Beværtet: Löjrom er stadig et hit

Man vil jo gerne give nogle af sine værdier videre til næste generation. Derfor havde jeg inviteret et ungt par med på en af min ungdoms foretrukne restauranter, Peder Oxe, som jeg er begyndt at dyrke igen. Rent bortset fra hvad stedet måtte servere, er det altid en fornøjelse bare at opholde sig i lokalerne med plankegulvene og den åbne pejs med knitrende ild. Torvet, hvor restauranten ligger, er Københavns smukkeste plads med velrestaurerede middelalderhuse og brosten.

Har man sagt Peder Oxe, må man straks nævne Bøf og Ost i naboejendommen. Begge madtempler blev nemlig startet af samme ejer under stor medieopmærksomhed i 1970’erne og ligner hinanden i konceptet. De introducerede en ny ret for danskerne, löjrom, rogn fra en fisk, som svømmer rundt i de svenske og finske farvande. Nordisk kaviar kan man også kalde rognen – en forløber for det nye nordiske køkken, som er sagen i verden i dag. Den serveredes med ristet brød, cremefraiche og rødløg.

I de år blev den bagte kartoffel et stort hit hos unge danskere som afløser for moderetten fondue. Löjrom og cremefraiche gik også fint til den bagte kartoffel.

Löjrom er stadig på kortet hos Peder Oxe, og den unge kvinde valgte den som forret. »Kaviaren har det rigtige pop. Den springer i munden,« konstaterede hun med stor autoritet. Hendes far var kok, og hun har derfor en nedarvet fornemmelse for mad. Jeg valgte en forret med morkler, den sorte svamp, som nok er den mest efterspurgte næstefter trøflen. Den blev serveret med ristet rugbrød, men rugbrødssmagen overdøvede morklens. Den unge mand valgte en hummersuppe, som var god og kraftig – eller rich, som det hedder i madjargonen.»Rigtigt cremet,« sagde han, der selv er god til at lave mad.

Priserne var 85 kroner for löjrommen, 95 for suppen og 125 for morklerne.

På varme sommerdage var torvet i sin tid som et fluepapir, fyldt med unge mennesker, der som den naturligste ting af verden satte sig ned direkte på brostenene med en flaske vin eller en pibe stærk tobak. Stemningen var mild, venlig og doven. Den signalerede love and peace, og der var musik i luften.

I vinbaren

Men så sagde det vrooooom! Det var racerkøreren Thorkild Thyrring, som kom kørende i fuld fart ude fra Lufthavnen med den nye beaujolais-vin og dermed indvarslede yuppie-80’erne, hvor første maj blev afløst af ’mig først’. Der var dengang kapløb om at komme først med vinen fra den nye høst. I dag går det mere roligt for sig.

Hippierne forsvandt, men Peder Oxe består og fejrer stadig hvert år den nye beaujolais med gratis udskænkning på torvet. En gang om året steger Peder Oxe en hel okse eller forestår andre udendørs madbegivenheder, som giver torvet karakter.

Jeg foretrækker Peder Oxe frem for tvillingerestauranten, simpelthen fordi der er flere lokaler og krinkelkroge på to etager. I kælderen er der vinbar. Der havde jeg engang en særegen oplevelse. Flemming, som jeg havde spillet på håndboldhold med i Aarhus, kom ind ad døren. Han kom over og fortalte, at han og konen havde en krise, så i aften havde de i god forståelse besluttet at gå i byen hver for sig. Lidt efter kom konen ind, lidet anende, at ægtemanden allerede var der. To sjæle, én tanke. De fulgtes ad hjem senere på aftenen.

Øjenbryn-ærter

Vi havde set frem til den kronhjort med trøffelsovs, som menuen på hjemmesiden lovede, men der var kommet nyt kort. Øv! Nul kronhjort. Til gengæld var der stegt søtunge (225 kroner), som jeg altid føler mig stærkt tiltalt af, når det kommer til fisk, mens det unge par kastede sig over henholdsvis forårslam (187 kroner) og oxe-steak (189 kroner). Ikke meget at sige om det ud over, at det var regulært og i orden. Den unge mand syntes dog, der var for meget fedt i lammekødet, mens den unge kvinde til gengæld aldrig havde smagt så sprøde ærter i egen bælg som dem, der var tilbehør til steaken. »Man kan tygge dem med øjenbrynene,« sagde hun henført.

Til søtungen var der små, runde, salte kartofler med skræl på, uhyre delikate, men jeg kan ikke noksom advare mod de små, grillede cherrytomater, der er rene eksplosiver. Meget lækre, men når man stikker gaflen i dem, sprøjter saften ud på de fine, hvide duge, så spændte er de. Det er anden gang, det sker for mig inden for kort tid.

Missionen fuldendt

Det var en søndag aften, så vi var nøjsomme med vinen. Et glas Riesling (47 kroner) til hver af herrernes forret, hvid Sauvignon de Touraine (49 kroner) til fisken, rød Valduero (84 kroner) til lammekronerne. Den unge kvinde holdt sig til postevand. På Peder Oxe ser man ikke skævt til en, der blot drikker te eller vand til maden eller nøjes med salatbordet, der som separat ret koster 115 kroner. Det er i tidens asketiske ånd, hvor der arbejdes med livsstilen i de små hjem. Den unge mand træner således til maraton, mens den unge kvinde i højere grad begrænser selve kalorieindtaget.

The best has yet to come, sang Frank Sinatra. I dette tilfælde var det vidunderlige desserter. Jeg bestilte ostetallerkenen med blandt andet taleggio, gorgonzola og reblochon (89 kroner), udmærket, men havde gerne byttet for den unge mands jordbær med cointreau, chantillycreme og appelsinsaft (69 kroner) eller den unge kvindes store fad med 10 slags desserter til 139 kroner som frugtsalsa, chokotrøfler, passionsfrugtsorbet, chokolademousse, pana cottaer, mazarinkage og – søreme – rødgrød med fløde. Det var toppen, og jeg fik gaflet mig godt ind på begges desserter.

Alt i alt en regning på 1.567 kroner for tre. Dyrt, men ikke dyrt i betragtning af grundpriserne på Gråbrødretorv. Min mission var fuldendt, da jeg hørte det unge par love hinanden, at de ville vende tilbage til Peder Oxe. Det gav de hinanden et kys på. En værdi var givet videre.