Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hvad er der med italienerne?

Til udlandets store forundring og bekymring har italienerne gennem 17 år været ude af stand til at gøre op med en leder, som truer deres frihed. Han er blevet for mægtig, mener politologen Maurizio Viroli
Moderne Tider
29. oktober 2011

Politikernes ansvar i forhold til moralprincipper som integritet, loyalitet, ærlighed og retfærdighed er et universelt problem: »Er italienerne ikke bare for dumme, når de stemmer på Berlusconi?« spurgte Christiansborg-medarbejderen en sommerdag på Informations balkon i Sankt Annæ Passage. Selv om jeg er bosat i Italien, havde jeg intet overbevisende svar. Det har politologen Maurizio Viroli. I bogen La libertà dei servi(Tyendets frihed), som netop er udkommet på engelsk ( The Liberty of Servants, Princeton University Press 2011), forklarer Viroli, hvorfor italienerne ikke kan betragtes som frie borgere i et frit samfund:

»Hvis det at være borgere vil sige, at man ikke er underkastet en enorm magt og kan opfylde sine borgerpligter, er det indlysende, at italienerne ikke kan hævde at være frie. Eller rettere: Jo, de er frie, men en frihed forstået som undersåtternes eller tyendets frihed.«

Ubegrænset magt

Ifølge renæssancefilosoffen Niccolò Machiavelli, der er bedst kendt som den politiske kynismes ypperstepræst, bør republikker for enhver pris undgå, at en enkelt person får for meget magt: »En by, hvor en mand er frygtet af dommerne, kan ikke kaldes fri,« skrev Machiavelli omkring 1520 i Drøftelser af Livius. Men det er altså sket i nutidens Italien — muligvis med voldseksperters hjælp som på Machiavellis tid. Måske er det et tilfælde, at den sicilianske anklager Paolo Borsellino blev sprængt i luften, da han begyndte at efterforske Berlusconis relationer til mafiaen. Og måske er det et tilfælde, at den florentinske anklager Gabriele Chelazzi, der undersøgte forbindelser mellem Berlusonis entourage og mafiaens attentater, pludselig døde af et hjertetilfælde. Men det er næppe tilfældigt, at de anklagere og dommere, som ikke bøjer sig for Berlusconi, bliver hængt ud som ekstremistiske, sindsforvirrede og samfundsomstyrtende terrorister i regeringslede- rens medier.

Da Berlusconi i 1994 gik ind i politik, troede de fleste, at mediemagnaten ville være en døgnflue:

»Hvis vi vil forhindre, at en enkelt mand gør sin dominans gældende i samfundet, er det nødvendigt, at borgere, eller i hvert fald de klogeste af dem, gør sig bevidst om faren, før det er for sent, og forstår at finde de bedste måder at forsvare almenvellet,« påpeger Maurizio Viroli og hævder, at Berlusconi har stimuleret italienernes nedarvede foragt for samfundsborgerens pligter. Det er uden fortilfælde i moderne demokratier, at en politiker opnår så stor magt, at han kan tillade sig at tilsidesætte love og moralprincipper:

»Machiavelli fortæller, at da Medici'erne herskede i Firenze, var et af de mest åbenlyse tegn på deres magt — og det mest fornærmende for den republikanske frihed — at behandle politiske spørgsmål i deres prangende paladser og ikke i det offentlige rum,« skriver Viroli.

Berlusconi har indført den samme praksis: »På denne måde ydmyger han de offentlige bygningers storhed og værdighed og lovpriser sin egen rigdom og magt. I sine private boliger fremstår han i stor pragt og unddrager sig den offentlige opinions granskende blik. Hans magt bliver fascinerende og hemmelig og derfor ubegrænset.«

Stolthed og frihed

Berlusconi kan bedre end nogen uddele tjenester, æresbevisninger, job og penge og har derfor forstærket en klientelistisk tradition, mener Viroli:

»Det er ikke tilstrækkeligt, at fyrsten er omgivet af moralsk korrumperede og bestikkelige personer. De skal også være tilstrækkeligt mange til at kunne forsvare sig — med fyrsten i midten — mod ordentlige mennesker, der foragter hoffet. Fra hoffet udgår én mands enorme magt og spreder den servile ånd i hele samfundslegemet.«

Italienernes problem er således, at et flertal lider af en mangel på principper og idealer:

