Læsetid: 3 min.

’Vi ramte en bilski i dag!’

Den hidtil grundigste bog om investeringsfirmaet Goldman Sachs fortæller om en ærkeamerikansk forretningstransformation fra igangsætter og samfundsstøtte til spekulant
17. december 2011

I sidste uge opvurderede den amerikanske investeringsgigant Goldman Sachs de europæiske bankaktier. Som investeringsspiller i milliardklassen er Goldman Sachs’ vurderinger altid genstand for intens interesse fra de finansielle aktører og har gennem firmaets 140-årige historie ofte været udslagsgivende for, hvordan finansmarkederne bevægede sig, hvilke firmaer der voksede, hvilke der skrumpede, hvilke der vandt, og hvilke der tabte.

Men Goldman Sachs’ opvurdering og købsanbefaling af de europæiske bankaktier fik tilsyneladende ingen positiv effekt; tværtimod faldt kurserne yderligere. Hvorfor? Ifølge magasinet Rolling Stones legendariske finansblogger Matt Taibbi, fordi det i virkeligheden slet ikke var en anbefaling, men bankens forsøg på »at læsse sine elendige værdipapirer af på dets kunder,« og dét gennemskuede de.

Et hæderkronet Wall Street-firma, en historie som grundpille i den amerikanske investorkapitalisme og mottoet ’Vores kunders interesse kommer altid først’ — det passer ikke godt med en voksende konsensus om, at Goldman Sachs i dag dyrker egne interesser, ikke kundernes; og især er spekulant og gambler mere end investor og igangsætter.

Det er grundsporet i William D. Cohans indviklede og detaljemættede udviklingshistorie om Goldman Sachs. Det er historien om et firma, der fra sin oprettelse af jødiske indvandrere sidst i 1800-tallet kæmper sig til en central rolle i den amerikanske drøm, nemlig den at rejse penge til erhvervslivet gennem investeringsformidling. Men også om et firma, hvis dna er splittet: mellem investeringsbankfolkene og spekulanterne (personificeret bl.a. i et af firmaets historiske makkerpar, svogrene Henry Goldman og Sam Sachs).

Cohan synes ærligt talt lidt overvældet af sit omfattende stof. Hans bog er ikke et forceret ridt ud fra en eller anden samfundsmæssig pointe, og det gør den på én gang befriende fordomsfri og ret lukket, endda indforstået. Skulle nogen være i tvivl, handler finanslivets moderne udviklingshistorie ikke mindst om eskalerende kompleksitet og spekulationsmodeller så indviklede, at selv den garvede finansskribent jævnligt må erklære, at uforståeligheden tilsyneladende er en pointe. Den smitter så bare også noget af på bogens læsbarhed.

Væddede om kollaps

Men den bliver for alvor spændende i den sidste tredjedel, der handler om Goldman Sachs’ nøglerolle i den finanskrise, der blev udløst, da USA’s kæmpe marked for spekulationer i boliglån til dårlige betalere kollapsede. Goldman blev berømt og berygtet, endda lagt for had, fordi det overlevede det kollaps. Fordi det midt i 2007 kunne sende interne jubelmails om, at »vi har ramt en bilski« (firmaslang for en milliard dollar i indtjening. red.) på det boligmarked, der var i færd med at sende mange af dets konkurrenter i døden. De gik ned, da de hysterisk overvurderede spekulationer i boliglån begyndte at blive afsløret som det, de var: en opvisning uden historisk sidestykke i ugennemtænkt grådighed og selvsving på Wall Street (og i øvrigt også hos de store europæiske bankinvestorer).

Goldman Sachs klarede sig ved at vædde på, at markedet ville kollapse, uden at orientere sine kunder om det. Disse væddemål blev indgået med modparter, som Goldman dermed aktivt opmuntrede til at foretage investeringer, der både pumpede markedet yderligere op og påførte modparterne gigantiske tab. Blandt dem var både firmaets egne kunder og de største finanshuse, der enten kollapsede eller måtte skatteyder-undsættes, og hvis forretninger var dybt sammenspundet med Goldman Sachs. Endelig snuppede Goldman ideen til sit kæmpe væddemål om boligmarkedet fra en af sine kunder, spekulanten John Paulson. En række ikke ret navngivne kilder rejser i bogens sidste kapitel den anklage, at Goldman er endt med at basere sin kerneforretning på 1) en tilbagevendende misbrug og modarbejdning af egne kunders interesse i direkte modstrid med firmaets officielle idealer og 2) en avanceret form for insiderhandel, der bare er så kompleks, at den er svær at forfølge eller forbyde.

Undervejs til denne konklusion bliver det tydeligt, at Goldman muligvis er de dygtigste, men langtfra er de værste spekulanter på Wall Street. Og det værste ved læsningen er nok den svimlende erkendelse af de groteske og grotesk store spekulationer, der foregår midt i verdensøkonomiens rygrad, i en finanssektor, der tilsyneladende er befolket af en sær slags matematik- og spilletosser uden særlige overvejelser over den politiske magt, der gennem kapitalismens snirklede veje er havnet i deres skød. Dét er skræmmende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer