Læsetid: 3 min.

Se på mig – jeg er (ikke) politisk kunst

Den franske filosof Jacques Rancières lille hovedværk om politik og kunst, Sanselighedens politik, er nu udkommet på norsk
12. maj 2012

Stort er udbuddet af kunst, som vil være politisk. Dansk tv-drama handler om det grimme, grimme spil på Borgen, og naturligvis skal Breiviks manifest opføres som teater. En dansk maler har lavet et billede for hver dansk soldat, som er blevet dræbt i Afghanistan, og kunstnere har travlt med engagere sig i det arabiske forår. Vi får kriminalromaner om trafficking, lyrik om forbrugersamfundet og drama om, hvordan flygtninge har det i Danmark.

Vi læser mange interviews med kulturfolk om, hvordan og hvor meget deres kunst er politisk.

Nogen har talt om en veritabel politisering af samtidskunsten.

Men man har på den anden side en fornemmelse af total afpolitisering af samtidskunsten: Det er som regel ikke værker, som forandrer vores opfattelse af, hvad der er politik, og hvad der ikke er politik: Vi ved godt, at overvågning er slemt, udlændinge skal behandles ordentligt, og at politikerne ikke lever op til deres fine principper. Det synes ikke sandsynligt, at denne kunst forandrer noget hverken objektivt eller subjektivt. Den ændrer hverken verden eller vores opfattelse af den.

Og det er der ifølge den franske filosof Jacques Rancière ikke noget mærkeligt i: Den kunst, som blot bekræfter vores opfattelse af det politiske verdensbillede, er ikke politisk interessant. Og langt det meste af det kunst, tv-drama og teater, der skulle være så politisk, gentager temaerne fra TV-Avisen og realismen fra dagbladenes forsider.

Ranciére bestemmer i sin lille bog Sanselighedens politik, der nu udkommer på norsk, politik anderledes end, vi er vant til:

»Det er opdelingen af tid og rum, af det synlige og det usynlige, af tale og støj, som definerer både politikkens sted, og det som står på spil i politikken som erfaringsrum. Politik består af det, man ser, og det, man kan sige noget om.«

Det siger sig selv, at den kunst, som vil være politisk aktiv, må ændre betingelserne for det, vi ser, og det, vi taler om. Den må udfordre grænsen mellem det synlige og det usynlige. Og det gør den jo netop ikke, hvis den rager de mest anerkendte synlige og tydelig symboler på politik og råber til tilskueren: Se på mig – jeg er politisk kunst.

Det synlige

Det store spørgsmål om kunst og politik er anliggendet for den lille bog, der i 2000 på fransk under titlen Le Partage du Sensible (Opdelingen eller Inddelingen af det sanselige). Den er skrevet som svar på fem spørgsmål, som to unge filosoffer stillede Rancière, da de skulle lave et interview med filosoffen til et tidsskrift.

De fem kapitler indledes med et oprindelige spørgsmål og udfoldes som svar. Bogen er på den måde tiltalende i begge ordets betydning: Den taler til direkte til læseren, og den er sympatisk som svar på spørgsmål, de fleste tumler med.

Den væsentlige pointe er, at Rancière forstår politik som kampen om de grundlæggende, fælles verdensbilleder. Vi lever alle i systemer af selvfølgeligheder, som åbner for det vi ser, og det vi taler om. Vi lever i en verden, hvor det vi ser og hører, altid allerede er inddelt og opdelt. Den efterfølgende administration af ressourcerne og opretholdelse af social orden i denne verden kalder Rancière ikke for politik, men for ’politi’.

Det er således ikke politikerne privilegium at føre politik, men alle har formelt mulighed at deltage i inddelingen og opdeling af det synlige og det selvfølgelige. Men der er naturligvis igen forskel på, hvem der har adgang til at definere og dominere vores opfattelse af det fælles, og hvem der ikke har adgang.

Meget af Rancières tekst er indforståede replikker til visse moderne antagelser om æstetik og politik, men den rækker også ud over den akademiske polemik. Som når Ranciere for eksempel slår fast, hvad kunsten kan og i politisk henseende ikke kan: »Kunst giver aldrig andet end det, den kan give til projekter, som ønsker at dominere eller frigøre. Og det, kunst kan bidrage med, er kort og godt det, den har til fælles med disse projekter: kroppens positioner og bevægelser, talefunktioner, genfordeling af det synlige og det usynlige.«

Den kunst, som virker politisk, bliver en kunst, som ikke stiller sig an og siger: »Se mig – jeg er politisk kunst«. Den siger: »Se mig – jeg er kunst. Og det havde du ikke set før«. Det er lige så positivt problematisk, som det er præcist kritisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Esben Maaløe

Jeg tror måske at kunst slet ikke har en chance for at være politisk. Den bliver bare taget imod og omfavnet og hyldet (hvis den altså er heldig, i modsat fald bliver den ignoreret), uanset hvad den søger at belyse. Intet er rigtigt længere provokerende. Lort skjules ikke nødvendigvis længere på dåse og hvis provokationen endelig opnås er det som regel noget med 'det er synd for dyrene', sjældent 'det kan man da ikke sige'.