Der er en eller anden forbindelse mellem fattigdom og vold. Den er ikke klar og kausal, men den er der. Selv om ikke alle voldelige er fattige, og slet ikke alle fattige er voldelige, ville der være mindre vold i verden, hvis fattigdom blev fjernet.
Calcutta er f.eks. en af de fattigste byer i verden, men det er også den storby i Indien med mindst kriminalitet. Den amerikanske hovedstad Washington DC er ikke en af de fattigste byer i landet, men til gengæld en af de byer i verden med flest mord pr. indbygger. Man kan ikke slutte fra antallet af fattige til omfanget af volden.
Som forfatterne til en ny rapport udarbejdet for Commonwealths kommission for respekt og forståelse skriver:
»Ulighed, selv voldsom ulighed, fører ikke uundgåeligt til vold eller nødvendigvis til protester. Enorme uligheder findes mellem grupper, der lever sammen uden sammenstød. Det kan være, fordi uligheden er blevet internaliseret af en minoritetsgruppe som en naturlig position. Det kan også være, de opfatter uligheden, men ikke gør den til et tema.«
Det er ikke fattigdommen i sig selv, der motiverer volden, og det er heller ikke uligheden mellem de rige og de fattige. Det handler derimod om opfattelsen af fattigdommen og uligheden. Hvis fattigdom er koblet til hudfarve eller religion, kan den lettere politiseres som urimelig undertrykkelse. Det kan føre til en oplevelse af, at verden er uretfærdig, og at de rige ikke har fortjent deres rigdom. De skal ned med nakken. Hvis langt de fleste sorte arbejder som tjenere for langt de fleste hvide, bliver forskellen provokerende, fordi den er anderledes synlig. Hvis et lands oprindelige indbyggere er fattige, mens tilflyttere fra andre lande dominerer overklassen, bliver uligheden provokerende som fortælling om kolonialisme: »Ulighed får ofte først konsekvenser, når den opleves sammen med og forbindes til andre opdelinger,« hedder det i rapporten.
Det afgørende er den politiske fortælling om fattigdommen: Hvis social elendighed bliver en fortælling om, hvordan de onde jøder i den finansielle overklasse holder de uskyldige muslimerne fra ghettoerne nede, kan det føre til racisme. Men hvis fattigdommen udlægges som en urimelige fordeling af ressourcer, kan det føre til krav om sociale reformer.
Der er således to definerende momenter i forbindelsen mellem fattigdom og vold: For det første bestemmelsen af fattigdommens årsager og for det andet forestillingen om, hvad man kan gøre ved den. Hvis man tror på politiske forandringer, kan vreden føre til engagement i det fælles liv. Men hvis man ikke tror, man kan forandre den sociale virkelighed, kan følelsen af afmagt føre til vold. Måske er en tredje mulighed den farligste: Den fattige tror på politiske forandringer, engagerer sig i fælles institutioner, men oplever, at ingen tager hende alvorligt. Hun havde forhåbningerne, men bliver desillusioneret. Hendes vrede bliver således fordoblet: Vreden over elendigheden og vreden over, at de andre er ligeglade med den.
Politik
Den indiske økonom og forfatter Amartya Sen er leder af den gruppe af forskere fra forskellige Commonwealth-lande, som sammen har udarbejdet den rapport, der er udkommet som bogen Peace and Democratic Society. Man genkender Sens blik på den sociale virkelighed i rapportens anbefalinger: Den afviser alle enkle forklaringer på vold, elendighed og konflikter, og den anviser dialog, forståelse og deltagelse som tilgange til alle sociale problemer.
Forklaringen af forbindelsen mellem fattigdom og vold er karakteristisk for rapporten: Man analyserer de komplekse samspil mellem forskellige sociale og kulturelle faktorer. Fattigdom betyder noget, men ikke alt, kultur er vigtigt, men ikke altafgørende, og de sociale forskelle er en ramme, men ikke en skæbne. Det enkelte menneske er ikke bare sit køn, sin sociale klasse, sin race, sin seksuelle orientering eller sin krop. Det er sammensat af disse momenter og sætter gennem tilværelsen sig selv sammen igen og igen. På samme måde med det lokale samfund: Det bestemmes af både økonomiske forhold, kulturelle betingelser, politiske institutioner, etiske antagelser og den historiske situation. Politik er netop friheden til at se alle disse faktorer og vælge deres betydning, hvorimod politikken ophører, når et samfund udelukkende defineres som ’kapitalistisk’ eller ’jødisk’.
Fjendskaber og venskaber
Enkle forklaringer er farlige: Tror man, fattigdom skyldes race, eller at terrorisme kan forklares med terroristernes religion, misforstår man den sociale virkelighed. Ingen mennesker er funktioner af enkle bestemmelser. De, der stoler på de enkle forklaringer, misforstår det fællesskab, de lever i, og inviterer til voldelige reaktioner. Når man bestemmer sin stat efter en bestemt religion, er det for tyranner og folkeforførere let at tale til venskab med de samme troende og fjendskab mod dem, der tror på noget andet. Fællesskaber, som definerer sig ved én enkelt kvalitet, udvikler naturligt til fjendskaber: Hvis man er blå og ikke andet end blå, er modsætningen til alle andre farver markeret. Og så ser man ikke, at dem med de andre farver måske har samme problemer med deres børneopdragelse, eller at der også findes mennesker med samme seksuelle tilbøjelighed eller æstetiske præferencer blandt de andre.
Forfatterne til rapporten anbefaler på den måde en mangfoldighed af forklaringer og fortællinger, men ikke en mangfoldighed af enkle forklaringer. De pointerer, at det er væsentligt at skabe plads til minoriteter, men de påpeger også, at det kan være destruktivt med ’tro-skoler’ eller særlige rettigheder til religiøse fællesskaber, fordi de har en tendens til at udvikle fjendskaber: »Væksten i religiøse skoler kommer nu på et tidspunkt, hvor religiøse udlægninger i særlige varianter har været en af de vigtigste kilder til vold i mange dele af verden.«
Monologisk dialog
Det er en rapport, som er inspirerende, når den er konkret, mens den bliver ligegyldig i formålsparagrafferne. Historien om, hvordan en katolsk og en protestantisk avis i Nordirland op til en fredsaftale skrev hver deres leder, som de bagefter sammen udarbejde til en fælles tekst, er forbilledlig. De talrige appeller til ’dialog’ og ’respekt’ forekommer anderledes tomme og overflødige. Der er på det niveau ingen, som er modstandere af respekt og samtale. Modstanden kommer først, når man konfronteres med fjender, man ikke vil snakke med, eller folk, man ikke kan respektere, fordi de har voldtaget et barn, lemlæstet en anden eller krænket et grundlæggende princip. Hvis man kun fremfører dialog som ideal, bliver det til en monologisk hyldest. Således bliver rapporten i passager til opremsninger af korrektheder, mens den i sine bedste momenter er et overbevisende manifest for en global humanisme.
Jeg ved ikke om det er Rune Lykkebergs eller Amartya Sen og co.s analyse i forhold til fattigdom/ulighed og vold, der er sær, men lidt sært er det.
Nærmere betegnet, at de voldelige konsekvenser af ulighed almindeligvis skulle være de misundelige fattiges vold mod de rige, snarere end de rige og priviligeredes voldelige forsvar for deres rigdom og deres privilegiers frie udøvelse.
glem målet, glem målene, det er vejen og vejene der er vigtigst,
at de påstande, har noget ret,
men jo nok kun for så vidt at det stik omvendte jo mildest talt næppe dur.
og målet ?
verdenssamfundsorden med ægte folkeje og ægte folkestyre, og hvor hver p.t. proletariseret er sikret mindst det daglige brød, og hvor hvers og alles p.t. proletariserede’s fulde virkelige muligheder for også kunstudøvelser og kunst, videnskab og videnskabudøvelser, erkendes som langt fra kun luxus, altså:
ikke af brød alene.
bla. derfor, noget
henad:
hvor hver og alle:
yder efter sine evner, og nyder efter sine behov.
Rune,
jeg forstår ikke rigtig hvor du eller forfatteren vil hen med med bogen. Det han da være meget godt med forklaringer derr ikke er forenklede, men dem har vi sådan set nok af i forvejen. Problemet er ikke at vi ikke ved hvad der er galt, eller hvad der skal til for at løse problemerne.
Problemet er at 1400 corporations sidder på 80 % af verdens velstand, og dermed har de et dødsgreb på alle verdens politikere og medier, som umuliggør såvel generel, informeret dialog om ændring, som ændring overhovedet. Det er ikke viden og forståelse som sådan der mangler. Vi ved godt, hvad der skal til - nationalisering af alle banker, lukning af alle corporations, forbud mod børs, valuta, og lignende spekulation. lukning af kommercielle medier, som ikke opfylder en offentlig oplysnings- men kun fordummelsesfunktion. nationalisering af transport, sundhedsvæsen, fabrikation, kort sagt det modsatte af hvad der faktisk foregår, det er da ikke svært at se. Man kan analysere sig gul i hovedet over hvorfor de sælger flere juletræer i december end i juli, og selvfølgelig, hvis det skal være et akademisk prestigeprojekt er man nødt til det, men hvis man blot søger forklaringer eller higer efter løsninger, som ret beset er umulige, ja så må man indrømme at et akademisk prestigeprojekt ikke gør de iøvrigt ret indlysende løsninger mere mulige.
Peace and Democratic Society bygger på Rapporten Civil Paths to Peace, 2007, der kan læses her
Jeg kan anbefale Amartya Sens bog The Idea of Justice. Findes i en Penguin udgave
Bob Jensen. Kommunistisk utopi der kommer adskillige årtier for sent. Drop nu jeres tåbelige pjat om en fœllesejet verden. Den skude er for lœngst sejlet. Ellers kan I jo flytte til Nordkorea og se hvad jeres fantasier udmønter sig i.
Fattigdom er sjældent årsag til uro og vold i Indien. Det er et livsvilkår for en meget stor del af befolkningen, som man har vænnet sig til som noget nærmest naturligt over mange generationer.
Det er heller ikke i sig selv noget problem med den store ulighed, eftersom det delvist er 'retfærdiggjort' i den Hinduistiske Karma-filosofi, og Indien i øvrigt, som det meste af Asien, er et strengt hierarkisk samfundssystem, med deres særlige kaste-variant.
Og specielt Calcutta (i dag: Kolkata) er jo hovedstaden i Bengalen, som er kendt for sin blide og 'kultiverede' mentalitet, så her kan der godt ligge en yderligere regional kulturel faktor.
I Indien, med sine særegne status som religiøs smeltedigel, er religiøst betingede konflikter og vold i reglen et meget større problem.
De kommunale optøjer, der opstår med jævne mellemrum, og koster 100-vis eller 1000-vis af mennesker livet hver gang, er oftest udløst af chikanerier mellem hinduistiske og muslimske ekstremister, der meget nemt river masserne med i et kollektivt folkeligt hysteri.
Det er en krudttønde med en lunte, der konstant ligger og ulmer faretruende under overfladen.
Generelt, har ulighed kun været et principielt problem i vesten, og kun siden 1789 - Frihed, Lighed, Broderskab, som bekendt.
I resten af verden og historien, har ulighed været en del af dagens orden. Alle samfund har haft herskere, eliter, pøbel, rige og fattige.
Ulighed er kun et problem i en kultur, hvis den har problematiseret fænomenet, og da skal bekæmpe noget, der nærmest skyder op organisk i alle samfund, som et træ, der forgrener sig i hierarkiske bifurkationer.
Som artiklen nævner, så er der sjældent en enkel forklaring på komplekse sociale fænomener, men det store politiske fokus på ulighed, i vesten især, er nok til dels et blindt spor - eller i det mindste ikke hovedårsagen.
Som Rune også er inde på, så er det afgørende ikke uligheden i sig selv, men folks opfattelse af uretfærdighed og undertrykkelse, der avler frustrationer, og i sidste ende vold.
/O
/O