Læsetid: 5 min.

Beværtet: Frankofilernes bistro

På L’éducation Nationale galer den galliske hane på 20. år. Muslinger på sømandsmanér, ja, men den fattige pige ville have kongen af fladfisk, eller som hun sagde: kongen af de fla’e. Hun er nemlig fynbo
Nostalgi. Frankofile og andet godtfolk kan nyde veltillavet, god mad i mellemstore portioner på L’éducation Nationale, lyder det fra avisens udsendte.

Nostalgi. Frankofile og andet godtfolk kan nyde veltillavet, god mad i mellemstore portioner på L’éducation Nationale, lyder det fra avisens udsendte.

Uffe Weng

14. januar 2012

Åh, hvem der igen var 20 år og for allerførste gang skulle opleve det franske køkken på en lille restaurant i Paris, men det er ikke muligt at skrue tiden tilbage, selv om man har et udmærket ur. Alternativt kan man begive sig til bistroen L’éducation Nationale i Københavns eget latinerkvarter. Her dyrkes det klassiske, franske køkken på en måde, som man efterhånden ikke ser mange steder i hovedstaden. Det rendyrkes på menukortet med både quiche, croque og confit og i interiøret med rødternede duge og franske plakater. Kokkene og tjenerne er franske.

Endnu engang måtte jeg med ultrakort varsel træde til som reserve, da en af de rigtige anmeldere havde meldt fra. I mangel af egen ungdom havde jeg inviteret en yngre kvinde med. Hun er på supplerende dagpenge og kunne se ud, som om hun trængte til et solidt måltid.

Den fattige pige, som ankom på cykel, var dog ikke sådan at imponere. På spisekortet fandt hun straks frem til en forret med det imponerende navn accras de crabe sauce antillaise et mousse d’avocat, hvilket dækker over friterede krabbeboller med avocadomousse, en kreoler-fransk ret, men uanset hvad fandt hun den yderst delikat. Selv valgte jeg moules marinières, muslinger på sømandsmanér i sin mest enkle form dvs. hvidvinsdampet og med persille. Forinden havde vi som aperitif nydt en kir — hvidvin med solbærlikør. Den fik man gratis, hvis man valgte en treretters-menu. Dette i anledning af bistroens 20-års-jubilæum. En franskmand etablerede stedet, som i dag er på dansk-franske hænder. Vores tjener hed Michel, men kalder sig lige så gerne Mikkel.

Åbenbaringer

Mens vi ventede på næste ret, påtvang jeg min ledsagerske en tur ad Mindernes Allé. Jeg kunne fortælle om dengang, min unge kone og jeg flere somre i træk i vores Austin Mini kørte Frankrig tyndt, idet vi overnattede på campingpladser. Det mærkelige var, at vi følte os rige, selv om vi ikke havde ret mange penge. Ofte indtog vi frokosten i hjørnet af en bondes vinmark. En baguette, lidt ost og skinke og en landvin, som vi drak af flasken, før vi satte proppen i. Solen skinnede, og alt var herligt.

I Paris gik vi rundt efter en bog af en af datidens store gastronomer, som anbefalede billige, men gode restauranter, hvor le patron selv skabte specialiteter udi madkunsten. Den ene åbenbaring efter den anden kom på bordet, retter, vi ikke anede eksisterede. Danmark var endnu ikke ramt af den franske, endsige den etniske bølge, hvorfor man var henvist til frikadeller og stegt flæsk, når man gik ud at spise. Eller hakkebøf på rugbrød med dåseærter, som ikke fortjente den stolte betegnelse pariserbøf. En enkelt gang gik det galt. En dansk veninde inviterede os på vores sidste dag ud at spise sammen med sine franske venner. Vi var ved at udgå for penge, hvorfor vi valgte den billigste ret på kortet, Tripes à la mode de Caen. Det viste sig at være komaver, og så kunne vi ikke få en bid ned, mens de andre væltede sig i herreretter. Spot blev føjet til skade, da regningen kom og blev opdelt i lige store andele. »Sådan gør man i Frankrig,« forklarede veninden.

Flot peberbøf

På L’éducation Nationale tog jeg revanche ved at bestille oksemørbrad med pebersauce og kartoffelflan med komælksost fra Savoyen, ’Remonte pente’ et sa sauce poivre, flan de pdt à la Tomme et compotée d’endives au lard stod der på kortet. Den får ikke for lidt med lange navne på bistroen, men bøffen stod højt, flot og lodret på tallerkenen og talte for sig selv. Den var mør som smør at skære i.

Egentlig var jeg også tiltalt af dagens ret, confit de canard, and syltet i eget fedt. Lyder ulækkert, men er usædvanlig lækkert. En egnsret, som jeg stiftede bekendtskab med i Dordogne, tæt på prins Henriks hjemsted, fortalte jeg den fattige pige, som insisterede på, at jeg skulle kalde hende den ludfattige pige, og nu blev hun grov, idet hun mente, at prinsen også kunne se ud som en, der er syltet i sit eget fedt. Hun er en af vort riges få tilbageværende republikanere, så det forklarer grovheden.

Den nu ludfattige pige ville have fisk. Netop den aften var der pighvar på kortet — og hold nu fast: Filet de turbot farci aux herbes fraiches et saumon fumé, risotto de crozet et choux romanesco, bouillon de tilleul. Pighvar farseret med friske urter og røget laks, pasta fra Savoyen og romanesco-kål. Den ludfattige mente, at pighvar er kongen af fladfisk. Det havde en fisker i Fåborg, hvor hun kommer fra, forklaret hende og hendes mand. »Kongen af de fla’e fisk,« som de udtaler det over there. Pighvaren blev spist på et øjeblik.

Franske oste

Nu måtte hun op at stå for at gøre nogle let gymnastiske øvelser. Hun er nemlig gravid og døjer med en deraf følgende rygskade. Af hensyn til den livligt sparkende fodboldspiller i maven valgte hun at lade sig nøje med en Perrier-vand, mens jeg nød en halv flaske Fleurie til hele måltidet. Sammen med Morgon, et af mine yndlingsmærker fra Beaujolais.

Som dessert ville hun have en chokoladekage, mens jeg droppede desserten til fordel for fem slags ost: Saint Felicien, Valencay, Comté, Roquefort, Saligny og Sablé de Wissant. Men hov, det var da seks! Franske oste er svære at holde styr på, og som de Gaulle sagde, er det umuligt at regere et land med 415 slags oste! Bagefter bestilte jeg en kop kaffe med tre petit fours, som den ludfattige pige straks snuppede, men da hun også ville blande sig i min artikel og kaldes den lille pige med svovlstikkerne, sagde jeg stop. I dag bruger selv fattige folk lighter.

Regningen lød på 1.108 kroner. Der er enhedspriser på den faste menu: 95 kroner for en forret, 199 for en hovederet, 85 for en dessert, 95 for ostene. Da vi gik, var bistroen fyldt med gæster, som, hvis de ikke var frankofile i forvejen, sandsynligvis var blevet det efter at have spist på L’education, forestiller jeg mig. Veltillavet, god mad i mellemstore portioner.

 

L’éducation Nationale

Larsbjørnstræde 12,

1454 København K.

Bordbestilling: 33915360

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu