Læsetid: 3 min.

Ensomhedens fabrik

En ny fransk antologi redigeret af den berømte franske forsker Pierre Rosanvallon forsøger gennem gode analyser af enkelte problemer at genskabe selveste samfundet
10. marts 2012

Ensomhed er ikke et individuelt anliggende. Hvis man beskriver, hvem der er ensomme, og hvordan de oplever deres ensomhed, har man lavet en fortælling om samfundet.

Ensomhed opleves som en lidelse for det enkelte menneske, men den kan også beskrives som et fælles problem. Det er ofte dér, den venstreorienterede indsats starter:

Det private ubehag udlægges som en politisk problem, når det bliver forbundet med fælles livsomstændigheder. Og det er en fællesnævner for indlæggene i den lille antologi Refaire societé (At genskabe samfundet), som under ledelse af den franske forsker Pierre Rosanvallon netop er udkommet: Forskellige forskere forholder sig til individuelle lidelser i deres samtid som symptomer på politiske problemer. Selve overgangen fra det individuelle til det fælles er den gestus, som realiserer titlens fordring: Hvis du vil ændre samfundet, bliver du nødt til gennem fortællinger og fortolkninger at skabe samfundet. Borgerlige vil hævde med Margaret Thatcher, at samfundet ikke findes: Der er kun individer og familier, som bliver bundet sammen af moral og det frie marked. Det skal man ikke blande sig i politisk.

Refaire societé kan læses som et kampskrift imod de borgerlige, som hævder, at fællesskabet bygger på gammel moral og økonomisk aktivitet, og de venstreorienterede, der intellektuelt har opgivet at overskue helheder og nøjes med små enkeltsager og store fjendebilleder.

Som sociologen Francois Dubet skriver i sit programmatiske efterskrift:

»Når vi taler om at ’skabe samfund’, er ordet ’skabe’ vigtigere end ordet ’samfund’.«

Ensomhed og samfund

Det moderne franske samfund bliver af sociologen Cecile Van de Velde kaldt for »ensomhedens fabrik«. Med empiriske undersøgelser af franskmændenes fornemmelser af ensomhed skriver hun op imod samtidens myter om, hvem der er alene, og hvem der har det dårligt med det.

For som hun præciserer: Ensomhed er ikke en objektiv tilstand, den handler om, hvordan du oplever dit forhold til dig selv og omverden. Det er således en myte, at de fleste ensomme i Frankrig er ældre. Det er rigtigt, at de ældre er mere alene end andre grupper, men de mest ensomme er de unge mennesker. De oplever fraværet af selskab som et tab, og de kan ikke finde fred, når de er alene. De unges ensomhed kan ifølge Van de Velde henføres til en bestemt kapitalistisk kultur: Enhver skal tage ansvar for sig selv og sin egen udvikling. Og selv om man lever omringet af andre, kan det opleves som ensomhed, når man konstant evalueres efter sine seneste præstationer, og aldrig kan overlade ansvaret for arbejdet til andre. Hvis man leverer noget, der bliver en fiasko, falder det tilbage på én selv, og hvis man har succes, ved man, at de føler, at man har tilføjet dem et nederlag. Det skærper kampen.

Der er således ifølge Van de Velde én ensomhed for dem, der præsterer i toppen af det sociale hierarki i Frankrig, og en anden ensomhed for dem, der som arbejdsløse lever på den anden side af sidelinjen.

Individ i andres øjne

En lignende problematik udlægges anderledes af endnu en sociolog, Robert Castel, i bogens første indlæg: Alle skal være individuelle i vores samfund, men ingen bestemmer individuelt betingelserne for det:

»Det store problem er således ikke, at det store flertal af mennesker midt i den organiserede modernitet har for meget ubegrænset selvstændighed, men derimod at selvstændigheden afhænger af omstændigheder, som borgerne i samfundet som individer ikke selv behersker.«

Du er fri til at være fri – men du kan ikke selv bestemme, hvordan du skal være. En vagabond er også en slags frit og suverænt individ, men tilværelsen uden hjem og arbejde forbinder vi ikke i dag med frihed – måske mere med ensomhed. Det kan man ændre ved at forandre blikket på arbejdet, frihed og ensomhed – men det kan man ikke forandre alene.

Hvis man vil skabe større spillerum for selvrealisering, må man skabe det sammen med andre. Det bliver ikke skabt med denne lille bog, men den er et skridt, som inspirerer til gentagelse. Flere skridt fremad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu