Læsetid: 6 min.

USA i social opløsning

USA er blevet en apartheid-stat. Men det er ikke race eller etnicitet, der skiller befolkningen. Det er kultur, normer og levevis, siger den libertære forfatter og sociolog Charles Murray i en ny bog
I underklassen er de klassiske værdier brudt sammen, og middelklassen er revnende ligeglad. Billedet er fra filmen ’Precious’, der skildrer livet for en ung, fattig mor i USA.

I underklassen er de klassiske værdier brudt sammen, og middelklassen er revnende ligeglad. Billedet er fra filmen ’Precious’, der skildrer livet for en ung, fattig mor i USA.

Lee Daniels Entertainment

24. marts 2012

Charles Murrays nye, provokerende og velskrevne bog, Coming Apart – The state of White America 1960-2010 handler om globaliseringens og det højteknologiske vidensamfunds amerikanske tabere. Om en ny kulturelt og socialt forarmet hvid underklasse, der ikke længere hører hjemme i eller stræber efter at leve i henhold til de gamle dyder, der holder den amerikanske drøm oppe.

De drømmer ikke om at arbejde hårdt, om at kravle op ad samfundets rangstige, om at blive gift, om at opdrage deres børn ordentligt eller om at deltage i frivilligt arbejde. Sammenhængskraften – tilliden til andre mennesker eller troen på, at disse sandsynligvis vil en noget godt – er i bund. Mange børn lever i familier, der er holdt sammen af en enlig mor, og mange unge mænd arbejder ikke, men snylter enten på deres kærester eller det offentlige. Der spises stort set ikke grøntsager, frugt eller bare frisk mad. Der spises ikke i familiens skød, men der er mad fra McDonald’s, Subway, KFC, Pizza Hut eller andre billige spisesteder, hvor salt-, sukker- og fedtindholdet er højt og næringsværdien lav. Et stort flertal er enten overvægtige eller fede, og der ses tv over 35 timer om ugen. Livet i denne amerikanske underklasse, som er både betydelig og voksende – cirka 30 pct. af USA’s befolkning – har stort set intet at gøre med den øvre middelklasse, som også beskrives i Murrays bog.

Boblen på toppen

Og hvor man måske skulle tro, at forfatteren – der selv er veluddannet og ressourcestærk – ville have pænere ord tilovers for sin egen slags, er det ikke tilfældet. For nok er livet i den øvre middelklasse – de 20 pct. rigeste – objektivt set både sundere og mere attraktivt. Her spises økologisk og dyrkes yoga. Her drikkes cafe latte i spandevis, ingen ryger, og der læses bøger og aviser, i stigende grad online. Skilsmisserne er få, langt de fleste gifter sig først sidst i 20’erne eller i starten af 30’erne (med medlemmer af samme klasse), ligesom børnene også kommer til senere og senere i livet, når forældrene har gode job. Børnene får tonsvis af opmærksomhed, bliver sendt på de bedste skoler og pacet frem i fritidsaktiviteter.

Murray beskriver denne kulturelle overklasse vittigt og detaljeret; hvilke film de ser, hvilke bøger de læser, og hvor de tager på ferie. Problemet med den kulturelle overklasse er imidlertid, at de er revnende ligeglade med resten af samfundet, som de har mindre og mindre at gøre med, fordi de lever i en uigennemtrængelig politisk korrekt og økonomisk velpolstret boble. Ikke fordi de har noget aktivt imod Mainstream America, men fordi de slet ikke kan få øje på det. Der er nemlig ingen af dem, der hvor den nye overklasse bor – Murray gennemgår en række super-postnumre, hvor der simpelthen kun bor mennesker fra en bestemt socialklasse, og han demonstrerer overbevisende, hvordan de to grupper intet overhovedet har til fælles. Deres kulturelle referencepunkter er galakser fra hinanden.

