Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Du kan ikke vælge dit liv — uden at miste dig selv

Den slovenske filosof og sociolog Renata Salecl introduceres på dansk med en sjov bog om det frie valgs ufriheder
Moderne Tider
21. januar 2012
Interessant. Renata Salecl finder fortællinger om valgets tyranni over alt: Ved valg af vin på restauranter, i forældrelivet, i indkøbsvinduer, i film og i samtaler med gode venner. Og man genkender sig selv.

Interessant. Renata Salecl finder fortællinger om valgets tyranni over alt: Ved valg af vin på restauranter, i forældrelivet, i indkøbsvinduer, i film og i samtaler med gode venner. Og man genkender sig selv.

Kåre Viemose

Moderne kvinder har fået muligheden for det ideelle valg: De kan selv tilrettelægge, hvornår de vil have børn. Lægen kan undersøge dem og give dem indikationer på, hvor længe de kan vente. Et stort udbud af prævention gør det muligt at kontrollere konsekvenserne af samleje, og et stort udbud af datingsites og sociale medier åbner rum, hvor de kan annoncere efter mænd med samme interesse i at få børn. Mulighederne er steget enormt, valget er blevet friere — men lidelserne er ifølge den slovenske filosof og sociolog Renata Salecl ikke blevet mindre, og menneskene er ikke blevet friere. For med valget følger en ansvarliggørelse og skam: Man skal ikke bare have børn. Man skal vælge dem på det gunstigste tidspunkt. Hvis man ikke vælger ordentligt, lever man ikke op til det frie valg. Man er ikke suveræn.

Salecl skriver om sin egen ungdom i det kommunistiske Jugoslavien, hvor hun også selv kunne vælge, hvornår hun skulle blive mor: »Tidspunktet var aldrig det rigtige til at få et barn,« fortæller Salecl i sin lille bog Valgets tyranni, der nu er udkommet på dansk:

»Der var altid andre ting, der skulle gøre først. Bøger, der skulle skrives, gæsteprofessorater, der skulle siges ja til, lejligheder, der skulle købes, steder, der skulle besøges.«

Tyranni

Hun konsulterede sin læge for at høre, om hun kunne vente, og hun udspurgte sine venner, der var blevet forældre, om omkostninger ved det nye ansvar. Det blev hver gang de små konkrete skridt, der i hendes tilværelse vandt over det store spring. Og Salecls pointe er, at det netop er det frie valgs væsen: Man skal kalkulere fordele og ulemper, man skal opstille omkostninger og gevinster, inden man træffer sit valg. Man skal agere økonomisk rationelt, og man skal træffe de optimale valg.

Målestokken passer på tilbud på det frie marked, men ikke nødvendigvis på store forhold i den menneskelige tilværelse. Set ud fra en økonomisk rationalitet kan det slet ikke betale sig at få børn, mens det som regel kan betale sig at takke ja til en omlægning af lån i banken. Hvis man følger det frie valgs økonomiske rationalitet, kan man ende med en masse optimale beslutninger og en masse eksistentielt forkerte dispositioner. Man mister fornemmelsen for livet selv, som Salecl bestemmer med det berømte John Lennon-citat, der også har været brugt som reklame-slogan: Livet er det, der sker, mens du er optaget af at lægge andre planer. Livet selv melder sig som indbrud af noget uventet, man netop ikke kan kalkulere sig frem til. Valgets tyranni kendetegner en tilstand, hvor man ikke er åben for livets overraskelser, men modstander af alt det uventede. Det er jo ikke tyrannisk i den forstand, at fremmede magter bestemmer over dig. Men det er ifølge Salecl tyrannisk på den måde, at en bestemt måde at se verden tyranniserer alle andre måder at se verden på. Det frie valgs synsmåde bliver den almindelige holdning til uddannelse, kærlighedsforhold, venskab, familieforpligtelser, bopæl, fritidsinteresser og kulturforbrug. Det menneske, som forholder sig til tilværelsen som et udbud af muligheder for frie valg, skulle være styret af en bestemt form for strategisk fornuft. Dette menneske skulle tænke, inden det handler, og det skulle i enhver situation prøve at maksimere sit udbytte og minimere omkostningerne.

Det antages i denne teori om mennesket, at vi indsamler viden, inden vi træffer beslutninger, og at vores valg således er oplyste. Vi skulle være en slags livsstrategiske lommeregnere. Salecl fremdrager et sjovt eksempel på en ansøgning fra en kvinde efter en eventuel far til sit barn: »Jeg forestiller mig en medforælder, der er middelklasse, er i arbejde og har værdier, der ligner mine«. Det er ligegyldigt for den mandesøgende, om medforælderen er hvid eller brun, heteroseksuel eller homo. Bare de har samme værdier.

Det komiske er ifølge Salecl, at forælderannoncen er skrevet som en jobannonce: Man vil ikke diskriminere på grund af seksuel orientering eller etnicitet. Det vigtigste er, at vedkommende ligner hende selv og er socialt velfungerende. Den mulige medforælder vurderes efter de samme kriterier, som man bruger til at bedømme en ansat: Han skal ikke være arbejdskraft, men forældrekraft. Han er en ren human ressource. Hun vil på forhånd indgå det, som hun kalder en ’skilsmisse før ægteskabet’. De to skal udfærdige en kontrakt om gensidige forældreydelser.

Sjove eksempler

Salecls ærinde i Valgets tyranni er både at afdække, hvordan det frie valg virker på os og kritisere forestillingen om det strategiske menneske. Filosofisk er bogen hverken særligt klar eller original, og samtidsdiagnostisk tilføjer den ikke ny indsigt. Kritikken, kritikkens genstand og kritikkens konklusioner er alle velkendte. De er også indimellem lidt for nemme, som når hun hævder, at coachen er et paradoksalt fænomen i vores kultur: Coachen skal lære os at blive herrer i egen tilværelse, men det kan vi åbenbart kun blive ved at underkaste os en anden herre — coachen selv. Dette er kun paradoksalt, hvis man har en plat forenklet opfattelse af frihed og herredømme, og det er et eksempel på en tilbøjelighed til at fordumme samtiden, så den bliver nemmere at kritisere.

Alligevel er Valgets Tyranni sjov og interessant: De konkrete eksempler er mesterlige indblik i situationer og episoder i samtiden. Salecl finder fortællinger om valgets tyranni over alt: Ved valg af vin på restauranter, i forældrelivet, i indkøbsvinduer, i film og i samtaler med gode venner. Og hendes grundlæggende indsigt bliver ikke mindre væsentlig af, at den er sagt før: Hvis vi selv kan vælge det hele i vores liv, hvad er så det selv, som vi vælger med? Hvad er det, som er hævet over det frie valg, og som ikke forandres. Sagt på en anden måde: Hvis du vil vælge hele dit selv, har du samtidig mistet dig selv.

»Vi kan omforme vores kroppe og endda skifte køn«, skriver Salecl: »Men hvad er der tilbage til at diktere vores valg, når vi har overgivet os til denne kontingens?«

Når vi læser denne bog, genkender vi det, vi gør, på samme tid, som vi griner af, at vi gør det. Og genkender tilbøjeligheden til at gøre det igen. Det er sjovt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mogens Michaelsen

Man kan kun vælge sig selv ved at acceptere, at der altid vil være noget ved en selv, som man ikke selv har valgt.

For eksempel tage ansvar for ens handlinger, uden at undskylde sig med "en dårlig barndom" eller "dårlige gener".

Men da der er forskel på os mennesker med hensyn til hvad vi IKKE har bestemt selv, skal man ikke have for travlt med at dømme andre. Og intet verdsligt retssystem kan være egentligt retfærdigt af samme grund.

I dag er der en tendens til at bilde sig ind, at bare der er tilstrækkelig mange VALG for en, så har man dermed entydigt "skabt sig selv". Det er overfladisk i forhold til den eksistentielle virkelighed, fordi valgene i høj grad har karakter af noget der ligner varer på et frit marked.