Læsetid: 3 min.

Prominent jøde angriber USA’s Israel-lobby

Den amerikanske journalist Peter Beinart er kommet i voldsom krydsild for sin kritik af jødiske organisationers blinde opbakning til Netanyahu-regeringens bosættelsespolitik i en ny bog
14. april 2012

I 2006 offentliggjorde to amerikanske akademikere en kontroversiel bog om den proisraelske lobbys afgørende indflydelse på USA’s mellemøstpolitik.

Kort sagt hævdede professorerne John Mearsheimer og Stephen Walt i The Israeli Lobby and U.S. Foreign Policy, at et par amerikansk-jødiske organisationer virker som en femtekolonne eller trojansk hest for israelske interesser i Washington, D.C.

En funktion, som efter forfatternes mening undergraver USA’s nationale interesser og endda også Israels fremtid som en levedygtig, demokratisk stat.

Bogen vakte opsigt, dels fordi de to akademikere – der ikke har jødiske aner – er ansete akademikere med vigtige værker om historie og international politik på bagen og dels fordi deres tese deles af mange amerikanske beslutningstagere.

Problemet er, at emnet – den proisraelske lobbys uforholdsmæssigt store politiske magt i USA – er så følsomt, at de færreste politikere, meningsmagere og akademikere tør løfte deres røst i protest af frygt for at blive beskyldt for antisemitisme.

Mearsheimer og Walt blev forudsigeligt nok skældt huden fuld af dem, de havde lagt sig ud med.

Bogen blev imidlertid også diskuteret for dens meritter, og modsat nogles forventning blev de to akademikere ikke udstødt fra det gode akademiske selskab.

Svoren zionist

Seks år senere har Peter Beinart – tidligere chefredaktør for det politiske ugemagasin The New Republic og nu lektor i journalistik på City University of New York – udgivet en bog, der tager nogle af de samme tråde op.

Forskellen er, at Beinart er jøde og zionist (svoren tilhænger af Israel som jødernes hjemland), og at han ud over at kritisere de proisraelske lobbygrupper også går efter den siddende Netanyahu-regering, bosætterne på Vestbredden og sit idol, præsident Barack Obama.

Beinarts hovedtese er, at det jødiske nybyggeri og militærets besættelse af de palæstinensiske områder siden seksdageskrigen i 1967 støt og roligt har undergravet de universelle principper – frihed, retfærdighed og fred for alle mennesker og befolkninger – som staten Israel blev grundlagt på i 1948.

Det er en forfaldelsproces, som tog fart efter Oslo-aftalens sammenbrud under den Anden Intifada, skriver han. Men ansvaret ligger ikke alene hos israelske regeringer, en del af forklaringen skal søges i den forvandling, som de jødiske organisationer i USA undergik efter krigen i 1967.

Indtil da havde interessegrupper som Anti-Defamation League og American Jewish Committee i deres lobbyarbejde været drevet af etiske værdier, således at forstå, at alle etniske gruppers rettigheder i USA blev forsvaret, ikke kun jødernes.

Deres holdning til palæstinenserne var dengang mindre fjendtlig. Før 1967 blev Holocaust ikke – som i dag – konstant benyttet til at mane kritik af Israels besættelse i jorden.

Beinart hævder, at denne liberal-demokratiske zionisme fra epoken før seksdagekrigen vil uddø, hvis Israel fortsætter sin bosættelsespolitik. Så bliver det ikke blot umuligt at skabe en sammenhængende palæstinensisk stat; oven i det vil en hastigt voksende del af israelerne leve på Vestbredden, hvor »den jødiske magt er løbet løbsk og ikke holdes i ave af de demokratiske frihedsprincipper«.

Omvendt vil besættelsens ophør redde Israel fra undergang, mener Beinart.

Forhånet og udstødt

Men der er ikke en levende chance for at få den proisraelske lobby til at lægge pres på Netanyahu-regeringen. Så Beinart foreslår, at den store andel af jøder i USA, som gerne ser en palæstinensisk stat etableret, skal boykotte al handel og samkvem med de ulovlige jødiske bosættelser.

Hvis det ikke var, fordi Beinart er en kendt jødisk kommentator i USA – han er indvandret fra Sydafrika med sin mor – ville hans bog næppe have nydt særlig stor bevågenhed. Nu er den blevet mødt af hysterisk kritik i den konservative og jødiske presse.

Angrebene har været ekstremt personlige – han er blevet beskyldt for at være narcissist og politisk karrieremager. Den tidligere indehaver af The New Republic – Marty Peretz, en prominent pro-sraelsk aktivist – har i en særdeles spydig bemærkning antydet, at hans »jødiske mor« aldrig burde have født en sådan en søn.

Ikke overraskende har især boykot-forslaget vakt vrede. Alt i alt har Beinart mistet mange venner i det amerikansk-jødiske samfund. De har ikke kunnet goutere hans bratte skift fra at være en relativ mild kritiker af Israel til at være en af de mest prominente og hårdtslående i dagens USA.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Beinart er indvandret fra Sydafrika med sin mor

Beinart advare blot israelerne om hvad racisme gør ved et samfund i form af undergravning af frihed, retfærdighed og fred for alle mennesker og befolkninger...

...israelerne burde takke ham.