Vi er alle blevet købmænd

Kan penge efterhånden købe alting? Næsten, beklager den populære Harvard-filosof Michael Sandel i sin nye debatbog om markedsøkonomiens stort set ubemærkede overtagelse af funktioner i det ’gode’ og det offentlige liv, som indtil for 30 år siden var styret af etiske værdier fremfor af prismekanismer.

Er det en god idé, at nogle forældre og skoler betaler deres børn for at læse bøger, spørger Sandel. Kan det være rigtigt, at forsikringsselskaber tilbyder overvægtige amerikanere økonomiske incitamenter mod at gå på en slankekur? Eller at indsatte i fængsler kan betale sig til mere bekvemme faciliteter og bedre mad?

Sandel peger på det absurde i, at de eneste tilbageblivende tabuer er handel med slaver og børn samt køb af stemmer i demokratiske systemer. Ellers synes alt andet at være blevet sat til salg i vores senkapitalistiske samfund.

Mandag aften stillede professor Sandel sig op i First Parish Church – et populært sted i Cambridge, Massachusetts, hvor berømte akademikere og politikere holder foredrag – og brugte en time på at prøve sine argumenter af.

Harvard-professoren er en aldeles beskeden og elskværdig person med et sokratisk væsen, som tilslører hans navnkundighed i den angelsaksiske verden. Hans kursus i retfærdighed på universitetet i Cambridge hører til ét af de mest frekventerede i historien. Det er blevet udgivet i bogform, været vist på BBC og kan ses online.

Radikal i sine meninger har Sandel aldrig været, og han ser intet alternativ til den kapitalistiske markedsøkonomi. Hans mission er at gøre op med varegørelsen af de sociale og åndelige værdier, der binder vores demokratiske samfund sammen.

Tag f.eks. noget så prosaisk som betaling for at springe over i køen.

»I gamle dage var det sådan, at passagerer der fløj på 1. klasse og forretningsklasse, fik lov at stige om bord først. Nu kan man betale luftfartsselskabet en mindre sum penge for at komme først gennem sikkerhedskontrollen og ind i flyvemaskinen,« sagde Sandel under præsentationen af sin nye bog, What Money Can’t Buy – The Moral Limits of Markets.

Han fremdrager forlystelsesparker som et andet eksempel.

»Forlystelsesparker er begyndt at sælge entre til en dobbelt pris, som giver gæsterne forret til at springe over i køerne. Men herved går en vigtig dyd ved at danne kø tabt; nemlig at folk fra alle sociale lag en gang imellem får en chance for at være i samme båd – det udligner deres status, i hvert fald i et kort tidsrum,« forklarede forfatteren.

Det for Sandel mest usømmelige eksempel på betaling for at springe over i køen hidrører fra kongressen i Washington.

»Som I ved, er der et begrænset antal pladser for publikum under kongreshøringer. For at være sikker på at komme ind må nogle vente i timevis, andre overnatte. Det er et problem for lobbyister, hvis indflydelse måles i kraft af deres nærhed til de politiske beslutningstagere,« berettede Harvard-professoren.

Concierge-læger

Men hvor der opstår et behov, er der altid penge at tjene. I de seneste år er en ny milliondollar-forretning opstået kaldt Line-Standing Business, som hyrer husvilde og pensionister til at stå i kø for lobbyister mod en timebetaling på mellem 15 og 20 dollar.

Sandel tilføjer, at denne lukrative forretning for nylig har bredt sig til høringer i USA’s Højesteretsbygning, der ligger nogle få hundrede meter fra indgangen til Kongressen.

Harvard-filosoffen lyder virkelig forarget, da han trækker det sidste eksempel på en kommercialiseret køkultur frem.

»Det er efterhånden blevet så svært at få en aftale med lægen, at en ny kategori af såkaldte concierge-læger tilbyder et visit samme dag eller næste dag og kontakt døgnet rundt via mobiltelefon mod et ekstra gebyr varierende mellem 1.500 og 25.000 dollar om året pr. patient.«

En naturlig følge af denne ordning for økonomisk priviligerede patienter, siger Sandel, er, at færre læger står til rådighed for mindre bemidlede amerikanere. Concierge-læger skærer nemlig drastisk ned på antallet af patienter. Ingen kan være forundret over Sandels konstatering af, at reklamer er blevet et allestedsnærværende fænomen.

Reklamer i pissoiret

Selv på offentlige toiletter i USA er der i dag opslået reklamer for deodorant, parfume og sæbe – en forretning, der indbringer kommuner og delstater 50 mio. dollar om året. I gamle dage kunne man tyde graffiti og læse digte efterladt af de besøgende. Og så er der selvfølgelig virksomheders sponsorering af tv-shows, mod at deres produkter bliver inkorporeret som en naturlig bestanddel i udsendelsen. Men hvad med kendte forfattere, som tager imod betaling for at nævne et brandnavn i deres romaner?

Fay Weldon

Her bliver Sandels stemme usædvanlig skinger: »Kender I alle sammen den britiske forfatterinde Fay Weldon,« spørger han de godt 300 forsamlede tilhørere.

»Ja,« svarer nogle bekræftende fra bænkene i den gamle kirke.

»I 2001 bestilte det italienske juvelerselskab en roman fra Weldon for et ukendt honorar. I kontrakten lovede hun at omtale Bulgari en snes gange. Og ved I hvad? Hun nævnte Bulgari 34 gange og titulerede bogen The Bulgari Connection.«

Tilskuerne griner.

»Heldigvis har den type promovering af brands ikke bredt sig i litteraturens verden,« fortsætter Sandel.

»Men det er en ringe trøst i en tid, hvor fremkomsten af e-bøger baner vej for reklamer. I 2011 begyndte amazon.com at sælge to versioner af Kindle-læseren. En version med reklamer og sponsorbudskaber sælges for 40 dollar mindre end den konventionelle Kindle-læser.«

Og så kommer forfatteren til et eksempel, der ligger hans hjerte nær. Bør forældre belønne børn for at klare sig godt til eksamen og for at læse bøger? En håndsrækning blandt publikum viser, at omtrent 40 pct. støtter ideen, selv om det må stå de tilstedeværende klart, at filosofiprofessoren er imod.

Eksperimenter med denne model i skoler i fattige kvarterer i New York har givet blandede resultater. Eleverne fik ikke bedre karakterer, ej heller læste de flere bøger.

»De skulkede bare mindre,« siger Mandel til latter fra tilhørerne. I nogle skoler i Dallas lovede lærere elever i 3. klasse tre dollar i belønning for hver bog, de læste.

»Her var facit mere positivt, men af en eller anden grund valgte de at læse kortere bøger,« griner forfatteren.

Og så bliver det alvor, for hvad er det egentlig for nogle værdier, man pådutter børnene?

»Vi skal da ikke lære eleverne, at læsning af litteratur er en pligt, der skal belønnes. Det undergraver og korrumperer et værdifuldt gode, nemlig at læse, fordi man elsker litteratur,« pointerer Michael Sandel.

I USA er der en lang tradition for, at børn skriver et kort til deres kammerater med tak for en fødselsdagsgave. Sandel-familien har nogle gode venner i Cambridge, som betaler deres to børn en dollar for hvert takkebrev, de skriver.

»Vi har modtaget et par stykker, og jeg må indrømme, at de giver indtryk af at have været skrevet under pres,« ler Harvard-filosoffen.

»Efter vores mening kan der ske to ting. Enten fører belønningen til vanedannelse, hvilket betyder, at de fortsætter med at skrive takkebreve uden at få penge. Eller også hører de op og ender med at have en forskruet opfattelse af taknemmelighed.«

Ifølge Sandel viser disse eksempler, at vor tids økonomer har uret, når de hævder, at markedsmekanismens udbredelse hverken berører eller fordærver det gode liv.

»I Adam Smiths værker kan man ikke opdrive ordet incitament. Det er først, efter liberalisering og privatisering slår rod i begyndelsen af 1980’erne, at varegørelsen af sociale og åndelige værdier breder sig og bliver allestedsnærværende,« slutter Sandel.

»Sådan behøver det ikke at være. Vi kan sagtens fravælge kommercialiseringen, men det kræver en offentlig debat, som vi endnu ikke har haft.«