»Italienerne er moralsk svage, fordi de ikke tror på samvittighedens autoritet. De gransker den ikke og regner den ikke for at være en ufejlbarlig og ufleksibel autoritet. De er derimod blevet mestre i at snyde på vægten eller tvinge den til tavshed med eftergivenhed, bekendelser og mentale restriktioner.«

20 år med fascistisk diktatur understøttede tendensen til feudal resignation, som også har skabt anarkistiske modreaktioner: »Pligten til modstand uden pligten til loyalitet, ødelægger loven, som er den republikanske friheds fundament,« skriver Viroli og tilføjer: »Pligten til loyalitet uden retten og pligten til modstand opløser den samfundsmæssige stolthed, som er et lige så væsentligt grundlag for den republikanske frihed.«

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

  • Stærk bog om den tysk-tyrkiske virkelighed planter en utopisk længsel i læseren

    12. juni 2021
    Den tysk-tyrkiske forfatter Mely Kiyak har skrevet et bevægende og perfekt tilslebet selvbiografisk essay om at skrive og være sig selv – som kvinde, migrant og menneske i et Tyskland, hvor gæstearbejderne aldrig rigtig har fået deres egen stemme
  • Med Hannah Arendt på briksen

    13. marts 2021
    Tidens store interesse for Hannah Arendt giver også plads til mindre kendte veje ind i hendes tænkning. Genudgivelsen af filosoffen Julia Kristevas forelæsningsrække over den tysk-amerikanske tænker er en lejlighed til endelig at få pudset dine psykoanalytiske briller
  • Når viljen er fri, bliver Gud lidt mere menneskelig

    6. marts 2021
    Den italienske filosofihistoriker Tommaso Sgarro belyser i ny bog en overset debat fra det 16. århundrede mellem de to katolikker Domingo Báñez og Fransisco Suárez. Den viser, at ikke kun reformatorerne Luther og Calvin, men også katolikkerne har haft deres hyr med den frie vilje som begreb
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

"renæssancefilosoffen Niccolò Machiavelli, der er bedst kendt som den politiske kynismes ypperstepræst"

Et helt igennem ufortjent eftermæle, at hævde at Machiavelli var eksponent for politisk kynisme. Tværtimod.

Til gengæld er det ikke helt sandt, at kalde ham filosof. Han var måske mest af alt empiriker og analytiker, der med grundighed betragtede og analysere historiens gang? Sigtet var dog filosoffens -- dog med den tilføjelser, at hans betragtninger var underbyggede med observationer.

Jakob Schmidt-Rasmussen

De progressive italienere blev vel desillusioneret over den yderste venstrefløjs mord på kristdemokraten Aldo Moro, der ville danne regering med de italienske kommunister.

Det italienske kommunistparti var et udogmatisk parti, der burde være blevet styrket af murens fald; men partiet gik alligevel i oplsning.

De italienske socialister var i lommen på mafiaen.

Hvem undrer sig over nihilismen?

Jakob Schmidt-Rasmussen

Berlusconi havde åbenbart tætte forbindelser til Socialist-partiets leder, Bettino Craxi, før han dannede Forza Italia, hvilket åbenbart skyldtes, at hverken Kristdemokraterne eller Socialist-partiet kunne beskytte mafiaen længere...

Uddrag fra artiklen "History of Italy with mafia and politics" af Francesco Defferrari:

"We know that at least until 1980 the Christian Democratic party was the main political reference of the mafia.

We know this because Giulio Andreotti in 2003 was sentenced for external collusion with the Mafia, "concretely apparent until the spring of 1980..."

"We can reasonably assume that over the 80s the Christian Democrats, also because of severe events like the murders of Pio La Torre and Carlo Alberto Dalla Chiesa, were forced to do something to fight the Corleonesi mafia of Riina, bloody and involved in international drug trafficking.

The Mafia therefore tried to contact other political parties, especially the socialists, and in that period Silvio Berlusconi was just a businessman close to the Socialist leader Bettino Craxi. (SIC!)

On the money with which Berlusconi has made his fortune in fact there are serious suspicions of mafia origin.

The socialists in the end turned out to be bad allies to the Mafia and were destroyed by the investigations of Clean Hands, and so the criminal organization needed other allies, and went to the nascent political party Forza Italia."

Maj-Britt Kent Hansen

Klientelismen er det sande uhyre, hvoraf kynisme og resignation kan afledes.