Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Et studie i amerikansk fornægtelse

USA’s politiske system er uopretteligt dysfunktionelt og dets nedtur som verdensmagt uafvendelig – ny bog analyserer, hvorfor den erkendelse har så svært ved at trænge ind i den amerikanske elite
Ikke se, ikke høre. Mitt Romney og alle de øvrige groteske skikkelser, som har forsøgt at blive Obamas udfordrer ved dette års præsidentvalg, tolker Amerikas svækkelse som verdensmagt som et direkte resultat af demokraternes politik. Og Obama selv fornægter, at det overhovedet er tale om svækkelse.

Ikke se, ikke høre. Mitt Romney og alle de øvrige groteske skikkelser, som har forsøgt at blive Obamas udfordrer ved dette års præsidentvalg, tolker Amerikas svækkelse som verdensmagt som et direkte resultat af demokraternes politik. Og Obama selv fornægter, at det overhovedet er tale om svækkelse.

Brian Snyder

Moderne Tider
28. april 2012

Den amerikanske industrimand Henry Ford, hvis snæversyn var i verdensklasse, mente, at »historie stort set er noget møg«. Edward Luce, der citerer Ford, lader sin læser vide, at højesteretsdommer Oliver Wendell Holmes kom sandheden nærmere, da han udtalte: »Et gram historie er lige så meget værd som et kilo logik«.

Men hvad der træder frem som overordnet budskab i Luces nøje afbalancerede og ofte forbløffende stemningsfulde analyser og reportager er, i hvor høj grad den nuværende generation af amerikanske ledere fornægter historien: Hver og én af de groteske skikkelser, som har forsøgt at blive Obamas udfordrer ved dette års præsidentvalg, tolker Amerikas svækkelse som verdensmagt som en direkte gølge af demokraternes politik, mens Obama selv afviser al tale om svækkelse. Den underliggende antagelse i næsten hele den amerikanske debat, er, at enhver forringelse af Amerikas globale status, alene er resultatet af forfejlede politikker, som vil kunne korrigeres med en viljesakt.

Det er korrekt, at USA har begået alvorlige fejl i sin politik. Luce, der er tidligere bureauchef i New Delhi for Financial Times South Asia og nu chefkorrespondent for samme avis i Washington, redegør for disse selvpåførte ulykker i smertefuld og oplysende detaljeringsgrad. Han viser, hvordan USA har lukket af for strømmen af talentfulde forskere og iværksættere ved at vanskeliggøre indvandring, samtidig med at de store amerikanske virksomheder i stigende grad drives offshore, således at IBM og General Electric nu beskæftiger flere folk i udlandet, end de gør i USA. Han undersøger de faktorer, der har forringet kompetencerne hos en stor del af den amerikanske arbejdsstyrke, ikke mindst på grund af forfaldet i USA’s offentlige uddannelsesvæsen, og han fortæller gribende historier om den økonomiske klemme, der skaber elendighed for så mange mange mennesker. Med rette ser han sammenbruddet for den opadgående sociale mobilitet som det fatale vendepunkt. Hvilket håb har den tidligere middelklasse, hvis også dens børn bliver fanget i gældsfælder og job uden karrieremuligheder?

Lammelsen

Luce har forbavsende lidt at sige om de udenrigspolitiske katastrofer, der har bidraget til at fremskynde Amerikas fald. Selv om Irak-krigen ikke resulterede i stort andet end at styrke Irans regionale indflydelse, har besættelsen af landet været ruinerende dyr. Milliarder af dollars er ligeledes blevet brugt i Afghanistan, hvis vigtigste resultat har væfret, at Taleban har konsolideret sin position. Trods disse nederlag er der voldsom modstand mod Obamas relativt moderate forslag til nedskæringer på det militærindustrielle kompleks.

En lignende lammelse findes på mange områder inden for indenrigspolitikken. USA gældsbyrde ville ikke have så alvorlige konsekvenser, hvis USA ikke havde det mindst omkostningseffektive sygesikringssystem af alle højt udviklede lande. Men som Obama har måttet sande – og Clinton før ham– er radikale reformer af dette politisk umulige. Og tilsvarende er det først og fremmest USA’s absurd drakoniske straffeforanstaltninger inden for narkotikalovgivning, der har ført til, at landet fængsler en højere andel af sine borgere end noget andet land i verden. Også her må sandsynligheden for reformer bedømmes til at være tæt på nul.

De, som hævder, at Amerikas tilbagegang er resultatet af politikker, der kan ændres, overser det amerikanske politiske systems kroniske dysfunktionalitet .

»Som følge af den måde magten er inddelt på,« skriver Luce, »behøver Tea Party-bevægelsen kun flertallet af flertallet af halvdelen af regeringsapparatet for at sikre, at der ikke kan ske signifikante forandringer i Washington (...) Med en så lavt sat barre og så stor organisatorisk dygtighed er det svært at se nogen enkel afslutning på Tea Party-mindretallets tyranni i den nærmeste fremtid.«

Pengemagten

Som Luce lader forstå, er dødvandet i Washington et biprodukt af Amerikas uantastelige forfatning. Man kan undre sig over, hvordan en styreform, der blev udformet i førindustriel tid, på nogen måde kan anses for at være egnet i begyndelsen af det 21. århundrede. Men selv om forfatningen ofte ignoreres i praksis, er der ingen udsigt til reformer af det amerikanske regeringsapparats strukturer. Som Tea Party-bevægelsen har vist, har den mytiske historie om Amerikas konstitutionelle grundlæggelse bevaret sin stærke gennemslagskraft.

En anden hindring for forandringer er den politiske pengemagt. Luce citerer en aforisme fra Mark Hanna, en berømt republikansk senator fra det 19. århundrede: »Der er to ting der er vigtige i politik. Den første er penge, og jeg kan ikke huske, hvad den anden er ...« Luce mener dog, at »det er muligt for Amerikas magt at ændre sin stadig stærkere plutokratiske indre karakter«. Men det er ikke desto mindre svært at se, hvordan den politiske beslutningsproces skal kunne løsrive sig fra den finansielle sektors omsiggribende indflydelse. De samme banker, hvis hensynsløse og rovgriske aktiviteter har udløst den finansielle krise, har formet den lovgivning, der formodes at skulle forebygge lignende kriser i fremtiden. Luce citerer Nicholas Brady, finansminister under George Bush senior, angående manglen på en ordentlig offentlig høring omkring lovgivningen. Idet han bemærker, at chefarkitekten for de aktuelle reformer, den nuværende finansminister Timothy Geithner, »kun taler med investeringsbankchefer«, konkluderer Brady, at Dodd-Frank Wall Street-reformpakken »i vid udstrækning er disse chefers eget værk«.

Hvis de finansielle institutioners erobring af den amerikanske politiske beslutningsproces reelt udelukker ethvert seriøst forsøg på at løse landets økonomiske problemer inden for en overskuelig fremtid, er en endnu større hindring eliternes manglende evne til at forstå realiteterne omkring USA’s situation i verden. Luces bog er en opfordring til eftertanke, men amerikansk tænkning sidder fast i en skruestik af myter og fornægtelser. Landets politikere, økonomer og journalister har fejret globaliseringen som en proces, hvor den amerikanske kapitalisme kopieres over hele verden. I modsætning til, hvad mange antager, er det usandsynligt, at Kina vil kunne fortrænge USA helt som verdens førende magt. Men efterhånden som nye varianter af kapitalismen gør deres indtog , vil Amerikas relative økonomiske dominans nødvendigvis aftage. Og selv om Washington på eller anden måde ville kunne reformeres og amerikansk politik begynde forfra på en frisk, vil dette vilkår ikke ændre sig.

Tilpasning

Luce slutter med at konstatere, at »Amerikas største udfordringer er ikke unikke«, og det har han selvfølgelig ret i. USA vanskeligheder er ikke fundamentalt forskellige fra dem, som alle udviklede lande udsættes for ved forskydningen af den økonomiske magt. Men af samme grund kan det vise sig at være Amerikas største svaghed, at det så stejlt insisterer på, at det kan sætte sig ud over historiens gang. Kloge hoveder, der insisterer på, at den amerikanske tilbagegang ikke er et faktum, men et valg, lukker deres øjne for eneste reelle spørgsmål, som er: Hvordan vil USA tilpasse sig det uafvendelige tilbagetog fra sin egen dominansposition? På nuværende tidspunkt tegner varslerne ikke for godt.

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At påpege en tabers situation er næppe nogensinde blevet modtaget med jubel hos den/de pågældende?

Men hva' fa'en de rige er blevet rigere, så hvad rager det os, du skal ikke ødelægge festen.

"USA vanskeligheder er ikke fundamentalt forskellige fra dem, som alle udviklede lande udsættes for ved forskydningen af den økonomiske magt."

Et hovedproblem for ikke blot disse angiveligt udviklede lande, men for kloden i bred forstand, er den fejlagtige præmis om at lande som har sat ureflekteret skub i etableringen af skindemokratiske og bureaukratiske samfundsordener - funderet på hovedsageligt kapitalistiske principper - bør være foregangsmodeller for den globale udvikling. Dermed forføres ikke blot de allerede selvforførte, men også eventuelt anderledes modellerede samfund, af kapitalismens ulykkelige sadomaochisme.

USA er som altid et skridt foran i den udvikling de udstikker. Mens Europa er ved at omdanne velfærds- og workfarestaterne til konkurrencestater, så er USA ved at opløse staten i corporationernes æra. De nationale økonomier er blevet til en spændetrøje for de kapitalistiske økonomiers potentialer. Statens opgave bliver at opretholde et militær …

Det siges i artiklen :
"Med en så lavt sat barre og så stor organisatorisk dygtighed er det svært at se nogen enkel afslutning på Tea Party-mindretallets tyranni i den nærmeste fremtid.«

Fint eksempel på, at mindretalsbeskyttelse er i strid med demokratiets ide. (Mindretal er ikke pr definition sympatiske !!!)

Demokratiet fungerer kun, hvis flertallet bestemmer.

Hele denne smøre antager, at den amerikanske elite har gode hensigter, men blot har misforstået noget.
Der er uden tvivl en del der har misforstået noget, men det synes da, at tingene er klare nok.
Hensigten med de globale kriser er, at al magten lidt efter lidt skal koncentreres hos bankerne vha. den ene krise og fjelslagne økonomiske politik efter den anden. Man kan jo ikke sådan uden videre give dem det hele, men man kan jo godt ende der som resultat af at have valgt handlinger, som man allerede vidste ville føre til de resultater som man ønskede, mens som man sagde man forsøgte at afværge. Og når nu det eneste reelle der er tilbage i denne verden er kolonner med pengebeløb, kan man vel nok indse, at når først bankerne ejer det hele, så er det eneste rigtige at give dem al magten og æren i evighed?
Dette opnås altså vha en velplanlagt fejlslagen politik hvor alt undtagen bankerne går konkurs.
både enkeltpersoner, små firmaer og nationalregeringer. Når først man er konkurs har man ikke noget at skulle have sagt, og må naturligvis sættes under administration af bankerne. Dette gælder ikke blot italien, grækenland og spanien, de er blot belejlige laboratorieforsøg for at se på hvordan den samfundsmodel spænder af.
Så konkurs af alt og alle undtagen bankerne er både uafvendeligt og ønskeligt, for bankerne altså, og dem der hjælper dem med det.

Så hvaffor snakke så meget om hvad de alle gør forkert?

Robert Ørsted-Jensen

En lang række af de bekrevne problemer er typiske 'downsides' ved et toparti system og man kan se de samme tendenser også i andre lande der har en konstitutioner der favoriserer to partier og valg i enmkeltmandskredse. Man burde i Danmark sætte mere pris på og være mere bevidst om at man på flere punkter har et langt bedre politisk system, et som giver bedre offentlig debat og større åbenhed over for forskellige synsvinkler og samarbejde på tværs af partier og blokke.

Næst efter et-partistystemer er to-partisystemer det dårligste, det er tungt og det er vanskeligt indtil det umulige at reformere, enhver offentlig debat om reformer tenderer mod at drukne i appeller til den laveste fællesnævner, tåbeligheder og demagoisk nonsens. Alene derfor er blokpolitik også både farlig og uhensigstmæssig.

Robert Ørsted-Jensen

Systemer som dem vi har i Danmark og lande somer sammenlignelige er mere fleksible og nemmere at reformere, dermed ikke sagt at der er noget der er ideelt.

Gissi Gadekat

Molotov > $

Peter Ole Kvint

Jeg kan ikke se at vi har meget bedre offentlig debat og større åbenhed over for forskellige synsvinkler og samarbejde på tværs af partier og blokke. Der ikke blokke i befolkningen.

De politiske partier i Danmark repræsentere ikke befolkningen, men partitoppen. Partierne er en arv fra fortiden.

Robert Ørsted-Jensen

Peter, flyt til USA, Australien, England eller Canada og måske efter et par år see pointen. I øvrigt ville det se grumt ud hvis partier kun leflede for befolkningen. Partier skal styurews af partiets medlemmr og politiske dagsorden, ikke af tilfældige folkeluner og meningsmålinger.