Læsetid: 5 min.

Beværtet: Fiskepolitisk gastropub

Storbritanniens første økologisk certificerede gastropub serverer politisk korrekt og pokkers veltilberedt fisk. Derfor er det frustrerende, at man forsøger at drukne retterne i olie
Storbritanniens første økologisk certificerede gastropub serverer politisk korrekt og pokkers veltilberedt fisk. Derfor er det frustrerende, at man forsøger at drukne retterne i olie
17. december 2011

Vores udvalg af fisk i Danmark er mildest talt elendigt. Bor du ikke i nærheden af en dygtig fiskehandler, er du overladt til supermarkedernes tarvelige gaspakkede skændsler, for hvad der burde være en fiskeelskende nation. Nu hvor vi er omringet af hav. Heldigvis åbner flere fiskerestauranter med hæderlig fisk til o.k. priser, men som kritisk spiser ved man sjældent, om kokken har en holdning til eller decideret politik for fiskens færd før fangst. Til dem, der ønsker at tage sagen i egen hånd, har Verdensnaturfonden godt nok udarbejdet guiden Hva’ for en fisk?, hvor fiskearter står listet i trafiklyskoder afhængig af, hvor bæredygtigt fisken er fanget. Desværre står mange fiskearter ikke angivet, hvilket gør den uegnet som guide.

I Storbritannien ser det anderledes ud. London satser på at blive verdens første Sustainable Fish City, og kampagnen fish2fork guider briterne frem til restauranter, der har bæredygtige fisk og skaldyr på menuen. Den omfattende guide på www.fish2fork.com rangerer restauranters arbejde med bæredygtig fisk uvildigt, eksempelvis har den ellers velrenommerede Michelin-restaurant Nobu fået absolut bundkarakter. Bag kampagnen står The Times-journalisten Charles Clover, der i 1999 gav os dokumentaren The End of the Line, der for alvor kritiserede vores omgang med fisk. I Danmark blev den vist under CPH:DOX i 2010 med efterfølgende heftig debat mellem Greenpeace og Fiskeerhvervet, om hvorvidt havet er en utømmelig ressource eller ej. Clover er ikke i tvivl og arbejder utrætteligt med oplysningsarbejdet for at få restauratører og gæster til at tage ansvar. Han støttes af Hugh Fearnley-Whittingstall, som vi kender fra DR2’s Hugh’s Fish Fight.

Hædret

Jeg er i London til det årlige Food Symposium på City Universitys Centre for Food Policy, så hvad vil være mere oplagt end at spise politisk korrekt. Efter et kvarter med næsen i guiden beslutter jeg mig for at gå efter gastropubben The Duke of Cambridge i Islington. Den rangerer på fish2forks top-3 og viser sig at være Storbritanniens første certificerede økologiske gastropub. Den kvindelige stifter, Geetie Singh, betragtes som pioner inden for restaurationsdrift med omtanke for miljø og omgivelser. Både Geetie og Duke er, siden åbningen i 1998, blevet hædret med et hav af priser lige fra innovativ restaurationsdrift til brug af lokale, økologiske råvarer med fokus på bæredygtighed, også hvad angår fisk. Og det er det, som jeg er her for. Fisk.

Vi træder inden for i det, der viser sig at være barområdet og banner os vej frem til baren i det stopfyldte og livlige lokale med borde både til få og flere. Bartenderen peger os ind ved siden af. Reserverede borde er åbenbart i afdelingen på den anden side af det semi-åbne køkken, hvor pander over ild håndteres af en smuk kok. Hun når at hilse på os, idet vi passerer. Det lover altid godt. Julefrokosthøjtiden er også over London, og vi bliver til min fortrydelse placeret bagerst midt i et meget opstemt selskab på ca. 30 personer fordelt på tre borde. Med mig har jeg min gode ven Ole, videnskabsmand, surfer og oprindelig hamborger, men nu londoner på 14. år.

Lækker nøgen sprutte

Den omfattende menu står på den store tavle bag os, og vi får bestilt mad før drikkevarer. Jeg vælger pandestegt blæksprutte med squash og charmolla til 10,25 pund. Charmolla er her en slags salsa på peberfrugter, chili og forskellige krydderurter. Ole vælger en lille rødbedesuppe med Stilton til 5,75 pund. Tjeneren gør sig ikke rigtigt i vinanbefalinger, så jeg vælger bare et glas fra listen med overvejende biodynamiske og økologiske vine. De fleste vine på glas koster i omegnen af 5,50 pund. Ole vælger en økologisk æble-hyldeblomstsaft til 2,70.

Syltede rødbeder med persille udgør tilbehør til blæksprutten. Det ser flot ud, men sprutten kunne for min skyld sagtens serveres nøgen bare med en skive citron. Den er frisk med bid og sjældent lækker sådan stegt i hvidløg lige på grænsen til, at hvidløget får den bitre smag. Sødmen fra den bagte butternut squash afbøder den begyndende chilibrand i munden fra den stærke charmolla. Jeg kunne godt være foruden kokkens lidt for ødsle brug af olie på de orange tern. Suppen serveret med en skive surdejsbrød, er lidt en kedelig omgang sammenlignet med min tallerken, sukker Ole. Jeg sender flere bidder over bordet, portionen er stor af en forret at være. Den sprøde og frugtige Bordeaux-hvidvin i glasset er efter min smag en lidt sur fornøjelse til en ret med knald på stegt hvidløg.

Spørgsmål er velkomne

Støjniveauet er her lidt før kl. 22 ret overvældende, selv for en lørdag aften. Det gør det svært at føre en længere samtale ved bordet og stille de opmærksomme og venlige, unge tjenere nysgerrige spørgsmål.

»Hånden på hjertet, hvornår har du sidst spurgt på en restaurant, hvor dyret kommer fra,« spørger jeg Ole. På Duke spørger gæsterne tit, fortæller tjeneren med de store dreadlocks bundet i en knold på hovedet. Hun peger på en tavle på væggen, hvor nøjagtige angivelser af fiskens og grisens oprindelse. Sprutten kommer fra Southsea, kan jeg læse, da jeg møver mig forbi julefrokost og juletræ for at kigge nærmere på teksten.

Hovedrettens regnbueørred er fisket ved Cornwall og serveres for 20,50 pund. På tallerkenen er både bagte gule og røde beder, jordskokker og stegte broccoli, de lange som jeg aldrig kan finde derhjemme. Selv om variationerne af grøntsager er et sandt farveorgie, sker der for meget omkring fisken. Olien er igen dominerende. Den ellers lækre friske pesto af den let syrlige krydderurt havesyre og en kraftig god parmesan ligger let henover fisken. Den kommer slet ikke til sin ret, druknet i fad oliesmag fra grøntsagerne og den i forvejen fede fisk. Men hvor er fisken bare veltilberedt. Stegt hel med hoved, skind og ben. Serveret som flertallet hader, men som jeg elsker. Jeg genfinder mine helstegt fiskefærdigheder og skærer sirligt kødet med skind fra benene. Prægtigt. Ole er på den anden side af bordet også ganske tilfreds med sin svamperisotto (14,25 pund). Begge portioner er enorme, og efter hovedretten er der ikke plads til mere. Regningen inkluderer service charge og ender på omkring 70 pund (ca. 620 kroner)

Selv om samvittigheden er i orden, smager maden nødvendigvis ikke bedre. Det gør fisken på Duke, der absolut er et besøg værd. Næste gang dropper jeg reservationen til fordel for barområdet og nøjes med en hovedret og en lokalbrygget øl.

 

The Duke of Cambridge

30 St. Peter’s Street, Islington, London N1

www.fish2fork.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu