Læsetid: 8 min.

Hvordan var det gået uden ’Nielsen’?

Der er ikke ligefrem overflod af helteskikkelser i Danmarkshistorien. Men langt om længe er der i bogform udkommet en samlet beretning om kommunisten Børge Houmann, hvis enorme indsats under besættelsen berettiger til betegnelsen: en sand helt …
Tak for sidst. På treårsdagen for det danske politis grundlovsstridige internering af kommunisterne gennemførte det BOPA en af besættelsens mest spektakulære sabotageaktioner med sprængningen af Riffelsyndikatet

Tak for sidst. På treårsdagen for det danske politis grundlovsstridige internering af kommunisterne gennemførte det BOPA en af besættelsens mest spektakulære sabotageaktioner med sprængningen af Riffelsyndikatet

5. maj 2012

Eftertiden kender ham som en central modstandsmand. I sin samtid blev Børge Houmann først kendt som modernistisk lyriker og forfatter til bl.a. erotiske sømandsdigte og som oversætter bl.a. af James Joyces Ulysses, dernæst som forretningsfører for hovedstadens progressive teatre, forlag og tidsskrifter i 1930’erne, siden som folketingsmedlem og succesrig redaktør af kommunisternes avis Land og Folk og endelig i sin alderdom som forfatter, forlægger, Martin Andersen Nexø-forsker og æresdoktor ved bl.a. Københavns Universitet.

Men først og fremmest handler historikeren Morten Møllers nyudgivne bog Hvem er Nielsen? om Houmanns bedrifter under Danmarks frihedskamp, hvor han – til trods for at den mystiske ’Nielsen’ var en af landets mest eftersøgte personer af både dansk og tysk politi – formåede at arbejde illegalt fra juni 1941 frem til den 4. maj 1945.

Her og der og alle vegne

Samtidig med Nazitysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 slog dansk politi til og anholdt flere hundrede kendte eller ledende medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti. En af de få anholdelser, hvor politiet måtte vende hjem til Politigården med uforrettet sag, var af forretningsføreren på partiavisen Arbejderbladet. Houmanns fornemmelse for security var allerede på dette tidspunkt så veludviklet, at han i årevis ikke havde angivet anden privat bopæl til kommunen end avisens adresse. Så fra politiet tidligt om morgenen forgæves ransagede avislokalerne i Griffenfeldsgade for at anholde ham og frem til befrielsen, fungerede ’Nielsen’ som kommunisternes største aktiv: Det var Houmann, der sammen med vennen Mogens Fog og den tidligere konservative udenrigsminister John Christmas Møller grundlagde det første illegale blad Frit Danmark, og Houmann skrev de fleste artikler og stod for den yderst vanskelige trykning og distribution.

Det var også Houmann, der ledede den største illegale avis Land og Folk, der i de hektiske måneder i 1944-45 nåede op på et oplag på over 100.000. Houmann var også en af stifterne af Frihedsrådet, og han havde endda via Stockholm sine egne kanaler til russerne. Da repræsentanter for samarbejdspolitikerne mod krigens slutning indledte de første forhandlinger med Frihedsrådet, var Houmann den ene af rådets to forhandlere.

Houmans centrale betydning fremgår tydeligt af Frederiksborgmuseets store maleri af Frihedsrådets medlemmer. Mens de fleste har hænderne foldet eller i bukselommerne og ryger pipe, er der én, der sidder ved et bord med papirer og blyanten klar. Det er selvfølgelig Houmann.

Selv om han livet igennem var medlem af DKP, var han – måske i kraft af sin borgerlige afstamning og forbløffende store kulturelle viden og udsyn – i stand til at vinde gehør og fortrolighed hos selv industrimænd og nationalkonservative politikere.

Men først og fremmest fungerede den tidligere trafikassistent hos Danske Statsbaner hele besættelsen igennem som den øverste leder af sabotageorganisationen BOPA. Houmann godkendte de fleste, hvis ikke hver eneste, af BOPA’s sabotageaktioner, ligesom han personligt tog stilling til, om stikkere skulle likvideres eller ej. I næsten fire år traf han under de vanskeligste omstændigheder beslutninger, der kunne betyde tortur, lemlæstelse, lejrophold eller døden for de unge sabotører, han sendte i aktion.

Den slags forpligter, og det fik stor betydning for Houmanns tilværelse efter krigen. Men ingen træffer sådanne beslutninger ustraffet. Heller ikke Houmann.

Benene forsvandt

Ved årsskiftet 1944-45 brød den 42-årige Houmann sammen. Benene forsvandt simpelthen under ham en formiddag, da han var på vej op ad trapperne på Nørreport Station hen til et møde med repræsentanter for den socialdemokratiske partiledelse. Houmann havde været på flugt siden sommeren 1941 og havde gang på gang måtte skifte bopæl. Ved talrige lejligheder havde danske eller tyske betjente i dagevis ventet forgæves i baglokaler til forretninger, som blev brugt som ’Nielsens’ kontaktsteder, eller i logier, hvor modstandslederen netop havde sovet. Som den eneste i kommunistpartiets allerøverste top lykkedes det Houmann at leve under jorden, og selv om han sendte mange kammerater over til sikkerheden i Sverige, heriblandt vennen Martin Andersen Nexø, valgte han aldrig selv denne løsning. I stedet gik han altid rundt med en giftkapsel på sig, klar til at knuse den mellem tænderne, så han ikke under forhør kunne tvinges til at tale.

Som andre af modstandsbevægelsens ledere holdt Houman fra tid til anden den gående på amfetaminpræparatet mecodrin, men efter mere end tre år var kræfterne slut. I mere end to måneder blev Houmann indlagt under den falske identitet ’revisor Christensen’ først på Rigshospitalets psykiatriske afdeling og siden på Nervesanatoriet Montebello. Under hans lange fravær havde murersvenden Alfred Jensen indtaget Houmanns plads i Frihedsrådets ledelse og deltaget i de afgørende forhandlinger med de gamle samarbejdspolitikere om sammensætningen af den regering, der skulle overtage, når det tyske sammenbrud var en kendsgerning. Ifølge Frode Jakobsen, som også var en nøglefigur i Frihedsrådet, var murersvend Jensen nok en rask og jovial mand, men han savnede Houmanns tankemæssige klarhed. Tre dage før befrielsen accepterede Houmann som det sidste af Frihedsrådets medlemmer den forhandlingsløsning, Jensen havde fået igennem, en aftale, som bl.a. sikrede statsministerposten til socialdemokraten Vilhelm Buhl foruden en ministerpost til Jensen selv i befrielsesregeringen. Det skete først efter en privat drøftelse mellem trafikassistenten og murersvenden, men Houmanns skepsis havde næppe noget med egne bristede ambitioner at gøre.

Tværtimod var Houmann som trofast partimedlem af den overbevisning, at DKP’s første ministerpost nogen sinde ikke skulle bestrides af en intellektuel, men derimod af en mand med jord under neglene.

Først langt senere i livet åbnede Houmann for en ærgrelse, han havde båret på siden befrielsen: Hvis modstandsbevægelsens forskellige fløje havde stået sammen om et fælles politisk program, således som Houmann havde arbejdet for, var de gamle samarbejdspolitikere blevet fejet til side.

Redaktør og straffefange

Da en kreds af danske avisredaktører i november 1945 var på rundtur i USA, var Houmann med i gruppen. Efter befrielsen var han blevet redaktør af Land og Folk, der nu udkom som legalt dagblad. Da Houmann i sin barndom var opvokset i England og havde gået i engelsk skole, fungerede han som gruppens tolk, også da redaktørerne under en æresvisit i Det Hvide Hus overrakte den amerikanske præsident Harry S. Truman et frihedskæmperarmbånd.

Hjemme igen gik det over stok og sten, da Houmann dels skulle være chef for partiavisens over hundrede ansatte og skrive daglige lederartikler, dels passe sin post som nyvalgt folketingsmedlem for Køgekredsen. Da arbejdspresset blev for stort, valgte han folketingsposten fra. Han ville hellere bruge sine kræfter på avisen, som han omtalte som »klassekampens blæsebælg« og ledte under parolen: Os bringer de ikke til tavshed.

Det er historiens ironi, at den mand, som dansk og tysk politi trods fire års eftersøgning ikke kunne anholde, endte som straffefange efter besættelsen. Årsagen var, at Houmann i en artikelserie om storentreprenøren Wright, Thomsen og Kiers profitter på arbejde for besættelsesmagten havde beskyldt rigsadvokaten for at have modtaget bestikkelse. Tre måneders fængsel samt en erstatning på det dengang enorme beløb 10.000 kr. kostede det Houmann.

Houmann selv begrundede sine injurierende artikler med hensynet til de mange kammerater, han som modstandsleder havde sendt i aktioner, der for adskillige betød døden: »De døde for en sag, hvis mål jeg har været med til at opstille. De døde i tillid til, at vi, der blev tilbage, ville fortsætte kampen.«

Om fængselsdommen til Houmann forudså Informations chefredaktør Børge Outze i en leder, at »når historien engang skriver kapitlet om værnemagersagerne, vil en og anden måske studse over, at dette blev det eneste strafferesultat i en sag om bygning af flyvepladser (…). Det havde ikke mange kunnet spå i 1945.«

Nexø-forskeren

Som redaktør af Land og Folk og mangeårigt medlem af partiledelsen stod Houmann i mange år last og brast med DKP’s og Sovjetunionens linje. Således roste han bl.a. dødsdommen i den dengang så berygtede Slansky-proces i Tjekkoslovakiet i en leder med ordene: »Vejen til socialismen bliver lettere og sikrere, jo flere af disse skadedyr, der uskadeliggøres.«

Men efterhånden som fløjkampene i DKP mellem en blød Aksel Larsen-linje og en mere dogmatisk linje spidsede til, tog Houmann entydigt parti for Larsen. Forinden var Houmann selv blevet afskediget som chefredaktør, bl.a. fordi han havde tilladt en kronik med en spagt formuleret kritik af den sovjetiske kulturpolitik.

Men da Larsen blev ekskluderet af DKP og senere stiftede SF, forblev Houmann i DKP, om end han resten af livet måtte acceptere at være kørt ud på et sidespor i forhold til partiledelsen. »Man kan fyres fra sit arbejde, men ikke fra sin overbevisning,« som Houmann udtrykte det.

De sidste ca. 30 år af sit liv gik Houmann i en slags selvvalgt eksil. Sammen med sin kone Trille, der havde fungeret som hans assistent og kurer under hele besættelsen, flyttede han til Risskov. Fra en beskeden villa uden for Århus brugte han hovedparten af sin tid de næste tre årtier på at forske i Martin Andersen Nexøs liv og værk. Selv havde Houmann første gang truffet den verdensberømte proletardigter, da han som 20-årig trafikelev i 1922 havde udbragt et statstelegram til »den røde«, der boede tæt ved Espergærde jernbanestation, hvor Houmann var elev. Med tiden blev det til tre bind med Nexøs breve i kommenteret form foruden storværket, også i tre bind, om Nexø og hans samtid foruden en lang række mindre bøger om besættelsestiden.

Houmann brugte nemlig også mange kræfter på at korrigere det væld af nationale myter om danskernes sammenhold, som opstod i årene efter besættelsen: »Hvorfor dog disse idelige forsøg på at tilsløre, at modstandsbevægelsen måtte kæmpe på to fronter – ikke kun i de første meget vanskelige år, men i realiteten til den 5. maj 1945«, som Houmann spurgte og strøede salt i det nationale sår med sin understregning af, at modstandsbevægelsen ud over tyskerne også måtte kæmpe mod samarbejdspolitikerne og de danske myndigheder.

Hvordan hænger et liv sammen, spørger historikeren Morten Møller i sin bog om Nielsen og slutter med et digt fra Houmanns hånd med titlen Farvellet (1931):

»For længe har vi vandret blandt lyse

illusioner

For længe har vi drømt bestandighedens

sødt berusende drøm.

Alle véd det jo,

men vil ikke forstå det:

En morgen skal vi vågne og se,

at den ubønhørlige virkelighed,

den beskæmmede dødelighed

har trampet hen over vores blomsterrige

som frost i en efterårsnat.

Og den morgen vil alle illusioner være

bristede,

og for hvert skridt, vi går, vil vi intet høre

udover den sprøde knasen

af døde blomsterstængler.

Og da vil det være for sent at sige farvel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"at modstandsbevægelsen ud over tyskerne også måtte kæmpe mod samarbejdspolitikerne og de danske myndigheder."

Alting forandres og virker dog uforanderligt...

Niels-Holger Nielsen

Fin artikel om Børge Houmann, men hvordan er Morten Møller sluppet fra sin bog om ham? Fint, må man antage, siden den side af sagen ikke nævnes i anmeldelsen(?). Det var også Morten Møller, som skrev en biografi om Mogens Fog.

I øvrigt blev Børge Houmanns oversættelse af Joyce aldrig udgivet, da manuskriptet forsvandt fra hans gemmer på Land og Folk under en ransagning. (I følge Arne Hardis' anmeldelse af MMs bog i Weekendavisen for denne uge).

Morten Møller har en kort men slagkraftig kommentar i samme nummer af Weekendavisen. Her efterlyser han mere balance i filmene om besættelsestiden. Det kunne fx. ske ved at filmatisere Scherfigs roman Frydenholm, foreslår han. Det, der irriterer Morten Møller, som i øvrigt er historiker, er, at fjendebilledet i disse film altid er det onde Gestapo, hvor virkeligheden var den, at det danske politi under ledelse af samarbejdspolitikerne var den styrke, som først og fremmest jagtede modstandsfolk, ikke mindst de mest aktive og dristige i BOPA. Faktisk kom Gestapo først rigtig til Danmark, da samarbejdspolitikken brød sammen og der blev lukket ned for det danske politi, som så for en dels vedkommende røg samme vej som de selv havde sendt kommunisterne og andre modstandsfolk.

Jeg planker lige et citat fra Morten Møllers kommentar, Fra Hvidsten til Frydenholm?:

'Amicisvej 23, Frederiksberg, marts
1943: De har aflyttet hendes mors
telefon. De har ledt efter hende
på hendes bopæl, sat vagt i hendes
lejlighed, eftersøgt hende på Rigshospitalet, hvor
hun arbejder. Alt sammen uden held. Nu er der
bid. Det er ganske vist. Den kvinde, som talrige
arresterede modstandsfolk har nævnt som en
væsentlig kraft i kommunisternes illegale apparat,
er lokaliseret. Birte Munck – dæknavn Mads –
skal møde sin mor i en slægtnings lejlighed på
Frederiksberg.
Hun er kun lige kommet ind ad døren, da de
tropper talrigt op. Både hoveddør og køkkendør
er spærret. Hun orienterer sig, løber ind i soveværelset,
åbner vinduet og springer ud af lejligheden
på første sal. Hun lander i baggården, forcerer et
cykelskur med pigtrådshegn på taget og ender på
en bagtrappe i naboejendommen. Et ring på køkkendøren
til en fremmed lejlighed, en forbløffet
ejer, en tilladelse til at gå gennem stuen, en hurtig
tur ned ad ejendommens hovedtrappe – og væk.
Kun kvindens cykel bliver konfiskeret.
Omtrent således indleder jeg et kapitel i min
biografi om den kommunistiske modstandsleder
Børge Houmann og hans piberygende kvindelige
assistent Birte Munck med dæknavnet »Mads«.
Min påstand vil være, at langt hovedparten af
Weekendavisens oplyste læsere instinktivt har
lagt sig fast på, at de mennesker, som i foråret
1943 står bag eftersøgningen af den unge lægestuderende,
selvfølgelig skal findes blandt den
tyske besættelsesmagts frygtede folk i Gestapo.
Det skal de ikke. Aflytningen af morens
telefon, omringningen af lejligheden på
Frederiksberg, den intensive jagt på den unge
kvinde og hendes partifæller blev frem til sommeren
1943 altovervejende foretaget af én institution:
dansk politi. Men ikke mindst yngre mennesker
sender i dag undrende blikke, når man
fortæller dem, at modstandsfolkenes farligste
modstander under besættelsens første år bestemt
ikke var Gestapo – som først for alvor kom til
landet efter den danske regerings afgang i august
1943 – men derimod danske politifolk, som på
regeringens ordre igangsatte en omfattende og
årelang eftersøgning af ledende kommunister.'

Det er altid nemmere at få tilgivelse end tilladelse;-)

Som lødig historiker har Morten Møller også kritik af kommunisternes gøren og laden under besættelsen, men jeg kan jo ikke bringe hele artiklen, fra den hermetisk tillukkede Weekendavisen.

nogle af vi andre undrer os lidt over at officielle kommunister, ( også som sådanne? )
officielt blev, og bliver,
både tålt og endog ofte rost,
af selv de borgerlige;

for det var, eller er, vel næppe kun "spil for galleriet" ?

Det skyldes sandsynligst at visse borgerlige bruger sådan erklært sympati for communister, til at "hvidvaske" de borgerliges laden eller gøren før og under ww2?

hvis det passer at borgelige, som sådanne, kun handler af hensyn til økonomi, og hvis de fleste af de der nævnte frivillige var borgerlige,

så burde det http://www.information.dk/267041
undre;
for de fleste af de frivillige havde vel næppe øknomiske motiver til den frivillighed?

Niels-Holger Nielsen

Hej, det står nogenlunde som jeg har refereret det, intet nærmere.

Det kunne jeg ikke forestille mig at Boisen, det kultiverede menneske, skulle have haft noget at gøre med. Sjusket politiarbejde. De har ikke forstået en hylende fis og har arkiveret værket lodret.