En ny kulturel pigtråd

Nu er der ikke noget nyt i, at USA er et skarpt klassedelt samfund. Det nye, som Murray har godt fat i, er, at hvor rige og fattige nok levede adskilt i 1960’erne, så foretog de sig alligevel oftest de samme ting, blot på forskelligt niveau. Deres liv lignede på flere områder hinanden. For før 1960’erne delte amerikanere på tværs af alle klasser en traditionel fælles kultur baseret på et borgerligt og socialt engagement, hvor dyder som ægteskab, flid, ærlighed og religiøsitet var fælles værdier – krediteret som American exceptionalism af Alexis de Tocqueville i dennes klassiker fra det 19. århundrede: Demokrati i Amerika.

Murray har masser af eksempler: Rige og fattige giftede sig i 1960’erne stort set samtidig, ligesom manden arbejdede, og kvinden oftest gik hjemme. Det er klart, at det gjorde en voldsom forskel om lønnen udgjorde 12.000 eller 120.000 dollar om året, men på tværs af klasseskel så folk det samme tv, gik i kirke samme steder, familiestrukturen var intakt, og målene, den føromtalte amerikanske drøm, var stort set de samme, uanset at det var nemmere for de i forvejen privilegerede at realisere dem. Det har alt sammen ændret sig radikalt.

Murray demonstrerer via bunker af tabeller og tal, hvordan drømmen om social opstigning er afløst i underklassen af en ikke-ambition, hvor det er ok at spille computerspil i stedet for at læse lektier. Småbedrag, kriminalitet og arbejdsløshedsunderstøttelse sameksisterer uden det sociale stigma, der for 40 år siden automatisk ramte en mand, der ikke var i stand til at forsørge sin familie. Mindre end 5 pct. af hvide universitetsuddannede kvinder får børn uden for ægteskab, sammenlignet med cirka 40 pct. af hvide kvinder, der kun har en studentereksamen. I begyndelsen af 2000-tallet blev kun 48 pct. af arbejderklassen gift (sammenlignet med 84 pct. i 1960).

Modsat gifter 83 pct. af den veluddannede øvre middelklasse sig fortsat, 84 pct. af alle børn bor i et hjem med to biologiske forældre, mindre end 1 pct. er registrerede som havende et handicap, og næsten alle voksne mænd er i arbejdsstyrken.

Diskussionen i Danmark

Diskussionen om den hvide amerikanske arbejderklasse i kulturelt forfald har danske paralleller. Forleden interviewede Politiken forfatteren Karina Pedersen, som til efteråret udgiver med en bog om den danske underklasse. I interviewet gjorde Karina Pedersen sig til talskvinde for helt at fjerne kontanthjælpen efter et stykke tid fra folk uden arbejde:

»De klassiske værdier i underklassen – såsom at man gør sin pligt, passer sit job, passer sin familie og tager ansvaret for sit eget liv – er brudt sammen. Min mor var på overførselsindkomst, og lå altid og sov eller lå fordrukken på gulvet i den tomme lejlighed.«

Og videre:

»Min livserfaring siger mig, at det ikke er penge og medlidenhed, som hjælper underklassen. Tværtimod. Velfærdsstaten har rullet en rød løber ud, når der kom folk op på kommunen. Som min mor sagde til mig: ’Inden du bliver 18 år, skal du gå på kommunen og få din kontanthjælp’. Min mor har aldrig haft ambitioner på vores vegne. Aldrig! Jo, at vi fik en venlig sagsbehandler.«

Karina Pedersen er en kvinde af Charles Murrays slags. Hans pointe er tilsvarende, at underklassen er lullet i søvn af manglen på krav, samtidig med at moralen og det personlige ansvar næsten er forsvundet i toppen af samfundet. Han taler dybt forarget om milliondollar bonusser til fyrede finansbosser og administrerende direktører som et konkret eksempel på, at overklassen ikke længere lever efter borgerdyder eller kerer sig om, hvad der er passende.

Svage løsninger

Den stærkeste del af bogen er diagnosen. Det halter mere, når Murray skal give et bud på, hvad man kan gøre for at komme ud af miseren. Som han skriver, kan man finde argumenter for både »socialdemokratiske, konservative og libertære« politikker i bogen.

Selv drømmer han om en opstand i form af en libertær borgerrettighedsbevægelse, hvor mennesker i USA vil forlange at få idealerne fra USA’s grundlæggere sat til højbords, at individet igen skal stå i centrum i USA og staten trække sig.

Hans påstand, om at den primære kilde til ulighed i USA ikke er økonomisk, men kulturel, overbeviser ikke undertegnede, på trods af de ætsende præcise kulturbeskrivelser.

Det er sandsynligt, at den hvide underklasse har mistet kontakten med »de fire grundlæggende amerikanske dyder: flid, ærlighed, ægteskab og religion«. Men som New York Times’ anmelder skrev, så »adskiller arbejderklassehvide sig fra den kognitive elite på mindst én måde: De har færre penge.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Johansen

Borgerlighedens måske fremmeste kendetegn er dens krav om konformitet, og i protestantiske samfund som det danske og det amerikanske finder dette intet stærkere udtryk end i etosen om at alle skal arbejde (det er ironisk nok det samme konformitetskrav der gjaldt i de tidligere sovjetstater). Kravet bunder i at den enkelte er ultimativt ansvarlig over sig selv og samfundet, og modsætningsvis, hvis det går galt, er det, som Thatcher sagde, din egen skyld.
At ende som de to damer på billedet kan vel heller ikke være nogen lykke, men hvorfor egentlig skylde på deres mangel på initiativ eller "ansvarsfølelse"? Man kunne lige så godt skylde på det frie marked som i samklang med politisk laissez-faire tillader at supermarkederne oversvømmes at sundhedsskadelig mad og at hæsligheder som McDonalds og KFC opnår en status som hovedleverandører af mad til mennesker uden penge. For nogen tid siden havde NYT en artikel om hvordan bøfkødet i McDonalds burgere blev behandlet fra koen til burgeren, og det var grotesk ulækkert! Bl.a. er kødet er fyldt med fæces som så bliver "neutraliseret" med ammoniak! Hvis man allerede har en lav konkurrencedygtighed på arbejdsmarkedet, bliver den jo ikke bedre af at få pint al energi ud af sig med så dårlig mad! En anden ting du bør overveje som en muulig korrektion til dit MEGET borgerlige livssyn, Annegrethe, er at indstigningshøjden til arbejdsmarkedet er blevet en hel del større siden 1960. Ufaglærte jobs flytter ud i stor stil både af USA og af Danmark og som noget relativt nyt flytter også en masse jobs på mellemvidensniveau ud. Vestas-fyringerne viste os dette om ikke andet. Hvad skal de to damer på billedet egentlig gøre? De kan sikkert knap nok læse og skrive (er det deres skyld?), de har ingen penge og skal derfor spise fæces, og sidst men ikke mindst - der er i grunden ingen jobs til dem!

Henrik Klausen

Hmm...Charles Murray, Charles Murray, Var det ikke ham, der skrev om, at sorte beviseligt er dummere end hvide? Jo, sørme!

en.wikipedia.org/wiki/Charles_Murray_%28author%29#The_Bell_Curve

Jeg kan næsten gætte mig til, at Murray gerne vil afskaffe velfærdsydelser...

Kritikken af de rige bliver altid tandløs i de artikler, der drukner i forargelse over de fattige ikke er taknemmelige.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg undres stadig over,hvorfor der ikke kan opstå et socialistisk parti i USA. Uligheden råber til himlen, og bliver bare værre og værre. Hvorfor kan et nyt parti ikke opstå og gribe underklassens trang til forandring og lave stor ravage i der etablerede politiske system?

.

Det er de fattiges egen skyld at nogen udplyndrer dem for de få midler de har, for selv at blive rige og de fattige burde være taknemmelige for ikke at have noget eller nogen mulighed for at få det. Nu taler vi jo Amerika, hvor man ikke bare kan få en uddannelse, kommer på hospitalet eller lign.

Det samme er nu ved at ske i Danmark, hvor de velstillede tilsvarende har privathospitaler, privatskoler, privatkvarterer og der udvikler sig slumkvarterer og andenrangs-mennesker ditto. Det er jo nok fremtiden, så lad det være det.

Men man forstår vel årsagen til den sociale opløsning med det in mente. Hvorfor skulle de fattige være taknemmelige overfor nogen der pisser på dem og derefter siger de lugter.

Læs også denne artikel om Charles Murray - Debunking Charles Murray … Again

"Mr. Murray’s analysis in his earlier efforts, including The Bell Curve, co-written with Richard Herrnstein, amounted to making the brave assertion that rich, powerful (white) people are smart and that poor, powerless people are stupid.

How do we know this to be the case? Because smart people are rich and successful and stupid people aren’t. All that remained was to search long and hard to find evidence to support the thesis and the effort was completed."

Se mere her:

http://www.counterpunch.org/2012/02/10/debunking-charles-murray-again/

Kongstad:
De er for politisk indoktrinerede. 80-100 års propaganda imod rød ideologi har gjort, at du ville blive socialt udstødt, selv fra bunden, hvis du erklærede dig som socialist.

Hanne Gregersen

@Lykke - når du skriver, at det også er ved at ske i DK, mener du så, at vi ingen krav stiller og blot ruller en rød løber ud, som det så smukt er formuleret ??

Murray har gode pointer omkring parallelsamfund, som bliver mere og mere udtalt globalt set - det interessante er, hvordan vi gør noget ved det. I relation til dette kommer alt det der "ret og pligt snask" på banen, selvom det ikke er voldsomt populært blandt Informerens faste debattører......

@Thomas Dalager

Fortæl mig hvilke krav det er der ikke stilles? Hvor er den røde løber som du fabler om? Det er kun banker og andre finansielle institutioner der får den slags serveret hvor man lige kan droppe et par hundrede milliarder i kassen uden at kræve noget til gengæld.

Du har tydeligvis aldrig prøvet at være på kontanthjælp og er temmeligt langt fra virkeligheden som de fleste champagnesocialister på borgen åbenbart er kommet, ligesom man har fredhelliget netop de grupper der har profiteret af boblelandet, og prøver på at tørre regningen af på nogen der er blevet sendt på pipfuglekursus.

Jo, man kunne sagtens diskutere hvordan man gjorde retfærden bedre, og det betyder ikke nødvendigvis en større stat eller mere af den, men hvordan man bruger ressourcerne og til hvad. (man kunne jo droppe pipfuglekursus hos private aktører der slamsuger ressourcer der kunne være investeret bedre i uddannelse f.eks)

Det handler ikke om ret og pligt, det handler om hvordan man kan skabe ret(færd) og det almene vel, ikke en eller anden skyttegravskrig imellem 'rød' og 'blå' så man rigtigt kan forsimple tingene ned på et amerikansk stupid niveau hvor der ikke er nogen forskel på partierne, men der er de samme pengemænd med deres hær af lobbyister bagved dem.

Men hvis det er klassekamp man vil have, så har socialdemokratiet da netop med sine seneste udmeldinger skabt den - men de er vel at mærke arbejdernes fjende denne gang. Og her mener jeg alle der arbejder fra de vellønnede til bunden eller dem der er arbejdsløse og uden forsørgelse for det er deres rettigheder man angriber. Min ret er også din ret, så hvis du tager fra mig, tager du ligeså meget fra dig selv. (Medmindre du tilhører den elite der har et par hundrede millioner stående i schweiz og såvidt er ligeglad)

Netop den med at min ret, også er din ret ville have været noget jeg havde forventet fra Socialdemokratiet, hvis de da faktisk turde stå ved deres politik. Men de fjumrer rundt som en flok amatører med tungen oppe i r.. på kapitalen der er gået fallit. Det er tomme konstruktioner fyldt med gæld der aldrig kan betales.

Men jo, social opløsning er svaret - og sådan bliver det også i Danmark, hvor alle pisser på alle og enhver er sig selv nærmest. For der er ikke nogen retfærd, og dermed heller ingen velfærd. Det er nok også for det bedste, når man ikke kan regne med statens forpligtigelser eller den forsikring man har betalt til igennem skatten.

Annegrethe Rasmussen

Kære kommentatorer
jeg er ikke "faldet for" noget.
Jeg laver en BOGOMTALE.
OK?
Jeg ved så udmærket hvem Murray er. Jeg skriver jo udtrykkeligt at han er libertarianer. Og at hans livssyn i øvrigt deles af meget få i USA.
Jeg skriver tilmed til sidst i anmeldelsen, at jeg personligt er uenig med ham.
Det betyder jo ikke, at bogen ikke godt kan være interessant.
For sagen er jo, at man sagtens kan blive klogere af at læse beskrivelserne af den sociale opløsning (som jeg vurderer til at være temmelig præcise) uden af den grund at være enig med Murray i hvorfor de finder sted.
Han skriver selv (som der står i omtalen her) at man kan finde socialdemokratiske (det er det nærmeste han kan komme til socialisme) argumenter i hans bog netop om at man må hjælpe de udsatte såvel som konservative eller libertære.
Så, kære venner. Åbn øjnene når I læser og lad fordommene ligge på sofaen imens :-)
Alt godt
Annegrethe Rasmussen

Steffen Gliese

Problemet er, at alt formuleres som ret og pligt i stedet for muligheder!
Vi kunne, ret beset, godt indrette fremstillingsvirksomhed, der kunne optage dem, der har sværest ved at få job i dag - det handler om funktionalitet. Man må sige, at når man kan fremstille komplicerede maskiner til hjemmebrug, som er lette at betjene, er der ikke rigtig nogen grund til, at ikke også industrimaskiner skal tænkes på den måde. Det er blot en vane.

Rasmus Kongshøj

Det er i bund og grund ikke mærkeligt at det står så skidt til med underklassen i USA og også herhjemme. Mange af de problemer Murray peger på skyldes at overklassen har mistet hæmningerne samtidig med at underklassen har mistet selvrespekten.

Før i tiden havde var underklassen langt mere organiseret, mere klassebevidst og havde en større kampvilje. Alt dette er systematisk blevet undergravet af massiv borgerlig propaganda. Man har med success fået udlagt det kapitalistiske system og den nyliberale ideologi som naturlove. I dag er det ens egen skyld hvis man er på røven, og fattigdom er en karakterbrist.

Når man systematisk fortæller folk at de er moralsk underlegne, så skal man ikke blive overrasket når de opfører sig derefter.

I takt med den stigende ulighed er svindel af alle slags blevet langt mere acceptabelt. Det gælder både skattesvindel, smarte investerings-tricks og socialt bedrageri. Det er slet ikke mærkeligt, for der forsvinder en masse moralske barrierer sammen med fællesskabet.

Løsningen på disse problemer er ikke at snakke om "ret og pligt" (dvs. overklassen har ret til bankpakker, skattestop på ejerboliger osv., mens underklassen har pligt til at finde sig i de mest perfide ydmygelser). Problemet vil først blive mindre når underklassen bliver mere organiseret og der kommer et mere lige styrkeforhold i klassekampen.

Hanne Gregersen

@Skov
Jeg vil gerne have mig frabedt en dosering om, hvor tæt jeg er på virkeligheden. Det er du med al resepkt vist ikke den rette til at vurdere.

"Den autorative fordeling af ressourcerne" var engang faktisk definitionen af politik i Rosenborggade og omegn, så det synes jeg, er super at diskutere.
Vi skal blot passe på, at vores (in casu: dine) fordomme blokerer for en kvalificeret debat. Dit billede af de onde banker og de store ofre på kontanthjælp blokerer for saglig konstruktiv debat - det bliver blot skingert skrigeri, og det hjælper ingen ---slet ikke dem på kontanthjælp.

Steffen Gliese

Thomas Dalager, problemet er blot, at man ikke indenfor de herskende paradigmer kan løse de problemer, de selvsamme paradigmer skaber.

Annegrethe, jeg vil give dig ret, du tog dine forbehold (gav dig "anbefalet"). Men jeg trækker ikke min påstand tilbage om, at dette er en omgang neoliberalt, elitært bestillingsarbejde, som skal retfærdiggøre elitens klassekamp.

@Dalager
Nej, det er mig der frabeder din sludder for en sladder hvor du så diplomatisk beder mig om at holde kæft.

Jeg talte aldrig om nogen ofre eller nogen der var onde. Det er dig der blævrer ud med det og dine fordomme, men jeg påpegede den problemstilling netop i relation til finanskrisen og de såkaldte velfærdsreformer, hvilket vil yderligere forstærke den sociale opløsning og hvor retfærd er at enhver er sig selv nærmest fordi dine nærmeste vil stikke dig i ryggen ved første og bedste lejlighed. På samme måde som det er i U.S.A vil det blive i Danmark. Intet problem her, men det var ikke sådan et rygstikkeri jeg havde forventet fra S.

Du kalder det skingert skrigeri, men det er fordi du slet ikke tør tage den diskussion da du ganske udemærket er klar over, at der ikke er nogen rød løber og præcist hvad det er for en kløft man er ved at grave i Danmark med sin 'ret og pligt' og den 'working poor' klasse man vil skabe.

Så tag du dine små insinuationer om hvor 'tæt jeg er på virkeligheden' og skrub et sted hen hvor solen ikke skinner, for dér hører du til.

Niklas Monrad

OK, så de 30% fattigste har (i grove træk) ikke noget til fælles med de 20% rigeste i USA. Men, som Lykke påpeger, er det så forskelligt fra situationen i DK eller andre lande? Jeg tillader mig at tvivle.

Der var måske en periode, i massemediernes (radio og tv) barndom, hvor der var visse fælles kulturelle referencepunkter, men efterhånden som udbudet er eksploderet i variation, er man - igen - gået hvert til sit.

Det er jo ikke for ingenting, at marketingbureauer begyndte at dele forbrugere op i 4 farve kategorier og siden, i takt med øget udbud og individualisering har måttet se denne model forældes.

Op til 60'erne var det i store træk den borgerlige livsanskuelse der var både standard og pejlemærke også hos arbejderpartierne. Det gav samfundsmæssig sammenhængskraft.

Den sammenhængskraft blev nedbrudt med de store årgange, der i de rigere samfund ikke behøvede kæmpe for overlevelse på samme måde som deres forældre. De fik overskud til at drømme om en bedre verden.

Rige mennesker har overskud til at bekymre sig om andet end dagen og vejen, og nogle brugte det overskud til at opfinde en "fair" samfundsmodel, hvor mennesker bliver spist af med velfærdsgoder: "Money for Nothing" hvilket dulmer de riges dårlige samvittighed, men ikke hverken stimulerer eller motiverer modtagerne. (Dette er iøvrigt den vigtigste grund til at al tale om borgerløn må afvises.)

Så de fattige blev spist af med tilstrækkeligt mange penge til at de ikke længere led nød i gammeldags forstand. Middelklassen fik nogle tilskud, så de kunne bakke op omkring indkomstfordelingen og i øvrigt distancerede de sig fra de laveste klasser, delvis i kraft af alternative kulturforbrug (som de alligevel selv havde betalt for via skatten), og overklassen - tja, den er fortsat beskæftiget med det, som den altid har været beskæftiget med, nemlig magtspil og resourceophobning.

Uli Fahrenberg

Annegrethe: Det er fint du anmelder bogen; den er vigtig, og ja: vi har alle godt af at få afprøvet vores fordomme.
Hvad der forstyrrer mig voldsomt i din anmeldelse er dog at du ukritisk lader til at overtage en stor del af Murrays synspunkter:
- Du omtaler "ægteskab, flid, ærlighed og religiøsitet" som "dyder"
- Din sætning "Småbedrag, kriminalitet og arbejdsløshedsunderstøttelse sameksisterer uden det sociale stigma, der for 40 år siden automatisk ramte en mand, der ikke var i stand til at forsørge sin familie." forarges jeg over. Hvorfor er det en god ting at det er et socialt stigma ikke som mand at kunne forsørge sin familie?
- Hvad er der ved tallene om børn uden for ægteskabet der er relevant?

Du giver udtryk for at du er uenig i Murrays forslag for at "komme ud af miseren", men at "[d]en stærkeste del af bogen er diagnosen". Det er lige præcist dér kæden hopper af: Diagnosen er forkert, racistisk og fascistisk fra ende til anden.

Morten Johansen

Annegrethe, det var en visselig en boganmeldelse, men du vælger jo selv vinklingerne, som når du under overskriften "Diskussionen i Danmark", citerer en person som har tilhørt underklassen for at mene at de sociale ydelser skal fjernes helt. At få en repræsentant for en gruppe mennesker man er ude efter til at undsige sine egne, har altid været en glimrende trumf i en politisk debat. I øvrigt synes jeg det er fint at du er lidt anderledes. Informations spalter skal nemlig ikke være en menighed hvor der prædikes for koret. Jeg fandt linket til artiklen om bøfkødet. Jeg håber at I har spist!:
http://www.nytimes.com/2009/12/31/us/31meat.html?pagewanted=all

Annegrethe Rasmussen

Kære alle,
tak for en interessant debat. Jeg er meget enig med især Peter Hansens analyse af, hvordan og hvorfor underklassen har mistet sin politiske kampkraft. Når jeg kaldte “ægteskab, flid, ærlighed og religiøsitet” for “dyder" var det med betydningen "traditionelle borgerdyder" for øje. At jeg så selv finder i hvert fald flid og ærlighed udmærkede dyder kommer ikke anmeldelsen ved.
Og ja, det var selvfølgelig en vinkling, som jeg er ansvarlig for at linke til interviewet i Politiken, men det var nu først og fremmest noget jeg gjorde, fordi parallellen i argumentation var så slående ens. Det er interessant, at denne diskussion også findes i DK, for det er ikke en klassisk dansk diskussion. Som man kan se, hvis man finder hele interviewet på politiken.dk er interviweren særdeles kritisk over for påstanden om at underklassen ligger som den har redt og har normer om at nasse på staten fra starten.

Endelig vil jeg sige, at jeg skriver ikke artikler på ordrer eller opfordringer fra andre end mine redaktører inde på avisen, så det der med det neoliberale bestillingsarbejde, kan jeg ikke tage alvorligt.

Men jeg synes som regel, at debatten herinde er glimrende og har ikke noget imod en kritisk tone, så længe den ikke bliver aggressiv eller til personlig motivforskning. Jeg går varmt ind for, at alle typer, alle meninger, alle holdninger brydes her. Ganske som i salig Outzes ånd. Men Outze holdt sig sandelig ikke tilbage fra at give folk, han mente var galt på den, tørt på.

Alt godt
Annegrethe Rasmussen

Alene det at fattigdom er socialt uacceptabelt, siger vel så rigeligt, og dementerer der er tale om socialkasse malkning.

Det kan selv en fattig regne ud.

Annegrethe Rasmussen, jeg mente ikke DIT arbejde, jeg mente bogen var bestillingsarbejde.
Selvom jeg må give et par debattører (Uli Fahrenberg og Morten Johansen) ret i deres kritik af din måde at fremstille bogens pointer.

Annegrethe, denne gang synes jeg faktisk du har gjort det rigtig godt. Og jeg sætter også pris på at du kommer tilbage og deltager i diskussionen

må man diskret pege på våbentilgang og fængsels-industri...., hvorfor er de sorte i USA aldrig blevet økonomisk kompenserede for deres forfædres slavetilværelse og deres deraf udspringende totalt manglende formuer og kulturelle magtpositioner...?

Det er gået op for den amerikanske underklasse at den amerikanske drøm er en illusion, med intet andet formål, end at få hamsterne til at løbe hurtigere rundt i det økonomiske hjul.

Det samme gælder stort set også i Danmark, hvor staten desperat forsøger på at få alle i arbejde, koste hvad det koste vil. Heldigvis er der flere og flere der kan se det latterlige i systemet. Seneste eksempel har vi i morgen på DR2 med satiren: "A-Klassen"

"I serien følger man en række jobkonsulenter og kursister, og der er både rådighedssamtaler, coaching og “tal med en kop”-forløb at følge undervejs. I følge DR, så er det absurditeten i systemet, der står for skud."
- "A-klassen"

http://www.hk.dk/kommunal/nyheder/nyhedsarkiv/marts_2012/dr2_lancerer_jo...

... En af de helt afgørende pointe er, at institutionerne (:regler og love) sørger for at skabe eller bevare en hyperpluralisme, hvilket betyder, at det er svært at mobilisere sig. Desuden er regeringen svag ligesom

s 117 "The question, of course, is why the United States does not have strong programmatic political parties, and why in particular a Socialist party never developed in the late nineteenth century here. ... The liberal theorists argue that these movements failed in America because they ran counter to basic American ideology ... The historical evidence, however, leads us to question this assertion. ... but a more convincing explanation for the weekness of United States Social political parties looks to the institutional context in which the new political demands were filtered and shows how this context shaped both political organization and reform strategies."

Finn Årup Nielsen

Angående plagiat-anklagen.

Afsnittet her:

"For før 1960’erne delte amerikanere på tværs af alle klasser en traditionel fælles kultur baseret på et borgerligt og socialt engagement, hvor dyder som ægteskab, flid, ærlighed og religiøsitet var fælles værdier – krediteret som American exceptionalism af Alexis de Tocqueville i dennes klassiker fra det 19. århundrede: Demokrati i Amerika."

er sammen faldende med http://articles.latimes.com/2012/feb/12/entertainment/la-ca-charles-murr... :

'Murray, the W.H. Brady Scholar at the American Enterprise Institute, contends that before the 1960s, Americans of all classes participated in a traditional common culture of civic and social engagement that valued marriage, industriousness, honesty and religiosity — credited as "American exceptionalism" by Alexis de Tocqueville in his 19th century classic "Democracy in America." '

Forsøger jeg at søge med Google Books i 'Coming Apart' med ord var LA Times' tekst ("Murrays egne ord") har jeg ikke indtil videre fundet tekststykket. Folk kan forsøge her: https://books.google.dk/books?id=o6fUPokvyR0C

Jeg forstår ikke AG's angivelse af "uden at citere Murray heller". Lige netop dette tekststykke skriver LA Times "Murray ... contends". Om LA Times afsnit er en opsummering, parafrase eller citat af Murray er uklart for mig.

Se:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Annegrethe-Rasmussens-forsvar-
https://drive.google.com/file/d/0BxXq32lA74suem1OV190N1h1V0k3VWw4clhrUHM...