Læsetid: 5 min.

Beværtet: Bornholm, Bornholm, Bornholm

Det kan også ligge gemt lidt af vejen midt i storbyen. Køkkenet har et ambitionsniveau, der lægger et hårdt pres på tallerkenen. Alligevel bliver det ikke for meget af det gode
/h4> Der er vældig høje ambitioner i køkkenet hos den københavnske afdeling af bornholmerrestauranten Kadeau – og det bliver aldrig for meget af det gode.

/h4> Der er vældig høje ambitioner i køkkenet hos den københavnske afdeling af bornholmerrestauranten Kadeau – og det bliver aldrig for meget af det gode.

Tine Sletting

31. marts 2012

Den originale restaurant ligger ud til stranden syd for Aakirkeby på Bornholm med udsigt ud over havet. Københavnerafdelingen ligger på Vesterbrogade lige over for Sorte Hest ved siden af et pizzeria og en kiosk.

På Bornholm kører de med (fortrinsvis) lokale råvarer, i København importerer de dem – fra Bornholm. So much for lokale råvarer.

Man skal kante sig lidt, forbi køkkenet og garderoben, for at komme ind i det lille lokale med borde og stole, hvor der vel er plads til en små 25 gæster. Der er pyntet op med bornholmerreferencer i glas og ramme på væggene, ligesom vores tjener og medejer har Bornholm tatoveret på underarmen.

Vi fik vores pladser og fik straks serveret et lille stykke af den strand, restauranten på Bornholm ligger på – et lille rundt korkfad fyldt med marehalm, strandsten og muslingeskaller. Man kunne høre det kolde vand pible mellem stenene og vinden tage fat en kold dag i marts, mens mågerne skreg højt på himlen. Det er godt tænkt, at lokalet ikke har vindue ud mod gaden, for her var vi pludselig væk fra stenbroen med et trylleslag. Rundt omkring på fadet lå små lækkerier – stegt sild med gudhjemmadyppa (eller hvordan man nu skriver det på Bornholmsk), tørret kammusling, laks, rådyrtatar, en ’lille’ venlig opmærksomhed til os, som blev serveret, nærmest inden vi havde nået at sætte os ned.

Vi fik tilbudt et glas Champagne – Trépail, David Léclapart L’Artiste Blanc de Blancs 2006 og fik samtidigt spisekortet. Mens vi sad og hapsede de små godbidder i os, kunne vi orientere os i aftenens kombinationsmuligheder. Tone gik efter tre retter, jeg efter fem og vinmenu til os begge.

Lidt for meget forret

Efter vi var færdige med strandstykket, fik vi et skærebræt med groft afbrækket brød på og en god portion smør, der var rørt op med kærnemælk. Det kunne vi slet ikke administrere, og vi åd det hele lige med det samme.

Første ret, som vi begge fik, var danske blæksprutter og pocherede østers som tatar i en helt ekstrem lækker knaldgrøn juice af agurk og dild, pyntet med papirtynde ræddiker og et mørkt drys, serveret midt på en tallerken af brun bornholmsk keramik. Billedskøn anretning. Til det fik vi en Bourgogne Gr. Ordinaire Melon de Bourgogne fra Saint-Père/Vézelay, Domaine de la Cadette årgang 2010. Let verdensklassevin, der ikke overdøvede de fine nuancer af havsmag på tallerknen.

Så fik jeg en ekstra forret, mens Tone kunne sidde og nyde vinen og synet af sin mand, der sad og så forelsket på hende. Det var kartofler med torskerogn, mayonnaise rørt op med hårdkogte æg og knas af råstegt kyllingeskind og kartoffelskræller, pyntet med urtestængler og stænket med eddike. Igen meget smukt anrettet, men måske var den en anelse for stor, den portion. Jeg blev i hvert fald lidt træt af retten, inden jeg var færdig med den, selv om den som sådan smagte virkelig godt.

Vinmenuen kørte ret godt, kan man vist roligt sige. Igen med den næste; en Jura, Arbois, Etienne Thiebaud – Chardonnay fra 2009, var vi ude i naturlig vin med karakter og personlighed. Eddiken i retten fik noget at slås med.

Nu begyndte jeg lidt at fortryde, at jeg havde valgt flere retter end Tone, for jeg skulle jo have en forret mere, inden vi begge skulle have hovedret. Men da den næste smukke anretning blev serveret, accepterede jeg alligevel situationen. Igen ny bornholmsk keramik og en komposition, der som en Vasily Kandinskysk abstrakt form kunne se tilfældig ud ved første øjekast, men som hang utrolig harmonisk sammen i en kompleks enkelhed. Køkkenet havde været oppe på den store klinge her. Det var lammetunge (stegt og sprængt) serveret med seks forskellige typer løg i en klar sovs på okse og en smuk lys skum til. Til den fik jeg en Côte du Py 2010, Jean Foillard, Morgon, Beaujolais. Usvovlet vin, der er noget helt andet, end hvad man normalt vil forbinde med Beaujolais – en mørk og alvorlig vin, som passede perfekt til den saltede, koncentrerede smag af kød og løg. Den ret, den vin, tilsammen bliver det svært at overgå i 2012, ligegyldigt hvor jeg skulle finde på at spise.

Sammen igen

Næste punkt var hovedretten, og nu skulle vi spise synkront igen, fisk til Tone og gris til mig.

Grisebryst med rødbeder, bagte og i tynde, råmarinerede flager, med røget marv og tørrede blomster og visne urter til. I en sovs på grisehaler. Det var voldsomt meget op mod hinanden på én tallerken, men med et sammenhængende sammensat resultat, der ikke virkede overlæsset eller for meget. Køkkenet arbejdede sig dybere og dybere ned i de mørke smagsnuancer, og vinen, der skulle bløde op og komplementere, fulgte med – Barolo, naturligvis, Marengo Brunate 2008. Tør, sej vin med kæmpe smag og svesketoner. Et selvfølgeligt valg til grisens fedme og rødbedernes sødme.

Tones slethvar var som de øvrige retter også sanseligt anrettet; lyse og hvide nuancer af fisk og skorzonérødder på et leje af grønt kål med små hjertemuslinger og rogn til. Lækker, cremet og fast i kødet. Til den fik hun La Lune, Marc Angeli, 2009, som denne gang ikke havde den magiske virkning, den plejer at have. Var det vores forventninger til magien, der ødelagde trylleriet? Måske, men stadig en vin for konger.

Jeg sluttede af med ost, fire stk., – tre fra Jylland og én fra Bornholm. Den første var den mest spændende, Lykkebjerg råmælksost fra Arlas unikaprogram. Den blev præsenteret som Danmarks første råmælksost, hvilket godt nok ikke er helt rigtigt, da Thiese allerede sidste år lancerede sin Rå Hinge. Til den drak jeg Roussillon, Les Foulards Rouges La Soif du Mal, en dejlig ligetil vin, der gav ostene plads.

Tone hoppede på desserten: Slåen, yoghurt, valle og kærnemælksis med myslidrys. En blød bunke frisk mildhed og sødme.

Kadeau kan virkelig noget, der er helt vildt høje ambitioner hos drengene i køkkenet, og selv om der næsten ikke kan læsses mere ned i de tallerkner, så bliver det aldrig for meget af det gode. Som vi sagde i mit gamle kollektiv Smilende Susie, hvor jeg boede i yngre stenalder med Helle, Else og Erik: For meget af det gode er aldrig nok. Et princip, de jonglerer med på Kadeau uden at tabe det på gulvet. Vi betalte 2.400 kr. inklusiv en (fynsk) pærebrændevin at gå hjem på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu