Læsetid: 5 min.

Zizeks skrappe drenge

Tidsskriftet Slagmark har bedt otte mænd om at bidrage til en indføring i den såkaldte slovenske skole. Det er nyttig læsning
/h4> Både det liberalistiske Venstre og de klassiske arbejderpartier taler om arbejderne, som om klassesamfundet var skruet sammen som som på Karl Marx’ tid.

/h4> Både det liberalistiske Venstre og de klassiske arbejderpartier taler om arbejderne, som om klassesamfundet var skruet sammen som som på Karl Marx’ tid.

Uffe Weng

21. april 2012

Medier og partipolitikere taler i dag stadig, som om samfundet kan opdeles i de klasser, Marx opererede med. Men det bliver mere og mere forvirrende at høre på. Under valgkampen stod Lars Løkke og kaldte sit liberalistiske parti for Danmarks største arbejderparti. For ganske nylig stod en ung SF-minister og proklamerede, at hans parti er for dem, der står tidligt op om morgenen, smører leverpostejmadder til ungerne og tager på arbejde – og det synes jeg jo lød som mig og mine hårdtarbejdende akademikerkollegaer, men angiveligt sigtede det til det arbejdende folk i mere gammeldags, socialistisk forstand.

En ny klasseteori

Sagen er den, at mediernes og politikernes retorik er helt ude af trit med, hvordan klassemodsætningerne ser ud i dagens samfund. De burde alle sammen sætte sig ned og læse Nicolai von Eggers’ artikel i det seneste nummer af tidsskriftet Slagmark. Her tegner han konturerne af en ’zizekiansk klasseteori’, altså en klasseteori, som den slovenske filosof Slavoj Zizek tænker den.

Her er samfundets grupperinger ikke længere defineret ud fra modsætningen mellem proletariat og borgerskab, men ved forskellige måder at forholde sig til selve de indre modsætninger i kapitalismen på, dvs. til de problemer, som (i et umuligt projekt) søges løst med den kapitalistiske logik, der selv har skabt dem (så som den økologiske katastrofe, der skal løses med grønt forbrug).

Kapitalismen har nået et punkt, hvor dens uløselige indre modsætninger står klart, ligesom det står klart, at der ikke er nogen, der kan overskue eller styre systemet. Ifølge Zizek er der fire måder at forholde sig til den uløselige modsætning på: Man kan være liberal hysteriker, tvangsneurotisk ideologikritiker, fundamental fetichist eller kynisk fetichist.

Den liberale hysteriker vil kaste sit begær ind i at løse problemet (øko-katastrofen) gennem kritik, velgørenhed, aktivisme etc. – og bestandig blive skuffet, når det ikke lykkes (men også have sin egen nydelse ved denne skuffelse). Den tvangsneurotiske ideologikritiker holder sit eget begær helt udenfor og ’vasker sine hænder’, når systemet gang på gang ender i de samme problemer, ganske som han har forudsagt. Den fundamentale fetichist kan være den fetichistiske forbruger, der fornægter, at der skulle være noget problematisk ved vareproduktionen, men det kan også, med von Eggers’ fede eksempel, være en øko-funda som Bonderøven. Den kyniske fetichist ved godt, at hendes løsning ikke holder, men praktiserer den alligevel – gerne med ironiens modus som hjælper.

Tankegenerator

Zizeks så vel som Lacans abstrakte tankeskabeloner lever af at blive eksemplificeret. Og så kan man diskutere, om eksemplerne rammer plet eller ej. Jeg synes f.eks. ikke, at von Eggers med Pia Kjærsgård giver det mest oplagte eksempel på en ’kynisk fetichist’ (for mig er hun mere funda) og ville foretrække sådan noget som den intellektuelle, ironiske ’kreative klasse’ (»Vi ved godt, at vi arbejder med på et kapitalistisk lortesystem, men netop med ironiens glimt i øjet kan vi blive ved med at gøre det.«) Men den afgørende pointe er at ophøre med at tænke grupperingerne i dagens samfund som proletariat versus borgerskab og i stedet forstå dem som forskellige måder at forholde sig til kapitalismens uløselige modsætning (kapitalismens trauma) på. Dermed kommer vi også hinsides det repræsentative demokratis forestilling om, at enhver gruppe kæmper for sine egne rettigheder. I dag handler politisk aktivisme snarere om at kræve retfærdighed for alle end for sin egen klasse eller gruppe.

Nu er von Eggers ikke den eneste bidragyder og Zizek ikke den eneste behandlede filosof i Slagmark-nummeret, der har den slovenske skole som tema, dvs. den filosofiske retning, der med inspiration fra Lacan, Hegel og Kant er udstrålet fra byen Ljubljana i Slovenien. Ud over Zizek rummer skolens hårde kerne Mladen Dolar, som har skrevet om stemmen, og Alenka Zupancic, som har skrevet om etik og om komik. Og ud over von Eggers har syv andre unge mænd bidraget til nummeret.

Stemmen tages under grundig behandling i to artikler af henholdsvis Rasmus Ugilt og Benjamin Brian Hansen. Ugilt gør det ved at redegøre for pointerne i Mladen Dolars bog, inklusive hans Kafka-analyser. Hansen gør derimod en egen case til udgangspunkt: En hændelse ved en konference i London, hvor Zizek opfordrede de 600 deltagere til at synge Internationale, men blev mødt af tavshed. Begge artikler får fint forklaret, hvordan stemmen i den lacanianske teori er et (begærs)objekt, en slags fremmedelement i vore struber, en slags affald fra meningsproduktionen. Og hvordan den derfor har en politisk dimension: Stemmens kraft kan være magtens kraft (uafhængigt af hvad den siger), men til gengæld kan det være en subversiv gestus at lytte til stemmen frem for til ordlyden af dens tale eller at gøre tavsheden til en stemme.

Komik og etik

Zupancics komedieteori viser, hvordan komik kan skabe kortslutninger i den gældende sociosymbolske orden frem for blot at være et eskapistisk frirum fra den, og gennemgås i store træk af Kasper Porsgaard. Hendes radikalisering af Kants etik fremlægges med vanlig stilsikker filosofisk klarhed af Henrik Jøker Bjerre, så man forstår, at menneskets moralske væsen er at kunne sætte almindelige skikke og konventioner til side, og at den etiske handling derfor kan være ’ond’.

Endelig er der Søren Bo Aggerbeck Larsens artikel, hvor Zizek læses gennem Kierkegaard, som sloveneren ofte refererer til. Larsen gør det klart, hvordan Jesus er det eklatante billede på det, som Zizek kalder ’det konkrete universelle’ (og Rancière ’delen uden del’): Et konkret historisk udstødt menneske, der bliver stand in for den universelle menneskehed. I Monty Pythons Life of Brian finder Larsen et tydeligt og tankevækkende eksempel på, hvordan en »kierkegaardsk discipel« i dag kunne lyde: nemlig som den stemme, der siger »I’m not!,« når hele flokken taktfast har deklameret: »We are all individuals!«

Hankøn

De otte bidragsydere er alle mænd. Og nogle af dem plagierer måske i lige lovlig høj grad mesterens stil, f.eks. med potente retoriske spørgsmål som »Er vi ikke herved meget tæt på en forståelse af …?«, »Er det så ikke netop dette ...?« Ind imellem glemmer de lige at fortælle, at deres eksempler ikke er deres egne, men Zizeks. Endelig kunne jeg godt undvære opgaveagtige formuleringer som »Ærindet med den følgende artikel er …« eller »Især to begreber fra psykoanalysen belyses nærmere i artiklen.«Men Slagmark-nummeret er først og sidst en herlig demonstration af, at Lacans formler er geniale, fordi de ikke er en slags facit, man kan henføre alt muligt til, men derimod tanke-generatorer. Hemmeligheden i den lacanianske manøvre, som den slovenske skole har gjort til deres, er at bruge abstrakte begreber, sågar matematiske notationer, til at producere tanker – og ikke til at standse tanker, sætte dem på formel. Lacans formler er aldrig endepunktet, men udgangspunktet for en tankerække. Og det har Slavojs drenge forstået.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Zizek tager desværre fejl, grundigt fejl, gør han.

Og det gør han, fordi han ikke har blik for, at Marx forudså, at engang i fremtiden ville der komme et samfund, hvor kun cirka 200.000 industri-arbejdere producerede vore fornødenheder, mens andre lavede noget andet.

Arbejderklassen er nok død i den forstand, at den traditionelle industri-arbejder klasse, som lavede produkterne er død og borte og har været det siden måske 1980 eller 1990. Til gengæld er der en anden arbejderklasse i dag, den består af faglærte eller ufaglærte arbejdere, ofte 1. generationsarbejdere fra den jyske hede eller den jyske vestkyst. Og den arbejder-klasse der i dag findes, arbejder altså inden for VVS, el-arbejde, transport, vejarbejde, (renovering), rengøring, trykkeri-arbejde mm.

Derfor findes arbejderklassen stadigvæk, omend i mere forandret form, og ja, i dag stemmer arbejder-klassen på Venstre, da de er 1. generations-arbejdere og kommer ud af en borgerlig-liberal tradition og tanke-gang...

Søren Rehhoff

@ Karsten Aaen

"Derfor findes arbejderklassen stadigvæk, omend i mere forandret form, og ja, i dag stemmer arbejder-klassen på Venstre, da de er 1. generations-arbejdere og kommer ud af en borgerlig-liberal tradition og tanke-gang…"

Såvidt jeg kan læse, handler Zizeks teori ikke om hvorvidt der findes en arbejderklasse eller ej, men mere om hvordan klasse - eller gruppeinteresser dannes, i det nuværende kapitalistiske samfund og pointen er vel, at det ikke er klassetilhørsforhold i marxistisk forstand, men mere hvordan forskellige grupperinger forholder sig til de modsætninger, som kapitalismen skaber.

Niklas Monrad

Citat "Kapitalismen har nået et punkt, hvor dens uløselige indre modsætninger står klart, ligesom det står klart, at der ikke er nogen, der kan overskue eller styre systemet."

Her må vil lige have love til at gabe endnu engang over flosklernes stædige fremmarch ...

Og så fusede det hele alligevel ud i intesigende, selvsmagende filosofisk vrøvl - men det burde man måske have forudset, når det nu drejer sig om Zizek ..

Lærke-Sofie Klok Due

@ Karsten Aaen

Zizek behøver ikke nødvendigvis at tage fejl, fordi Marx gør det, idet Zizek ikke er gennemført marxist. Zizek påpeger selv fejlanalyser hos Marx, og mener for eksempel ikke, at Marx har øje for, at kapitalismen og marxismen i sidste ende har samme mål; nemlig det, han - såvidt jeg husker - kalder "uhæmmet produktion". Altså at målet for det kapitalistiske såvel som kommunistiske system er produktion. Derfor mener Zizek faktisk ikke, at Marx er radikal nok. Så at sætte lighedstegn mellem Marx og Zizek kan man nok ikke, omend sidstnævnte er meget inspireret af Marx.

I øvrigt mener Zizek heller ikke, at klassekampen er død, blot at den har antaget nye, globale former, hvor f.eks. Vesten udbytter den tredje verden. I mange nationer - og her nævner han til eksempel Frankrig - har indvandreproblematikken overtaget klassekampens position grundet de mange fremmedarbejdere, der strømmer over grænserne og skaber forskellige klasser i et samfund. Han siger altså ikke, at der ikke findes arbejderklasser, blot at forskellige grupperinger, som Søren Rehhoff pointerer, forholder sig forskelligt til de modsætninger, som kapitalismen skaber (eller naturligt indeholder i sig selv, kunne man også sige).