Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Velfærdsstaten og friheden

CEPOS-jurist Jacob Mchangama sætter i ny bog fokus på det paradoksale i, at de svage borgere, som velfærdsstaten egentlig burde forsvare, også er dem, hvis frihed staten krænker mest
Ufri. Ufriheden rammer de mennesker hårdest, som velfærdsstaten hævder at ville hjælpe, hedder det i bogen. F.eks. den enlige mor, der kontrolleres hinsides alle principper for retssikkerhed, hvis hun modtager ydelser fra kommunen.

Ufri. Ufriheden rammer de mennesker hårdest, som velfærdsstaten hævder at ville hjælpe, hedder det i bogen. F.eks. den enlige mor, der kontrolleres hinsides alle principper for retssikkerhed, hvis hun modtager ydelser fra kommunen.

Jakob Dall

Moderne Tider
12. maj 2012

Vi betaler for velfærden med vores frihed. Velfærdsstaten fører til, at borgerne først tvinges til at betale godt halvdelen af deres indkomst i skat, og derefter udsættes de for kontrol, forbud og overvågning med den begrundelse, at det er det offentlige, der betaler for uddannelse, sundhedssystem og overførselsindkomster.

Så skarpt sætter CEPOS-juristen Jacob Mchangama »velfærdens formynderiske logik« op i Fri os fra friheden, der netop er udkommet på Gyldendal. Dokumentationen er primært hentet i lovgivning indført i de godt 10 år VKO sad ved magten og fjernede sig markant fra de klassiske liberale principper.

Men angrebene på friheden er ifølge forfatteren fælles for hele det politiske spektrum, og den foreløbige tid med S-SF-R-regeringen giver ikke grund til optimisme, mener han. Disrespekten for de enkelte individer på velfærdsstatens vegne sker på tværs af politiske fløje, og der er få muligheder for at stemme andre til magten.

Bogen sætter fokus på et af velfærdsstatens paradokser: At de ydelser, der på den ene side sætter individet fri fra fattigdom og sikrer social mobilitet ofte følges op af krænkende kontrolregimer. Velfærdsstatens konstante vokseværk har fået den til efterhånden at dække stadigt mere af det sociale liv, og det fører til, at den også griber ind i alle dele af den menneskelige tilværelse. Flere penge skal kradses ind for at sikre statens vækst og reproduktion. Derfor må både skatteborgerne, og de, der modtager ydelserne, finde sig i indskrænkelser af deres personlige frihed for at opfylde dette mål.

I bogen påpeger Mchangama, hvordan det går hårdest ud over de mennesker, som velfærdsstaten hævder at ville hjælpe. Dem der eksempelvis modtager enligydelser må finde sig i manglende retssikkerhed og indgribende overvågning fra kommunernes side ved tjek af deres dørmåtter for mandesko og undersøgelser af deres Facebook-profiler for mandlige bekendtskaber. Af hensyn til effektivitet i efterforskningen er man klar til at se bort fra normale retssikkerhedsgarantier, når det drejer sig om kontrollen af borgere på overførselsindkomster. Samme tendens ses i den såkaldte »sundhedsfascisme«, hvor velfærdsstatens formyndere – de veluddannede akademikere i administrationslaget – formaner og indfører forbud rettet mod den underklasse, som er for dum og dårligt uddannet til at kunne passe sin egen krop. Sundhedsudgifterne er noget fællesskabet dækker, og derfor må fællesskabet sikre, at udgifterne holdes nede, og individerne ikke gør skade på sig selv.

Besynderlig timing

Jacob Mchangama lægger klart præmissen for sit eget syn på frihed frem. Det stammer fra den britiske filosof John Stuart Mill og har som princip, at »den eneste måde, hvorpå magt legitimt kan anvendes mod et individ i et samfund mod dennes vilje, er for at forhindre ham i at skade andre«. Det indeholder på den måde ikke utopier om det gode samfund, men minimumrettigheder for, hvad individet skal have for at kunne søge det gode liv. Det er fint, at præmissen for bogen så klart lægges frem, men det er omvendt også bogens svaghed, da tilgangen til velfærdssamfundet bygger på en så simpel forståelse af frihed. For den 25-årige kvinde med barn kan retten til barsel, dagpenge og daginstitutionsplads opfattes som selve muligheden for realisering af personlig frihed. Og friheden fra at skattevæsnet potentielt set kan tjekke hendes rejsebureau for, hvor hun har rejst hen i forbindelse med efterforskning for skattesnyd er i den forbindelse langt mindre væsentlig. Bogens snævre udgangspunkt gør, at der bliver fokuseret på enkelte og en smule simple problemstillinger blandt mange problematikker ved velfærdsstaten.

Eksemplerne i bogen er både velkendte og gamle og bygger i flere tilfælde på undersøgelser som CEPOS har foretaget for flere år siden. Stort set alle eksempler er fra VKO-tiden, hvad der gør bogens udgivelsesdato lidt besynderlig så kort tid efter et politisk vagtskifte og med en ny regering, der trods kopiering af en lang række ting ved den tidligere regering, stadig har mulighed for at indtage en anden tilgang i spørgsmål om værdipolitik og terrorbekæmpelse.

Det klassisk liberale frihedsbegreb gør også, at løsningen på problemerne ofte er forsimplede. Løsningen på de retssikkerhedsmæssige problemer med socialt bedrageri er at fjerne eller nedsætte ydelserne kraftigt, og en markant lavere skat på arbejde vil fjerne behovet for Skats indgribende kontroller.

Selv om man ikke er enig med Mchangama i løsningerne på de forskellige problemer, er bogen s stadig læseværdig. Det er en diagnose af den liberale friheds tilstand efter 10 år med VKO-flertal. Med rygeforbud, tuneserlove og øgede beføjelser til politi og efterretningstjeneste til at overvåge og administrativt anholde. Og samtidigt – og måske mere relevant – er det en advarsel om, hvad de næste års SF-S-R-regering kan føre med sig, hvis der ikke snart opstår en formuleret politisk kritik af velfærdsstatens ufrihedsskabende slagside. Om ikke fra de politiske partier så fra de borgere, som partierne er så glade for at kontrollere og styre ned til mindste detalje.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man behøver langtfra at være i blandt de 30% mindst rige i et samfund, for at det let dæmrer at
at det samfund ikke er FOR os, men snarere er MOD os;
Og de meget få der nu står for egeneje til
produktionsmidlerne, må være usædvanligt naive hvis de satser på længe at slippe godt fra det.

det behøver end næppe være 1:99

Maya Nielsen

Nå måske nok velfærdssamfundet har sine bagsider, men neo-liberalismen er værre.... enklere kan de to modeller vel ikke sættes op imod hinanden.
NEO-LIBERALISMEN er jo prøvet af i stort set det meste af syd-amerika, og de fattige har intet at skrive hjem om i de egne af kloden, og hvis de da overhovedet har lært at skrive, er det vel ikke noget ,der kan bruges mange andre steder i deres døds-annoncer når de har opnået den høje alder på over de 50år ........

Prøv ikke at bilde mig ind at de er blevet belønnet i forhold til deres urimelige hårde slid livet igennem !