Læsetid: 3 min.

Folkets ’kunst’

En ny bog viser i tekst og billeder, hvordan befolkningen i en lille by på det besatte Vestbredden ønsker at repræsentere sig selv, dagligdagen, det ordinære. Desværre er bogen endt som en rodebutik, og projektet havde nok egnet sig bedre til webformatet
5. maj 2012

Det er ikke mange uger siden, der tikkede en mail ind fra det lille palæstinensiske forlag Rimal Publications. Den indeholdt som mange gange før en oversigt over forlagets nyeste bøger. Der var én, der fangede min opmærksomhed: People Museum–Birzeit. Et værk om et dansk-palæstinensisk kunstprojekt, der kulminerede for et par år tilbage. Nysgerrigheden drev mig til at se nærmere på udgivelsen.

To danske kunstgrupper Parfyme og YNKB fik i 2007 støtte fra Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU), Kunststyrelsen og Det Danske Repræsentationskontor i Ramallah og indledte siden samarbejde med to palæstinensiske kunstnere Hosni Radwan og Haneen Masri. Denne konstellation arbejdede i perioden 2008-09 på at virkeliggøre ideen om et folkets museum i landsbyen Birzeit, som er beliggende umiddelbart nord for Ramallah på den besatte Vestbred.

Udgangspunktet for gruppen er en anderledes forestilling om og tilgang til konceptet ’museum’. I denne forestilling handler det om, hvordan folk ønsker at fremstille sig selv. Det handler om det daglige levede liv. Det ordinære. Det handler om at skabe en museal virkelighed, som ikke er kurateret, og som er uden nogen form for udvælgelseskriterier, hvor det alene er de lokale, der sætter dagsordenen for, hvad der skal udstilles. Og alt udstilles.

Bogen People’s Museum. Birzeit søger at fortælle projektets historie i ord og billeder. Projektideen har sine styrker, men bestemt også svagheder. Når der sikres lokalt ejerskab, kan det utvivlsomt være givende for det lokale samfund. Skabe identitet – både personligt og kollektivt. Skabe forståelser. Men et museumsprojekt uden kuratering og kriterier bliver hurtigt meget relativistisk. Alt har samme værdi. Og samtidigt kan det ikke undgå at blive en rodebutik, når alt udstilles. Det er også karakteristisk for bogen. Til trods for forsøget på at inddele bogen i tre sektioner – processen, arkivet og fortællingerne – er der nærmest lige så lidt logik i bogens struktur, som i de indsamlede materialer.

Kontakten til lokalbefolkningen

Processen kunne være fortalt mere problematiserende, selvom der er tiltag i den retning. Da projektet er båret af »folket«, er det altafgørende naturligvis at komme i kontakt med netop folket. Det er ikke nogen let sag – heller ikke selvom kunstgrupperne i et vist omfang havde kontakt til forskellige lokale organisationer. Metodisk søgte de i første omgang at nå ud til lokalbefolkningen ved at omdele flyers – dog uden held. Først da de får lokale unge til med bannere og pushcarts at rulle gennem byen for at banke på husdøre, sker der noget. Her blev forudsætningerne for virkeliggørelse af projektet skabt.

I de indledende afsnit er formen logbogsagtig, og dermed kommer der aldrig rigtigt flow i teksten. Det er en meget abrupt form, og indimellem er springene ganske enkelt uforståelige. Læseren guides ikke. Helt galt bliver det i bogens tredje del, som består af interviews med byens borgere. Der gives ingen kontekst. Ingen forståelse for præmissen, og kun i ganske få tilfælde er kunstnergruppens spørgsmål inddraget. Man undres. Ikke desto mindre er flere af interviewene interessante, og metodisk spiller de fint ind i traditionen omkring ’oral history’, som har fyldt dele af Palæstina-forskningen i det seneste årti.

Bedre egnet til web end bog

Bogens anden del er et katalog over de indsamlede genstande, som for størstedelens vedkommende udgøres af etnografika: redskaber, lamper, husgeråd, kjoler, hatte, duge, vaser, krukker, mønter, plakater, brudebilleder, portrætter, familietræer osv. Hertil kommer cigaretpakker, plakater af Real Madrid/Barcelona samt enkelte moderne kunstværker. I denne mængde kan det ikke overraske, at flere objekter er interessante. Og det er givet, at udstillingen giver indblik i landsbyens historik. Det kan ej heller undre, at de lokale ved åbningen af museet i efteråret 2009 udviste interesse. Museet var åbent i tre måneder. Bogen er et eftermæle.

Spørgsmålet er, hvorvidt dette projekt ikke havde været bedre tjent med et website, som netop er tilgængelig for efterhånden stort set alle – også palæstinensere i diasporaen. På web ville det have været muligt at bringe videoerne, som kunstgrupperne optog i forløbet. Derved ville de utvivlsomt havde ydet større retfærdighed til de interviewede, end tilfældet er nu. Lysbilledshows fra de forskellige events havde været muligt, og på web havde det heller ikke været nødvendigt at klage sin nød over papirets manglende tykkelse. Og da billedkvaliteten – sikkert i projektets ånd – er ganske ringe, havde det også gjort sig bedre på web. Indimellem er bøger ganske enkelt ikke det rigtige medium.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu