Læsetid: 6 min.

Den delikate affære mellem frihed og lighed

Den danske oldtidshistoriker Mogens Herman Hansen har angiveligt som den første skrevet et samlet overblik over demokratiets historie
/h4> Det har i demokratiforskningen været hævdet, at demokrati breder sig i bølger, men det er ikke Mogens Herman Hansens synspunkt: Han fortæller i stedet demokratiets historie ud fra store begivenheder som Den Franske Revolution og Murens fald.

/h4> Det har i demokratiforskningen været hævdet, at demokrati breder sig i bølger, men det er ikke Mogens Herman Hansens synspunkt: Han fortæller i stedet demokratiets historie ud fra store begivenheder som Den Franske Revolution og Murens fald.

2. juni 2012

Det siges, at hvor han har græsset, er intet tilbage. Det skulle blandt oldtidshistorikere være velkendt, at hvor Mogens Herman Hansen har forsket, er et felt afdækket.

Det er et udsagn om hans særlige grundighed: Han kommer hele vejen rundt, inden han drager konklusioner. Men det er ikke et udsagn om en selvtilstrækkelig forsker. For Mogens Herman Hansen er en generøs akademiker, som skriver så klart, at hans forskning kan læses af alle, der virkelig vil, og en ydmyg universitetsansat, der i sin tid sagde nej tak til et professorat ved Harvard, fordi han mente, hans plads var et andet sted.

Hansen har de senere år fundet et nyt terræn. Tidligere har han skrevet om det antikke demokrati i den græske bystat, men nu har han udvidet studiet til at omfatte demokrati som sådan. Han er blevet demokratiteoretiker.

For et par år siden udgav han det imponerende værk Demokrati som styreform og ideologi, hvor han redegør for, at det moderne demokrati ikke er en harmonisk samlet pakke, men kendetegnet ved konflikt mellem to principper: Folkestyre og mindretalsbeskyttelse, politikernes lovgivning og juristernes kontrol med lovgivningen.

En anden væsentlig indsigt er, at man ikke længere kan bruge læren om ’magtadskillelse’ til beskrivelse af vores moderne demokrati. I stedet for antagelsen om adskillelsen af den lovgivende, udøvende og dømmende magt sætter Hansen det, man i antikken kalder »den blandede forfatning«. Han hævder, at vores politiske regime er sat sammen af monarkiske, aristokratiske og demokratiske elementer. Statsministeren eller præsidenten har i udenrigspolitikken nærmest samme kompetence som en enevældig konge, højesteret og forfatningsdomstolenes magt over lovgivningen kan kaldes aristokratisk, og endelig er det forhold, at vi har pressefrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og regelmæssige valg indlysende demokratisk.

Det er en relativt polemisk påstand, som i løbet af bogen bliver etableret som en overbevisende indsigt. Det er grundigt og generøst arbejde, men det er ikke afsluttet for Hansen. For nu følger han sin store bog op med noget, som ingen angiveligt har gjort før: Han har skrevet en bog om demokratiets historie fra oldtid til i dag.

Tre faser

Demokratiets historie falder ifølge Hansen i tre etaper: Det første moment er de direkte demokratier i oldtiden, det næste afsnit afdækker demokratiet i den politiske teori fra Cicero til Oplysningstiden, og det sidste afsnit giver et overblik over det moderne demokrati. Det er en bemærkelsesværdig historie, hvor de over 2.000 år fra oldtiden til første verdenskrig overstås på 65 sider, mens de næste små 100 år fylder dobbelt så meget. Når samtiden fylder så meget mere end fortiden, bliver det et spørgsmål, om demokratiet overhovedet har en længere historie.

Oldtidens demokrati var radikalt anderledes end nutidens demokrati: Det var direkte, det var et forsamlingsdemokrati, udvælgelse foregik ved lodtrækning, og det var ikke repræsentativt.

Det moderne demokrati er indirekte og repræsentativt, det har ikke bystaten som forum, men nationalstaten. Det skal fungere i en langt større skala med langt større territorium og befolkning. Det er blevet hævdet, at det eneste, oldtidens og nutidens demokratier har tilfælles, er ordet demokrati – institutionerne og procedurerne er radikalt forskellige.

Det er, hvad styreformen angår, nogenlunde korrekt. Det antikke og det moderne demokrati har institutionelt kun borgerskabet tilfælles. Men det gælder ikke demokratiet som ideologi: Frihed og lighed betød ikke det samme for de antikke grækere, som det gør for os i dag, men både deres og vores demokrati baserer sig på en kombination af politisk frihed og personlig frihed. Den politiske frihed er friheden til at deltage i magtudøvelse, og den personlige frihed er friheden fra, at andre udøver brutal magt over én.

Man kan i spændingen mellem den positive politiske frihed og den negative personlige frihed se sporet til den konflikt mellem politikernes demokrati og juristernes demokrati, som Hansen ser i vores samtid. Han beskriver i et efterord om retsstaten præcist konflikten mellem de to styreformer:

»Demokratiet foregiver at være en stat styret af folket, men er i virkeligheden en stat styret af de valgte politikere. Retsstaten foregiver at være en stat, der styres af love, men er virkeligheden en stat styret af jurister.«

Hansen trækker på den måde en linje gennem demokratiets 2.500 års historie frem til en spænding mellem politikernes og juristernes styre i dag. Vi ser det konkret som sammenstødet mellem de nationale regeringer og overnationale domstole som Menneskerettighedsdomstolen, mellem de folkevalgte politikere og de udvalgte jurister. Vi ser det også som forskellen mellem det parlamentariske demokrati, hvor mest magt ligger hos de folkevalgte lovgivere – og det såkaldte konstitutionelle demokrati, hvor domstolene har betydelige indflydelse på lovgivningen. Danmark er eksempel på et parlamentarisk demokrati, mens Tyskland med den stærke forfatningsdomstol er eksempel på konstitutionelt demokrati. Den store strid om demokrati i Europa står således ikke mellem oplyste demokrater og fundamentalistiske muslimer, men mellem det politiske og det juridiske demokrati, mellem det parlamentariske og det konstitutionelle demokrati.

Det har i demokratiforskningen været hævdet, at demokrati breder sig i bølger, men det er ikke Hansens synspunkt: Han fortæller i stedet demokratiets historie ud fra store begivenheder. Revolutionen i 1789, igen i 1848, Første og Anden Verdenskrig, Murens fald etc.

Hansens styrke som historiefortæller er hans evne til at overskue komplekse sammenhænge og koncentrere sit overblik i klare sentenser. Han samler episoder, ideer og begreber i oversigter, som gør både forskelle og ligheder tydelige.

Uvidenhed og sløvhed

Demokratiets historie – fra oldtid til nutid udmærker sig især i to henseender: Den klare linje fra oldtidens demokratiske ideologi til vor tids demokratiske konflikter er mesterligt trukket op, og redegørelsen for demokratiets grundbegreber er præcis og pædagogisk.

Men der er også svagheder i det store værk. Hansen anslår tidligt en tese, som ikke rigtig underbygges eller udvikles: Han hævder, at det »utvivlsomt« er »med rette«, når folk siden 1950’erne har beklaget »voksende uvidenhed og sløvhed fra vælgernes side«. Det står ikke klart, hvorfor dette skulle være en korrekt analyse. Det står derimod klart, at det er en af de mest trivielle demokratikritikker, at demokratiet er en god idé, men at folk desværre er for dumme og selvoptagede til at være demokrater. Man kan altid sammenligne med tidligere epoker, hvor færre havde adgang til politisk deltagelse og konstatere et tab, hvor deltagelsen er demokratiseret.

En anden svaghed er, at Hansen igen konstaterer, at den formelle magt siver ud af parlamenterne i vor tids demokratier uden at undersøge, hvilken magt de får i stedet.

Den lovgivende forsamling er groft sagt ikke længere det sted, hvor lovene gives. De produceres som regel i centraladministrationen. Men det fremgår af forskningen, at parlamentet kommer til at virke som en slags indflydelseskanal fra den sociale virkelighed til det administrative centrum. Det er her, protestpartier vælges ind, og kulturkampe mellem forskellige måder at se verden på kan finde sted. Det betyder også, at parlamenterne fungerer som steder, hvor oppositionen kan drage regeringen til ansvar. Vi kender fra Danmark proceduren med spørgetid og paragraf 20-spørgsmål. Det er ikke den samme magt som tidligere, men det er demokratisk set væsentlige funktioner.

En tredje svaghed er, at Hansen ikke forholder sig til forbindelsen mellem demokrati som styreform og demokrati som livsform. Han er optaget af konflikterne i det politiske demokrati, men ikke af de kulturelle forudsætninger for demokratiske skoler, familier, fællesskaber og selvforhold.

Demokratiets historie – fra oldtid til nutid er en speciel bog, fordi den lover en historie, men i høj grad beskæftiger sig med nutiden. Der er både et snit på langs i historien og et snit på tværs i samtiden. De lange linjer er som sagt storartede, men de aktuelle redegørelser for demokrati i Rusland, Sydøstasien, Latinamerika etc. bliver så kortfattede og generelle, at de minder om faktabokse.

Selvfølgelig er der problemer i en bog, som både vil omfatte hele den geografiske verden og den store historie, men der er også indsigter og overblik, som alle kan blive klogere af. Enhver vil i denne bog få øje på noget, som han eller hun ikke set før – selv om vi kigger på demokratiet hele tiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er det efterhånden en udbredt tendens i samfundsvidenskaberne at der søges tilbage i en stræben efter at finde nutidens fundament?
The Origin of Social Order er nyeste skud på stammen fra Francis Fukuyama.

I ovenstående artikel savner jeg en drøftelse af forskellen på liberale og demokratiske principper.

Robert Dahl har berømt forsøgt på samme vis at undersøge forudsætningen for demokrati. Visse friheder og rettigheder indgår hermed.
Fareed Zakaria har en anden forståelse heraf. Han skelner den liberale kontrolide fra den demokratiske ide om 'folkestyre'. Det liberale er derfor generelt en hindring for demokratiets muligheder og udfoldelse, hvilket siges at styrke orden og stabilitet.

Desuden savner jeg en henvisning til Carl Schmitt angående forholdet eller konflikten mellem jura og politik da jeg mener han var den første, som tænkte tanken.
Schmitt betoner hvordan retssystemer fremstår som processuelle og principfaste, men at selve domsafsigelsen afspejler et tomrum, som overlader dommeren den afgørende udemokratiske vurdering.
Et perspektiv som artiklen behandler er dog rigtig spændende: Den brede uenighed i EU svækker de kollektivt vedtagne love, som jurister senere kan fortolke i den retning de måtte ønske, hvormed de spiller en betydelig rolle for implementeringen af politikernes og dermed folkets ideer.

Steffen Gliese

man behøver ikke læse meget andet end Pseudo-Xenofons "Den græske statsforfatning" for at have rigelig ammunition til at skyde på nutidens forfaldsformer, den findes i en glimrende oversættelse af Hartvig Frisch fra 1940, hans disputats.

Det lyder interessant Peter. Måske kan jeg bruge den som oplæg til en studietur i efterårsferien, som jeg skal være med til at arrangerer - her besøger vi Athen.