Læsetid: 3 min.

En hyldest til svagheden

En lille netop genudgivet bog af den schweiziske filosof Alexandre Jollien, inviterer Sokrates til symposium om, hvad det vil sige at leve med en anderledes og afhængig krop i et samfund, der ikke aner, hvad det skal stille op i mødet med handicappede
3. marts 2012

I Frankrig er filmen Les Intouchables – de urørlige – i øjeblikket ved at slå alle rekorder for publikumssucces nogensinde. 19 millioner franskmænd har været inde og se komedien, der handler om venskabet mellem en rig, men totalt lam mand, og den fattige sorte fyr fra en parisisk forstad, som bliver hans plejer og ven. Skuespilleren Omar Sy, som spiller plejeren, vandt forleden den eftertragtede franske filmpris, en César, for næsen af Jean Dujardin, der ellers løb med en Oscar et par dage senere. De urørlige er baseret på en virkelig historie.

Samtidig cirkulerer en lille dokumentarfilm fra 2008 af Astra Taylor atter på Facebook. Her ser man filosoffen Judith Butler ’gå tur’ sammen med Sunaura Taylor, maler og politisk aktivist. Det specielle ved denne ’gåtur’ er, at Sunaura ret beset ikke går, men kører i kørestol. Samtalen med Butler, genderfilosofiens grand old queer, handler om, hvordan ord og gerninger er så nært knyttede til den normale krop, at det hedder at gå en tur – også selv om man kører. Den handicappede virker anstødelig, så det grænser til had. Sanaura forklarer, hvorledes hun næsten ikke tør drikke kaffe offentligt, fordi blot det at ’tage’ koppen gøres med – munden.

Målløs dialog

Alt dette fik undertegnede til at tænke over en lille bog, Éloge de la faiblesse, hyldest til svagheden, der udkom første gang i 1999, men som netop er genudgivet som paperback. Her sætter den schweiziskfødte filosof Alexandre Jollien en ikke særlig fiktiv Alexandre over for ingen ringere end Sokrates. Og mens Sokrates i Platons dialoger gerne får vristet en slags evig sandhed ud af sine uskyldige samtalepartnere, må man sige, at Sokrates i Alexandre Jolliens udgave er en smule målløs.

»Jeg snurrede så lystigt rundt i min mors mave, at jeg fik viklet navlestrengen rundt om halsen to gange. Resultatet ser du her,« forklarer Alexandre med sit mildest talt optimistiske sind Sokrates. Virkelighedens Alexandre Jollien har fra fødslen levet med et motorisk handicap, og kampen for overhovedet at komme til at gå og tale har været lang.

Det er måske derfor ikke så meget Sokrates og Alexandres symposium, der sættes i scene. I Platons symposium tales der om, hvad kærlighed mon egentlig er. Det symposium og den kærlighed, der har ’uddannet’ Jollien, så han senere har gjort filosofien til sin profession, er af en helt anden art.

Den ’fest’, Jollien deltog i, foregik nemlig på et plejehjem for stærkt handicappede børn. Kan man holde af disse børn, hvoraf nogle aldrig kommer til at hverken gå eller tale? Spørgsmålet bliver vendt på hovedet hos Jollien. For der skal noget til at holde af de stort set tåbelige, medlidende, selvoptagede, professionelle plejere, den lille Alexandre bliver udsat for i ’centret’, hvor han tilbragte hverdagene i 17 år. »Plejesektoren tiltrækker ofte personer, der søger en vis form for selvbekræftelse,« forklarer Alxandre tørt og beskriver, hvorledes visse plejere pralede af bedrifter, der gik ud på at forstå de handicappede. Som at prøve at køre igennem hele byen i rullestol for ’fænomenologisk’ at mærke, hvad det vil sige at være handicappet. Eller som den sygeplejer, der, da han bliver spurgt, ’om det ikke er hårdt, at gøre det, han gør’, demonstrativt lægger sin hånd på hjertet.

Tilstedevær

Den kærlighed, der så alligevel får Alexandre til at vokse kommer fra anden kant. Trøsten kommer midt i natten, hvor andre er hjemme hos deres forældre, og den lille Alexandre skal sove midt i det mærkværdige hold af forskellige handicappede samlet på ét sted. Den lamme Jérome får fra dybet af den seng, han aldrig selv forlader, i al enkelhed fremstammet et »er du ok?«

Og opmuntringen kommer fra den stumme, totalt ubevægelige Jean, der fra sin seng følger Alexandres forsøg på at lære at gå. Hver eneste gang en bevægelse lykkes, griner Jean, hvilket i starten undrer Alexandre. »Det blev således i et stort, smittende grineflip, at jeg bestod min eksamen som tobenet væsen. Jeans grin kulminerede da det endelig lykkedes«.

Alexandre Jolliens bog er en lang sokratisk indføring i, at, nej, det er hverken professionalisme eller medlidenhed, der skal til. Han fortæller om alenlange rapporter, der skrives, og møder, der holdes, i stedet for ganske enkelt at være til stede. Om uudholdeligt formynderi over for folk, der har alle deres åndsevner i behold.

Et smukt og bestandigt aktuelt bidrag fra en filosof, der som lille handicappet dreng blev testet til at være middelmådig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu