Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hvordan ville verden være uden USA ...

Den amerikanske forsker Robert Kagan har skrevet en bog om, at Vestens store idealer står og falder med USA’s store magt
Moderne Tider
21. april 2012

Vi tror på ideerne og historien. Men vi tager fejl. Vi tror på, at demokrati over hele verden nu anerkendes som den rigtige statsform, og vi regner med global enighed om, at de liberale principper er rigtige.

Principper bliver brudt hver dag, og ikke alle regimer i verden er demokratiske. Men selv de, der bryder principper og regerer udemokratisk, prøver at fremstå som liberale og demokratiske. De bekender sig til de vestlige ideer og principper.

»Vi kan godt lide at tro,« skriver den amerikanske forsker Robert Kagan i sin nye bog The World America Made: at »demokratiets triumf er idealets triumf, og at markedskapitalismens sejr er en sejr for det bedre system«.

Men sådan er historiens gang ifølge Kagan ikke: Ingen ideer vinder for altid i historien, og alle fremskridt er foreløbige. Det er ifølge Kagan historiens logik.

Der har tidligere i historien været demokratier, som blev afløst af andre systemer. En liberal verdensorden var ved at blive udviklet i 1920’erne, men så kom krisen og de anti-demokratiske kræfter. Og de gode idealer faldt. Som Kagan konstaterer:

»Den bedre ide vinder ikke bare, fordi den er den bedre ide. Det kræver meget magt at holde dem på toppen.«

USA’s verden

I sin nye bog varierer Kagan over sine gamle teser. Han blev berømt for sin tanke om, at europæerne var bløde idealister, der ikke ville erkende deres afhængighed af amerikanerne, som han til gengæld kaldte hårde realister. Europæerne snakker om menneskerettighederne, mens USA fører krig mod dem, der overtræder dem. De to støtter hinanden – og dyrker hinanden som fjendebilleder.

Siden har han skrevet et opgør med forestillingen om historiens afslutning under samme kritiske optik: De, der troede på fremskridt i historien, tog fejl, for nu har vi stormagter som Kina og Rusland, der ikke er demokratiske.

Kagan insisterer på, at de stærkeste idealer er de stærkeste idealer. Tanken i hans nye bog er, at vi skal holde med USA som stormagt, hvis vi holder af demokrati og markedsøkonomi. Der er selvfølgelig undtagelser, som Kagan også nævner, men han hævder, at USA har stået på demokratiets side i afgørende kampe i det 20. århundrede.

Det var ikke demokratiske ideer, som besejrede Nazityskland, men derimod de allieredes militære overlegenhed. USA stod klar til at intervenere i det gamle Jugoslavien, da europæerne bare sad og snakkede, og undertrykte folk over hele verden kan regne med USA’s moralske opbakning, hvis de vil forkaste deres ledere – det har i Indonesien og mange andre steder taget alt for lang tid, før USA skiftede side, men de har til sidst taget det rigtige parti – hævder Kagan.

Kagan beskriver USA’s stilling i verden som bemærkelsesværdig: Landet har både relativt meget magt og relativt stor legitimitet. Mange kritiserer USA, men de gør ofte ud fra amerikanske idealer. Selv til upopulære interventioner som i Irak formår USA at samle store internationale koalitioner.

Den særlige magt

Den ene pointe i Kagans nye bog er, at verden ville være værre uden USA som stormagt.

Den anden pointe er, at USA slet ikke er så meget i krise som stormagt.

For 40 år siden stod USA for 25 procent af verdens samlede BNP, det gør det stadig i dag. USA’s militære overlegenhed er uantastet, og det er stadig amerikanerne, som verdens oprørere appellerer til for at få opbakning. Den verden, som USA’s herredømme har skabt, er ifølge Kagan enestående fredelig og velstående. Aldrig har der været så få krige mellem stormagtet, og aldrig er så mange hundreder millioner mennesker løftet ud af fattigdom.

Det ironiske ved Kagans bog er, at han ender med at stille sig op på de idealer, som han ellers har sparket væk under alle de andre, der stod på dem. Det gode ved USA’s herredømme er således i sidste instans idealerne – må Kagan erkende. Hans egen konstruktion af verden, som kun består af magt og idealer, viser sig for alt for utilstrækkelig.

Hans realisme underminerer sig selv og hans verdensbillede falder sammen, fordi det ikke tager højde for alle andre spørgsmål, som for eksempel om de demokratiske institutioner kan levere effektive beslutninger, og om de politiske fællesskaber kan drage dem, der bestemmer, til ansvar. Bogens verden er et tegneserieunivers af gode ord og hårde sværd. Det tror han tilsyneladende selv på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Alene den tanke, at USA skulle være realisme diskvalificerer Kagans tænkning. Et samfund som det amerikanske kan kun eksistere ved at udbytte og alt og alle, og så er det ligesom ikke for alvor et sam-fund.

Steffen Gliese

Det andet, det falder på, er sammenkædningen mellem markedsøkonomi og demokrati, der i virkeligheden er de store modsætninger. Markedsøkonomi er en parasit på demokratiet, fordi det, der burde være vigtigt og optage folks tid, bliver udhulet af private interesser. og bjærgsomhed.

Peter Hansen

Den store rorgænger har netop kanoniseret markedsøkonomien, så nu er den altså god nok:)

Se også Andrew J. Bacevichs veloplagte anmeldelse ”Glory Days: A Pundits rosy view of the Pax Americana” i Harper’s Magazine:

http://www.harpers.org/archive/2012/05/hbc-90008622

Han er heller ikke særlig positiv:

“Why the purveyors of such shameless quackery continue to peddle their wares is easy to understand.
It’s a good gig, offering practitioners a fair share of fame and fortune, along with a simulacrum of influence.
Imagine having the president of the United States carry around your book!”

Altså uden USA ville verden havde stået stille, men hvordan opstod USA så?

Niklas Monrad

Man kan jo prøve at gøre sig forestillinger om, hvordan verden ville have set ud, hvis Nazi-Tyskland havde vundet Anden Verdenskrig sammen med et af de mest xenofobe lande i verden, Japan.

Eller hvordan vi havde haft det, hvis det kommunistiske Sovjetunionen, bakket op af Mao havde vundet.

Man gyser ved tanken ...

Bacevich har også en kommentar til sejren over Nazityskland:

Kagan, it should be said, demonstrates a real facility for passing out unearned laurels. The war against Nazi Germany, he writes, ended in a “victory by Allied democracies (and the Soviet Union).”

This certainly reflects the commonplace American view. But assigning credit on the basis of who did most of the fighting and dying reverses the emphasis: Stalin’s Red Army prevailed (with Yanks, Brits, and others pitching in).

@Niklas

Så havde der jo heller ikke været amerikanske banker til at finansierer Hitler. Man kan altså ikke bare pille det ene led ud af en ligning og så sige at a og b er ens.

Niklas Monrad

@ Søren,

Når man spekulerer har man frihed til at gøre, hvad der passer en ...

men der behøver ikke komme noget fornuftigt ud af det, og man behøver ikke at belemre andre med det.

Niklas Monrad

Hvis det princip skulle føres til sin endegyldige konklusion, ville der ikke være meget debat tilbage på disse sider ...

Niklas Monrad

Apropos USA

Oregon bliver den første stat i USA, hvor man kan køre i elektrisk bil fra den ene ende til den anden (ca 500 km) uden at løbe tør for el.

http://www.madhedgefundtrader.com/oregon-becomes-the-first-all-electric-...

Om blodsudgydelse i Kagans gyldne, amerikanske tidsalder skriver Bacevich:

And grateful though we may be for so far having avoided World War III, Kagan’s golden age has seen some very considerable bloodletting.

Noteworthy episodes of violence include the following, with their respective death tolls in parentheses: the partition of India (1,000,000), the Korean War (3,000,000), the French Indochina War (400,000), the Algerian Revolution (537,000), the Vietnam War (1,700,000), the Cambodian Genocide (1,650,000), the Iran–Iraq War (700,000), the Soviet war in Afghanistan (1,500,000), the Rwandan Genocide (800,000), the Second Congo War (3,800,000), and the Second Sudanese Civil War (1,900,000), not to mention the U.S. war in Iraq (weighing in with a relatively modest 150,000 civilian corpses).

Der er nok også nogle millioner gode indianere der helst havde været foruden.

Michael Kongstad Nielsen

Det lyder godt nok til at være en bog i den lette ende, en populærvidenskabelig gang skolegårdssnak, hvem der er stærkest, min far kan slå din far. "Vi skal holde med USA, hvis vi holder af demokrati og markedsøkonomi", står der. USA har altid kæmpet på demokratiets side, siger forfatteren, og undertrygte folk over hele verden har kunnet regne med USA’s moralske opbakning, hvis de ville forkaste deres ledere.Det mest forvrøvlede udsagn, jeg længe har hørt.

Men når man får tørret øjnene ovenpå al denne godhed fra USA´s side, er det måske på tide at huske på, at USA siden Anden Verdenskrig har understøttet alle verdens diktatorer, bare de holdt med USA. USA har forsynet dem med penge og våben uden smålig skelen til deres grusomme undertrykkelse af egne befolkninger. Pakistan, Indonesien, Philippinerne, Irak (ja, Saddam var deres ven engang), Saudiarabien, hele striben i Nordafrika (undtagen Libyen) og en lang række andre i Afrika. Man må også sige, at hjælpen til Pinochets militærkup mod den demokratisk valgte Allende i Chile ikke ligefrem var et plus i USA´s demokratkarakterbog. Og heller ikke USA´s støtte til alle de diktatorer, der regerede Latinamerika i mange år. Senest var USA med i kupforsøget mod den demokratisk valgte Hugo Chaves i Venezuela, og ikke engang Honduras´s kup mod præsident Zelaya kunne USA gøre noget ved, man prøvede at tale kupmagerne til orden, men da de ikke ville, bakkede USA dem op og glemte historien. Her taler vi 2009, Obama var lige blevet præsident. Men bortset fra det og de folkretlige ulovlighederne i forbindelse med Irakkrig mv., så er USA skam et meget demokratisk land.