Sjældent er det storpolitiske hykleri skildret så bidende som i denne udiplomatiske beretning fra den højeste post i Kabul.
Det er meget beklageligt, at man er nødt til at skrive, at bogen er morsom, for det kan og bør ikke være morsomt, når det trods alt drejer sig om en ulykkelig krig, som hver dag koster menneskeliv, lidelser og lemlæstelser. Og det er ikke morsomt, for det internationale samfund har sin egen rytme, som ikke banker i takt med krigens gang; krigszonen har sit eget liv ved siden af krigen; Sharia-lovgivningen har sit eget stærke liv — mens de internationale løsarbejdere og en del diplomater bilder sig selv ind, at de er ved at bygge et afghansk demokrati. Og de skriver hjem til FN, EU og deres respektive lande eller ngo'er, at det går godt, sådan som ethvert hovedkvarter forventer at få en ugentlig indberetning om, at deres gode folk derude bruger hovedet og skatteborgeres penge fornuftigt.
Tom Koenigs var i et par år FN-generalsekretærens såkaldt særlige repræsentant i Afghanistan, en toppost som berettigede ham til at være på tomandshånd med den korrupte præsident i Kabul — eller på telefon med stats- og regeringschefer verden over. Han skrev også hjem, hans e-mail til familie og venner er blevet til en bog, der med det nutidige efterskrift er blevet godt modtaget i tysk presse.
Han er ikke diplomat og har heller ikke rigtigt lyst til at være det, han er et politisk menneske, der tænker i resultater og slet ikke som den profil-neurotiske del af det politiske univers mener, at bare det tager sig ud, så går det også godt. Ja, han er efter et par måneder i Kabul selv på vej til at skrive, at krigen mod Taleban egentlig er vundet. Der er en regering, afghansk militær og politi sørger for lov og orden med støtte fra verdens største hær, men ironien byder ham at nævne, at der dog er nogle »fredsforstyrrere«, som ikke må overses.
Og så kommer de ellers i den skræmmende rækkefølge med narkokriminalitet, der kan finansiere alt; selvmordsbombemænd; de små vejsidebomber, som kan laves for et par kroner og smadre mennesker og materiel for millioner, Taleban-, al-Qaeda-stammelederne og deres militser. Koenigs konstaterer, at der ikke er en samlet strategi, ingen som taler om helheden, mens helheden viser det internationale samfund på hælene — ude af stand til at gennemføre dybtgående og holdbare forandringer.
Grøn politiker og bureaukrat
Faktisk havde Tom Koenigs slidt for De Grønne i snesevis af år, bl.a. som højrehånd for den unge Joschka Fischer i hans tid som miljøminister i Hessen. Han var stedfortrædende overborgmester i Frankfurt, inden han blev international løsarbejder på højt niveau.
Det er i Joschka Fischers udenrigsministertid, at Koenigs i 1999 får opgaverne med fredsforvaltning i Kosovo og siden Guatemala.
Han lander i Kabuls lufthavn den 19. februar 2006 som det internationale samfunds øverste civile leder — og er dårligt nået ud af flyet, før han skal undvige pressekorpsets store spørgsmål i krigszonen: Hvad han synes om nogle danske karrikaturtegninger. Allerede i de første linjer lægger han den ironiske linje, der skiller denne verdens ægte problemer fra de selvskabte plager, ja, ironien og provokationen ligger højt i selve bogens spørgende titel, for på Koenigs tyske hjemmebane må man ikke kalde den militære tilstedeværelse i Afghanistan for krig.I dag er Tom Koenigs grønt medlem af Forbundsdagen i Berlin og formand for udvalget for menneskerettigheder, og hans få forhåbninger til Afghanistan »efter krigen« er, at menneskerettighedsarbejdet ikke er helt forgæves.
Biblen, Koranen og platuglen
Der er stærke personskildringer, og veludtrykt foragt for nogle af hovedpersonerne, der er manglende tillid til, at mange af de diplomatiske møder er meget andet end staffage, men bogens kerneberetning med de politiske perspektiver er historien om en vis Abdul Rahman.
Abdul Rahman sad fængslet i Kabul, og på en eller anden måde er det lykkedes ham at fortælle historien om, at han trues af henrettelse, fordi han har taget Biblen til sig og sagt Koranen farvel.
Historien får ben at gå på, verden over rykker regeringslederne manden til undsætning, mens verdenssamfundets øverste udsending i Kabul må nedsætte en krisestab, der kan håndtere denne udfordring mod kristendom, trosfrihed og menneskerettigheder.
Det problematiske er, at Tom Koenigs og hans folk først sætter sig ind i sagen, hvad verdenspressen ikke har gjort helt så grundigt, inden de satte verden på den anden ende og verdens mægtigste mænd og kvinder i alarmberedskab. Ak, tænker FN-chefen, hvis nu George W. Bush og alle de andre ville holde op med at ringe til præsident Hamid Karzai, så havde han måske lidt handlefrihed, men den forsvinder jo, efterhånden som hele Afghanistan oplever den kristne verdens ledere i oprør. Og bedre bliver det jo ikke af, at krisestaben anser den nykristne for en platugle, som med sikkerhed ikke sidder i fængsel på grund af nogen slags bibel, men fordi han tævede sine store døtre, der ellers var betroet hans far til opdragelse, mens han selv rejste rundt i Europa — for at søge asyl. Han har arbejdet i Tyskland og Belgien, har flere falske pas, og lavede så balladen, da han vendte hjem til Kabul. Biblen kommer først i spil adskillige uger efter fængslingen for husspektakler, og historien koger op som en del af en afghansk magtkamp mellem muslimske strammere og slappere, alt mens FN-chefen springer omkring for at få et løfte om, at manden, der også har sine psykiske vanskeligheder, dog ikke bliver henrettet.
Da han endelig bliver hevet ud af fængslet, er det såmænd FN-chefens rumænske sikkerhedsvagter, der ordner sagen i stilhed, som om de aldrig har bestilt andet end at befri kristne fanger fra fangehuller i en islamisk republik. Men ingen vil have ham, først siger familien nej, så siger NATO ja, men efter instruktion fra Bruxelles bliver det et sikkerhedsmæssigt problem at bevogte en enkeltperson, der er så stærkt profileret. Tom Koenig spørger alle de regeringschefer, der har forstyrret hans nattesøvn med bekymrede telefonopringninger, om de ikke kan give ham asyl, ak nej, der er ingen hjemme. De finder en privatklinik, der tager 'patienten' natten over, men så er den gal igen. Hverken FN's flygtningehøjkommissariat, Indien, Pakistan eller andre nabolande kan hjælpe, selv om FN-folket er parat med alle slags rejsepas for at komme af med bibelbæreren, ikke mindst fordi de afghanske FN-medarbejdere var begyndt at slå sig i tøjret.
Da hverken paven i Rom eller præsidenten i Det Hvide Hus kunne noget, så klarede Tom Koenigs italienske netværk fra Kosovo-tiden paragrafferne. Med Silvio Berlusconi på sidelinjen, lidt italiensk efterretningstjeneste og et mililitærfly, så fik FN-chefen løst sit største problem i Afghanistan-tiden. Men krigen er der stadig.
