Læsetid: 3 min.

De værste af de værste

Torsdagens dom over Liberias tidligere præsident Charles Taylor havde været umulig for 20 år siden, hvor der ikke fandtes et internationalt retssystem for de forbrydelser, der udfordrer staternes suverænitet. Ny bog fortæller insiderhistorien om krigsforbrydertribunalerne og de blodbad, de fødtes i
28. april 2012

Spørg en afrikaner, hvorfor Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) endnu ikke har udsendt en arrestordre på Syriens præsident Bashar al-Assad, som nu i et år har mejet sit eget folk ned med luftskyts og kanoner. »Han er ikke fra Afrika,« vil svaret lyde. Siden sin ikrafttrædelse ved Rom-statutten i 2002 har domstolen leveret en række profilerede sigtelser, fra statsledere som Sudans Bashir og Libyens Gaddafi til krigsherrer som den ugandiske Joseph Kony, og også sin første dom. Men den har endnu ikke sigtet nogen, som ikke er afrikaner.

»Dette bliver ikke et sejrherrens tribunal. Den eneste sejrherre, der vil stå tilbage i dette projekt, er sandheden.« Sådan sagde USA’s daværende FN-ambassadør Madeleine Albright i FN’s Sikkerhedsråd i februar 1993, hvor grundstenen blev lagt til domstolssystemet for internationale krigsforbrydelser og overgreb af så grov, omfattende og planlagt en art, at nationale retssystemer lades magtesløse og verdenssamfundet er forpligtet til at gribe ind.

Fra maskinrummet

I erindringsbogen All the Missing Souls fortæller Albrights rådgiver og USA’s senere ambassadør for krigsforbrydelser David Scheffer om sit otte-årige arbejde i det amerikanske maskinrum for det ambitiøse projekt at indføre en international retsorden. Ikke baseret på sejrherrens retfærdighed som i Nürnberg og Tokyo – men på en internationalt anerkendt grænsedragning for ugerninger og overgreb. Forestillingen om en permanent international straffedomstol og fire krigsforbrydertribunaler i FN-regi var for 20 år siden utænkelig.

Mindst lige så fascinerende fortæller David Scheffer om vejen gennem dette stemningsskift. Og om, hvordan det var som centralt placeret amerikansk embedsmand at deltage i de to store svigt, som tvang USA og verdenssamfundet til at søge »syndsforladelse« – Scheffers ord – gennem oprettelsen af tribunalerne. Nemlig den manglende vilje og evne til at stoppe det jugoslaviske og det rwandiske folkemord, udpenslet af Scheffer i en ubærligt lang proces gennem modvillige kontorer, så man føler skylden og skammen. Tribunalerne er funderet på et blodbad, som få havde set komme oven på Murens fald:

»På trods af informationsrevolutionen, den økonomiske velstand, de moderne hæres militære overlegenhed og det oplyste diplomati i den nye verdensorden oven på den kolde krig, eksploderede myrderierne, lemlæstelserne og de vilkårlige lemlæstelser,« konstaterer Scheffer om det mærkelige årti 1990’erne.

Om tribunalerne helt har undgået sejrherre-retfærdighed, er mange især i Afrika tvivlende over for. Og om de har skabt en afskrækkende effekt, der kan modvirke nye overgreb, er omdiskuteret. Men 113 domme er fældet igennem de forskellige tribunaler: For eks-Jugoslavien, for Rwanda, for Cambodia, for Liberia og Sierra Leone, og i den permanente domstol ICC. Uden dem kunne en række magtfulde krigsforbrydere med ansvar for folkemord og udrensninger af hundredetusinder af mennesker meget vel være gået fri, fordi ingen retslig instans havde haft styrken til at udfordre dem. Scheffer skriver for at hylde den bedrift.

Skurkenes parade

Alligevel indeholder bogen også et åbenlyst element af hævn. En hel liste over amerikanske forsvarsministre, en CIA-chef, generalstabschefer og en fransk general, Bernard Janvier, fremlægges som skamstøtte over de magtmænd, der undervejs har fundet det mest politisk opportunt at stille sig i vejen for den internationale retfærdighed. Det gælder ikke mindst ambitionen om at pågribe Karadzic og Mladic; et projekt som først lykkedes længe efter, at Scheffer og hans præsident havde forladt DC.

»Den mest åbenlyse udfordring for ambitionen om at afskaffe straffriheden,« skriver han, »var den manglende politiske vilje til at få arbejdet gjort.« Franskmændene har en hovedrolle som dybt tvivlsomme skurke, der på grund af kolonihistorie og mystiske hensyn igen og igen modarbejder anholdelser af krigsforbrydere, hvadenten det gælder rwandiske hutuer eller de bosnisk-serbiske ledere, der opholder sig i den fransk administrerede del af Bosnien. Og så er der USA’s præsident: »Jeg så aldrig Clinton gå i ringen for at tage fat på de sværeste kampe.«

Scheffers mest overraskende lære er, at udfordringen for at skabe international retfærdighed ikke er uigennemtrængeligheden af afrikanske jungler eller blodtørstige militser på Balkan. Det er åndelig dovenskab og modvilje mod besvær hos dem, der har midlerne til at udøve retfærdigheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Jeg så aldrig Clinton gå i ringen for at tage fat på de sværeste kampe.«

Nej, men han underskrev da som en af sine sidste handlinger.
Den underskrift omgjordes under Bush - og USA har satdig ikke underskrevet aftalen om straffedomstolen.