Læsetid: 5 min.

Et land af lykkelige drankere

Carsten René Jørgensen lægger Danmark på briksen i ny bog, der undersøger, hvordan verdens lykkeligste land kan bestå af drenge med ADHD, piger med snitsår og stressede forældre, der kigger dybt i rødvinsflasken
Lykkeland. Stadig flere unge kvinder mistrives, og over en halv million voksne danskere har et skadeligt forbrug af alkohol. I sin nye bog beskriver Carsten René Jørgensen, hvordan psykiske lidelser og sociale problemer individualiseres fra politisk hold.

Lykkeland. Stadig flere unge kvinder mistrives, og over en halv million voksne danskere har et skadeligt forbrug af alkohol. I sin nye bog beskriver Carsten René Jørgensen, hvordan psykiske lidelser og sociale problemer individualiseres fra politisk hold.

Jan Djenner

3. marts 2012

Afsættet for Carsten René Jørgensens nye og øjenåbnende bog Danmark på briksen er en forundring over en skærende kontrast mellem to ’fortællinger’ i samtiden.

Den århusianske professor i klinisk psykologi sætter ord på den første ved hjælp af en masse facts: I 2009 var ca. en halv million danskere i antidepressiv medicinsk behandling. Antallet af drenge og unge mænd i behandling for ADHD er eksploderet inden for de seneste år; der diagnosticeres på livet løs og udskrives mange doser Ritalin. Stadig flere unge kvinder foretager selvskadende handlinger, har følelsesmæssige problemer og mistrives. 585.000 voksne har et skadeligt forbrug af alkohol. Arbejdsomme borgere rammes af stress og burn-out-symptomer i arbejdslivet, og mindst 300.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder er mere eller mindre permanent ’parkeret’ uden for arbejdsmarkedet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Jeg har ikke læst bogen, men kan da kommentere anmeldelsen af den. Eller noget af den. Jeg har altid haft mit besvær med at forstå, at vi i Danmark skulle være verdens lykkeligste folkefærd. Men jeg har hørt at andre lande også er kommet frem til lignende konklusion af deres egne borgere. Det er da en utrolig stor mængde af mennesker, som er fanget i en unaturlig og ødelæggende livsstil. Så man kan undre sig over, at man alligevel synes at man er så lykkelig. Men tv har uden tvivl en stor andel af denne tvivlsomme ære. Vi ser meget tv. I gennemsnit. Og journalister kommer nu engang fra den højere middelklasse især på grund af lønningerne. De tjener det dobbelte i gennemsnit til deres svenske kolleger. Problemet er, at de ikke kender til de lavere klassers livsbetingelser og beskriver verden ud fra deres egne normer. Vi ser ikke den lavere klasses problemer og livsvilkår i tv. De eksisterer ikke. Vi er alle middelklasse mennesker og de er pr. definition lykkelige. Gode indtægter, gode boligforhold, gode pensionsopsparinger, ferier ect. Forhold som underklassen ikke kender til i samme grad. Den enkelte står billedligt tilbage, som om han var alene i verden med sine problemer. Han kan ihvertfald ikke finde dem i medierne. Det er måske en del af forklaringen på "lykkeligheden", der er skyllet ned med rødvin og piller, angst og depressioner.

John Christian Mogensen

Danskerne bør være lykkelige, ergo er de lykkelige. Det er et nederlag at erkende sig ulykkelig, altså svarer man at man er lykkelig. Jo ulykkeligere man er, jo større er behovet for at drømme sig lykkelig.

Martin Jeppesen

Jeg tror ikke idéen om Danmark som verdens lykkeligste samfund (troede iøvrigt det var Norge...) nødvendigvis stammer fra Danmark eller danskere.

Set udefra har Danmark alle muligheder for at være verdens lykkeligste land. Befolkningen er meget lille, landet er rimeligt velhavende, vi har gratis uddannelse og - sammenlignet med andre lande - et stærkt socialt sikkerhedsnet. I teorien burde der ikke kunne gå noget galt rent socialt set, når man vokser op I Danmark.

Hvad der går galt og hvorfor er en anden diskussion.

Martin Jeppesen, problemet i Danmark - og jeg er enig med dig i, at det kunne se sådan ud udefra - er, at vi, fordi vi altid har haft uformelle strukturer og ikke behøvet at formalisere frihedsgarantierne - lå åbne for fjendtlig overtagelse fra politikere med andre synspunkter og dagsordner, som det har udviklet sig i de seneste 20-30 år. På en måde var vi som de imødekommende indfødte, der ikke troede, den hvide mand ville dem noget ondt; men desværre er viljen til magt og udbytning altid stærkere, fordi der bag dem er netop en vilje og en deraf afledt strategi. Derfor kan giften spredes, og den gode udvikling afspores af en lille kreds af modstandere af det åbne, lige, frie og rige samfund.

Niklas Monrad

Tyv tror som bekendt at hver man stjæler.

Med det i mente, kan man nok forstå, hvordan desillusionerede "vandmeloner", der først så det ene eksperiment fejle, for derefter at blive tvunget til at indstille sig på at acceptere at deres utålmodige drømme ikke bliver realiseret i deres levetid (men givetvis når tiden er moden til det), tror at alle andre er lisså miserable som de selv er ...

Gorm Petersen

Og hvordan kan 98 procent af den danske befolkning i en undersøgelse sige, at de er lykkelige, når andre undersøgelser når frem til, at 700-800.000 mennesker ikke er velkomne på arbejdsmarkedet, og 10-15 procent har det så elendigt, at de må indtage antidepressiv medicin for at klare livet?

GP: Fordi medicinen virker.

olivier goulin

Jeg har heller ikke læst bogen, men jeg har følgende kommentar til anmeldelsen:

Det lader til, at Carsten René Jørgensen, i lighed med så mange andre, har accepteret paradigmet om, at folks mentale og psykiske problemer skyldes fejl ved deres omgivelser, herunder strukturelle problemer i samfundet.

Jeg tror i bedste fald, at dette er en sød illusion, bekvemt som det er, at kunne flytte ansvaret væk fra eget bord.

Alle eksistentielle og sociale problemer har sine rødder i individdets sind og underbevidsthed, herunder vaner.

Strukturelle faktorer i samfundet, og øvrige indflydelser fra omgivelserne er naturligvis medvirkende katalysatorer til at aktivere de latente problemer, men de er ikke determinerende på nogen måde.

Menneskets vilje overtrumfer alt. Hvis idet ikke var tilfældet, ville al tale om en fri vilje være omsonst. Men vi accepterer den fri vilje som noget meget fundamentalt i hele vores værdisystem, straffelovgivning, etc.

Psykiske, mentale og sociale problemer kommer af vore tanker, ord og handlinger. Det er på dette plan, vi har et individuelt ansvar for vores eget velbefindende, og dette kan ikke forflyttes til ens partner, arbejdsgiver, politikerne eller staten at sikre, at jeg fungerer godt som menneske. Det er og bliver et personligt ansvar.

Naturligvis kan ens miljø være så skadeligt, at det bliver nærmest umuligt at opretholde et sundt sind og et godt liv, men det er jo lige netop ikke situationen i Danmark - netop tværtimod.

Så paradokset omkring verdens mest priviligerede folk, værende verdens mest dysfuntionelle folk skal altså søges i andre forklaringer, og som sagt, i mere indvortes forhold.

Jeg kunne passende citere Lao Tzu her. Han siger det hele i følgende aforisme:

"Watch your thoughts; they become words."
"Watch your words; they become actions."
"Watch your actions; they become habits."
"Watch your habits; they become character."
"Watch your character; it becomes your destiny."

Vi danskere er ikke gode nok til dette, og hvad værre er, så forstår vi heller ikke vigtigheden af dette imperativ.

Det er her, problemet har sin rod - efter min mening.

/O

olivier goulin

@Søren

"Det er med lykke ligesom med fusionsenergi."

Du mener, at den altid er der 10 år ude i fremtiden?

Jeg var del af et civilt fusionsforskningsmiljø i München i 90'erne, og dér var det en stående vitighed, at realiseringen af fusionsenergi altid lå 10-20 år ude i fremtiden - til enhver tid.

Du har ret - vores forhold til lykke er lidt på samme måde, omend en noget kortere tidshorisont.

Vi håber og længes - men det forbliver en flygtig fantasi.

Men det er helt og holdent vores egen skyld, ikke ment som en bebrejdelse, men som en årsag.

Lykken ligger i os som en iboende kvalitet, men vi spænder ben for vores erkendelse af denne sandhed, ved uhensigtsmæssig forvaltning af vore resourcer, jvnf. Lao Tzu herover.

/O

Jette Abildgaard

Aah lille ulykkelige land...........

Jeg vil laese bogen og, jeg vil forsoege at forstaa hvad der er sket med Jer....

3 krige har haft en meget stoerre indfydelse paa Jer, end jeg tror I aner......

Forskellen paa Jeres kommentarer her og netop anmeldelsen/bogen er jo nemlig, at Carsten Rene Joergensen ser ud til at ramme helt plet....

I Jeres kommentarer og,i din anmeldelse Steen Nepper Larsen, fremkommer ord som 'klasseforskelle', 'de fremmede', de 'andre', 'svage' o.s.v. igen og igen....ord, jeg foerst er kommet til at kende efter jeg flyttede vaek, for vi brugte ikke disse ord, da ogsaa jeg boede sammen med Jer...

I ved I ikke er lykkelige, men ved I hvorfor I ikke er det mon?

Har I glemt det aabne sind, glaeden ved smaa ting, lysten til et godt grin, modet paa at gaa i gang med nye udfordringer.....kreativiteten.og, beloenningen for at turde, for at vaere anderledes... i dag ville I blive diagnotiseret med ADHD hvis I havde modet til at vaere anderledes, lysten til at proeve noget nyt .......

Koeb nu bogen......analyser den naar I har laest den og, taenk i mellemtiden paa, at uanset hvad I selv tror, saa er det efterhaanden mange aar siden, vort lille land saa lykkeligt ud udefra..tvaretimod, saa ser I ulykkelige og krigshaergede ud..meget....

Jeg elsker Jer, men jeg kan ikke bo hos Jer, for jeg vil ikke vaere ulykkelig i et kontrol-land, hvor alle skal passe ned i bestemte bokse,- ogsaa de,der ikke passer..og, hvis de ikke passer, saa oedelaegger I dem bare indtil de..som Jer, bliver ulykkelige....

TVANG er IKKE lykke!!!

