Læsetid: 5 min.

Beværtet: Djævlen bor i køkkenet

Stemning, service og kvalitetsfornemmelse fejler intet. Det gør retterne sådan set heller ikke, men udførelsen snubler sine steder i detaljen
/h4> Det er igen lykkes for Price-brødrene og deres håndlangere at skabe en uformel og jovial stemning omkring deres kvalitetsbevidsthed, kærlighed til god mad og underholdende familietraditioner.

/h4> Det er igen lykkes for Price-brødrene og deres håndlangere at skabe en uformel og jovial stemning omkring deres kvalitetsbevidsthed, kærlighed til god mad og underholdende familietraditioner.

Martin Sylvest Andersen

2. juni 2012

Det kom nok som en gedigen overraskelse for de fleste, da Brdr. Price, kun få måneder efter at have åbnet deres con amore-restaurant i Rosenborggade, proklamerede sig klar til også at indtage Tivoli. Ikke underligt hvis Tivoli har slikket sig grådigt om munden ved udsigten til at få de folkekære og kvalitetsbevidste brødre i stald, lidt mere usikkert var det straks, hvad brødrene syntes, de havde at gøre i Tivoli?

Der er naturligvis en god historie bag foretagendet, som omhandler Pricernes engelske forfædre, et morskabsteater og en lidt for stor konkurrence fra den gamle have, som pludseligt tilbage i 1843 slog sin klo i en stor del af den forlystelsessyge københavnske befolkning. Der er med andre ord et regnskab at gøre op. En sådan pantomime-relateret fejde på tværs af århundreder skal man naturligvis ikke lade sin næse gå forbi, så Kåre og jeg tog i Tivoli på en dejlig sommeraften i slutningen af maj og så frem til et besøg i Pricernes farmorkøkken.

Sildefiletens konge

Vi lagde ud med tre slags snacks. Skagenskinke, som virkeligt er en delikatesse, som kan måle sig med en hvilken som helst anden lufttørret skinke fra middelhavsregionen. En mild og cremet rygeost, som Kåre ikke syntes havde syre og røg nok, men som jeg var ganske tilfreds med og så en flok rugbrødsfritter. Sådan en rugbrødsfritte skal ikke være så branket, som dem vi fik den aften, så går der hestens fødselsdag i den. Til snacksne drak vi den, takket være brødrenes tv-programmer, berømte Locher-punch. En herligt læskende appelsin og citronbaseret punch med rigelige mængder sherry, hvidvin og rom. En smule julet, men ikke noget som spolerer en varm majaften i Tivoli.

Forretten bestod for mit vedkommende af to smukke matjesfilet, alle sildefileters konge, som denne aften havde fået selskab af lidt nye kartofler, rødløg, kapers og cremefraiche. Det er en servering, som gør lykke. Kåre var mindre heldig. Hans tarteletter var så klassiske som de kan blive med høns og asparges. Men ak, hønen var tør og sovsen ganske livløs og pjasket. Blot noget så banalt som en smule salt og peber ville have gjort underværker. Det var en gedigen kikser i farmorland. Vi drak begge den flot mineralske og flygtige rosé Whispering Angel fra Chateau d’Esclans. Den omfavnede fint både sild og tartelet.

Et kvart kilo bøf

Kåre havde fortjent en bøf, både på grund af tarteletskuffelsen, men også fordi han for nylig og så flot gennemførte sit første maratonløb. Heldigvis er brødrene leveringsdygtige i en smuk 250 gram engelsk bøf på krogmodnet dansk kødkvæg med tilbehør af tre slags løg. Kødet var aldeles upåklageligt og perfekt stegt, omend Kåre savnede lidt salt igen, men måske var det på grund af maratonløbet. De tre slags løg kom i egenskab af syltede løg, lidt boretanaløg og brunede løg, hvoraf de brunede blev en smule smattede i konsistensen. Ydermere lidt asier og en god skysauce til. I glasset fik min ven en dejlig ung Barolo Le Radici fra 2008 – det bliver en rigtig god vin en dag.

Jeg fik dagens fisk, et dejligt stykke dampet torsk, florlet og saftigt med spidskål, friske ærter, babygulerødder, lidt boretanaløg, karse og kartofler og persillesovs på siden. Tilbehøret var perfekt på nær karsen og persillesovsen, som ikke er nogen voldsom god blanding - specielt ikke når sovsen, som det var tilfældet ved tarteletterne ikke rigtigt vil hverken det ene eller det andet. Den var for tynd, for undersaltet og havde fået et skud citron som virkeligt trak bitterheden frem i de rigelige mængder karse. Jeg drak et godt glas hvid Bourgogne 2008 fra Michel Caillot, som fisken havde rigtigt godt selskab af, og som sovsen også ville have haft det, havde den smagt efter hensigten.

Barndommens land

Desserttid. Og her bød kortet på flere klassikere: Regnbueis, citronfromage, honningkage, koldskål. Jo, tak – det er smagen af barndommens land for de fleste af os, uanset alder. Kåre skulle have citronfromagen, og jeg kastede mig over min barndoms nemesis: Regnbueisen. Hvor mange gange har jeg ikke, som ung pode, måtte give op over for netop regnbueisen efter forinden at have ædt mig igennem en hel børnefødselsdag? Med tårer i øjnene og kvalmen siddende i halsen knugende min lille ske, mens jeg, ude af stand til at spise så meget som en enkelt bid, så tårerne blande sig med den hastigt smeltende is. Nu skulle der tages revanche.

Isen var god – rigtig god. Jordbærisen lavet på syltede jordbær, næppe danske, men lige meget; vaniljeisen på tahiti-vanilje, fed og god – og chokoladeisen på valhronachokolade smagte guddommeligt. Det var alle barndomstraumerne værd. Kåres citronfromage gav anledning til en del diskussion. Serveret i en, ret stor, skål med flødeskum og kandiseret citronskal på toppen. Fromagen var tung. Vi var ovre i en godt sat budding nærmere end en luftig fromage. Både Kåre og jeg, som er vokset op i Karoline-80’erne, syntes at den var for tung. Vi rådførte os med bordet ved siden af, som holdt en gennemsnitsalder på omkring de 80, og her var begejstringen for citronfromagen ikke til at tage fejl af. Sådan skulle en citronfromage smage! Hvis man er i tvivl, skal man bare spørge sagkundskaben.

Til desserten drak vi aftenens bedste glas, entusiastisk serveret af den overordentligt dygtige og vidende tjener, en Beerenauslese fra Zantho i østrigske Burgenland. Den kan fås flere steder herhjemme efterhånden, og man skal ikke lade sig snyde for en smagsprøve, skulle man falde over en flaske. Smuk dyb og gylden farve med et nærmest pink skær og duft af både roser og mango. Flot syre midt i al sødmen. Godt valg.

Efter en kop kaffe og et glas grappa på Pelaverga fra Bel Colle til Kåre og en Fine de Bourgogne fra Faiveley til mig kunne vi ikke skjule vores skuffelse over de irriterende svipsere, vi havde oplevet. Det er igen lykkes for Price-brødrene og deres håndlangere at skabe en uformel og jovial stemning omkring deres kvalitetsbevidsthed, kærlighed til god mad og underholdende familietraditioner. Personalet lever ubesværet i det univers og videreformidler flot Price-ånden. Men i køkkenet er der problemer. Retterne fejler intet, men udførelsen og detaljen stemmer ikke, og så falder gode retter og gode miner jo let fra hinanden. Pantomimefejden fortsætter med andre ord. Vi spiste og drak for kr. 1.800 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu