Læsetid: 7 min.

Filosofi som verdenshistorisk våben

Det er over 3.000 sider lykkedes den engelske idehistoriker Jonathan I. Israel at genskrive Oplysningens historie – det begynder med stor filosofi og ender med Den Franske Revolution
Central. Den hollandske filosof Baruch de Spinoza er den store helt i Jonathan I. Israels fortælling. Det er lige før, man kan opdele de følgende generationer af tænkere i radikale og moderate, efter om de anerkender eller afviser Spinozas tænkning. Denne filosofiske spaltning læser Israel som en politisk konflikt: De radikale oplysere er revolutionære, mens de moderate er reformorienterede.

Central. Den hollandske filosof Baruch de Spinoza er den store helt i Jonathan I. Israels fortælling. Det er lige før, man kan opdele de følgende generationer af tænkere i radikale og moderate, efter om de anerkender eller afviser Spinozas tænkning. Denne filosofiske spaltning læser Israel som en politisk konflikt: De radikale oplysere er revolutionære, mens de moderate er reformorienterede.

14. april 2012

Vi kender historien om, hvordan store tænkere frigjorde folket og besejrede undertrykkerne. Filosoffer kæmpede imod konger og præster, og deres kamp gjorde os til dem, vi er i dag. Vi skulle alle være børn af Oplysningen.

Kampen kulminerede i 1789 med Den Franske Revolution, som under sloganet ’frihed, lighed og broderskab’ grundlagde det moderne samfunds selvforståelse. Efter revolutionen blev en kirke i Paris lavet om til et sekulært mausolæum for revolutionens helte. De kaldte den Panthéon, og på denne facade står stadig i dag skrevet: Aux grands hommes, la Patrie reconnaissante – ’Til de store mennesker fra det taknemlige fædreland’. Filosoffer som Voltaire og Rousseau blev placeret prominent i Panthéon.

Det er klart, at anerkendelse af alliancen mellem store tanker og det fælles bedste er ualmindeligt forførende. Tænk, at filosoffer kunne være folkets riddere og ophøjede tænkere på samme tid.

Det inspirerer unge intellektuelle til at følge sporet af de elskede, fordømte oplysere. Men når man giver sig til at læse kanoniserede oplysningstænkere, støder man på mærkelig modstand. Den elegante Voltaire forekommer ikke helt så frigørende, som man skulle tro. Han skriver, at »det almindelige menneske ikke fortjener at blive oplyst« – det er åbenbart kun en overklasse af kloge, som skal oplyses. Og det er hans opfattelse, at tænkere skal alliere sig med regenter for at oplyse befolkningerne oppefra. Selv var Voltaire ven af udemokratiske herskere som Frederik den Store og Katarina den Store af Rusland. Han stod ikke altid på folkets side mod de autoritære herskere, men prøvede at tale til fornuften i regenten.

Man finder eksempler på autoritære sympatier hos andre store oplysere. Som eksempel på en engelsk oplysningsfilosof fremhæves gerne John Locke, men denne store tænker ville forbyde ateisme. Der skulle ifølge Locke slet ikke være plads til ikketroende i det politiske fællesskab.

En tredje berømt oplyser er den tyske tænker Immanuel Kant, men her støder man på besynderlige raceteorier.

Det hedder i Kants antropologi, at menneskets perfektion kun kan nås i den hvide race, mens gule mennesker er mindre talentfulde, og negre er lavestående. Det samlede billede er ikke, at oplysningens mestre konsekvent tager parti for frihed, lighed og fornuft for alle. Indimellem trækker de åbenbart på antidemokratiske antagelser, religiøse dogmer og stærkt problematiske teser om racer og køn. De oplyste helte virker ikke så oplyste endda ...

Den store adskillelse

Det er i tre imponerende bind om den radikale oplysning lykkedes den engelske idehistoriker Jonathan I. Israel at redde Oplysningens Panthéon og redegøre for de store oplysnings-tænkere uoplyste tendenser. Man kan sige, at han smider gamle helte ud af Oplysningens tempel, inden han genopfører en ny katedral for de tænkere, der brugte filosofi som verdenshistorisk våben.

Israel skelner mellem radikale oplysere og moderate oplysere. Voltaire, Kant og Locke betegner han således som moderate oplysningstænkere, hvorimod Spinoza og Bayle anerkendes som radikale oplysere.

Hans skelnen mellem de to typer er ikke neutral: Israel holder med de radikale, og han distancerer sig fra de moderate. Det skaber en dramatisk dynamik, der driver hans store fortælling frem som en kamp mellem idealister og opportunister, de modige radikale og de mondæne moderate.

Kort sagt søger de moderate oplysere kompromiser med samtidens etablerede sandheder, mens de radikale oplysere kræver brud. De moderate oplysere mener, at ikke alt i verden skal være tilgængeligt for rationel erkendelse, hvorimod de radikale oplysere sætter fornuften højest. Det viser sig konkret i diskussionen om, hvorvidt verden er delt i ånd og natur, eller om der kun gives en naturlig verden, som kan erkendes fornuftigt. Moderate oplysere anerkender eksempelvis mirakler, hvilket afvises af de radikale oplysere, som hævder, at alt i naturen fungerer efter regler og love.

Revolutionens ideer

Den store helt i Israels fortælling er den hollandske filosof Baruch Spinoza. Man kan næsten opdele de følgende generationer af tænkere i radikale og moderate, efter om de anerkender eller afviser Spinozas tænkning. Denne filosofiske spaltning læser Israel som en politisk konflikt: De radikale oplysere er revolutionære, mens de moderate er reform-orienterede. De to første bind, Radical Enlightenment og Enlightenment contested, dækker periodem fra 1650 og frem til midten af 1700-tallet. Det tredje bind, Democratic Enlightenment, der nu er udkommet, fører kampen op til Den Franske Revolution.

Det er en fantastisk bedrift af Israel, der efter over 3.000 sider at have genskrevet Oplysningens historie fører sit værk frem til den konklusion, at Den Franske Revolution var utænkelig uden den radikale oplysning.

Israel præciserer sin pointe: Det gamle regime i Frankrig var faldet uanset hvad, men filosofien definerede oprørets principper og mål. Han anerkender objektive faktorer som stigende skatter, konflikten mellem aristokratiet og kongen og den franske stats deroute, men hævder, at den offentlige menings opfattelse af de objektive forhold blev domineret af den radikale oplysning.

Filosofferne var ikke repræsentative for folket, men de formåede at udbrede deres ideer blandt de talende i den franske offentlighed. De fungerede som en avantgarde, der gennem pamfletter, korrespondance, saloner, interventioner og bøger påvirkede den politiske opfattelse af rigtigt og forkert. Den brede befolkning var ifølge Israel ikke præget af tidens filosofiske ideer, men det var revolutionens ledere:

»Hvad var denne blanding af ideer, forslag og slogans, som gjorde det muligt for dem at definere den offentlige opinion? Det er der ikke blevet givet mange sammenhænge svar på – og der er kun et overbevisende svar: den Radikale Oplysning.«

Diderot & co,

Denne store tese underbygger Israel gennem studier af, hvilke værker og ideer, der blev udbredt op til revolutionen, og hvordan de blev udbredt. Diderots enorme arbejde med den store encyklopædi var naturligvis vigtigt, og udbredelsen af de enkelte bind i forskellige lande beskrives grundigt. Konflikterne mellem forskellige bidragydere til encyklopædien som Rousseau, Voltaire og Diderot selv vidner om, at kampen mellem den radikale og den moderate oplysning også i samtiden blev opfattet som en central strid. Voltaire betegnede den selv som en »borgerkrig«.

Et andet værk, som havde overraskende stor gennemslag, var Histoire des deux Indes, som var en tidlig kritik af europæiske stormagters kolonialisme. Værket blev styret af den intellektuelle Guillaume Braynal, der i øvrigt senere vendte sig imod revolutionen. Men også tænkere som Diderot og baron d’Holbach skrev væsentlige passager til værket, der satte Oplysningens principper som kritisk kontrast til den måde, som tidens stormagter ville udbrede deres civilisation på. Værket udkom i adskillige oplag og versioner, inden det blev forbudt af censuren.

Generelt fastholder Israel, at de for revolutionen afgørende tænkere ikke var dem, som man ofte forbinder med oplysningen: Voltaire, Kant, Locke, Montesquieu og Rousseau. Han fremhæver derimod Diderot, Helvétius, d’Holbach, Condorcet og Mirabeau som dem, der systematisk fordømte kongemagten, aristokratiet og kirkens alt for store magt.

