Læsetid: 5 min.

’Jeg er ikke typen, der græder’

USA’s første sorte, kvindelige udenrigsminister har nedskrevet sine politiske erindringer i en mursten af en bog. Intrigerne, diskussionerne og spændingerne i George W. Bushs inderkreds kommer ud mellem sidebenene i en meget lang og detaljeret selvbiografi
USA’s første sorte, kvindelige udenrigsminister har nedskrevet sine politiske erindringer i en mursten af en bog. Intrigerne, diskussionerne og spændingerne i George W. Bushs inderkreds kommer ud mellem sidebenene i en meget lang og detaljeret selvbiografi
19. november 2011

Hvis der havde været mere enighed på de indre linjer i topledelsen i George Bushs regering, ville Irak-krigen have været mindre omkostningsfuld og omfattende.

Det fremgår med tydelighed af Bushs udenrigsminister, Condoleezza Rices nyligt udkomne politiske erindringer, No Higher Honor: A Memoir of My Years in Washington, der udkommer året efter, at hun udgav sine personlige erindringer, A Memoir of My Extraordinary, Ordinary Family.

En kvik pige

I biografien fortæller Rice for første gang om, hvordan uenighederne mellem hende og hendes gamle mentor, forsvarsminister Donald Rumsfeld, med tiden blev til et reelt problem; et problem, der dengang rutinemæssigt benægtet, men som stod klart for alle. Som hun skriver: »Efterhånden var enhver fælles optræden med Don en katastrofe.«

»Hvordan er det kommet så vidt, hvad er det, der er gået galt,« spørger Rice, og forsvarsministeren svarer, at han heller ikke ved det. Han forstår det især ikke, når nu Rice er så »kvik«, svarer han ifølge Rice, som noterer, at hun ikke brød sig om at blive talt til på den måde. »Det irriterede mig, sådan taler man ikke til en kollega.«

»Jeg kalder også af og til mine studerende for kvikke. Det er ikke, fordi det i sig selv er at tale ned til dem, men det angiver at man ikke er på samme niveau,« bemærker Rice, som er professor i politisk økonomi ved eliteuniversitet Stanford. Hun tilføjer, at det var åbenbart, at Rumsfeld følte sig bedre tilpas med rollefordelingen, som den havde været år tidligere, hvor Rice var eleven, og Rumsfeld den ældre læremester.

Naive tanker om Irak

Hun fortæller tilsvarende om, hvordan hun aldrig delte den »naive forestilling«, som bl.a. vicepræsident Dick Cheney nærede om, at irakerne ville være »taknemlige« og glade over at blive »befriet« af USA, om end hun ikke personligt fortryder »at vi bidrog til at komme af med Saddam Hussein«.

Selv mente Rice ifølge erindringerne, at krigen i Irak var drevet mere af et desperat USA end ønsket om at etablere et demokrati i landet; »vi invaderede ikke Irak for at skabe et demokrati mere end Roosevelt gik i krig med Hitler for at demokratisere Nazityskland, om end det endte med at være den amerikanske politik, da Hitler først var besejret« .... »det er et faktum, at vi invaderede, fordi vi var løbet tør for muligheder ...«

I flere interviews har hun i forbindelse med bogen også afvist endeligt Cheneys påstande om, at hun var »på grådens rand«, da hun over for præsident Bush indrømmede at det var ’en fejl’ at opfordre præsidenten til at inkludere en undskyldning til offentligheden for at have givet urigtige oplysninger om, at den irakiske regering havde forsøgt at købe beriget uran i Niger.

»Det er ikke mig at være tårevædet. Jeg fortalte ham, at han havde ret i, at de 16 ord, der udgjorde undskyldningen, ikke skulle have optrådt i hans tale, fordi pressen reagerede på en helt speciel måde over for det. Men tårevædet? Nej,« sagde hun til ABC for 14 dage siden.

I det hele taget skorter det ikke på selvkritiske bemærkninger i bogen. Rice fortryder eksempelvis også, at hun gik i biografen — hun var på ferie — efter at have hørt om Katrina-katastrofen i New Orleans samme aften, og først afbrød sin ferie dagen efter.

En kønsforskel?

Alene af den grund adskiller No Higher Honor sig kraftigt fra netop Rumsfelds og Cheneys erindringer, der er udkommet henholdsvis sidste år og i år, men også fra George W. Bushs. Ingen af de tre herrer fortryder en døjt, ud over at de skulle have holdt endnu mere fast i deres politikker, end de gjorde.

Det er op til læseren, om man vil læse med feminist-brillerne på (Rice selv vil meget have sig denne etikette frabedt), men det er unægtelig fristende at drage den konklusion, at vi ser en forskel mellem de to køn, som i hvert fald denne anmelder mener ofte dukker op i virkeligheden: at kvinder — også de magtfulde og ressourcestærke — tager sig selv lidt mindre højtideligt og er bedre i stand til at reflektere over egne fejltagelser, end det modsatte køn er.

Retfærdigvis skal det siges, at dette naturligvis også kan hænge sammen med omgivelsernes forventninger. Men hvad grunden end er, så gør det på lange stræk Rices erindringer mere interessante og levende end både Rumsfelds og Cheneys. Størstedelen af den amerikanske liberale presse mente ved anmeldelserne i sidste uge, at refleksionerne fra Rice også har gjort Rices bog mere sandfærdig. »De eneste erindringer fra Bush-tiden, man kan holde ud at læse,« skrev eksempelvis netmagasinet Politico i deres anmeldelse.

Nærværende anmelder må imidlertid bryde sammen og tilstå, at bortset fra netop spændingerne omkring Irak-krigen, samt den bizarre, sandfærdige historie om hvordan Muammar Gadaffi — der ifølge sig selv i årevis var håbløst betaget af kvinden, som han kaldte »den amerikanske prinsesse« — overrakte Rice et videobånd, som han havde fået lavet til hende, »i det mindste var det ikke erotisk« bemærker Rice tørt (det bestod af videoklip af Rice i samtaler med og til møder med politiske ledere over hele verden), ja, bortset fra dette, så er det svært at bevare interessen for det mammut-lange skrift hele vejen igennem.

Erindringer på over 780 sider er generelt en svær genre, og selv om der var visse amerikanske anmeldere, der takkede himlen for, at Rice i det mindste ikke som Henry Kissinger udgav sine erindringer over tre bind, så skal man være noget af en nørd for at sluge hver eneste side.

Akademisk skoleridt

Der er lange, kloge og akademiske analyser af situationen i Mellemøsten-forhandlingerne, Nordkorea, Israel, Indien, Afghanistan, Iran og USA’s forhold til nøglestater som Pakistan og Rusland, som Rice er ekspert i — hun er vendt tilbage til Stanford til sin tidligere stilling som professor — men som næppe vil kunne holde selv en interesseret gennemsnitslæsers blod i kog.

Detaljerigdommen er også overvældende. Tre fjerdedele henne i læsningen føles det, som om man har deltaget i stort set hvert eneste møde, Condi Rice nogen sinde har holdt med George W. Bush.

Alt i alt er det nærliggende at konkludere, at No Higher Honor næppe bliver en bestseller, som f.eks. Bushs erindringer endte med at blive. Uanset at Rice forekommer mere ærlig og analyserende end Bush. Hovedindtrykket er sympatisk og bestemt klogt, men også regelret og ikke reflekterende for alvor. Måske det bedste ord er ordentlig på grænsen til det kedelige; en karakteristik, som Rice i øvrigt selv kæmpede med som person i al den tid, hun var medlem af Bush-regeringen; ud over at hun også igennem hele sin tid som både national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister måtte slås med rygter om, at hun var alt for tæt på Bush på privatfronten, et rygte som den artige Rice naturligvis ikke bruger kræfter på.

Det vildeste eller mest private bogen kommer op med, er tilståelsen om, at Rice engang faldt i søvn, da Bush viste Tony Blair en film under sidstnævntes besøg i Camp David. Hvilken film? Meet the Parents. Og den er ellers ret sjov.

Condoleezza Rice: No Higher Honor: A Memoir of My Years in Washington. 784 sider, 20 dollar. Simon & Schuster

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu