Hvordan var det gået uden ’Nielsen’?

Eftertiden kender ham som en central modstandsmand. I sin samtid blev Børge Houmann først kendt som modernistisk lyriker og forfatter til bl.a. erotiske sømandsdigte og som oversætter bl.a. af James Joyces Ulysses, dernæst som forretningsfører for hovedstadens progressive teatre, forlag og tidsskrifter i 1930’erne, siden som folketingsmedlem og succesrig redaktør af kommunisternes avis Land og Folk og endelig i sin alderdom som forfatter, forlægger, Martin Andersen Nexø-forsker og æresdoktor ved bl.a. Københavns Universitet.

Men først og fremmest handler historikeren Morten Møllers nyudgivne bog Hvem er Nielsen? om Houmanns bedrifter under Danmarks frihedskamp, hvor han – til trods for at den mystiske ’Nielsen’ var en af landets mest eftersøgte personer af både dansk og tysk politi – formåede at arbejde illegalt fra juni 1941 frem til den 4. maj 1945.

Her og der og alle vegne

Samtidig med Nazitysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 slog dansk politi til og anholdt flere hundrede kendte eller ledende medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti. En af de få anholdelser, hvor politiet måtte vende hjem til Politigården med uforrettet sag, var af forretningsføreren på partiavisen Arbejderbladet. Houmanns fornemmelse for security var allerede på dette tidspunkt så veludviklet, at han i årevis ikke havde angivet anden privat bopæl til kommunen end avisens adresse. Så fra politiet tidligt om morgenen forgæves ransagede avislokalerne i Griffenfeldsgade for at anholde ham og frem til befrielsen, fungerede ’Nielsen’ som kommunisternes største aktiv: Det var Houmann, der sammen med vennen Mogens Fog og den tidligere konservative udenrigsminister John Christmas Møller grundlagde det første illegale blad Frit Danmark, og Houmann skrev de fleste artikler og stod for den yderst vanskelige trykning og distribution.

Det var også Houmann, der ledede den største illegale avis Land og Folk, der i de hektiske måneder i 1944-45 nåede op på et oplag på over 100.000. Houmann var også en af stifterne af Frihedsrådet, og han havde endda via Stockholm sine egne kanaler til russerne. Da repræsentanter for samarbejdspolitikerne mod krigens slutning indledte de første forhandlinger med Frihedsrådet, var Houmann den ene af rådets to forhandlere.

Houmans centrale betydning fremgår tydeligt af Frederiksborgmuseets store maleri af Frihedsrådets medlemmer. Mens de fleste har hænderne foldet eller i bukselommerne og ryger pipe, er der én, der sidder ved et bord med papirer og blyanten klar. Det er selvfølgelig Houmann.

Selv om han livet igennem var medlem af DKP, var han – måske i kraft af sin borgerlige afstamning og forbløffende store kulturelle viden og udsyn – i stand til at vinde gehør og fortrolighed hos selv industrimænd og nationalkonservative politikere.

Men først og fremmest fungerede den tidligere trafikassistent hos Danske Statsbaner hele besættelsen igennem som den øverste leder af sabotageorganisationen BOPA. Houmann godkendte de fleste, hvis ikke hver eneste, af BOPA’s sabotageaktioner, ligesom han personligt tog stilling til, om stikkere skulle likvideres eller ej. I næsten fire år traf han under de vanskeligste omstændigheder beslutninger, der kunne betyde tortur, lemlæstelse, lejrophold eller døden for de unge sabotører, han sendte i aktion.

Den slags forpligter, og det fik stor betydning for Houmanns tilværelse efter krigen. Men ingen træffer sådanne beslutninger ustraffet. Heller ikke Houmann.

Benene forsvandt

Ved årsskiftet 1944-45 brød den 42-årige Houmann sammen. Benene forsvandt simpelthen under ham en formiddag, da han var på vej op ad trapperne på Nørreport Station hen til et møde med repræsentanter for den socialdemokratiske partiledelse. Houmann havde været på flugt siden sommeren 1941 og havde gang på gang måtte skifte bopæl. Ved talrige lejligheder havde danske eller tyske betjente i dagevis ventet forgæves i baglokaler til forretninger, som blev brugt som ’Nielsens’ kontaktsteder, eller i logier, hvor modstandslederen netop havde sovet. Som den eneste i kommunistpartiets allerøverste top lykkedes det Houmann at leve under jorden, og selv om han sendte mange kammerater over til sikkerheden i Sverige, heriblandt vennen Martin Andersen Nexø, valgte han aldrig selv denne løsning. I stedet gik han altid rundt med en giftkapsel på sig, klar til at knuse den mellem tænderne, så han ikke under forhør kunne tvinges til at tale.

Som andre af modstandsbevægelsens ledere holdt Houman fra tid til anden den gående på amfetaminpræparatet mecodrin, men efter mere end tre år var kræfterne slut. I mere end to måneder blev Houmann indlagt under den falske identitet ’revisor Christensen’ først på Rigshospitalets psykiatriske afdeling og siden på Nervesanatoriet Montebello. Under hans lange fravær havde murersvenden Alfred Jensen indtaget Houmanns plads i Frihedsrådets ledelse og deltaget i de afgørende forhandlinger med de gamle samarbejdspolitikere om sammensætningen af den regering, der skulle overtage, når det tyske sammenbrud var en kendsgerning. Ifølge Frode Jakobsen, som også var en nøglefigur i Frihedsrådet, var murersvend Jensen nok en rask og jovial mand, men han savnede Houmanns tankemæssige klarhed. Tre dage før befrielsen accepterede Houmann som det sidste af Frihedsrådets medlemmer den forhandlingsløsning, Jensen havde fået igennem, en aftale, som bl.a. sikrede statsministerposten til socialdemokraten Vilhelm Buhl foruden en ministerpost til Jensen selv i befrielsesregeringen. Det skete først efter en privat drøftelse mellem trafikassistenten og murersvenden, men Houmanns skepsis havde næppe noget med egne bristede ambitioner at gøre.

Tværtimod var Houmann som trofast partimedlem af den overbevisning, at DKP’s første ministerpost nogen sinde ikke skulle bestrides af en intellektuel, men derimod af en mand med jord under neglene.

Først langt senere i livet åbnede Houmann for en ærgrelse, han havde båret på siden befrielsen: Hvis modstandsbevægelsens forskellige fløje havde stået sammen om et fælles politisk program, således som Houmann havde arbejdet for, var de gamle samarbejdspolitikere blevet fejet til side.

Redaktør og straffefange

Da en kreds af danske avisredaktører i november 1945 var på rundtur i USA, var Houmann med i gruppen. Efter befrielsen var han blevet redaktør af Land og Folk, der nu udkom som legalt dagblad. Da Houmann i sin barndom var opvokset i England og havde gået i engelsk skole, fungerede han som gruppens tolk, også da redaktørerne under en æresvisit i Det Hvide Hus overrakte den amerikanske præsident Harry S. Truman et frihedskæmperarmbånd.

Hjemme igen gik det over stok og sten, da Houmann dels skulle være chef for partiavisens over hundrede ansatte og skrive daglige lederartikler, dels passe sin post som nyvalgt folketingsmedlem for Køgekredsen. Da arbejdspresset blev for stort, valgte han folketingsposten fra. Han ville hellere bruge sine kræfter på avisen, som han omtalte som »klassekampens blæsebælg« og ledte under parolen: Os bringer de ikke til tavshed.

Det er historiens ironi, at den mand, som dansk og tysk politi trods fire års eftersøgning ikke kunne anholde, endte som straffefange efter besættelsen. Årsagen var, at Houmann i en artikelserie om storentreprenøren Wright, Thomsen og Kiers profitter på arbejde for besættelsesmagten havde beskyldt rigsadvokaten for at have modtaget bestikkelse. Tre måneders fængsel samt en erstatning på det dengang enorme beløb 10.000 kr. kostede det Houmann.

Houmann selv begrundede sine injurierende artikler med hensynet til de mange kammerater, han som modstandsleder havde sendt i aktioner, der for adskillige betød døden: »De døde for en sag, hvis mål jeg har været med til at opstille. De døde i tillid til, at vi, der blev tilbage, ville fortsætte kampen.«

Om fængselsdommen til Houmann forudså Informations chefredaktør Børge Outze i en leder, at »når historien engang skriver kapitlet om værnemagersagerne, vil en og anden måske studse over, at dette blev det eneste strafferesultat i en sag om bygning af flyvepladser (…). Det havde ikke mange kunnet spå i 1945.«

Nexø-forskeren

Som redaktør af Land og Folk og mangeårigt medlem af partiledelsen stod Houmann i mange år last og brast med DKP’s og Sovjetunionens linje. Således roste han bl.a. dødsdommen i den dengang så berygtede Slansky-proces i Tjekkoslovakiet i en leder med ordene: »Vejen til socialismen bliver lettere og sikrere, jo flere af disse skadedyr, der uskadeliggøres.«

Men efterhånden som fløjkampene i DKP mellem en blød Aksel Larsen-linje og en mere dogmatisk linje spidsede til, tog Houmann entydigt parti for Larsen. Forinden var Houmann selv blevet afskediget som chefredaktør, bl.a. fordi han havde tilladt en kronik med en spagt formuleret kritik af den sovjetiske kulturpolitik.

Men da Larsen blev ekskluderet af DKP og senere stiftede SF, forblev Houmann i DKP, om end han resten af livet måtte acceptere at være kørt ud på et sidespor i forhold til partiledelsen. »Man kan fyres fra sit arbejde, men ikke fra sin overbevisning,« som Houmann udtrykte det.

De sidste ca. 30 år af sit liv gik Houmann i en slags selvvalgt eksil. Sammen med sin kone Trille, der havde fungeret som hans assistent og kurer under hele besættelsen, flyttede han til Risskov. Fra en beskeden villa uden for Århus brugte han hovedparten af sin tid de næste tre årtier på at forske i Martin Andersen Nexøs liv og værk. Selv havde Houmann første gang truffet den verdensberømte proletardigter, da han som 20-årig trafikelev i 1922 havde udbragt et statstelegram til »den røde«, der boede tæt ved Espergærde jernbanestation, hvor Houmann var elev. Med tiden blev det til tre bind med Nexøs breve i kommenteret form foruden storværket, også i tre bind, om Nexø og hans samtid foruden en lang række mindre bøger om besættelsestiden.

Houmann brugte nemlig også mange kræfter på at korrigere det væld af nationale myter om danskernes sammenhold, som opstod i årene efter besættelsen: »Hvorfor dog disse idelige forsøg på at tilsløre, at modstandsbevægelsen måtte kæmpe på to fronter – ikke kun i de første meget vanskelige år, men i realiteten til den 5. maj 1945«, som Houmann spurgte og strøede salt i det nationale sår med sin understregning af, at modstandsbevægelsen ud over tyskerne også måtte kæmpe mod samarbejdspolitikerne og de danske myndigheder.

Hvordan hænger et liv sammen, spørger historikeren Morten Møller i sin bog om Nielsen og slutter med et digt fra Houmanns hånd med titlen Farvellet (1931):

»For længe har vi vandret blandt lyse

illusioner

For længe har vi drømt bestandighedens

sødt berusende drøm.

Alle véd det jo,

men vil ikke forstå det:

En morgen skal vi vågne og se,

at den ubønhørlige virkelighed,

den beskæmmede dødelighed

har trampet hen over vores blomsterrige

som frost i en efterårsnat.

Og den morgen vil alle illusioner være

bristede,

og for hvert skridt, vi går, vil vi intet høre

udover den sprøde knasen

af døde blomsterstængler.

Og da vil det være for sent at sige farvel.«