De radikales politiske program kan både beskrives negativ og positivt: De er kritiske modstandere af den undertrykkende alliance mellem kongemagten og den gejstlige overklasse, og de vil befri det politiske fællesskab fra regenter, som udbytter og udnytter deres egen befolkning. Det positive program kan kort skitseres som et krav om sociale reformer og et basalt princip for politisk ledelse: Lederne skal ikke regere af hensyn til dem selv og deres egne allierede, men sætte det fælles bedste som det højeste mål. De skal ikke se opad mod himlen, men nedad mod folket. De radikale krævede sociale reformer, og de slog fast, at målet for statens ledelse skal være det fælles bedste. Det er ifølge Israel disse tanker, som bliver realiseret med Den Franske Revolution.

Den store tese

Den store tese, som Israels værk bygger på, er, at det filosofisk fornuftige er forbundet med det politisk progressive. De rigtige rationalister bliver i hans univers også til de politisk progressive, mens de dårlige filosoffer bliver politisk reaktionære. Det er en effektiv polemisk konstruktion, men den er analytisk problematisk. Den fører til en totalpolitisering af filosofien. Den oplagte mulighed for, at tænkere kan være rationelle, men politisk forsigtige, udelukkes af det store episke opgør mellem de stærke radikale og de slappe moderate.

En tænker som Kant er radikal, når han kræver, at fornuften skal regere over det menneskelige følelsesliv, selv om han ikke lever op til kriterierne for politisk radikalitet.

På samme måde kan man sige, at Rousseau ikke er på samme progessive hold som Diderot og d’Holbach politisk, men alligevel er hans opfattelse af demokrati aldeles radikal, idet han forkaster det repræsentative demokrati til fordel for direkte deltagelse.

Der er ingen tvivl om, at Israel afdækker en helt fundamental konflikt i oplysningsprojektet med sin skelnen mellem de moderate og de radikale, men det er lige så åbenlyst, at han overdriver det filosofiske omfang af den politiske modsætning. Det er sigende, at han bruger datidens oplysningskritikere, som tilskrev rationalisterne alverdens ondskab og forfald, som vidnesbyrd om, hvor stor indflydelse de radikale oplysere havde.

Et andet problematisk forhold er, at de radikale filosoffer som gengivet af Israel ikke optræder som det, vi i dag ville regne for demokrater. Israel sammenligner filosofi med teknologi: Den kommer de fleste til gode, selv om det er kun er de færreste, som kan forstå, hvordan det virker. Man skal med andre ord lade de klogeste formulere det fælles bedste for fællesskabet, for flertallet er ikke oplyst nok til at diskutere det fælles bedste. Filosofferne bliver i udlægningen et politisk aristokrati, hvilket ikke er særligt demokratisk.

De tre store bøger om den radikale Oplysning fordrer på den måde kritik og diskussion. De er skrevet så spændende som en stor roman, og de læses som en dramatisk spillefilm. De giver os med andre ord fortællingen om den heroiske Oplysning tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Filosofi som verdenshistorisk våben ...genial overskrift, er det mon Runes ide?

Ved 'filosofi' forstås i øvrigt altid 'Vestlig filosofi', og 'verden' er den Vestlige verden.

Med hensyn til vestens filosofis krig mod andre kulturer er stillingen således:

Indiansk filosofi (nedkæmpet)
Japansk filosofi (indordnet)
Afrikansk filosofi (under nedkæmpelse)
Arabisk filosofi (under nedkæmpelse)
Indisk filosofi ?
Kinesisk filosofi ? (Kineserne har konsekvent siden opiumskrigen kaldt briterne og franskmændene for Yi (bastarderne) . Måske er stillingen: Krig erklæret!)

Michael Kongstad Nielsen

Hvem var vigtigst, hvem var størst? En typisk vesterlandsk konkurrancespørgsmål. De var måske allesammen vigtige hver på deres egen måde. Rousseau holder jeg på som en af de vigtide, også meget læst og udbredt i den almindelige befolkning i samtiden.

En af de vigtigste tanker dengang var, at alle mennesker er født lige. Erkendelsen og anerkendelsen af den tanke var revolutionær. For den måtte nødvendigvis føre til en fratagelse af kongens, fyrstens og kirkens privilligerede stillinger.

Rousseau anså også mennesket i dets naturtilstand for at være lykkeligere end i det "moderne" samfund. En tanke, vi godt kunne bruge i dag. Naturen blev igen værdifuld (for en stund i alt fald), og det frie menneskes udvikling, som han skrev om i "Emile" fik stor betydning for pædagogik og kunst vidt og bredt. Rousseau mente, at alle religioner var lige værdifulde, og han gik hårdt i rette med slaveriet.

Steffen Gliese

Hvad de moderate liberalister mente om, hvem der var frie, kan man læse i Domenico Losurdos "Liberalism - a counter-history" fra sidste år.

Filosofi kan aldrig være et våben.
Filosofi skal tilbydes.
Filosofi skal opdages.
Mennesker skal ville filosofi.
Mennesker skal ville tilbyde (deltagelse i) filosofi.
Mennesker skal ville opdage filosofi.
Etik er kompetent diskurs om moral.
Kants Love skulle hedde Etiklove.
Hverken etik eller moral kan være agenter eller,
våben som filosofi ikke. Så vil det blive Kollektivt Ego i stedet for Intersubjektivt Felt.
Man kan radikal eller moderat sagtens betragte
sine medmennesker værende lige uden at stille lige
fordringer eller lige forventninger : Mennesket har
sprog og opretgående gang, men hvert menneske
skal tilegne sig.
BO

Bo Nielsen siger: Filosofi kan aldrig være et våben.

...og alligevel må vi i gennem historien konstatere, at filosofi som drivkraft i en civilisations kulturkamp, nok er den vigtigste mekanisme til at opretholde den nødvendige etiske og moralske selvforståelse, hos et folk der er igang med at udsletter en anden kulturs egenart, militært og/eller økonomisk - omend filosofi i nogen tilfælde er erstattet med religion.

Heinrich R. Jørgensen

Montesquieu som filosof?

Har var en glimrende satiriker, en skarp analytiker, en observant kritiker af vestlig kult, kultur, ritus, traditioner, doktriner og.meget andet. Han var en glimrende historiker, og en eminent politisk tænker. Han var en vionær tænker, der fordomsfrit og pragmatisk forholdt sig til fortidens historiske erfaringer. Han var forfatter af mange bøger, herunder mindst ét storværk.

Med filosof? Han kunne filosofere og anvende filosofisk metode, men at betegne ham som filosof er misvisende.

Heinrich R. Jørgensen

Filosofi kan være både det bedste sværd (*) og det bedste skjold (*).

(*) gamle ord, der ikke altid henviser til genstande, men kan være metaforiske.

Ikke, Heinrich Jørgensen, uden at forlade diskurs.
Sokrates´kommentar til giften (ud over at spørge, hvordan ... , var " - I lever videre. Jeg dør. Hvem véd, hvad er bedst ?
Statsmagtens voldsmonopolmandatering af politi omfatter (undertiden misforstået) REaktion. Ikke aktion.
Det er, om man vil, en aktiv handling at så frø.
Men spiren og vækst forudsætter mere.

Niels-Holger Nielsen

Michael Kongstad Nielsen

'Rousseau holder jeg på som en af de vigtide, også meget læst og udbredt i den almindelige befolkning i samtiden.'

Hvor stor en del af den 'almindelige befolkning' kunne læse på Rousseaus tid. Nada!

Michael Kongstad Nielsen

Niels Holger-Nielsen, - nej, men hvem kunne så læse Spinoza, Diderot, Encyclopædien osv.? Og hvem kunne forresten læse Bibelen? Det kunne kun få, men tankerne kunne godt vinde udbredelse alligevel, hvilket jo også er artiklens og Israels ærinde at pege på, at filosofien endte med revolution.

Og Rousseaus tanker vandt virkelig udbredelse. Og medførte interesse for almindelige mennesker (altså en intellektuel interesse oppe fra og ned, så at sige), der var værdifuld for udviklingen væk fra feudalsamfundet. Han fik endda dømt nogle af sine bøger ulovlige og brændt offentligt.

Gorm Petersen

Filosofiens ligegyldighed kan vel næppe dokumenteres bedre end dette.

Først 2-300 år efter den franske revolution begynder filosofferne langsomt at forstå, hvad der skete.

De kan næppe have været til megen nytte da revolutionen fandt sted.

Dertil tænker de alt, alt for langsomt.

Hvad skulle vi f.ex. gøre, hvis de i 2012 var kommet frem til, at revolutionen alligevel ikke var nogen god ide ?

Var der forøvrigt ikke noget om, at Napleon generobrede magten - at det var som 68-oprør der blev til Reagan og Thatcher ?

Michael Kongstad Nielsen siger: Rousseaus tanker vandt virkelig udbredelse. Og medførte interesse for almindelige mennesker (altså en intellektuel interesse oppe fra og ned, så at sige).

Jean-Jacques Rousseau var af en familie med en baggrund som protestantiske flygtninge og en solid tradition i urmagerhåndværket, samt stor interesse for læsning. Han rejste tidligt hjemmefra og ernærede sig som gravør, musiker og komponist - så at sige at hans interesse for menneskers levevilkår er akademisk er nok at overse hans sociale baggrund. Forandringer for de laveste i samfundet kommer kun gennem et pres fra de ...laveste i samfundet. Låget ryger af trykkogeren gang på gang og så kommer forandringerne - i et samarbejde mellem akademikere og så de intellektuelle fra de laveste samfundsgrupper - nede fra og op, så at sige.

Michael Kongstad Nielsen

Bill Atkins - tak for kommentar. Jeg mente vist bare, at der i intellektuelle og borgerlige lendende kredse opstod en interesse for almindelige mennesker, almue, bondestand osv.. samt for natueren og det frie menneskeliv. F. eks. lod dronning Marie-Antoinette udføre en "engelsk" have ude i Versailles, der skulle minde hoffet og besøgende om, at naturen ikke var klippede hække og symetriske rokokoarrangementer, men noget vildt og naturligt, og dronningen og hendes hofdamer legede bondepiger ude i en lille landsby i haven - alt inspireret af Rousseau.

Hvor meget eller lidt filosofferne betød, har jeg tit spekuleretover. Artiklen ovenfor mener, at Den Franske Revolution var utænkelig uden den radikale oplysning. Det er nok lige stærkt nok. Men lederne i samfundet og af revolutionerne var givetvis inspireret og præget af filosoffernes tanker. Det var nok et sammenfald mellem de sociale omstændigheder og kampe på den ene side, og tankestoffet på den anden, der førte til revolutionerne.

@ Michael, Holger Drachmann skrev i

»Engelske Socialister«:

...
I Læ for Vinden, i Ly for Taagen,
Omkring et Kulbaals ulmende Gløder –
Rapsede Varer derhenne fra Krogen,
Hvor Købmanden losser de drægtige Skuder,
- Sidder et Selskab. Sod paa Skjorten,
Knudrede Arme, en tretten, fjorten
Stykker af dem, der lossede Skuden;
Angelsachsernes Blod ruller under Huden.

De mumle dæmpet og suge paa Piben,
øllet gaar om i de klinkede Kander,
Der er noget paa Færde, man vil ud af Kniben,
Man har noget paa Hjerte, vil nogen paa Livet;
Men skønt Armen dirrer, og Pulsen banker,
Mangler man Ord for de mange Tanker,
Der er Galskab nok, men System er der ikke.
...
(1871)

Gorm skriver ovenfor

Først 2-300 år efter den franske revolution begynder filosofferne langsomt at forstå, hvad der skete.

Ja, men de samfundsmæssige forhold der føre til krav om samfundsændringer, revolter og i sidste ende revolution, er filosofferne helt på forkant med - det er så op til politikerne at gribe situationen.

Personligt mener jeg endvidere at den sociale opstigning er et vigtigt element for forbindelse og forståelsen mellem lavere og højere socialklasser.

Henrik Nielsen

..at leve i overenstemmelse med naturens recirkulation.

Eksemplerne er legio men jeg opfangede lige en enkelt mere her foirleden: Lakseopdræt kræve 5 kilo fiskemel pr kg laks og det er en naturøkonomi som ikke er bæredygtig i længden og som har presset fiskemels priserne voldsom op...

Hvis en ide ikke er naturmæssigt bæredygtig droppes den ikke af den grund. Kapitalismens iboende filosofi gør blot at priserne presses op, og derfor kører kapitalismen os ud over afgrunden alene fordi profitterne lige idet vi kører ud over kanten er så høje som aldrig før.

Steffen Gliese

Hov, Bill Atkins, den holder ikke! Hvor mange kg mad tror du, at der går til et menneske pr. kg. legemsvægt?
Sålænge fiskene formerer sig i tilstrækkelig mængde til at kunne levere de 5 kg. fiskemel, er alt OK. Og de færreste opdrætslaks vejer vist et kilo! ;-)

Steffen Gliese

Hvorfor vokser profitbehovet iøvrigt så voldsomt? Mon ikke det hænger sammen med den eksplosion i forbrugsmuligheder, vi har set i de seneste ti år?!

Michael Kongstad Nielsen:

"Han fik endda dømt nogle af sine bøger ulovlige og brændt offentligt."

Det var altså ikke et særtilfælde dengang, men nok snarere et tegn på at man var en del af gruppen. Alle filosoffer, fra Voltaire til D'Alembert oplevede at få værker retsforfulgt og undertrykt. Selv Heinrich Jørgensens elskede Montesquieu, som ellers er en ret moderat tænker i sammenligning med de fleste af oplysningstænkerne, fik sine værker forbudte af myndighederne.

Nu er jeg jo nok den eneste som af kommentatorerne i denne tråd som faktisk har læst Jonathan Israels værk fra ende til anden, og han formår faktisk, ved en eksceptionel viden om selv ret ukendte tænkere i de fleste europæiske lande, inklusive Danmark, at skabe en ret plausibel forbindelse mellem Spinozas oprindelige tanker og den radikale filosofiske hovedstrøm i 1700-tallet som i sidste ende førte til den Franske Revolution. Det er helt sikkert at mange, især i anden halvdel af det 18. århundrede ikke var fuldt ud klar over deres gæld til Spinoza, men Israel viser ret godt at de indirekte, ikke mindst via Bayle, Diderot og Baron D'holbach har fået størstedelen af deres inspiration.

Når det gælder de indledende faser af den Franske Revolution, så viser Israel at den faktisk blev udført netop af intellektuelle og skribenter som var en del af den filosofiske strømning. Den første franske forfatning, og den franske menneskerettighedserklæring var produkter af den radikale filosofiske oplysning. Men disse blev væltet af reaktionære elementer under Nationalkonventet som genindførte et reaktionært styre, og det var netop her at de advokatuddannede elementer såsom Robespierre og Saint Just fik indflydlese, de var nemlig slet ikke til stede ved den første lovgivende forsamling. De omvæltede den tidlige revolutions ateisme og religionstolerance til en dogmatisk tro på en Fornuftsgudinde, udrensning af præster som ikke accepterede dette, de indførte en dogmatisk politisk linje som henrettede aristokrater, monarkister og generelt alle der blev anklaget for at være politiske forbrydere, heriblandt en ret stor del af både de folk som var medlemmer af den første lovgivende forsamling samt deres tilhængere.

Israels pointe er at den Franske Revolution, nemlig den første forfatning og menneskerettighedserklæringen, to dokumenter som har overlevet al den tid, var en del af den radikale oplysning, men den efterfølgende tid var en del af reaktionen og filosofisk meget mere tilknyttet modoplysningen.

Tjah, Peter Hansen, vurderingen kommer fra DTU og virksomheden Unibo som arbejder sammen med branchen om produktion af proteinholdige mikroorganismer, der kan bruges som foder. Problemet med fiskemel er at den primært kommer fra skidtfisk, som er underlagt kvoter og i øvrigt indeholder en del konsumfisk af understørrelse. Overfiskning er jo et kendt problem.

Hvis vi iøvrigt ser på andre ressource, der er ved at slippe op så er de sjældne jordarter og nu snart olien eksempler på at prisen og omkostningerne ved forsat udvinding stiger markant enten monitært eller naturbelastende. Udbud og efterspørgsel sætter som bekendt prisen og knappe reserver eller fordyrelse i produktionen får prisen til at stige -PR kg.

Et yderligere eksempel på den kapitalismens (menneskenes) uansvarlige og selvdestruktive grådighed, er jagten på næsehornets horn...

Jo færre næsehorn i verden, jo højere pris, desto mere intensiv jagt - faktisk er næsehornets udryddelse et bedre udtryk for kapitalismens selvdestruktive natur end Titanic . Titanic-katastrofen skyldtes overmod, næsehornets udryddelse skyldes egoisme.

Michael Kongstad Nielsen

Tak Sune Olsen for den flotte kommentar. Man får helt lyst til at læse Jonathan Israels værk fra ende til anden.