Vietnamesisk hygge

En dag, jeg var på vej til klavertime med min søn, måtte vi gå ind et sted, da han pludselig skulle på toilettet. Det blev en vietnamesisk restaurant på Frederikssundsvej, La Lua, som tog meget sødt imod en trængende, lille dreng. Det var tidlig aften, og aftenens håndklude var ved at blive præparerede, så gæsterne kunne få små, varme, jasminduftende håndklæder at tørre hænderne i inden maden, og kurvene med rejechips var på vej ud på bordene. Her var så hyggeligt, at min dreng og jeg lovede hinanden, at vi ville komme tilbage for længere og mere end et toiletbesøg.

Vi bestilte bord en lørdag aften og fik rejechips og varme, jasminduftende håndklæder. La Lua åbnede i sommeren 2007 og er en gammel Vagabondos, deraf den trattorialignende hygge, der ellers ikke normalt præger de vietnamesiske restauranter.

Bordet var dækket med kniv og gaffel og ikke som på min Vietnam-rejse for en 15 år siden, hvor pinde og fingre var eneste mulighed. Ved siden af os var et lille akvarium, dog ikke af den slags, hvor man kan pege på sin aftensmad, men bare til pynt. Altså et tempereret Asien her i Nordvest.

Vi havde også inviteret min kæreste med og bestilte to glas af husets udmærkede hvidvin og en eksotisk juice festligt serveret i et højt glas med cocktailpynt. Som forretter valgte vi supper, to til deling. Laksesuppen, lavet med frisk laks og perfekt sur-sød-balance, havnede hos de voksne, mens barnet overtog, for ikke at sige var uvillig til at dele, den virkelig gode pho, vietnamesisk nudelsuppe på oksekød med fremmede og friske krydderurter.

Klientellet var denne aften næsten udelukkende små firemandsselskaber, altså forskellige konstellationer af mennesker fra parmiddage til veninder med cocktails.

Uden smag af konserves

For at smage vietnamesisk lufttørret pølse valgte vi friske forårsruller med dette som mellemret, selv om vi også valgte rulselvruller til hovedret. En mundfuld friske krydderurter med tynde, tørre, velsmagende pølseskiver rullet ind i rispapir, sådan som vi så kunne prøve at gøre det efter senere. Revet gulerod gjorde saucerne, vi fik serveret til maden, friske, både den søde chilisauce og bønnesaucen, der begge smagte hjemmelavet og uden den sædvanlige konservessmag.

En anden meget lækker mellemret, der sagtens kunne gå som hovedret, da den serveres med en betragtelig portion ris, var en sprød og stærkt krydret lotussalat med delikate lotusstilke.

Ved nabobordet på den ene side blev der snakket døvesprog, hvor man altså som almindeligt langøret hørende går glip af vittighederne og kun får latteren med, og til den anden side fik far og datter vendt familiesituationen. Men tilbage til fiskene, der var mindre hyggeligt selskab i længden og viste sig at dyrke en bestemt hakkeorden med stærke ejerfølelser for de forskellige hjørner i akvariet.

Enkelt og elegant

Min dreng havde som sagt slugt pho’en og tømt den for nudler og spist alle rejechipsene, så han var en svagspiser resten af aftenen, mens min kæreste og jeg stadig glædede os til at rulle vores egne friske forårsruller. Det er jeg normalt ganske god til, men disse rispapir var seriøst tynde og krævede megen selvtillid. Eller man måtte vænne sig til, som tjeneren anbefalede, at putte meget lidt fyld i. Vi fik hvert vores fad med salat, tynde nudler, krydderurter som mynte, koriander og sød basilikum og henholdsvist meget lækkert krydret stegt oksekød til min kæreste og rejefars rullet om sukkerrør til mig, som vi alt sammen kunne fordele på de tynde, dampede, runde risppapir, der blev serveret i en stabel med det plastikunderlag, de formentlig var blevet dampet på. Alt meget lækkert og meget enkelt og rejefarsen på sukkerrør særligt eksotisk lækker.

Jeg var som sådan ikke indstillet på at finde en vin, der kunne passe til denne mad, der er så langt fra vinland, men en cabernet sauvignon rosé fra Tarapaca, tør og med kraftig jordbærsmag, var et større match end forventet og gjorde med sine høje procenter rulningen lettere eller i hvert fald mere nonchalant.

Finalen

Tilbage var der kun med en hemingwaysk gestus at nyde en vietnamesisk kaffe efter originalt afdrypningskoncept med kondenseret mælk til og en ’Gondol-is’ til min dreng, hvilket vil sige en kunstnerisk bananasplit, med bananen som en båd i rismarken og med en flot gondoliere med rishat som pynt.

Da jeg var lille, gik man på italienske pizza-restauranter for at nyde sådan hygge, mens de kinesiske ofte forekom som upersonlige vaskerier af obskure kinesiske økonomier. ’Vietnam-bølgen’ som den har været omtalt, er den nye måde at gå ud at spise afslappet på uden at blive hverken tømt for penge, fyldt med kokosmælk eller tyk af pasta og flødesauce. La Lua udmærkede sig desuden ved en personlig og engageret betjening lige fra en venlig stemme i telefonen, til at få taget sit overtøj, når man kommer, god service og en kæmpe pose rejechips med hjem, da det jo ville være synd at smide dem ud, og alt er friskt hver dag. Vi betalte 1.040 kr. for at blive mere end mætte tre personer med vin og eksotisk juice til.