Jette Abildgaard, jeg skulle blive 45, før jeg oplevede problemerne med at bo i så lille et land som Danmark. Men pludselig en dag på Oxford Street slog det mig, at prisen for tætheden let kan blive mangel på forskellighed, der er klumpspil på midten.
Når jeg først oplever det nu, er det dog formodentlig, fordi det er gået den vej, ikke at jeg har været uopmærksom. Ideen med velfærdsstaten var jo at sætte folk fri, så de i langt højere grad kunne bestemme selv, uden at skulle stå til regnskab. Et demokratisk ideal. Desværre har staten, der skulle garantere denne frihed, ført den modsatte politik ihverfald siden først i 90erne, så den økonomiske garanti for frihed i stedet er blevet statens køb af ret til indblanding i det helt private og personlige, eller i institutionernes selvforvaltning. Det er politikerne, der misforstår deres opgave.

Jette Abildgaard

Peter Hansen,

Vi er helt enige og, det er til at graede over....men, vi klarer det da bare uden politikerne saa, ikke....!!?

Men, hvor er det synd....set udefra genkender jeg desvaerre ikke ret meget af mit lille land mere......savner det......men, maaske en dag det kommer tilbage...eller i hvert fald noget af det..haabet er lysegroent......

èn ting er vi ved at få tilbage, og det er den åbne debat, der ikke låses fast af en ubrugelig ideologi, som vi ellers har set det i ti år.
Så vi må bare ruste os i idékampen, så alternativet kan komme til syne, og kampen for et samfund, vi faktisk ønsker os, fremfor kampen for et samfund, vi ikke ønsker os, kan føres med gode argumenter.

Jette Abildgaard

Bjarne Bisgaard,

Vi skal ud i verden at finde det gode, for det gode vinder altid over det onde og, hvis vi virkelig vil, saa finder vi det.....;)

Velkommen til forbrugerismen.

En storslået markedsføringskampagne for at sælge produkter til dem der producerer dem for mere end hvad det koster at producere selvsamme. Her er man blot en målgruppe. Der er ingen visioner, mål eller ambitioner, det hele handler om at indrette sig efter alle andre der gør det samme imens man farer rundt i spejlkabinettet og bliver en del af hierakiet for at arbejde sig op til socialklasse 3,374som er bedre end 3,373 og et udtryk for hvor meget man er lykkedes mere end 'dem'.

Sådan er kulturen og økonomien. Det handler om hvor meget 'kapital' man har. Man 'er' et produkt. Defineret af 'produktet' man køber. Man 'er' sin iPhone. Man 'er' sit arbejde. Man 'er' sine venner' Man 'er' det man spiser. Man 'er' det tøj man går i. Man 'er' alt andet end den man er. Man forstår måske hvorfor der grædes bagved maskerne efterhånden. For man kan ikke tage dem af. Det er fastelavn hele året rundt i Cost Benefit Society hvor alle måler hinandens effektivitet, overskudsgrad og ressourcer med en uhyggelig præcision.

Det er ikke nogens skyld, det er blot et spejl af et spejl som ingen vil smadre fordi det er et billede af mange enkelte strukturer og dele. For alle har bildt hinanden ind, at man 'er' det fordi 'det' er man værd - ligesom i 'den' reklame. Sådan endte dét eventyr.

hmmm, jeg må indrømme at jeg ikke nødvendigvis er ovenud lykkelig over det land jeg bor i, men jeg er i hvert fald glad for ikke at bo i damnark.
og lyder som om CRJ har fat i den rigtige ende med sin analyse

Carsten Mortensen

Jeg er evigt forvisset om at den slags undersøgelser altid vil vise at netop vi, det land hvori undersøgelsen præsenteres, er de lykkeligste.
Længe leve propagandaen.
Derfor, tak for sådan en bog. Jeg vil læse den.

Thomas E Felbo

@olivier goulin

Jeg finder dit menneskesyn reduktionistisk og forfejlet. Du kan ikke dikotomisere mennesket på den måde som du forsøger når du siger:

"Alle eksistentielle og sociale problemer har sine rødder i individdets sind og underbevidsthed, herunder vaner."

Som bekendt er et træs succes ikke kun afgjort af om jorden er frugtbar, men også af om solen skinner.

Forholdet mellem individet og omgivelserne er ikke deterministisk, hverken som du skriver, af omgivelserne, men ligeledes heller ikke af en indefrakommende rettethed der uden videre kan istandsættes til at opnå egen lykke. Forholdet mellem mennesker og omgivelser er dialektisk, gensidigt påvirkende. Hvis ikke dette var tilfældet, havde vi ingen fylogenetisk, evolutionær historie. Man kan aldrig reducere mennesket til enten at være determineret af hverken det ene eller det andet aspekt, men må forkaste den dikotomiske tilgang til fordel for et integrativt menneskesyn.

Vi skylder i bogstaveligste forstand verden os selv ligeledes som vi selv er med til at skabe denne verden. Spørgsmålet er derfor hvilken verden vi vil omgive os med i bred forstand.

Det synes indlysende, at søger man svaret på helheden i en del af denne, vil man ikke finde det fyldestgørende eller effektivt på lang sigt.

John Fredsted

Vores kultur er dybt inautentisk. Læg mærke til, hvordan folk næsten altid taler om ting, når de er sammen, frem for om ideer eller om eksistentielle emner så som frygt, angst, sorg, længsel, drømme, håb, etc. Jeg formoder, at det skyldes mangel på mod. I en sådan forarmet kultur, foretrækker jeg til enhver tid at være alene, selvom det måtte indebære ensomhed.

Jette Abildgaard

John Fredsted,

Du skriver bl.a. ''Jeg formoder, at det skyldes mangel på mod.''

Kunne jalousi vaere et andet ord mon?

Husk, at vaere alene er MEGET forskelligt fra at vaere ensom!!

Thomas E Felbo

@ John Fredsted

Samfundsøkonomien er afhængig af, at ting konstant udskiftes, således at et forbrug vedbliver og profit (læs: vækst) sikres.

Derfor er samfundsøkonomien interesseret i, at vi netop taler om ting og relationer mellem ting og mennesker. "Cogito ergo sum" kan i forbrugersamfundet omskrives til "Jeg shopper, derfor er jeg" - samfundet er nu blevet istandsat således, at mennesker definerer hinanden i høj grad ud fra hvad for nogle ting de har. Ting købes ikke længere kun for deres funktionelle værdi, men også for deres signalværdi. Hvorfor købe det ene tøj frem for det andet, hvis funktionen er at holde en varm? Hvorfor købe den ene bil frem for den anden, hvis funktionen er at få en fra A til B? En stor del af svaret findes i signalværdi.

Grunden til folk snakker om ting når de er sammen, tror jeg i høj grad skyldes at samfundsøkonomien lige fra vi er børn indstiller os på ting, netop fordi økonomien kræver et konstant forbrug for ikke at gå konkurs. Vi er blevet lullet i en sød søvn, vedligeholdt af reklamer og tv-serier osv. gennem massemedier, der får os til at snakke om ting frem for at stille spørgsmål ved værdien af disse.

Og nej, jeg postulerer ikke nogen form for determinisme, jeg siger blot, at vi er frie til at gøre hvad vi vil, men ikke særligt frie til at bestemme hvad det er vi vil.

Hanne Gregersen

Så fik det nationale selvhad lidt benzin på tanken igen..... så de utilfredse, og dem, som er stukket af, kan klappe sig selv ryggen, mens de forfærdes over det frygtelige lille land, som hedder Danmark ---forudsigeligt og trivielt !

Godt sagt, Steen Nepper Larsen

globaliseringen og den intensiverede internationale konkurrencekamp ser ud til at gøre de lavt uddannede, ikke ressourcestærke og ikke hypereffektive mennesker til ’tabere’?

randi christiansen

"Naturligvis kan ens miljø være så skadeligt, at det bliver nærmest umuligt at opretholde et sundt sind og et godt liv, men det er jo lige netop ikke situationen i Danmark - netop tværtimod."

Olivier : Det er tid at vågne....

Jeg bekender mig også til den forståelse, som du citerer Lao Tzu for - det er netop her den enkeltes mulighed er, men det betyder ikke, at vi kan undlade at se på effekten af fællesskabet. Man kan sige, at fællesskabet er summen af individernes praksis. Der er tale om gensidig udveksling, som kæmper for balance.

John Fredsted

@Jette Abildgaard: Jalousi i forhold til andre menneskers besiddelser og succeser kan sagtens også være medvirkende årsag til, at folk snakker så meget om deres materielle ting. Personligt tror jeg dog, at der under jalousien stikker noget dybere: angst. Angst for ikke at være god nok, for ikke at slå til, for at blive udskudt, for at blive ladt alene, etc.

Jeg er af den overbevisning, at først når et menneske finder modet til at turde være autentisk både indadtil og udadtil med hensyn til den eksistentielle angst, det (som ethvert andet menneske, for det er et grundvilkår ved det at være et menneske) nærer i større eller mindre grad i sit indre, ja, først da vil det kunne bevæge sig bort fra denne slåskamp om at skulle hævde sig i det materielle, i det verdslige, i det at vinde, så andre skal tabe.

PS: Jeg er godt klar over, at alenehed og ensomhed ikke er synonyme. Jeg skulle derfor nok have formuleret min sidste sætning anderledes. Godt set.

John Fredsted

@Thomas E Felbo: Jeg vil mene, at når et menneske ikke mener/føler sig fri til at undlade at købe ting for at signalere det rigtige, så handler det grundlæggende om, at dette menneske (endnu) ikke har fundet modet til at turde stå alene, til at turde blive afvist. Det er en tragedie for dette menneske, for hvad er ydre accept værd, når man har spærret sin egen indre frihed inde?

William S. Burroughs boede i en kort periode i København. Han skrev senere en længere passage inspireret af sine indrtyk, og omdøbte landet "Freeland". Fra Naked Lunch (1959):

"Dr. Benway had been called in as advisor to the Freeland Republic, a place given over to free love and continual bathing. The citizens are well adjusted, co-operatives, honest, tolerant and above all clean. But the invoking of Benway indicates all is not well behind that hygienic facade: Benway is a manipulator and coordinator of symbol systems, an expert on all phases of interrogation, brainwashing and control. I have not seen Benway since his precipitate departure from Annexia, where his assignment had been T.D.-- Total Demoralization. Benway's first act was to abolish concentration camps, mass arrest and, except under certain limited and special circumstances, the use of torture. "I deplore brutality," he said. "It's not efficient. On the other hand, prolonged mistreatment, short of physical violence, gives rise, when skillfully applied, to anxiety and a feeling of special guilt. A few rules or rather guiding principles are to be borne in mind. The subject must not realize that the mistreatment is a deliberate attack of an anti-human enemy on his personal identity. He must be made to feel that he deserves any treatment he receives because there is something (never specified) horribly wrong with him. The naked need of the control addicts must be decently covered by an arbitrary and intricate bureaucracy so that the subject cannot contact his enemy direct."

[...]

Benway traces a pattern in the air with his hand and a door swings open. We step through and the door closes. A long ward gleaming with stainless steel, white tile floors, glass brick walls. Beds along one wall. No one smokes, no one reads, no one talks.
"Come and take a close look," says Benway. "You won't embarrass anybody."
I walk over and stand in front of a man who is sitting on his bed. I look at the man's eyes. Nobody, nothing
looks back.
"IND's," says Benway, "Irreversible Neural Damage. Overliberated, you might say... a drag on the industry."
I pass a hand in front of the man's eyes.
"Yes," says Benway, "they still have reflexes. Watch this." Benway takes a chocolate bar from his pocket,
removes the wrapper and holds it in front of the man's nose. The man sniffs. His jaws begin to work. He makes snatching motions with his hands. Saliva drips from his mouth and hangs off his chin in long streamers. His stomach rumbles. His whole body writhes in peristalsis. Benway steps back and holds up the chocolate. The man drops to his knees, throws back his head and barks. Benway tosses the chocolate. The man snaps at it, misses, scrambles around on the floor making slobbering noises. He crawls under the bed, finds the chocolate and crams it into his mouth with both hands."

Det kan forundre at manden var i stand til at levere så præcis en analyse, på baggrund af et kort ophold, så mange år før man i det lykkelige friland begyndte at blive opmærksom på problematikken.

Thomas E Felbo

@John Fredsted

Jeg er enig i din antagelse om en eksistentiel angst som et menneskeligt grundvilkår (ala. Kierkegaard?), dog tror jeg slet ikke, at de fleste folk er bevidste omkring, at de ikke har dette mod. Folk spiller efter de givne regler, som dikteres oppefra.

Meget af den angst du beskriver, vedrører parametre der er skabt af de socioøkonomiske relationer, og at minimere angsten (signalere "det rigtige" gennem forbrugsprodukter) bliver antaget for normalt og som det efterstræbsomme. Det er en del af illusionen, at forbrugeren slet ikke skal blive bevidst om, at han/hun mangler mod og i virkeligheden vil sætte sig til modværge.

Hvad er ideen i manglende eller tilstedeværende mod, hvis hverken motivation eller bevidsthed omkring at applikere dette mod er tilstede?

John Fredsted du skriver: ”Vores kultur er dybt inautentisk. Læg mærke til, hvordan folk næsten altid taler om ting, når de er sammen, frem for om ideer eller om eksistentielle emner så som frygt, angst, sorg, længsel, drømme, håb, etc. Jeg formoder, at det skyldes mangel på mod”

Jeg er meget enig, men tænker at det udover modet, også kræver, at disse ideer m.v. nødvendigvis må funderes i en vis mængde og et vist niveau af åndsindtag, som ligger udover diskussionerne om Weber grills, Herstal lamper og X-factor. Og at man via diskussioner og indbyrdes inspiration kommer til at tale om det, som virkelig betyder noget. Som du, synes jeg dog også, at disse mere åndrige samtaler og diskussioner har trange kår og der er desværre sammenkomster m.v. som jeg siger nej tak til, fordi jeg ikke orker al den friværdi og ting sniksnak. Og det er jo et ironisk dilemma, for hvis man ikke orker at tage kampen op, så er man jo sikker på, at intet ændres.

Min datter siger nogle gange til mig, at jeg ville føle mig lykkeligere, hvis jeg var mere som de andre og jeg ikke gik så meget op i verden og dens sammenhænge. Måske har hun ret? Måske ville jeg føle mig lykkeligere. Men det er jo ikke længere et valg jeg har mig.

Thomas E Felbo

@Mona

Helt enig. Og min pointe er så, at de kronede dage for de åndsforladte (eller ånds-svage) samtaler ikke er tilfældig, men et produkt af økonomiske interesser og socioøkonomiske antagonismer.

Jeg tror ikke, at din datter har ret. Kampen for at ændre tingene bliver aktivt modvirket af det dominerende paradigme gennem massemedier og politi(ske) indgreb. Husk på, at vi i Danmark ikke er demokratiske på det politisk-økonomiske område, men derimod totalitære. Disse forhold bliver taget for givet, ligesom konsumerisme bliver antaget for naturligt.

Løsrivelsen skal foregå kollektivt og redskabet skal være at øge folkets bevidsthed - først der, tror jeg, at de eksistentielle samtaler vil genfødes.

Ja Thomas, folk er købt og betalt til at tie og samtykke og ikke bekymre sig længere end til havelågen og så ti gange "nogen for noget".

Du beskriver selv svaret på løsningen, men det store spørgsmål er, hvor langt vi skal ud og ned før vi sammen vejen derhen?

Ursula Nielsen

Jeg er nået til et sted i livet hvor lykke ikke er et issue.

Jeg tænker ofte på om al den snak om lykke, i virkeligheden dækker over mangel på mening?

Thomas E Felbo

Den nuværende plan om at jagte væksten i en verden med et finit antal ressourcer og en finit mængde arbejdskraft til at tilføre dem værdi og dermed sikre profit synes besværlig. Det er svært at skabe en uendelig vækst på baggrund af to endelige faktorer.

Det kan da meget vel være, at vi skal bevæge os langt ud af den vej før der bliver gjort noget, men en ting er sikkert, tingene vil uundgåeligt ændre sig, selvom det nok har lange udsigter.

Michael Kongstad Nielsen

John Fredsted fordrer autenticitet, eller ønsker sig, at folk nærmer sig deres autentiske jeg. Det er fint, men kan ikke stå alene. Man er også et socialt væsen, der netop balancerer mellem jeg-et og gruppen.Man bliver nødt til at bøje sig i nogen grad efter gruppen. Det er også en del af det autentiske. Og man har brug for gruppens anerkendelse i et vist omfang. Ligesom chimpanserne.

Kan man sige hvad som helst i et selskab? Kan man bryde stemningen, harmonien, den foretrukne anskuelse. Det kan man godt, med held, men man skal være varsom. Ellers bliver man "spielzerstörer",en hund i et spil kegler, elefant i en glasbutik. Men i den sammenhæng er mod ikke at foragte. Noget af det sværeste er at bringe politik i snak i et selskab. At løfte et politisk emne kan vise sig at være den største brøler af alle og ende i pinlig tavshed. Hvilket som bekendt er værre end pinlig snak. Betalingsringen f. eks. puh ha, eller jeg husker engang, da muhammedkrisen kørte, at emnet blev kastet ud, og det viste sig, at halvdelen af selskabet syntes at muslimerne havde godt af at få en på goddagen, så var den aften slut for resten af selskabet.

Jeg fristes til at fortælle min egen lidelseshistorie, men den er næppe relevant.

Jeg fristes også til at anbefale Olivier's indlæg - de er relevante.

Ansigt til ansigt med absurditeten kan man enten underordne sig, eller eksludere sig selv. Iflg Olivier er ekslusion en bydende etisk nødvendighed. Jeg må nærmest bøje mig.

Selv flygtede jeg fra Danmark i det herrens år 2003 hvor Foghs værdikamp for alvor satte sig fast i det danske sprog. Jeg var dybt deprimeret og selvdestruktiv grænsende til det patologiske. I min egen forståelse af historien var jeg ikke svag. Jeg stod stædigt ved grundlæggende idealer der systematisk undermineredes. Jeg kunne ikke længere være en del af det danske samfund - det slog mig ihjel.

Jeg kunne have indlagt mig selv, og ville sansynligvis den dag i dag stadig være på piller.

Den dag i dag, rehabiliteret med job og rødvin, fungerer jeg nogenlunde fordi jeg har fundet en arbejdsplads hvor New public Management endnu ikke har vundet indpas. Oven i hatten er jeg i stand til at uddanne mig, i modsætning til min tidligere drop-out fallit.

Men mange af mine venner fra den gang, er nu kroniske stofmisbrugere, pillespisere og velkendte ansigter på den lukkede.

En havde sit sind velforvaret og sprang ud af vinduet da man begyndte at ordinere ham piller. En anden har været igennem 3 forskellige diagnoser med tilhørende medicinering og selvmordsforsøg, og er den dag i dag parkeret på en fjerde pilleordning.

Disse mennesker var ikke svage. De var stærke fordi de forstod de underliggende strukturer i det nye sprog. Som direkte konsekvens deraf, var de ude af stand til at fungere i samfundet. Og som direkte konsekvens deraf blev de tvangsmedicinet.

Hvor Olivier egentlig har evigt ret i sin eksistentialisitke analyse, kan det ikke nytte noget at sige fra. Så kan man stå der med håret i postkassen - selv fandt jeg et hul i jorden, bogstaveligt talt, og der boede jeg så.

Det er latterligt banalt, men ikke desto mindre grunlæggende sandt, at hvis ikke man evner at spille med på samfundets regler, så er man permanent eksluderet fra fællesskabet. Hvis ikke umiddelbart, så skal det selvhævdende fællesskab nok sørge for at eksludere en, før eller siden. Hvorvidt 'fællesskab' iøvrigt er en meningsfuld betegnelse er en anden diskussion.

Ud over W.S.B's profetier kan anbefales Allen Ginsbergs 'HOWL' -> http://sprayberry.tripod.com/poems/howl.txt

Det er utroligt hvor længe siden advarslerne blev skreget ud, og hvor lidt vi som samfund har lært.

Jette Abildgaard

Ursula Nielsen,

Enig langt hen ad vejen....

Beskriv ordet og fornemmelsen ''lykke''!!

Er faenomenet ''lykke'' ikke netop udefinerbart, fordi der er lige saa mange former for lykke, som der er mennesker paa Planet Earth?

randi christiansen

Lad mig til opmuntring anbefale Deepak Chopras forfatterskab - det er anvendt kvantefysik på pixibog - hvordan man ser virkeligheden i øjnene og kan øve sig i at leve i overensstemmelse med det gode, sande, skønne og retfærdige og dermed skabe det. Så skal vi nok blive lykkelige - når vi har nået ´den kritiske masse´af individer i verden, der bevidst efterstræber den form for succes. Som I måske ved, indregner Bhutan lykke i bruttonationalproduktet.

John Fredsted

@Thomas E Felbo: Socioøkonomiske faktorer spiller bestemt en hel afgørende rolle, jeg er enig. Men jeg tror ikke, at vi hermed er nede ved det eksistentiel-psykologiske fundament, så at sige. For hvorfor fortsætter mennesker med at forbruge (ofte stadig mere intenst) uanset, hvor rige de end bliver? Jeg forestiller mig, at dette skyldes, at man igennem dette forbrug forsøger at uddrive alt mentalt ubehag fra midten af sin eksistens, naturligvis grundlæggende forgæves.

John Fredsted

@Mona Jensen: At tale om ideer frem for (materielle) ting forudsætter naturligvis et vist åndsindtag, jeg er helt enig. Og det har godt nok trange kår i disse år, i hvert fald hvis man forsøger at hente det gennem flimmerkassen.

At tale om ideer kræver vel ikke nødvendigvis noget større mod, som min tidligere kommentar måske kan udlægges som. Men at tale om, hvad der (dybde-)psykologisk foregår inde i én selv, kræver det mod, det er, at turde udlevere sig selv.

PS: Nej, du har ikke længere noget valg. Når tågen først er lettet, når man først begynder at se, hvad der foregår omkring én, så vil den mentale/åndelige smerte, det er at føle, at man ikke rigtig længere hører til, være uophævelig.

John Fredsted

@Michael Kongstad Nielsen: Individet kontra gruppen, ja.

Jeg vil mene, at hvis jeg skal vælge mellem 1.) at være tro mod mine inderste værdier, men som følge heraf måske forkastet af gruppen, og 2.) at være accepteret af gruppen, men leve i konflikt med mine værdier, ja, så vælger jeg førstnævnte, selvom det måtte medføre ensomhed. Sådan er det nødt til at være, hvis man er sig sine værdier bevidst, for hvad har man ellers? (Denne min holdning gælder naturligvis kun sålænge, jeg ikke for eksempel er fysisk truet.)

Dette betyder naturligvis ikke, at man nødvendigvis skal udbrede sig om ens meninger i et selskab.

John Fredsted

Præcisering: Men denne min holdning gælder sikkert kun sålænge, jeg ikke er fysisk truet. Vold og krig og deslige ændrer selvsagt billedet for ethvert menneske.

olivier goulin

@Thomas,

Ja, jeg er ganske rigtigt reduktionistisk, fordi min pointe er netop at en bred vifte af tilsyneladende urelatede problemer i individ og samfund, har fælles rod i en håndfuld meget fundamentale åndelige dysfunktioner i mennesket.

Disse har ikke altid været der. De er blevet til som et samspil mellem individ og omgivelser over lang tid. Så langt er jeg helt enig vedrørende dialektikken i forløbet.

Men min overbevisning, og også min personlige erfaring er, at, så snart vi begynder at rydde op i vores bevidsthed, værdier og livsstil, så ændrer vores perception af omgivelserne sig fuldstændigt, og hvad vi tidligere opfattede som ydre, objektive problemer i vores omgivelser og hos andre - dette opdager vi i virkeligheden var vores egen forvrængede subjektive projektion af svage og destruktive tankemønstre, attituder, forventninger etc. på vores omverden.

Alt hvad vi subjektivt opfatter og benævner som problemer i vores liv opstår i mødet mellem vores sind og vore omgivelser.

Har vi eksempelvis et ægteskab, der knager, eller stressproblemer på arbejde, eller problemer med vores overvægtige krop, eller med vores ubetydelige sociale anerkendelse - så er alt dette problemer, som kun eksisterer som en slags programmeret respons i vores sind.

Og jo mere vi flytter vores fokus og opmærksomhed væk fra alle syndebukkene, som kun føjer til frustrationerne, og kerer os om at kultivere et sundt sind med en positiv attitude, og en selvrespekt baseret på egne værdier og prioriteter, i stedet for at halse efter andres anerkendelse, status og materielle surrogater - desto mere illusoriske bliver de ydre faktorer.

Det er derfor, at vi kan kæmpe med problemer og udfordringer hele livet igennem, og føle at vi ikke kommer nogen vegne, men er fastlåst i repetitive mønstre og situationer, der følger os fra det ene miljø til det andet. Man kan ikke flygte fra dem, fordi de ikke er andet en ens egen projektion. De sidder dybt begravet i een selv.

Dette er det spirituelle paradigme. Forandring, også den forandring af verden omkring os, som vi alle sukker efter, starter med forandring i os selv.
Det er den eneste farbare vej, men den tager tid og tålmodighed.

Det er dette paradigmeskift, som verden venter på. Vi er faret vild i en labyrint, hvor alle har hver deres mening om, hvilken vej fører ud, og slås og strides om at overbevise hinanden. Men vi er kun endt dybere og dybere ind i labyrinten.

Det er egentlig ikke nogens skyld, at vi er faret vild, den slags sker bare. Men vi har hver især magt til at bryde forbandelsen og finde ud.

Og det første skridt er at give afkald på retfærdigheden og kravet om, at vore omgivelser skal tilpasse sig os og stryge os med hårende. Det gør de ikke, og det er urealistisk at forvente det.

Vi må derimod forandre os, på trods af alle odds: social arv, sygdom, og andre svaghedsfaktorer - mobilisere vores fornuft, viljestyrke, udholdenhed, mod, målbevidsthed etc. - og hele tiden sikre os, at vi tænker, taler og handler i overensstemmelse med de højeste værdier, og ikke lader os friste til at rive med af alle de idiotiske kræfter omkring os.

Der er nok af dem, og undskyldningerne er uendelige.

Så, selvom omgivelserne har en aktie i vores dysfunktionelle tilstand, så er det ikke omgivelserne, der kan rette op på disse dysfunktioner. Det kan kun vi selv gøre, som en viljesakt.

Og når vi går i gang med det, så er vi i princippet fri.

/O

olivier goulin

@John

"Jeg forestiller mig, at dette skyldes, at man igennem dette forbrug forsøger at uddrive alt mentalt ubehag fra midten af sin eksistens, naturligvis grundlæggende forgæves."

Præcis!

/O

Søren Kristensen

Jeg ved ikke om det er lykke, men jeg kan godt føle et vist velbehag, når jeg sætter mig med en Dry Martini og napper mig et spil online poker. Virker selvfølgelig bedst når man vinder, men omvendt var der jo ikke noget ved det hvis man vandt hele tiden.

Marianne Mandoe

For nogle år siden kom det frem hvordan en DEL af resultatet om hvilket land der var det lykkeligste i verden blev baseret.

Den del var forventninger.
Danskere har generelt ikke mange positive forventninger til livet.
Dvs at hvis vi ikke brænder brødet på toasteren om morgenen så er dagen mere eller mindre reddet.
For de fleste andre folkeslag var forventningerne til livet en hel del højere, og de bliver derfor skuffede i langt højere grad.

Så Verdens Lykkeligste Folk kan vel også beskrives som et folk uden høje forventninger.

Det kan vel næppe kaldes positivt.

nina westergaard

Jeg tror at Danmark er blevet kendt som et lykkeligt land udelukkende på grund af det materielle. Kommer man til andre lande, forstår man hvad jeg mener. Der hersker fattigdommen på en helt anden måde. Selvom du er arbejdsløs, kan du alligevel klare dig nogenlunde godt her i landet.
I mange andre lande bliver man smidt på gaden eller måske på kommunen for at søge en eller anden ydelse der ikke engang dækker halvdelen af ens behov.
Når det kommer til det psykiske, som her nævnt i artiklen, ligger Danmark ikke ligefrem på førstepladsen. Men jeg er sikker på at det har noget at gøre med den enorme individualisme, der har overtaget vores fokus. Vi går mest op i os selv og vores lille lukkede liv her i DK, hvor man andre steder måske er mere åbne over for naboen. Her har man fordomme, og det er altid naboens skyld hvis der er noget galt. Man er generelt dårlig til at se på sine egne fejl, og man er endnu mere dårlig til at skue udad. Det undrer mig egentlig ikke at der udkommer den slags bøger eller at man nu er begyndt at reklamere for at tale ordentligt til hinanden i den bedste sendetid. Menneskeligt set har vi godt nok meget at lære!

Thomas E Felbo

@Olivier

"Forandring, også den forandring af verden omkring os, som vi alle sukker efter, starter med forandring i os selv.
Det er den eneste farbare vej, men den tager tid og tålmodighed."

Det er en hønen og ægget diskussion. Jeg mener ikke, at du kan sige det starter hverken inde i dig selv (top-down) eller i omgivelserne (bottom-up) - det er to sider af samme sag. Typisk vil det jo være nogle ydre omstændigheder der får mig til at have lyst til at forandre noget inden i mig selv, som måske igen skyldes nogle indre følelser og tanker der igen skyldtes nogle ydre omstændigheder. Tingene kan ikke adskilles i praksis, vi er som levende væsner uløseligt forbundet med miljøet.

"Det er egentlig ikke nogens skyld, at vi er faret vild, den slags sker bare. Men vi har hver især magt til at bryde forbandelsen og finde ud."

Jeg mener ikke, at det er nogens skyld, men det er nogets skyld - netop de socioøkonomiske relationer.

Desuden tror jeg ikke på, at du bare kan flytte fokus væk fra alle syndebukkene og ser positivt på tingene osv. Kapitalismens hegemoni er så dominerende en faktor i vores samfund, at du ikke kan undlade at forholde dig til den, hvis du ønsker at være en del af samfundet. Du omgiver dig med ting, du arbejder, du forbruger og du kan ikke stoppe og samtidig være en del af samfundet.

Omgivelserne skal ikke tilpasse sig os. Vi kan som mennesker aktivt tilpasse omgivelserne til os selv, det er menneskets force - det har evnen til læring.

olivier goulin

@Thomas

"Omgivelserne skal ikke tilpasse sig os. Vi kan som mennesker aktivt tilpasse omgivelserne til os selv, det er menneskets force - det har evnen til læring."

Ja men, hvordan er omgivelserne blevet som de er blevet? Og hvoraf kommer kapitalismen?

Af menneskets trang til at berige sig på alt og alles bekostning, uden skelen til moralske og andre hensyn.

Igen er dette et åndeligt funderet problem.

Grådighed, ego, forfængelighed etc. som driver os til at skabe destruktive samfund, er alle sammen laster i os, som ikke forsvinder med politiske eller samfundsmæssige ændringer.

De har overlevet talrige epoker med skiftende samfundssystemer. De fandtes i feudale samfund, og de findes i demokratierne. De fandtes i de tidligere kommunistiske samfund, såvel som i vore egne. De findes overalt i verden på tværs af alle tænkelige skel - fordi det er helt almene karaktersvagheder i menneskesjælen.

Og de forsvinder ikke uden et solidt åndeligt rengøringsarbejde af den enkelte.

Som sagt, er jeg ikke uenig i dialektikken i forhold til problemets opståen og opretholdelse.

Alt hvad jeg siger er, at nøglen til at løse problemet ligger i os selv, og ikke i vore omgivelser. Det er et helt pragmatisk standpunkt. Selvet er, hvor du har magt; din magt over dine omgivelser, selv dine nærmeste medmennesker, er meget begrænset.

Så diskussionen handler ikke om årsag og skyld, men om de konstruktive muligheder jeg har, for at ændre kursen på båden.

Arv, miljø etc. er naturligvis indflydelser på mine forudsætninger og valg, men de kan altid overtrumfes af mig selv, min vilje, min indre motivation, mine værdier, principper og idealer.

Gudskelov, var jeg ved at sige.

Motivationen kommer til dels af nødvendighed, når jeg indser at, mine problemer har mere med mig selv og min programmerede respons, end med mine omgivelser at gøre - og når jeg når det smertepunkt, hvor jeg er nødt til at foretage de nødvendige forandringer i mig selv

/O

Sider