Læsetid: 6 min.

Historien om et overfald, der blev hvermandseje

Da IMF-direktøren Dominique Strauss-Kahn blev anholdt i New York og sigtet i en sexsag, rettede hele verden blikket mod den franske forfatter Tristane Banon. Ville også hun anmelde Strauss-Kahn for voldtægtsforsøg? I en ny bog fortæller hun om de uger, hvor hun overvejede sagen i offentligheden
Offentligt eje. Fordi overfaldsmanden tilhører den globale magtelite var det ikke en privatsag for Tristane Banon, om hun ville anmelde et voldtægtsforsøg.

Offentligt eje. Fordi overfaldsmanden tilhører den globale magtelite var det ikke en privatsag for Tristane Banon, om hun ville anmelde et voldtægtsforsøg.

Ian Langsdon

5. november 2011

»En måned, hvor jeg bliver citeret for ting, jeg ikke har sagt. En måned, hvor jeg bliver chikaneret fra alle sider. En måned, hvor jeg ikke længere kan gå ud. Hvor jeg ikke længere har fast adresse.«

Sådan beskriver den franske forfatter og journalist Tristane Banon sit liv i tiden, efter Dominique Strauss-Kahn, daværende direktør for den Internationale Valutafond, anholdes den 14. maj i år i New York. Han er anklaget for forsøg på voldtægt af en stuepige. Banon er den franske kvinde, hvis navn pludselig nævnes alle steder.

For hvorfor, vil alle vide, lægger ikke også hun sag an imod Strauss-Kahn?

I de øvre medie-politiske kredse i Paris har det længe været en offentlig hemmelighed, at Banon faktisk har været tæt på at anklage Strauss-Kahn for forsøg på voldtægt tilbage i 2003. Hun har endog fortalt om det i en tv-udsendelse i 2007. Her blev Strauss-Kahns navn redigeret ud. Men i de indre parisiske cirkler ved man besked.

Hidtil har hun ikke indgivet nogen anmeldelse imod ham. Alle, også Banons mor, har frarådet det, fordi det ville blive en journalistpraktikants ord imod en af socialistpartiets mægtigste mænd. Derfor har Tristane Banon i stedet forsøgt at glemme.

Da endnu en kvinde offentligt anklager Strauss-Kahn for forsøg på voldtægt, vil alle pludselig lytte til Banon. Journalisterne fortæller hendes historie uden hendes medvirken. Andre — tidligere venner — sender hende til gengæld beskeder og sms'er om, at hvis hun indgiver anmeldelse, ødelægger hun socialistpartiets chancer ved det næste præsidentvalg. Her udråbes Strauss-Kahn nemlig af meningsmåling efter meningsmåling som (TIL) den, der kan slå Frankrigs siddende præsident Nicolas Sarkozy.

Det er alle disse dobbelmoralske reaktioner, Banon hentyder til i titlen på sin nye bog, Le bal des hypocrites, (direkte oversat 'Hyklernes bal', men betydningen er nærmere 'afsløringen af hyklerne', red.), som netop er udkommet.

Her beskriver hun den måned — eller nærmere de seks uger — der går, fra anholdelsen i New York, til hun træffer sin beslutning om at anlægge sag på fransk grund. Seks uger, hvor hendes navn bliver et samtaleemne på lige fod med vejret eller fodboldlandsholdets indsats. Et af de emner, søgemaskinen Yahoo foreslår, da hun surfer forbi for at tjekke sin mail.

Hundelufter-debat

Ved at beskrive de seks uger besvarer Banon også, hvorfor hun ikke bare anlægger sag med det samme, da alle endelig er parate til at lytte. For alt andet lige burde det være et privat anliggende, om man vil anlægge sag for forsøg på voldtægt. Men når overfaldsmanden tilhører den øverste magtelite ikke blot i Frankrig, men på globalt niveau, hører den slags privilegier op. Medierne og resten af den vestlige verden nærmest sitrer af tilbageholdt forventning, før hun siger noget. Hvordan vil det så ikke være, når først hun begynder at udtale sig, lyder ræsonnementet.

Strauss-Kahn-sagen har intet mindre end vanvittige konsekvenser for hendes privatliv.

Den betyder, at Banon nærmest ikke kan bevæge sig frit. Når pressen ved, hun er et sted, for eksempel hos sin advokat, David Koubbi, står der en hob af journalister foran døren. For at undgå de mange mikrofoner og kameraer flytter Banon jævnligt fra én vens lejlighed til en anden.

Selv når hun går tur med sin hund, konfronteres hun med sagen. For andre hundeluftere har også en holdning til sagen i New York. For eksempel til, om Banon bør tage derover og vidne eller ej. En af dem siger til hende:

»Jeg forstår godt, De ikke tager afsted, det er forståeligt. Men på den måde tror alle, De lyver.«

Banon forsøger at undgå diskussionen. Svarer, at hun ikke vil tale med nogen. Men så retter manden spørgsmålet til en forbipasserende kvinde. Hun mener, Banon burde drage til USA for at støtte stuepigen. Til slut står en lille flok og drøfter emnet. Banon ender med at løbe derfra med sin hund. Hun ønsker ikke, forklarer hun, at vidne i sagen i New York, fordi hun ikke kender den anden kvinde — andet end fra pressen...

'Mor taler for meget ...'

Begivenheden er blot én blandt mange konsekvenser af den hysteriske opmærksomhed, Banon pludseligt tiltrækker.

»Goddag, jeg beklager at forstyrre Dem igen. Jeg arbejder for New York Times, og jeg læser mange selvmodsigende og forkerte ting om Dem. Det er vanskeligt at sortere det ene fra det andet. Ville De acceptere at tale med mig i bare fem minutter? ...« lyder en af de mange, mange beskeder, journalisterne lægger på hendes svarer og sender til hendes indbakke.

Nogle dage får hun flere end 300 henvendelser. Mange tilbyder hende gigantiske summer — et stort fransk forlag vil give op mod 120.000 euro (knap 900.000 kroner) i provision — hvis hun fortæller sin historie.

Banon vælger at skrive den selv og får den udgivet på et lille feministisk forlag, hvor hun får en månedlig andel af overskuddet, som hun forventer at give til en feministisk organisation.

Et andet af bogens kapitler er lutter Facebook-beskeder. Afsenderne består af både venligt og nærmest ondsindet interesserede. Igen drejer det sig hovedsagligt om, hvorvidt hun burde lægge sag an imod den tidligere IMF-direktør eller ej.

Helt kort — på under en halv side — beskrives, hvordan Banons mor forholder sig i sagen:

»Mor taler. Mor taler meget. Mor taler for meget. Hendes ansigt vises konstant på nyhedskanalerne. Hold op mor, jeg beder dig, alt det der hjælper mig ikke.«

Banon går ikke i dybden med, hvad moderen siger. Men til at starte med var det hende, Anne Mansouret, der rådede datteren til ikke at melde overgrebet tilbage i 2003. Samtidig er Mansouret også politisk aktiv på regionalt plan for socialisterne. Midt i mediepærevællingen kommer det også frem, at Mansouret selv har haft sex med Strauss-Kahn. En enkelt gang. I et af OECD's kontorer, da han var ansat i det regi.

Oven i det hele skal lægges offentlige reaktioner fra alverdens politikere og intellektuelle. I Frankrig — i modsætning til især USA — er Strauss-Kahns støtter de mest højrøstede. Og i lang tid tager kun det højreekstremistiske Front National og en stribe feministiske organisationer officielt afstand fra ham. Resten fremhæver ham og hans familie som de væsentligste ofre.

Som en dagbog

Alt sammen fortælles i dagbogsform og ganske emotionelt. Banon fortæller, at hun flere gange overvejer selvmord. Hun nævner aldrig Strauss-Kahn ved navn, men kalder ham for »svinet« og »bavianen«. Som giver hende kvalme, når han optræder på tv:

»Hans blik får det til at isne i mig. Hans smil henvender sig kun til mig, han tvinger det ind i maven på mig og forsvinder først, når jeg kaster min frokost op.«

Efterhånden som omverdenens reaktioner tager til i absurditet, giver det voldsomme sprog god mening.

Bogen slutter med, at hun beslutter at skrive sin historie.

Tristane Banon lægger sag an imod Strauss-Kahn den 4. juli — få dage efter, at sagen i New York begynder at smuldre, fordi det er kommet frem, at stuepigen har løjet flere gange i sin forklaring, samt at hun har en noget blakket fortid. Det belaster hendes troværdighed.

Samme dag, som Banon udgiver sin bog, den 13. oktober, bliver hendes retssag imod Strauss-Kahn droppet, fordi der ikke er bevismateriale nok til at sigte ham for forsøg på voldtægt, men 'kun' til »seksuelt overfald«. Mens man kan vente 10 år med at anmelde voldtægt, har man kun tre år til seksuelle overfald.

Banon ønsker ikke at appellere, fordi, som hun fortæller i et interview med en fransk avis, hendes 'status som offer' er blevet anerkendt.

Dermed får vi altså ikke at vide, om Dominique Strauss-Kahn rent faktisk har forsøgt at voldtage hende eller ej. I hvert fald ikke ad rettens vej.

Til gengæld er anklagerne imod ham ikke slut. Senest er hans navn blevet nævnt igen og igen i forbindelse med en prostitutionsskandale på Hotel Carlton i Lille.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu