb på den rene pædagogik

Af Stefan Hermann
En drøm om PISA? Er det rigtigt, at det pædagogiske parnas drømmer om PISA og top fem-placering på en verdensrangliste? Næppe, men det er ikke desto mindre et af bogens mange afsæt.

En drøm om PISA? Er det rigtigt, at det pædagogiske parnas drømmer om PISA og top fem-placering på en verdensrangliste? Næppe, men det er ikke desto mindre et af bogens mange afsæt.

Sofie Amalie Klougart

29. oktober 2011

 

 

 

Antologien Uren pædagogiker ikke alene et vidtløftigt, et facetteret og kritisk skrift forfattet af forskere med forskelligt perspektiv og forskellige udkigsposter i den danske uddannelses- og forskningsverden. Den er også højst ujævn og forekommer mestendels forbundet af en uvilje mod en såkaldt 'ren pædagogik', hvor metoder, teknikker etc. løsrives fra forankring i indhold, kultur, etik mv.

Det er altså pædagogik og uddannelse som ingeniørkunst, som kontekstfrie abstraktioner, bestemte metoder, der anvendes her og der og alle vegne, der synes at forene forfatterne i fælles aversion.

Udgangspunktet — at kritisere såvel tankeformer som praktiske programmer og tiltag, der søger at sterilisere pædagogik og uddannelse i galvaniserede metoder, der virker uafhængigt af konteksten — bør man hilse velkommen som en del af tankens kritiske arbejde. Mens udgangspunktet har noget på sig — og har rig og hørbar klangbund i medierne og uddannelsesverdenen — er udførelsen af det kritiske arbejde dog som helhed problematisk.

En tåget appel

Som oftest er artiklerne svagt underbygget empirisk. Her og der flyder stereotypier, overdrivelser og ekstrapoleringer i rigt mål, om end det sine steder gøres morsomt og bittersødt som hos Hans Hauge og energisk i et viltert intellektuelt luftrum hos Steen Nepper Larsen. Et ofte svagt empiriske grundlag trækker unødig saft og kraft ud af forfatternes kritik af tidens dårligdomme, og tilbage står forfægtelsen af teoretiske eller aprioriske banaliteter om, at pædagogikken altid er nedfældet i konkrete praksisser, traditioner, mennesker, mellemværender etc. Det tror jeg også, læseforskere synes: Selv om de har fokus på metoder til at fremme læsekompetence, er de ikke af den grund ligeglade med, hvad der læses og hvorfor.

Forfatternes formentlig fælles og stærkt aktuelle ambition om et stærkt engagement på indholdets vegne drukner hyppigt i en essayistik, der mange steder er uden klar adressat og kun har en lettere tåget appel.

Let fordærvet ideologikritik

Hør bare her fra redaktørernes indledende artikel: »De pædagogiske mål reduceres i disse år til politiske drømme og globale lister, og den evidensbaserede pædagogiske forskning underordner sig lydigt og tamt politikken og staten ved at undersøge, hvilke metoder der mest effektivt fremmer listeplaceringerne. Denne proces involverer både universiteter, professionshøjskoler, ministerier og diverse råd og ekspertfora. Derfor kan man tale om et nyt pædagogisk hegemoni. Et hegemoni, som har udviklet en strøm af selvfølgeligheder, og som sætter sit stærke præg på vores frie institutioner, og som hævder at være pædagogiske, selv om de slet ikke er det. Tværtimod er denne strøm godt i gang med at rive pædagogikkens bygninger med i sin umådeholdne flod.«

Der er næppe nogen tvivl om, at mange synes, dette er rigtigt, men er det det? Hvor mange årsværk på de pædagogiske institutioner angler efter PISA og drømmer om en top fem-placering? Mig bekendt et lille fåtal. Næppe et hegemoni, om end det ikke skorter på politiske udsagn af typen, der sigtes efter. Er den evidensbaserede forskning rettet mod ranglisteplaceringer? I givet fald i behersket omfang, men den vil i mange tilfælde gerne følge forsøg og skalere effekter. Er pædagogiske institutioner såkaldte frie institutioner? Og hvad ligger der heri? Det er let fordærvet ideologikritik, som egner sig i kronikform til dem, som allerede er overbeviste om syndefaldet og kan lune sig ved de normative forsikringer om det pædagogiske som et »rigt, smukt og menneskeligt felt«. Dette er antologiens symbolske overbygning, dens afsæt og tros- bekendelse — og dermed også dens tilståelse af ikke at kende egne begrænsninger. Som sådan er den ikke kritisk, idet den ikke søger grænserne for den rene pædagogik (aka den rene fornuft), men derimod afvisningen af den og omfavnelsen af en tilsvarende 'uren' pædagogik, hvis grænser heller ikke afsøges, men hvis fortræffeligheder ideligt og højstemt bekræftes. Der mangler en velfunderet uddannelsespolitisk analyse og et tydeligere empirisk ophæng af de forfaldstendenser inden for de såkaldt frie institutioner.

De hårde og de bløde

Artiklerne udfolder hver for sig forskellige strategier i deres kritik og afvisning af gestaltninger af den såkaldt rene pædagogik. Professor Lene Tanggaard markerer med rette, at Howard Gardner som pædagog ikke er en ren formalistisk, intelligenstænker, men har et langt stærkere blik for fag, traditioner og discipliner og en art teoretisk beskedenhed, end omsætningen af hans arbejde i Danmark ellers lader en forstå. Man kunne sige, at store dele af det pædagogiske Danmark lavede en kategorial fejltagelse ved at oversætte Gardners psykologiske og antropologiske teorier til pædagogik, læring og politik. Hermed beskriver Tanggaard i et klart og koncist sprog grænserne for den formalisering og generalisering, intelligensteorier i disse år hyppigt underkastes. Den moderniserede og praktiserede reformpædagogik, der med Gardner som gidsel og hjemmelsmand har gået sin sejrsgang landet over i kommune efter kommune, bringes hermed på uvant bølgelængde med andre indholds-, og kultur- og konteksttømninger af pædagogikken, som oftest forbindes med konkurrence- og præstationsfokus i uddannelsespolitikken. Den rene pædagogik deler sig i en hård del (effekt- og evidensorienteret pædagogisk positivisme) og en blød del (pædagogisk konstruktivisme), der historisk skærer sig igennem dansk pædagogik og uddannelsespolitik og har sejlet under forskellige politiske flag — på den ene side som faglighedens riddere og på den anden side som demokratiets og det hele barns omsorgsmagt.

Et langt nihilistisk forfald

Lektor Hans Hauge leverer som altid et sprogligt veloplagt essay om universitetets forfald. Det er en hylende morsom persiflage af universiteternes udvikling og nye selvforståelse, og Hauges evne til at sætte tendenser på begreb fornægter sig ikke: »Paradise Hotel er trendy, Paradise Lost er umulig. Fortiden er udryddet (...) Den eneste rest af fortiden hedder kanonen. Det er traditionens efterløn.« Fraværet af et universitetspolitisk kompas, der vedstår sig sin historiske forankring udfrittes af Hauge, der hylder sine helte (Grundtvig, Løgstrup, Derrida, Rorty m.fl.) i et ironisk, men grænsende til reaktionært forsvar for en tid, der aldrig har været. Men han gør det elegant og tankevækkende.

Helt anderledes krasbørstigt gås der til den i lektor Thomas Aastrup Rømers artikel om 'Dansk pædagogik i fald og bund', der ifølge Rømer startede med modernisterne (Rifbjerg, Sørensen, Brostrøm) i dansk litteratur for 50 år siden. Sindbilledet er Villy Sørensens novelle Blot en drengestreg,der leder lige lukt til »computerspillenes voldsselvfølgelighed, sprogets forfald og modeindustriens anorektiske kvindeidealer«. Modernisternes radikale og aggressive modernisme rev den gamle orden i stykker, nemlig den »enhed« af politik og moral og pædagogik, som ifølge Rømer fandtes i tiden før 1960, og som startede med Grundtvig og når sit sidste højdepunkt med Hal Koch. Resultatet er et langt forfald mod en nihilistisk bund, der tegnes af navnlig to tidligere frontfigurer på Danmarks Pædagogiske Universi- tet(sskole); nemlig Lars-Henrik og Schmidt og Lars Qvortrup, nietzscheaneren og luhmannianeren, samtidsdiagnostikeren og systemteoretikeren, der her sikkert til begges overraskelse finder hinandens selskab på Rømers bund. De udråbes som nu 60-årige skyldige, der sammen med andre har slået sig sammen om det usædvanlige projekt at ødelægge pædagogikken, folkeskolen og samfundet, fordi de har søgt analysens og teoriens vej frem for den store enhedsfortælling om dansk kultur, etik og pædagogik.

Ufine tacklinger

Rømer synes grænseløst provokeret af, at hverken Schmidt, Qvortrup & co. passioneret hylder 'den gamle orden' eller det særligt danske. Rømers analyse udarter til forfaldsdramaturgi, og det videnskabelige historiske blik sløres af en normativ irritation, der afslutningsvist i et højstemt crescendo opkaster en idé om en offentlig og fri vekselvirkning mellem tænkning og praksis, »der til alle tider gør en gruppe jægere og bønder til et frit og ansvarsfuldt folk, som kan tale til hele menneskeheden«. Og som derfor må afsky abstraktioner, nytte, golde rationalismer uden folkelighed etc. Det minder om højreradikal modernitetskritik udråbt fra en intellektuel nationalromantisk platform, der skygger for den analyse, der er spor til og den frigørende potensering af indholdet, sagen, som Rømer gerne vil give stemme til. I kampens hede gøres der flittigt intellektuelt håndtegn og sættes mange glidende og ufine tacklinger ind, længe efter at socialanalytikere og systemteoretikere er driblet videre.

Tendenserne til naiv rationalisme i pædagogikken og uddannelsespolitikken havde fortjent et stærkere og mere præcist modspil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu