Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Det menneskelige samvær er et svært håndværk

Den amerikanske filosof Richard Sennett brillerer i sin nye bog igen med sin slentrende stil, der forbinder hverdag og idehistorie, men han kommer ikke rigtig nogen vegne med det
Moderne Tider
11. februar 2012
Sympati. Det dårlige samvær, som præger samtidens kultur, er ifølge Sennett kendetegnet ved sympati. Man forholder sig med en universel og upersonlig sympati til folk. Man ringer ind med penge til flygtninge og nødstedte, og man ønsker dem det bedste, men man vil også holde dem væk.

Sympati. Det dårlige samvær, som præger samtidens kultur, er ifølge Sennett kendetegnet ved sympati. Man forholder sig med en universel og upersonlig sympati til folk. Man ringer ind med penge til flygtninge og nødstedte, og man ønsker dem det bedste, men man vil også holde dem væk.

Christian Als

Sennett har en særlig stil. Han skriver så let, som andre taler, og man læser ham med samme fornøjelse, som man lytter til en god fortælling. Det er ikke systematisk, men det plejer at være overbevisende. Den amerikanske filosof Richard Sennett beviser ikke sine teser, men viser dem med eksempler fra det sociale liv, der så at sige taler for sig selv. Med ham i hånden spadserer man gennem idehistorien, som om det var et aktuelt drama, og man flanerer gennem den sociale virkelighed med blik for fornuften i den måde, mennesker handler og taler på. Det er ikke bare oplysende i den forstand, at man får indblik i noget, man ikke har set før. Det er også inspirerende, fordi Sennett afdækker, hvor meget der rent faktisk sker mellem mennesker, og hvor langt teorien om det sociale liv er efter fællesskabets praksisser. Teorierne er altid forenklinger af en praksis, som er mere kompliceret. Den pointe inspirerer ethvert nysgerrigt menneske til igen at prøve at finde ud af, hvad der foregår, når hverdagsærinder ekspederes, og til at lytte efter, hvad der bliver sagt i den mest almindelige hverdagssnak.

Hans teser om det moderne liv er som regel pessimistiske: Den moderne kapitalisme udvikler en utryghed hos de ansatte, som modarbejder deres menneskelige behov for stabilitet og vished. Den lover lykke til arbejdere og forbrugere, men den leverer ofte udbrændthed og usikkerhed. Den kræver dit sande jeg, men den nedbryder din karakter, fordi den fordrer fleksibilitet og omstillingsparathed. Som de fleste kulturkritikere ser Sennett vor tids overgange som undergange, men han gør det ikke kynisk. Han gør det tværtimod med sans for de aspekter i samtiden, som åbner for reparation af det, der er gået i stykker. Det gælder for eksempel hans tanker om autoritet: På den ene side konstaterer Sennett tidligt i sit forfatterskab, at autoriteten bliver til et problem i moderne samfund, fordi den anti-autoritære tendens river alt ned på vejen mod mere frigørelse og større forbrug. På den anden side peger han på en strategi til at genopfinde autoriteten på det moderne livs præmisser. Han minder om, hvordan håndværksmesteren bliver anerkendt som autoritet af sine underordnede: Det gør han ikke i kraft af, hvem han er, men i kraft af, hvad han kan. Hvis autoriteten bygger på særlige egenskaber, som de andre beundrer og gerne vil lære af, bliver den anerkendt. Det er nemlig en autoritet, som ikke får folk til at kigge ned, men derimod se op til noget, de gerne vil kunne. Sennett viser således ofte, hvordan der er mere i samtiden, end vi almindeligvis antager, og han afdækker, at der mere på spil mellem mennesker, end teorier begriber. Det menneskelige fællesskab bliver i Sennetts sociologi bestandigt genfortryllet.

Samarbejde

En ny bog fra Richard Sennett er således et løfte om nye indsigter i vores fælles virkelighed. Og forventningerne til hans nye bog Togetherer vokset over de seneste par år, fordi den siden januar 2010 har været annonceret og udskudt adskillige gange. Den er andet bind i det, han kalder sin ’homo faber’-trilogi, som er studier af, hvad der skal til for at få menneskelige fællesskaber til at fungere. Det første bind var den fremragende bog Håndværkeren,og det sidste bind skulle efter sigende handle om livet i samtidens storbyer. Dette andet binds tema er intet mindre end det menneskelige samarbejde, og udgangspunktet er en diagnose af det moderne livs problematik. Det kræver ifølge Sennett særlige egenskaber at kunne arbejde sammen med andre mennesker. Det vellykkede samarbejde kommer ikke af sig selv, men forudsætter et håndværk, som vi ikke er bevidste om som håndværk. Problemet bliver nu ifølge Sennett, at det moderne samfund nedbryder det sociale håndværk, som er grundlaget for hele samfundet. Intet mindre.

Vi ser i disse dage en ny karakter, en ny mennesketype: Det er én, som bruger sit liv på at forsvare sig selv. Denne moderne mennesketype bygger sin tilværelse op på at nedbringe risici og forsikre sig mod alt det, der kan gå galt. Det er ikke mere udsat, end mennesker tidligere har været — tværtimod. Men det moderne menneske er dårligere til at udholde den udsathed, som altid har været et menneskeligt vilkår. Det er konstant ængsteligt, selv om det historisk set ikke har så meget at være bange for. Det betyder også, at det bliver dårligere til at omgås andre mennesker og især forskellige mennesker. Sennett hævder ikke, at det er forkert, at andre mennesker er farlige. Han hævder blot, at den risiko må man leve med, fordi man også er afhængig af andre og fremmede, hvis man skal fungere. Og han minder om, hvordan ritualer med at give hånd, hilse på hinanden og følge regler netop handler om at vise, at står på fælles grund. Oprindeligt var det grækerne, som begyndte at give hinanden hånd for at forsikre fremmede om, at man ikke havde våben i hænderne. Det var en afvæbnende gestus.

Dialogisk og dialektisk

Sennett skitserer afgørende forskelle mellem det gode samarbejde og det dårlige samvær. Det dårlige samvær, som ifølge Sennett præger samtidens kultur, er kendetegnet ved sympati. Man forholder sig med sympati til folk, når man siger, at alle er lige og derfor fortjener respekt. Sympatien er universel og upersonlig, man holder af dem, man ikke kender, bare fordi de er mennesker. Man ringer ind med penge til flygtninge og nødstedte, men man vil ikke have en flygtningelejr i sit kvarter. Man ønsker dem det bedste, men man vil også holde dem væk.

Det modsatte af sympati er ikke anti-pati, men derimod empati. Når man forholder sig med empati til andre mennesker, anerkender man, at de er forskellige, og det bygger samhørigheden på. Alle er ikke lige, alle er forskellige.

Det oversætter Sennett til to forskellige politiske strategier: Sympati-kampen fører til de rettighedsbevægelser, som kendetegner den politiske venstrefløj. De politiske ledere formulerer noget, som burde være rigtigt for alle, og de fører det igennem oppefra og ned.

Empati-kampen fører derimod til de græsrodsbevægelser, som har præget det, Sennett kalder den sociale venstrefløj, men som man også kunne kalde det kulturelle venstre. Endnu en distinktion bliver vigtig for Sennetts bog: Det dialektiske over for det dialogiske. Kommunikationen på internettet og i det moderne arbejdsplads-liv er ifølge Sennett dialektisk: Det betyder, at man vil tale sig frem til et fælles mål. Samtalen handler om at producere konklusioner. Den er målrettet, og modsætninger er noget, der skal ophæves.

Den dialogiske samtale lader derimod folk være uenige. Den er ikke rettet mod en konklusion, men mod udveksling af ideer. Dialektisk taler vi os frem til noget, mens vi dialogisk bare taler sammen.

Mislykket

Man er ikke i tvivl om, at empati, græsrodsbevægelse og dialog er godt, når man læser Sennetts bog. Man forstår også de uheldige konsekvenser af sympati, magtpolitik og dialektik. Men det bliver ikke til et overbevisende studie af samarbejdets mekanik, og der bliver ikke rigtigt argumenteret for, at alt det dårlige samarbejde skulle komme fra internettet og arbejdslivet, mens alt det gode samarbejde skulle komme fra gammeldags håndværk, orkesterpraksis og samtale.

Togetherer endnu en slentrende bog fra Sennett. Den er behagelig at læse, men den kommer ikke rigtig nogen vegne. Den løse stils svaghed bliver udstillet af bogen, fordi ræsonnementer ikke tager sig selv alvorligt, når konklusionerne undervejs ikke bliver til præmisser for videre undersøgelser. Bogen er sat sammen i tre afsnit, som hedder ’Det skabte samarbejde’, ’det svækkede samarbejde’ og ’det styrkede samarbejde’, hvilket skulle love en slags dannelsesforløb. Men forfatteren formår ikke at samle sine betragtninger af det moderne liv og sine filosofiske refleksioner i et værk. Det forbliver løsrevne sider, eksempler og pointer, som ikke bliver til et troværdigt indblik i samarbejdets praksis og problematik, men til et postulat.

Anslaget i bogen er fremragende, temaet er enormt, men realiseringen er mislykket. Faktisk kunne man have ønsket sig, at bogen var mere dialektisk end dialogisk. Den behagelige stil bliver til bogens problem. Det vidner også om, hvor stor en kunst det er, når det lykkes.

Richard Sennett

Together. Yale University Press.

324 sider, 28 dollar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Jeg har ikke læst den anmeldte bog, men karakteristikkerne af Sennet er lige i øjet. Man får lyst til at læse bogen. Sennet er en herlig feel bad in a good way sociolog. Det er lige før man ønsker at konservatismens glansbilleder var sande. Jeg finder ham bestemt ikke uinspirerende, selvom jeg nok ikke læser bogen.

John Christian Mogensen

Jeg får ikke lyst til at læse bogen. Den er tydeligvis for svag i det dialektiske. Modsætningen til sympati er ikke empati. Empati er forskellig fra sympati, men forudsætter den. "Alle er ikke lige, alle er forskellige". Som om lighed og forskel var modsætningen, og ikke lighed og enshed. Alle forskellige ting ligner hinanden i en eller anden henseende. Ligheden mellem forskellige, er at de ligner hinanden i en væsentlig henseende. Modsætningen til forskellighed er enshed, ikke lighed.

Endnu en professionel "samfundspædagog" dækker sig ind.

Moderne sociologer kredser ofte nervøst om det kapitalistisk systems sandhed, idet denne sandheds banale konsekvens sansynligvis er omfattet af terrorlovgivningen...

Dette gælder eksempelvis også Pierre Bourdieu, der er omtalt andet sted i dagens avis: http://www.information.dk/293203

... så er der sgu ofte mere saft og kraft i filosofferne: eksempelvis den franske filosof Bernard-Henri Lévy, der efter eget udsagn kan tage den moralske ære for at have stjålet Det arabiske forår fra det Libyske folk; http://www.information.dk/277572