Læsetid: 3 min.

Til sidst blev han så trist

Den franske politiker og historiker Alexis de Tocqueville udlægges i en ny stor bog af den amerikanske forsker Arthur Kaledin som det sociale livs pessimistiske semiotiker
12. november 2011

Formen var hans mester. Han læste for sine bedste venner, han studerede de gamle mestre, og han skrev det hele igen og igen. Den franske historiker og politiker Alexis de Tocqueville var aristokrat i tiden efter aristokratiets fald: Han var forfærdet over, at den nye demokratiske virkelighed i 1800-tallet var så grim og nytterorienteret. Det gamle dannede aristokrati gik under, fordi det ikke kunne opretholde sig selv, det nye demokratiske borgerskab var målrettet, nytteorienteret og disciplineret — men fuldstændig uden sans for skønhed og storhed.

Tocqueville blev født i Paris i 1805 og døde i Cannes i 1859. Berømt blev han fordi han i 1831 rejste til Amerika og efter sin hjemkomst skrev tobindsværket Demokrati i Amerika.

Det er blevet en klassisk studie af den demokratiske kultur skrevet af én, der både så demokratiet som verdens skæbne og som en trussel mod friheden. Hans iagttagelser af den demokratiske livsstil er både forførte og forfærdede, men det vigtigste er, at de er konkrete: Han studerer nysgerrigt, hvad frie livsformer betyder for den måde, hvorpå mennesker ser sig selv, taler med andre og forholder sig til verden: Demokrater er ifølge Tocqueville altid realister: De vil se sig i kunstværker, og de vil læse historier om sig selv. Det er middelklassens dyder, som dominerer i demokratiske kulturer: Middelklassen prædiker mådehold i alle forhold — bortset fra egen velstand. Derfor er middelklassen god til at drive samfundet fremad mod mere vækst og velstand, men dårlig til at anerkende kvalitet og æstetik. Vi bliver under middelklassens regime rigere og mere produktive, men vores samfund bliver grimmere, og vores stil bliver dårligere. Man kan også sige, at Tcoquevilles dyrkelse af skriften som form var en praktisk kritik af demokratiet som formløshed.

Den mørkere horisont

Men Tocquevilles vigtigste indvending mod demokratiet er ikke æstetisk. Den går derimod på, at demokratiske kulturer centraliserer magten og skaber stærke stater.

Når det ikke overlades til adelen og aristokraterne at regere, får man et bureaukrati af jurister og et anonymt herredømme i offentligheden. Tocqueville var af den opfattelse, at et ordentligt demokrati kræver en overklasse af overlegne tænkere og politikere, som kan sørge for kvaliteten af den offentlige debat. Ellers forfalder debatten til middelmådige udvekslinger af meninger og dumme fordomme. Og så ender demokratiet med at underminere den menneskelige frihed.

Det er perspektivet i den amerikanske forsker Arthur Kaledins nye bog om Tocqueville: Han blev så trist og desillusioneret til sidst.

Gennem grundige studier af Tocquevilles notesbøger, værker og andres optegnelser forsøger han at forklare, hvordan den sensitive iagttager endte som pessimistisk tilskuer til det demokratiske forfald.

Kaledin studerer overgangen fra åbenhed til skuffelse hos Tocqueville som en erkendelsesproces: Han antager, at den stigende skepsis skyldes stigende indsigt. Den slutning er diskutabel, fordi Tocquevilles desillusion også kan tilskrives hans personlige fiasko som politiker og hans svigtende helbred.

Men Kaledin argumenterer overbevisende for, at Tocqueville efterhånden bliver klar over tre væsentlige svagheder ved demokratiet: Menneskene bliver for det første isolerede, når de ikke længere defineres af deres plads i traditionen og hierarkiet. De bliver nervøse og ensomme. For det andet bliver der uro og opstandelse, når de gamle mestre mister deres herredømme. Og for det tredje bliver demokratiske mennesker mere og mere intolerante over for anderledes måder at leve på, fordi alle skal være lige.

Alt det fører ifølge Kaledin til den konklusion, at det enkelte individ bliver for svagt og fællesskabet for svækket til at beskytte mennesket mod en alt for stærk stat.

Demokratiet startede med at love mennesket selvbestemmelse, men det endte i en stat, der kom til at bestemme det hele. Det er konklusionen på Kaledins bog, men det er ikke kvaliteten ved den: Det er derimod de lange beskrivelser af den æstetiske aristokrat Tocqueville, der prøver at finde sig selv i former, som han ikke passer ind i. De eksistentielle mellemregninger er i denne bog langt sjovere end det intellektuelle facit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu