Læsetid: 3 min.

Mesterligt opgør med myten om moderniteten

I en enestående kombination af historie, filosofi, politologi og nationale studier afdækker Francis Fukuyama politiske institutioners oprindelse, udvikling og forfald
I en enestående kombination af historie, filosofi, politologi og nationale studier afdækker Francis Fukuyama politiske institutioners oprindelse, udvikling og forfald
7. januar 2012

Vi har altid været sammen. Der var ikke nogen naturtilstand før samfundet, og mennesket har aldrig levet isoleret. Det er en af de indsigter, som den amerikanske forsker Francis Fukuyama bygger sin fantastiske studie af den politiske ordens oprindelse på.

Bogen er både et godt tænkt og grundigt undersøgt opgør med grundlæggende sociologiske antagelser om modernitet og fundamentale filosofiske antagelser om mennesket og samfundet. Det er intet mindre end opbygningen af politiske samfund i menneskets historie, som er anliggendet for Fukuyamas The Origins of Political Order.

Mennesker har som sagt altid levet i fællesskaber, der bygger på et af to principper: Enten slægtskabet eller gensidig altruisme. Hvis slægtskabet er det fundamentale princip, arrangerer man sig med andre mennesker på den måde, som giver mest muligt sikkerhed og udbytte for ens egen familie. Hvis fællesskabet bygger på gensidig altruisme, opgiver man sin ret til selv at dømme sine modstandere til en fælles domstol, fordi man går ud fra, at det skaber mere retfærdighed og tryghed. Man giver til det fælles for at få noget bedre igen. Det er ifølge Fukuyama ikke primært økonomiske kalkuler, som skaber gensidig altruisme. Fællesskabet grundlægges ikke for at skabe materiel fremgang for den enkelte, men som regel for at skabe stabilitet og beskyttelse. Overgangen fra et stammesamfund til en moderne stat kan således også betegnes som overgangen fra slægtskab til gensidig altruisme. Hvis man vil grundlægge en moderne stat, skal man således erstatte den gamle stammeloyalitet med borgerlige forpligtelser. På den anden side forfalder stater ofte, når gensidig altruisme erstattes med hensyn til slægtskabet. De politiske institutioner holder op med at fungere til det fælles bedste, når de regerende privilegerer deres egne familie, kaste eller klasse. Bogen analyserer på den måde ikke kun opbygningen af politisk orden, men også grundene til deres forfald.

Retsstat, stat og demokrati

Fukuyamas bog er også en kritik af en udbredt myte om moderniteten: Det tages ofte for givet, at moderniteten kommer i en samlet pakke. Hvis man beskriver udviklingen i produktionsvilkårene, beskriver man på den måde også den politiske orden, den kulturelle historie og livsformernes forandring. Man tror på økonomien som historiens motor. Således regner man ofte med, at fri markedsøkonomi fører til demokrati, og at demokrati fører til kapitalisme. Men Fukuyama viser, hvordan det gængse begreb om demokrati bliver så bredt, at det ikke siger noget. Han skelner i stedet mellem stat, retsstat og mulighed for at drage de regerende til regnskab.

Han bestemmer staten som den tilstand, hvor ordensmagten har legitimt monopol på vold, og det fælles administreres af et upersonligt bureaukrati. Retsstaten bestemmer Fukuyama som det forhold, at ingen er hævet over loven; og muligheden for at drage de regerende til regnskab går på, at borgerne kan vælge deres ledere ved frie valg og kritisere dem åbent og offentligt. Den moderne stat blev udviklet i Kina for mere end totusind år siden, men kineserne udviklede til gengæld aldrig hverken retsstat eller institutionerne til at drage lederne til regnskab. Fukuyama konkluderer på den baggrund, at staten er stærk i Kina, mens samfundet er svagt. Det modsatte afdækker han i Indien, som er verdens største demokrati, hvor lederne drages til ansvar. Borgerne er engageret, men staten er ikke effektiv, og retsstaten er ikke konsekvent. Den indiske stat er svag, men det indiske samfund er stærkt. Hvis man antager, at et velfungerende demokrati kræver både en stærk stat, en konsekvent retsstat og et stærkt samfund, lever hverken Indien eller Kina op til kriterierne, men begge lande har oplevet en enorm økonomisk vækst. Der er således ingen nødvendig forbindelse mellem det, vi kalder demokrati, og kapitalisme. Der er i det hele taget ingen nødvendige forbindelse i de politiske institutioners historier. Det er netop det, som Francis Fukuyama meget lange og enormt overlegne bog viser: Politik betyder noget for sig selv. Vores ideer styrer ikke verden alene, men de er med til at styre den og de måder, vi lever på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vås, Mansour Heydari, Fukuyama er ikke "nyliberalist", han er faktisk en temmelig redelig akademiker, der analyserer snarere end at fælde domme.
Jeg ville være mere interesseret i, hvad hans analyse af det græske demokrati siger - dér har man jo netop borgerligheden, hvor økonomisk formåen aktivt fratages muligheden for indgriben.

Anne Marie Pedersen

Desværre nævnes der faktisk overhovedet ikke, hvem han skriver sig op imod. Det gør artiklen ret difus, for så vidt som jeg kan se, er der ikke særlig mange af de tanker her, der er særlig nye. (Bortset fra, at manden måske bare skriver lidt mere populært og let tilgængeligt)

Niels Engelsted

Det er vist sådan, at store tænkere kun har en idé, i sjældne tilfælde to. Er gensidig altruisme ikke bare et nyt ord for den sociale kontrakt, der danner grundlag for det liberale demokrati og retstaten siden Thomas Hobbes og John Locke, og er det hele ikke The End of History i nye formuleringer?

Okay, man må selvfølgelig have fingre i bogen, hvis man vil se efter. Eventuelt låne Erikas.

"Der var ikke nogen naturtilstand før samfundet, og mennesket har aldrig levet isoleret."

Som om dyr, der iblandt pattedyr, der iblandt talende pattedyr, ikke lever i samfund.

Det USA'nske dilemma for ikkekristne akademikere:

Thomas Hobbes eller Charles Darwin?

Med venlig hilsen

Niels Engelsted

@Peter
Det lyder ihvertfald som en selvmodsigelse. Bruger altruisme i forbindelse med gensidig prosocialitet, fjerner man et vigtigt begreb, nemlig uegennyttens, som den for eksempel kommer til udtryk mellem forældre og børn. Derfor tror/troede jeg, at han blot omskrev den sociale kontrakt, der jo også kan være temmelig eksistentiel.

Bjørn Hallsson

Hej Niels. For mig virker det lidt som om Fukuyama netop forsøger at gøre op med Hobbes og Locke ved at hans "state of nature" er fællesskaber i stedet for selviske individer. Når det så tilsyneladende alligevel mislykkes at komme med et reelt alternativ, kan det hænge sammen med, at hans evolutionære analyse af prosocialitet, ligesom hos stort set alle andre, der skriver om samfundet fra et darwinistisk synspunkt, er begrænset til slægtskab og reciprok "altruisme". Gruppe-selektion er desværre stadig i skammekrogen, selvom det efterhånden er ved at være temmelig accepteret i biologien.

Mansour Heydari

I lige måde, Peter Hansen.
Hvem var det så der idealiserede den herskende orden efter Sovjets fald og erklærede at historien var slut med liberalismens sejr? Det skriver han sort på hvid i The end of history and …, hvilket han senere trak skandaløst tilbage.

Du skriver at han ”analyserer snarere end at fælde domme”. Var det derfor at hans analyser førte til dommen om Historiens ende?!

Han er medlem af RAND, den amerikanske Think Tank, der beskæftiger sig med strategiske planer i retningen af USA herredomme. Her har han også bl.a. sagt og skrevet en masse vrøvl om Shi’a muslimer og om hvordan USA skulle imødekomme den iranske regering. Amerikanerne var meget inspireret af hans ideer om svækkelsen af Velayate Faqih i Iran, men det helet gik galt under fløjlsrevolutionen i Iran i 2008-9. (For at vide mere om Fokuyamas teorier om Shi’a muslimer find hans foredrag i Jerusalem.)

Hans forudsigelse om en konfrontation mellem vesten og Shi’a muslimer, der skulle have sket i 2007, blev heller ikke til noget. Eller måske blev det, men jeg har ikke set noget, har du?
Nu er der ikke mange, der gider at høre på ham mere. Som sagt, har denne mand ikke skrevet et eneste fornuftige ord i sit liv.

mere og bedre materialisme er ønskeligt,
og mere og bedre materialisme kommer,
især hvis eller når løntrællene overtager styringerne af samfundsøkonomien.

Kirsten Svejgaard

"Vi har altid været sammen. Der var ikke nogen naturtilstand før samfundet, og mennesket har aldrig levet isoleret."

Netop! For et års tid siden har jeg i anden forbindelse skrevet det samme.

Kirsten Svejgaard

Fortsat:

Bortset fra det ved jeg intet om mandens baggrund. Jeg har et eksemplar af "End of History...", men fandt den aldeles uinteresant og har aldrig læst den færdig.

Men man må vel ikke fratage manden evnen til at blive klogere?