Hipster-øl og hippe høkere

Ond tvilling brygger ale til hipstere, mens høkerske hjemtager potente angelsaksere, der passer sig for januar
14. januar 2012

Hørt på Istedgade: Hvad er forskellen på en hipster og en hjemløs? Svar: Ingen synlig – lige bortset fra, at hipsteren har en iPhone i hånden. Vittigt … Men selvfølgelig ikke sandt, al den stund, at hipstere kommer i mange slags, lige fra bz-desperadoer og kæmpende gadekunstnere til velaflagte reklamechef-luksushipstere. Men subkulturelt streetsmarte er de alle i en eller anden grad, disse uafhængigt tænkende 20-30-årige med deres daggamle skægstubbe (»hov hov,« siger min kone – »hipstere kan også være damer«), sjove skater-hatte og mere eller mindre indstuderet-trashy tøjstil. Om hipstere ved vi også, at de er progressive avantgardister, så derfor har hipsteren i vitsen fra før, uanset hvor udknaldet taber-smart, ikke en Danish Pride Guldøl fra Aldi i hånden – næ, han (hun) har da selvsagt den nye Hipster Ale fra Istedgades Onde Tvilling aka Jeppe Jarnit-Bjergsø (medmindre moden da allerede lige er skiftet igen – konforme er ægte hipstere jo lige præcis mindst af alt, så måske er de også allerede gået over til htc, eller måske er Danish Pride netop nu blevet seneste ironiske hit, men det ville nu alligevel være lidt misforstået, synes jeg).

Hit fra stenbroen

Uanset hvad, kan Hipster Ale nydes af alle, der sætter pris på velhumlet stil, thi denne øl præsenterer sig som en American Pale Ale, nummeret lige under IPA, når det kommer til humleorkestrering, og den føres i bokssæt af fire, hvor hver enkelt øl hylder vestlige storbykvarterer, hvor enhver hipster vil føle sig hjemme: Istedgade, Södermalm, Williamsburg og Trastevere. Der er nuanceforskelle på den flotskummende diset-orange øls fire inkarnationer, men hvilke må I, Informations fintfølende hipster-læsere, selv finde ud af.

Her beskriver jeg Istedgade: Eminent drikkelig og med robust maltkrop lægger den sig i et floralt smags- og duftregister mellem fersken, grapefrugt og nyslået græs, tillige med islæt af fyrrenål og peberfrugt — helt humleklassisk, altså. Eftersmagsbitterheden er lige så dejligt lang som gaden af samme navn — et hipt hit fra stenbroen, skal jeg love for!

Som Nørrebro-hipstere vil vide, byder bydelen på den velassorterede special-øl-butik Høkeren, der i november kunne fejre sit ti års-jubilæum. I anerkendelse heraf bryggede Jeppe, ham igen, en sublim jubilæumsøl, der kan drikkes som en yderligere humleforstærket såkaldt tylle-IPA udgave af hipster-alen — den får også lige en anbefaling med på vejen.

Mere dekadent end hipt

Men ellers skriver vi jo januar, og skønt måneden indtil videre er en mild en af slagsen, tilsiger ølkalenderen, at man må have noget at stå imod med — altså potente winter warmers, og kan høkerske Gyda mon levere det? Tja, måske ikke lige vinter-varmere af navn — her taler vi om en herhjemme desværre alt for sjælden engelsk ølsort — men i al fald vintervarmere af gavn og fra samme land. Gyda trækker en raritet frem fra hylden, 25 år har den lagret plus yderligere fire på flaske — brygningen af denne øl blev indstillet i 2008, så det er noget af et kup at finde dette mesterværk endnu. Den britiske charme er uimodståelig i O’ Hanlon-bryggeriets klassiske hyldest til den 1800-tals-hippe digter og romanforfatter Thomas Hardy: Der er julekagekvaliteter i det fuldfede mahognifarvede fluidum: Blommer, rosiner, kandiserede figner favner dine næsefløje. I munden noter af rom og portvin fulgt af alkoholhede. Mere dekadent end hipt, ret beset. Men ikke ueffen som overlevelsesudstyr i den kedsomme vinter, der forestår.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

5/6

Evil Twin: Hipster Ale (Istedgade/Södermalm/Williamsburg/Trastevere), 33 cl, 5,5 pct., kr. fås i bokssæt på fire i Ølbutikken, Istedgade 44

5/6

Evil Twin: Høkerens jubilæumsøl, 33 cl, 6 pct., fås hos Høkeren, Ravnsborggade 13.

6/6

O Hanlon’s: Thomas Hardy’s Ale, 25 cl, 11,7 pct.

Forsiden lige nu

  • Den forbandede forbindelse

    Idag slutter fristen for at klage over de miljømæssige konsekvenser af Femernforbindelsen. Lokale aktivister på Femern håber på enten at stoppe den faste forbindelse til Danmark eller i det mindste at drukne den i så mange miljøklager, at byggeriet udsættes i yderligere flere år. Sker det, kan det koste de danske bygherrer kompensationer på op mod 1,8 milliarder kroner
  • I skilsmissesager er kampen mellem mor og far blevet stadig mere radikal de seneste år. Model

    Fars ensomme kamp om børnene

  • Skat skal oprustes med 1000 medarbejdere i 2020 som led i plan, der skal rette op på problemerne i Skat

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Esben  Maaløe

Men subkulturelt streetsmarte er de alle i en eller anden grad, disse uafhængigt tænkende 20-30-årige

Uafhængige af historiens dyrekøbte erfaringer, kulturens mange forne triumfer, andres situation og indblik i det forlorne i at acceptere opskrifter på uafhængighed, og i øvrigt smager deres øl som deres musik lyder: af varmt pis :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Ivar Larsen

@ Kristoffer

Den smagte årgang af den storartede ale er den sidste årgang, der blev brygget, altså 2008.

@ Esben. Tak for dette antihipster-hib. Hvad bilder de sig i grunden ind, disse indbildske mennesker.

Gode hilsner og højt skum
ni

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

Somme tider tror jeg, er vi er blevet sjældne, de af os som vil have mineralvand som smager of vand og ikke citrus, øl som smager af øl og ikke fersken, Cola som smager som Coke og ikke kirsebær, yougurt som smager af yougurt og ikke æbler og bananer, chokolade som smager af chocolade og ikke af chili, havregryn som ikke skal være iblandet 17 slags frugt og nødder, kaffe uden skumsprøjt og chokodrys. Men jeg er selvfølgelig også bare en gammeldags, mådeholden forbruger, som nyder det enkle og rene, de rå madvarer, den enkle stil, som er tilfreds med at dele bil og som er bedøvende ligeglad med om andre synes jeg er hip. En kapitalist af hjerte, som ikke er interesseret i forbrug. Den moderne verden er bogstavelig talt barok i sin stil og jeg har kun hovedrysten til overs for dem som render rundt med det nutidige svar på pudderkvaste, parykker og flæseskjorter.

anbefalede denne kommentar