Læsetid: 6 min.

Vi er alle blevet købmænd

Alt er til salg, konstaterer Harvard-professor Michael Sandel i sin nye bog, ’What Money Can’t Buy’. Men hvor bør grænsen gå mellem det gode liv og markedsøkonomien? Vi bliver nødt til at trække en streg, siger han
Brug for debat. Vi kan sagtens fravælge kommercialiseringen af vores liv, men det kræver en offentlig debat, som vi endnu ikke har taget, siger Michael Sandel.

Brug for debat. Vi kan sagtens fravælge kommercialiseringen af vores liv, men det kræver en offentlig debat, som vi endnu ikke har taget, siger Michael Sandel.

Rick Friedman

28. april 2012

Kan penge efterhånden købe alting? Næsten, beklager den populære Harvard-filosof Michael Sandel i sin nye debatbog om markedsøkonomiens stort set ubemærkede overtagelse af funktioner i det ’gode’ og det offentlige liv, som indtil for 30 år siden var styret af etiske værdier fremfor af prismekanismer.

Er det en god idé, at nogle forældre og skoler betaler deres børn for at læse bøger, spørger Sandel. Kan det være rigtigt, at forsikringsselskaber tilbyder overvægtige amerikanere økonomiske incitamenter mod at gå på en slankekur? Eller at indsatte i fængsler kan betale sig til mere bekvemme faciliteter og bedre mad?

Sandel peger på det absurde i, at de eneste tilbageblivende tabuer er handel med slaver og børn samt køb af stemmer i demokratiske systemer. Ellers synes alt andet at være blevet sat til salg i vores senkapitalistiske samfund.

Mandag aften stillede professor Sandel sig op i First Parish Church – et populært sted i Cambridge, Massachusetts, hvor berømte akademikere og politikere holder foredrag – og brugte en time på at prøve sine argumenter af.

Harvard-professoren er en aldeles beskeden og elskværdig person med et sokratisk væsen, som tilslører hans navnkundighed i den angelsaksiske verden. Hans kursus i retfærdighed på universitetet i Cambridge hører til ét af de mest frekventerede i historien. Det er blevet udgivet i bogform, været vist på BBC og kan ses online.

Radikal i sine meninger har Sandel aldrig været, og han ser intet alternativ til den kapitalistiske markedsøkonomi. Hans mission er at gøre op med varegørelsen af de sociale og åndelige værdier, der binder vores demokratiske samfund sammen.

Tag f.eks. noget så prosaisk som betaling for at springe over i køen.

»I gamle dage var det sådan, at passagerer der fløj på 1. klasse og forretningsklasse, fik lov at stige om bord først. Nu kan man betale luftfartsselskabet en mindre sum penge for at komme først gennem sikkerhedskontrollen og ind i flyvemaskinen,« sagde Sandel under præsentationen af sin nye bog, What Money Can’t Buy – The Moral Limits of Markets.

Han fremdrager forlystelsesparker som et andet eksempel.

»Forlystelsesparker er begyndt at sælge entre til en dobbelt pris, som giver gæsterne forret til at springe over i køerne. Men herved går en vigtig dyd ved at danne kø tabt; nemlig at folk fra alle sociale lag en gang imellem får en chance for at være i samme båd – det udligner deres status, i hvert fald i et kort tidsrum,« forklarede forfatteren.

Det for Sandel mest usømmelige eksempel på betaling for at springe over i køen hidrører fra kongressen i Washington.

»Som I ved, er der et begrænset antal pladser for publikum under kongreshøringer. For at være sikker på at komme ind må nogle vente i timevis, andre overnatte. Det er et problem for lobbyister, hvis indflydelse måles i kraft af deres nærhed til de politiske beslutningstagere,« berettede Harvard-professoren.

Concierge-læger

Men hvor der opstår et behov, er der altid penge at tjene. I de seneste år er en ny milliondollar-forretning opstået kaldt Line-Standing Business, som hyrer husvilde og pensionister til at stå i kø for lobbyister mod en timebetaling på mellem 15 og 20 dollar.

Sandel tilføjer, at denne lukrative forretning for nylig har bredt sig til høringer i USA’s Højesteretsbygning, der ligger nogle få hundrede meter fra indgangen til Kongressen.

Harvard-filosoffen lyder virkelig forarget, da han trækker det sidste eksempel på en kommercialiseret køkultur frem.

»Det er efterhånden blevet så svært at få en aftale med lægen, at en ny kategori af såkaldte concierge-læger tilbyder et visit samme dag eller næste dag og kontakt døgnet rundt via mobiltelefon mod et ekstra gebyr varierende mellem 1.500 og 25.000 dollar om året pr. patient.«

En naturlig følge af denne ordning for økonomisk priviligerede patienter, siger Sandel, er, at færre læger står til rådighed for mindre bemidlede amerikanere. Concierge-læger skærer nemlig drastisk ned på antallet af patienter. Ingen kan være forundret over Sandels konstatering af, at reklamer er blevet et allestedsnærværende fænomen.

Reklamer i pissoiret

Selv på offentlige toiletter i USA er der i dag opslået reklamer for deodorant, parfume og sæbe – en forretning, der indbringer kommuner og delstater 50 mio. dollar om året. I gamle dage kunne man tyde graffiti og læse digte efterladt af de besøgende. Og så er der selvfølgelig virksomheders sponsorering af tv-shows, mod at deres produkter bliver inkorporeret som en naturlig bestanddel i udsendelsen. Men hvad med kendte forfattere, som tager imod betaling for at nævne et brandnavn i deres romaner?

Fay Weldon

Her bliver Sandels stemme usædvanlig skinger: »Kender I alle sammen den britiske forfatterinde Fay Weldon,« spørger han de godt 300 forsamlede tilhørere.

»Ja,« svarer nogle bekræftende fra bænkene i den gamle kirke.

»I 2001 bestilte det italienske juvelerselskab en roman fra Weldon for et ukendt honorar. I kontrakten lovede hun at omtale Bulgari en snes gange. Og ved I hvad? Hun nævnte Bulgari 34 gange og titulerede bogen The Bulgari Connection.«

Tilskuerne griner.

»Heldigvis har den type promovering af brands ikke bredt sig i litteraturens verden,« fortsætter Sandel.

»Men det er en ringe trøst i en tid, hvor fremkomsten af e-bøger baner vej for reklamer. I 2011 begyndte amazon.com at sælge to versioner af Kindle-læseren. En version med reklamer og sponsorbudskaber sælges for 40 dollar mindre end den konventionelle Kindle-læser.«

Og så kommer forfatteren til et eksempel, der ligger hans hjerte nær. Bør forældre belønne børn for at klare sig godt til eksamen og for at læse bøger? En håndsrækning blandt publikum viser, at omtrent 40 pct. støtter ideen, selv om det må stå de tilstedeværende klart, at filosofiprofessoren er imod.

Eksperimenter med denne model i skoler i fattige kvarterer i New York har givet blandede resultater. Eleverne fik ikke bedre karakterer, ej heller læste de flere bøger.

»De skulkede bare mindre,« siger Mandel til latter fra tilhørerne. I nogle skoler i Dallas lovede lærere elever i 3. klasse tre dollar i belønning for hver bog, de læste.

»Her var facit mere positivt, men af en eller anden grund valgte de at læse kortere bøger,« griner forfatteren.

Og så bliver det alvor, for hvad er det egentlig for nogle værdier, man pådutter børnene?

»Vi skal da ikke lære eleverne, at læsning af litteratur er en pligt, der skal belønnes. Det undergraver og korrumperer et værdifuldt gode, nemlig at læse, fordi man elsker litteratur,« pointerer Michael Sandel.

I USA er der en lang tradition for, at børn skriver et kort til deres kammerater med tak for en fødselsdagsgave. Sandel-familien har nogle gode venner i Cambridge, som betaler deres to børn en dollar for hvert takkebrev, de skriver.

»Vi har modtaget et par stykker, og jeg må indrømme, at de giver indtryk af at have været skrevet under pres,« ler Harvard-filosoffen.

»Efter vores mening kan der ske to ting. Enten fører belønningen til vanedannelse, hvilket betyder, at de fortsætter med at skrive takkebreve uden at få penge. Eller også hører de op og ender med at have en forskruet opfattelse af taknemmelighed.«

Ifølge Sandel viser disse eksempler, at vor tids økonomer har uret, når de hævder, at markedsmekanismens udbredelse hverken berører eller fordærver det gode liv.

»I Adam Smiths værker kan man ikke opdrive ordet incitament. Det er først, efter liberalisering og privatisering slår rod i begyndelsen af 1980’erne, at varegørelsen af sociale og åndelige værdier breder sig og bliver allestedsnærværende,« slutter Sandel.

»Sådan behøver det ikke at være. Vi kan sagtens fravælge kommercialiseringen, men det kræver en offentlig debat, som vi endnu ikke har haft.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Manden har jo ikke fattet at det er netop er kapitalismen som gør at alt kapitaliseres og relationer mellem mennesker varelig-gøres; Karl Marx er netop meget skarp og præcis - og blik for kapitalismens varegørelse af alle relationer, ikke kun af den relation væveren som laver alt i hånden mister når hun kommer til at stå ved en vævemaskine. Eller for at tage et mere nærliggende eksempel - uddannelsen til snedker. I 1950erne var uddannelsen til møbel-snedker en håndværks-uddannelse - i dag er selve uddannelsen stadig håndværksmæssig, men det som møbelsnedkerne laver i dag er af afpudse kanter på skuffer, som en maskine har lavet. Og dermed forsvinder den umiddelbare relation mellem møbel-snedkeren og hans materiale...

Kapitalismen tingslinggør og vareliggør som sådan alle relationer, også mellem mennesker. Og åbenbart ved manden ej heller, at der handles med mennesker -og med børn, måske ikke i Vesten, men bestemt i Afrika, Kina, og i de arabiske lande. Her lever folk som slaver - børn laver vores tøj og også vores
elektroniske dimser....

Og nej, vi kan ikke fravælge kommercialiseringen - den er sådan set et biprodukt, hvis ikke en direkte konsekvens - som vist - af kapitaliseringen af alle relationer under kapitalismen.

@heinrich

Lidt for fornuftig til at gøre nogen form for forskel er jeg bange for (som Karsten også er inde på).

Og det virker meget virkelighedsfjernt at hævde, at de eneste tilbageværende tabuer er handel med børn, slaver og stemmer.
Hvis det virkelig er tabuer, så er det jo fordi, man ikke vil se virkeligheden i øjnene, eftersom handel med alle tre dele forekommer i stor stil i store dele af verden.

På mig virker det som ufarlig moralisering, det han bedriver.

Genha Faldtstein

@Karsten Aaen:

Hvis vi havde en kommunistisk markedsøkonomi, var incitamentet blot noget andet. Fx kunne det være du fik 1 madstempel for hvert andet takkebrev du skrev?

Pointen er, at vores måder at agere på og de indstillede incitamenter i vores børn, former den verden vi lever i. Hvorfor skulle kapitalismen være roden til problemet, helt specifikt?

Hvis en millionær hyrer en mindre hær til at rydde en landsby, er det stadigvæk de enkelte soldater der er skyld i destruktionen. Fordi vi er autonome selvanalyserende entiteter, har vi friheden til at vælge vores egne veje. Ligeledes, her et mindre markant eksempel, er det helt op de de enkelte forældre at lære deres børn om glæden ved et sundt socialt liv og give dem de incitamenter der driver et godt og velfungerende menneske. Det er faktisk deres pligt.

Problemet med den moderne kapitalisme er, at arbejdet forud for købet af en vare er skjult. Det er altså oftest ikke muligt, at se hvor lidt arbejderne i virkeligheden tjener af de mange penge vi i Vesten betaler for udenlandske varer. Hvis den enkelte forbruger virkelig gjorde en ærlig dyd ud af, at handle med de rigtige virksomheder, ville der ikke være nogen finansiel gevinst at hente for disse slave-drivere.

Hvordan kan vi overhovedet retfærdiggøre købet af en iPhone/iPad/Xbox/Playstation/m.m. når der hvert år rapporteres adskillige selvmordstilfælde på fabrikken der producerer disse enheder?

Vi ofrer hinandens velfærd så vi kan spille Angry Birds, inden det ikke er spændende længere. Hvilken barbarisk levevis.

Det kan vi, fordi vi ikke føler med et andet menneske på tværs af emballage. Vi er faktisk dårlige mennesker, selvom det føles godt at donere penge til Red Barnet, WWF og alverdens andre organisationer. Hvorfor gemmer vi os bag ideologier, når vi blot skal tage ansvar for os selv og hinanden?

Vi har midlerne til at skabe den fremtid vi alle drømmer om, men kun de få kæmper for. Oftest hører jeg, at der er en hverdag der skal hænge sammen. Hører ikke, ser ikke, ved ikke.

Jeg er overbevist om, at nogen vil undse dette indlæg automatisk som værende helt hen i vejret og useriøst. Det er en spøjs observation jeg har gjort mig, men som ikke nødvendigvis er helt korrekt.

Punchline:
Med frihed kommer ansvar, og vi er utroligt frie.

Steffen Gliese

Kapitalismen nivellerer alle værdier og gør alting til genstand for en arbitrær økonomisk vurdering fra tredjemand. Kapitalismen forhindrer den sunde fornufts udfoldelse, der tilsiger, at livsgrundlaget som det første sikres, hvorefter al anden aktivitet kan foregå efter lyst og behov.

Steffen Gliese

Men i virkeligheden, Genha Faldtstein, er problemet, at penge overhovedet ikke står i forhold til vare. Den ideelle tilstand vil være, at det efterstræbelsesværdige kan fås, fordi også den, der har fremstillet det, man efterstræber, kan få sit ønske indfriet. Samtidig skal efterstræbelsen selvfølgelig ske under hensyntagen til, at man altid lukrerer på andre menneskers afmålte tid, når man forlanger af dem, at de investerer den i at fremstille noget, der måske snarere er mit end deres behov.
Bedst, tror jeg, det er med nogle af os, der er vokset op i en tid, hvor meget, men ikke alt, var tilgængeligt, hvor man måtte sno sig, og hvor man måtte vente, undertiden endog blot håbe.
Imidlertid vil den universelle adgang til alt imidlertid føre til en besindelse, fordi det er symboler og status, man demonstrerer, snarere end behov. Når der ikke længere er status, bortset fra demonstrationen af omtanke, der er bundet til produkterne, vil interessen falde.