Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Da mafiaen vendte hjem

Et dybt dyk i arkiverne viser, at det italienske demokrati i efterkrigstiden havde god grund til at frygte sin egen skygge
Moderne Tider
31. marts 2012

I juli 1943 indledte amerikanske, britiske og canadiske tropper Operation Husky, erobringen af Sicilien. Takket være et netværk af informanter, som den siciliansk-amerikanske mafia havde sørget for, blev øen erobret efter blot seks ugers kampe. Allerede få måneder efter landgangen genopstod et gammelt problem: »Under fascismen var mafiaen ikke helt undertrykt, men blev i det mindste holdt under kontrol. Nu vokser den imidlertid med alarmerende hast og har sågar opnået en indflydelsesrig position inden for de allieredes styrker,« hedder det i en indberetning til chefen for USA’s militære efterretningstjeneste i Palermo fra oktober 1943, som også anbefaler den eneste løsning med garanti for succes: »Opgivelsen af ethvert forsøg på at kontrollere mafiaen på hele øen.«

Nicola Tranfaglia, historieprofessor ved universitetet i Torino og løsgænger i parlamentet, har sammen med et hold af forskere været i italienske, amerikanske, britiske og tyske arkiver for at samle dokumentbeviser fra de omtumlede år før og efter Italiens befrielse, som først blev fuldendt knap to år efter landgangen på Sicilien. Antologien om »den højhellige treenighed« – mafiaen, Vatikanet og de involverede efterretningstjenester – kaster et kalejdoskopisk lys over overgangsfasen: »Mafia, banditter og politi er én og samme sag, ligesom Faderen, Sønnen og Helligånden,« hævdede Gaspare Pisciotta, en af gerningsmændene bag efterkrigsårenes største terrorhandling, Portella della Ginestra, inden han blev dræbt med en kop forgiftet kaffe i sin fængselscelle.

Usynlig magt

Nicola Tranfaglia identificerer mafiaens genfødsel og pavens kommunistskræk som determinerende elementer for den politiske udvikling i efterkrigstiden: »Situationen i Italien omkring fascismens fald var mere flydende end nogensinde før, og de politiske kræfter, som skulle udgøre et alternativ til Mussolinis diktatur, markerede sig og agerede for sent.«

Få dage inden de allieredes landgang på Sicilien havde Pave Pius XII, italieneren Eugenio Pacelli, forsikret den tyske ambassadør til Vatikanstaten, Ernst von Weizsäcker, om kirkens og naziregimets »fælles interesser« i »kampen mod bolsjevismen«. Af dokumenterne fremgår det, at kirkens angst for et kommunistisk styre i Italien udløste en række komplekse begivenheder med store konsekvenser for det italienske demokrati.

I overgangsfasen opstod der ifølge Tranfaglia en »usynlig magt«, som var stærkere end staten og havde til formål at holde landets venstrefløjspartier uden for indflydelse. Således blev der med kirkens velsignelse i det befriede Italien straks etableret fascistiske stay behind-grupper, som allierede sig med kriminelle miljøer. Nedskydningen af deltagerne ved arbejdernes festdag den 1. maj 1947 på Portella della Ginestra, en højslette syd for Palermo, repræsenterer det første eksempel på »spændingens strategi«: Konflikten mellem de politiske yderfløje, der bekæmpede hinanden med illegale midler, og en skjult tredjepart, der hyrede provokatører, finansierede hemmelige operationer og korrumperede og misbrugte statslige institutioner med henblik på at skabe snarere end at forhindre uroligheder.

Historien om destabiliseringen af Italiens politiske institutioner i efterkrigstiden er således også historien om, hvordan samfundets demokratiske immunforsvar blev permanent svækket. I de første 20 år efter krigen blev over 50 sicilianske fagforeningsledere og venstrefløjspolitikere dræbt, og historien gentog sig på nationalt plan i forbindelse med studenteroprøret, da voldsomme terrorhandlinger bragte samfundet i undtagelsestilstand og forhindrede, at kommunistpartiet, som nød massiv vælgeropbakning, opnåede regeringsindflydelse.

Kvalitetsløft

I foråret 1946 blev den siciliansk-amerikanske mafiaboss Salvatore Lucania, alias Lucky Luciano, løsladt som belønning for sit bidrag til den amerikanske krigsindsats og sendt hjem til Italien, hvor han med efterretningstjenestens hjælp oprettede forbindelser til separatistiske og nyfascistiske bevægelser i Syditalien: »Den feudale, stillestående mafia, som er bundet til sit oprindelige territorium, kommer herefter i mindretal,« hedder det i antologiens efterskrift, »således fødes Cosa Nostra, som antager karakter af en international gangsterorganisation, og dermed opstår smuglingen af narkotika på industrielt niveau mellem Europa, Middelhavet og det amerikanske kontinent.«

Men denne form for ’collateral damage’ var endnu uforståelig fremtidsmusik, da Winston Churchill i november 1945 forsikrede pavens udsending om, at »den politiske kontrol« med Italien ville blive udøvet »med maksimal diskretion«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Aksel Gasbjerg

USA's (CIA's) hemmelige infiltration og forbrydelser i efterkrigstidens Italien afsløres heldigvis lidt efter lidt.

Truman sagde i marts 1947 ("Truman-doktrinen"): "we shall refuse to recognize any government imposed upon any nation by the force of any foreign power".

Dette sagde USA's præsident uden at blinke samtidig med, at USA massivt infiltrerede og direkte intervenerede i en lang række stater, herunder også Italien.

Se f.eks. bogen af Daniele Ganser "NATO's secret armies, Operation Gladio and terrorism in Wesrtern Europe."

En hel del af ovenstående kan også læses i min kriminalroman 'Den passionerede lejemorder' (Hovedland 2009).

Men selvfølgelig: Gentagelsen fremmer forståelsen.

Hanne Christensen

Nogenlunde samme scenario udsattes Grækenland for i efterkrigstiden......
Der er også skrevet mange bøger om dette.